FORRÅDT AF SINE EGNE: ‘NAPOLEON' SNYDT FOR TOUR-SEJREN

Henri Anglade havde formentlig vundet Touren i 1959, hvis ikke jaloux landsmænd havde svigtet ham, så de selv kunne score store summer på at køre gadeløb efter Touren

Med det væld af stjerner y ttere og primadonnaer, som moderlandet i cyk lingens guldalder i 1950’erne kunne sende til Tour de France, var bitre opgør mellem de franske r y ttere hverdagskost. Især Louison Bobet lagde sig ud med mange af sine landsmænd, men også den brillante Henri Anglade var upopulær i feltet. På grund af sin ofte kommanderende facon blev han nedladende kaldt ‘Napoleon’ i feltet, men at store navne som Jacques Anquetil og Roger Rivière ligefrem skulle slide sig op for at forhindre, at Anglade vandt Tour de France, vakte forargelse både blandt r y ttere og tilskuere. I 1959 for vandlede de to enkeltstartsspecialister sig til hjælper y ttere for spanieren Federico Bahamontes. Det sikrede ham Tour-sejren, og de to franske stjerner y ttere blev på velodromen Parc des Princes i Paris pebet ud, da de rullede i mål som nummer tre og fire i den samlede stilling. Det hele handlede om kolde kontanter. Masser af dem. Dengang hentede r ytterne hovedparten af deres indtjening i gadeløb, hvor de største stjerner naturlig vis fik de højeste honorarer. En Tour-sejr var guld værd, og en fransk Tour-vinder ville let støvsuge hele markedet for penge og kun overlade beskedne honorarer til de øvrige franske r y ttere. Derfor blev det magtpåliggende for Anquetil og Rivière at forhindre Anglade i at vinde i 1959, da det stod k lart, at de ikke selv kunne sejre. Bahamontes var spanier og var ik ke noget særligt trækplaster i franske gadeløb, så de så hellere ham som vinder, skriver Les Woodland i bogen ‘Tour de France: The Inside Stor y: Making the World ’s Greatest Bicycle Race’. I de år blev professionel cyk ling kontrolleret fuldstændigt af tre agenter, som sik rede r y ttere adgang til gadeløb og forhandlede honorarer og kontrakter på plads. De tre var belgieren Jean van Buggenhout og franskmændene Daniel Dousset og Roger Piel. Dousset havde blandt talrige andre Anquetil, Rivière, Bobet, André Darrigade, Hugo Koblet og Jean Stablinsk i i sin stald. Og Bahamontes. Også det spillede ind, da Anquetil og Rivière valgte side. Allerede inden løbet havde Dousset arbejdet på de indre linjer for at få det franske nationalhold til fortrinsvis at bestå af r y ttere, han havde på kontrakt. Derfor måtte Anglade, som var i stald hos Piel, stille op for regionalholdet Centre-midi, som i sagens natur var svagere end det stjernespækkede nationalhold. De store stjerners rivalisering på nationalholdet g jorde imidlertid intet godt for nogen af dem. Rivière kunne ikke tåle, at Anquetil skulle vinde, og ‘ kærligheden’ var gengældt. Det betød, at de begge mistede opbakning til at vinde løbet, og de kunne så blot blive enige om, at Anglade ikke skulle have lov at triumfere i Paris. Anglade øjnede sin chance på 18. etape, da Bahamontes i den gule trøje kom i problemer på nedkørslen fra Col du Petit SaintBernard i Alperne. Anglade var nummer fire i k lassementet knapt fem minutter efter ‘Ørnen fra Toledo’, da han slap alle kræfter

fri og skød af sted sammen med den forsvarende mester, Charly Gaul fra Luxembourg, og italieneren Ercole Baldini. Anquetil og Rivière, som på det tidspunkt var håbløst bagud i den samlede stilling med henholdsvis ni og 11 minutter til Bahamontes, blev efterladt agterude. Anglades forspring oversteg på et tidspunkt fem minutter, og han var dermed virtuelt i den gule trøje. Siddende i gruppe med Bahamontes havde Anquetil og Rivière valget mellem at læne sig tilbage og lade en landsmand forude køre sig i den gule trøje, og at indlede en vild jagt for at begrænse tidstabet og dermed sik re, at Bahamontes ville forsvare sin trøje. De lod nationalfølelsen vige for personlig jalousi og ussel mammon. Enkeltstartsspecialisten Anquetil og timerekordindehaveren Rivière tog Bahamontes på slæb og sikrede, at Anglade blot åd under et minut af Bahamontes’ forspring. Henri Anglade sluttede Touren på den samlede andenplads. Han kørte Tour de France yderligere sy v gange, men kom aldrig tættere på sejren.