LEVEMANDEN FRA NORMANDIET: ‘MAN VINDER IKKE BORDEAUXPARIS BLOT VED HJÆLP AF SUKKER'

Jacques Anquetil var den første, der vandt Touren fem gange. Han levede livet på fuldt blus og etablerede de særeste familierelationer, før han døde af mavekræft som 53-årig

Maître Jacques. La Caravelle. Monsieur Chrono. Eller bare Jacques Anquetil. Den største ryt- ter, fransk cykling har fostret, stormede ind i Tour-historien i 1957, da han som debutant vandt Tour de France. Siden vandt han yderligere fire gange, og den præstation har for evigt sikret ham plads blandt cykelsportens giganter. I sin samtid var han dog ikke den populæreste r ytter i Frankrig. Det var derimod den evige toer, Raymond Poulidor, og det pinte Anquetil til det sidste, at han trods sine mange sejre aldrig kunne vinde Poulidors plads i franskmændenes hjerter. Han vandt respekt, men ikke hengivenhed. Poulidor var den jævne, godmodige mand fra det rurale Frankrig, mens Anquetil fremstod anderledes kølig og reser veret. Han levede et ødselt liv med hyppige fester med god mad og dyr rødvin, og han var kendt for at forberede sig til mangen et løb ved at drikke sig fuld og spille kort med gode venner til langt ud på natten. Det tjente absolut ikke hans bedste i kampen om folkets gunst, og han distancerede sig kun yderligere fra folket, da han i 1967 købte et slot i landsbyen La NeuvilleChant-d’oisel nær Rouen og der holdt hof i weekend efter weekend i årevis. Anquetil lagde som aktiv cykelrytter ikke skjul på, at han brugte doping, og han revsede endog den franske sportsminister, da denne i en t v-debat engang kritiserede Anquetil for hans holdning til præstationsfremmende stoffer: ‘ De er sportsminister, og alligevel tror De, at jeg kørte Bordeaux-paris blot ved hjælp af sukker,’ sagde Anquetil ifølge Paul Howard i biografien ‘Sex, Lies and Handlebar Tape’. Netop sejren i 1965 i mastodonten Bordeaux-paris, et endagsløb på over 550 kilometer, jagtede Anquetil allerede dagen efter sin sejr i Critérium du Dauphiné Libéré i et forsøg på at understrege sin overlegenhed. En så monumental præstation måtte da tippe folkestemningen til hans side, men-

te både Anquetil og hans sportsdirektør Raphaël Géminiani. Det var Géminiani, der udtænkte den dristige plan. Anquetil kørte over stregen i Critérium du Dauphiné Libéré som sejrherre 29. maj klokken 15, endnu en gang foran Poulidor, og efter to timer med sejrsceremoni og pressekonference fløj han i et chartret fly til Bordeaux. Efter få timers hvile sprang han i sadlen og satte i de tidlige morgentimer 30. maj kurs mod Paris. Halv vejs i løbet tog r ytterne pace efter Derny-motorcykler, og på Parc des Princes skød Anquetil først over stregen, 57 sekunder foran sin holdkammerat Jean Stablinski og briten Tom Simpson. Dobbeltsejren understregede Anquetils format, men den forandrede intet. Kærligheden til Poulidor var usvækket – ja, måske tilmed styrket af endnu en sekundær placering efter Anquetil i Critérium du Dauphiné Libéré. I det løb vandt Anquetil tre etaper, heraf enkeltstarten på næstsidste etape. Kampen mod uret var hans absolut vigtigste våben som cykelr ytter. Han foretrak at køre kontrollerende i bjergene for så at vinde tid på enkeltstarterne. Ni gange vandt han den prestigefyldte enkeltstart Grand Prix des Nations, som blev regnet for det uofficielle verdensmesterskab, og hans sejrrige kampe mod uret sikrede ham tilnavnet Monsieur Chrono. Privatlivet værnede han om, og der skulle gå mange år efter hans død, før den fulde sandhed om hans særprægede familieliv kom for en dag. Da ramte sandheden til gengæld den franske offentlighed som en bombe. Få måneder før sin Tour-debut indledte Anquetil en affære med Jeanine Boëda, som var gift med hans læge. Jacques og Jeanine blev introduceret år tidligere, men i begyndelsen af marts 1957 forførte han altså den næsten sy v år ældre kvinde. Parret blev gift i julen 1958. Jeanine havde to børn med lægen, nemlig Annie og Alain, men efter to svære fødsler ved kejsersnit var hun blevet steriliseret. Anquetil vidste, at hun var ufrugtbar, men med årene voksede hans trang til at blive far sig så stor, at han foreslog, at de skulle finde en rugemor. Jeanine havde imidlertid et andet forslag: Hvorfor ikke få et barn med den da 18-årige Annie? Knippelgod idé, mente både Anquetil og Annie, og et bizart familieliv, hvor Anquetil skiftevis delte seng med mor og datter, blev indledt. Annie fødte Anquetil en datter i 1971, men udadtil lod familien alle blive i den tro, at Jeanine var mor til den lille Sophie. I praksis voksede pigen op i den tro, at hun havde to mødre. Den sære ménage à trois var uholdbar i længden. Det var Annie, der brød ud efter 12 år for at skabe sit eget liv. Anquetil var ulykkelig, men ikke utrøstelig, skulle det vise sig. Jeanine inviterede sin søn og svigerdatter, Alain og Dominique, til at bo på slottet, og det endte med, at også Dominique faldt for Anquetils charme. Både Alain og Jeanine forlod slottet, mens Dominique og Jacques levede sammen til hans død. Dominique fødte ham sønnen Christopher i 1986. Det var datteren Sophie, der afslørede det ejendommelige familieliv i bogen ‘Pour l ’amour de Jacques’ (‘Af kærlighed til Jacques’) i 2004. Titlen giver svar på mange af de spørgsmål, der rejser sig, når man læser bogen: Kvinderne i hans liv elskede ham lidenskabeligt og strakte sig langt for at gøre ham lykkelig. Mod slutningen af sit liv drak Anquetil tæt, skriver Paul Howard i ‘ Sex, Lies and Handlebar Tape’. Ofte skyllede han en flaske whisky ned om dagen, hvilket givet vis ikke gjorde noget godt for hans helbred. I sine sidste år oplevede han ofte svære mave-