ALENE OVER COL D’IZOARD: EN GALLAOPVISNING I CYKLINGENS GULDALDER

Louison Bobet blev en af sportens allerstørste og var den første, der vandt Touren tre gange i træk. Han var også et følsomt gemyt og et oplagt mobbeoffer

Efter fem sejre i træk til udlændinge og altså kun én fransk sejr efter verdenskrigen var for ventningerne til de franske r yttere enorme frem mod Touren 1953. Det stærke nationalhold var imidlertid dybt splittet, og først efter et voldsomt internt opgør fik Louison Bobet magten og udnyttede den fuldt ud til at sætte sig tungt på Tour-tronen. Bobet havde i 1948 givet løfte om noget langt større end sin samlede fjerdeplads, og nu i sit sjette Tour de France gjorde han krav på nationalholdets ubetingede støtte. De øvrige ryttere anerkendte hans umådelige styrke, men de nød dog at tirre ham og ville ikke uden videre underordne sig. Det gjaldt ikke mindst Raphaël Géminiani, kendt som ‘Den Store Kanon’, som bestemt ikke var til sinds uden videre at give af kald på sin egen chance til fordel for Bobet. Igen og igen klagede Bobet over manglende opbakning, og det førte til et bittert opgør efter 13. etape til Béziers. Etapen blev vundet af franskmanden Nello Lauredi foran Géminiani, som begge efter Bobets mening burde have ført ham frem til sejr i stedet for selv at høste laurbærrene og ikke mindst bonussekunderne. I ‘The Story of the Tour de France’ skriver Bill og Carol Mcgann, at Bobet ved aftensmaden anklagede Lauredi og Géminiani for direkte at modarbejde ham. Det fik Géminiani til at springe op og vælte middagsbordet omkuld i raseri, før han hævede sin gaffel til angreb. Følsomme Bobet brød i gråd, men han fastholdt, at hans tur var kommet. Da sportsdirektør Marcel Bidot skred ind for omsider at etablere en rangorden, hævede kun Bobet armen, da Bidot af krævede forsamlingen svar på, hvem der kunne vinde Tour de France. Bobet vandt løbet i kraft af et legendarisk soloridt på 18. etape, hvor han alene sled sig over Col d’izoard i et succesrigt angreb på regionalr ytteren Jean Malléjacs gule trøje. Det var en gallaopvisning i cyklingens guldalder. Kort før toppen stod en ekstatisk tilskuer og betragtede Bobet gennem søgeren på sit kamera, skriver Jean Bobet, Louisons lillebror, i sine erindringer, ‘Tomorrow, we ride …’ Da rytteren var tæt på, sænkede tilskueren sit kamera. Det var Fausto Coppi, mestrenes mester, som på grund af en skade ikke var stillet til start i løbet. Coppi løftede hånden til hilsen og sagde: ‘E bello, no?’ – ‘Smukt, ikke sandt?’ Bobet blev den første, der vandt Touren tre gange i træk. Han vandt også VM, Paris-roubaix, Milano-sanremo, Flandern Rundt og Lombardiet Rundt og bør tælles blandt cykelsportens giganter. Han blev født i den lille by SaintMéen-le-grand i Bretagne, hvor han som

bagermester Bobets ældste i årene op til Anden Verdenskrig cyklede ud med morgenbrød, før han som 16-årig gik i lære i faderens bageri på Rue de Montfort 3. I dag ligger der en køreskole i lokalerne, og gaden har skiftet navn til Rue Louison Bobet. Louis, var han døbt, men da det også var hans fars navn, fik han hurtigt kælenavnet Louison, lille Louis, og det hang ved hele livet. Lille Louis var en stærk gut rent fysisk, og han blev som ganske ung sat til at slæbe tunge sække med mel ind i bageriet. Mentalt var han derimod en følsom, sensitiv dreng, som klagede sig, når ting gik ham imod. Det gjorde det ikke problemfrit for ham at færdes i den benhårde, professionelle cykelverden. Géminiani kaldte ham ‘La Pleureuse’ (tudetøsen), når han fik nok af at høre Bobet jamre sig over ofte indbildte problemer. Jean Robic, der vandt Touren i 1947, kaldte ham ‘Louisette Bonbon’, og toprytteren René Vietto kaldte ham ‘La Bobette’ på grund af hans tårer, der flød alt for let. De feminine øgenavne opstod, da et styrt sendte ham ud af Touren 1947, som var hans første. Fort vivlet begyndte han at græde af smerte, raseri og hjælpeløshed, skrev Laurent Greilsamer i 2005 i et portræt i avisen Le Monde. Bobets tårer gav de rapkæftede i feltet frit slag. I videre kredse opnåede den flotte fyr dog snart umådelig popularitet med sit solbrændte filmstjerne-look og sine magtdemonstrationer i sadlen. Bobet er blevet beskrevet som en neurotisk, utålelig person, når han var under pres før de store løb, mens han til andre tider var høflig, overordentligt charmerende og vittig. Gennem hele karrieren var han svært plaget af siddesår, og han vandt sin tredje Tour-sejr under ubeskrivelige pinsler. Han hævdede senere, at hans lidelser i Touren i 1955 af kortede hans karriere. På 18. etape af Tour de France 1959 stod han af cyklen på Col d’iseran og stillede aldrig igen til start i løbet. Stærkt optaget af alternativ behandling åbnede Bobet efter sit karrierestop i 1962 et center for thalassoterapi i Quiberon i Bretagne, hvor en boulevard i dag er opkaldt efter ham. Thalassoterapi er baseret på den overbevisning, at hav vand har helbredende egenskaber. Bobet åbnede også et center i Biarritz. 13. marts 1983, dagen efter sin 58 årsfødselsdag, døde Louison Bobet af kræft. Han ligger begravet i Saint-méen-le-grand.