KVÆSTEDE FAMILIE UNDER DRUKTUR
TOUR-HELT GIK I HUNDENE:
Thierry Claveyrolat slog sig på flasken, da Tour-karrieren var slut, og han mistede livsgnisten, da han fordrukken smadrede ind i en modkørende bil på Côte de Laffrey
Efter et 70 kilometer langt soloridt vandt franskmanden Thierry Claveyrolat i 1990 sin første etapesejr i Tour de France, da han skød over stregen i Saint-gervais. Sejren gjorde ham yderst vellidt af det franske publikum, som elskede hans opportunistiske kørsel, og han blev fejret som en af nationens store helte, da han stod på podiet i Paris som vinder af den prikkede bjergtrøje det år. Han er dog også en tragisk skæbne i cykelsportens historie, idet han efter karrieren kom i økonomisk uføre og søgte trøst i flasken. Klokken tre om morgenen 7. september 1999 skød Thierry Claveyrolat sig med en jagtriffel i sin kælder og endte dermed et mareridt, som i næsten en måned havde plaget ham og gjort hans liv uudholdeligt. 13. august 1999 var Claveyrolat i sin BMW kørt ned ad Côte de Laffrey, som han talrige gange havde besteget som professionel cykelr ytter. I den modsatte retning var en familie på ferietur på vej op i en Renault 19, og da Claveyrolat hensynsløst skar et hjørne, hamrede de to biler sammen. Familien kom alvorligt til skade, og en 14-årig dreng, som sad på forsædet, mistede et øje. Claveyrolat blev arresteret. Han var fuld. Offentlig fordømmelse og en hård straf ventede ham, men for Claveyrolat var det den ulykke, han havde påført de uskyldige mennesker, der var det værste. Han stolthed, som havde drevet ham som cykelr ytter, drev ham til at selvdestruere. Visheden om, at han havde ødelagt andre menneskers liv var ikke til at bære for den tidligere bjergkonge. Det mener Paul Kimmage, som i fire år kørte sammen med Claveyrolat på Rmo-holdet og knyttede tætte bånd til ham. Mens Claveyrolat grundstødte efter karrieren, holdt Kimmage sig flydende og blev journalist. Han skrev uddybende og gribende om Claveyrolat i avisen The Independent i december 1999. ‘Jeg ved ikke præcist, hvad han tænkte på den morgen, da han tog sit liv, men jeg kan give et kvalificeret gæt,’ skrev Kimmage. ‘Hans navn var intet værd længere. Han havde ødelagt en families liv. Politiet var på vej for at føre ham til fængslet, men fængsel var utænkeligt. At afsone en straf ville ikke redde hans omdømme eller give drengen synet igen.’ ‘Hvad ville hans egne børn tænke om ham? Nej, der var ingen udvej – ingen måde, hvorpå han kunne redde lidt selv værd ud af vragresterne. Klokken tre traf Thierry sit valg,’ skrev Kimmage.
Claveyrolat var 35 år, da han i maj måned 1994 annoncerede sit øjeblikkelige karrierestop. Tidspunktet var ejendommeligt med under to måneder til Tour de France, men en chance var opstået, som han ikke kunne lade gå fra sig. Hans stamcafé i Vizille var sat til salg, og en mangeårig drøm om at eje netop denne bar kunne han omsider føre ud i livet. Claveyrolat omdøbte caféen til L’étape og indrettede den som et museum over sin karriere. Hans trøjer hang der, hans trofæer, minderne. Alt var godt, og livet som barejer var, hvad Claveyrolat havde for ventet. Men det endte i katastrofe, skrev Kimmage. Claveyrolat fik det fejlskud af en idé, at L’étape skulle peppes op med levende musik for de unge, men det skræmte stamgæsterne væk. De kom aldrig tilbage, og de unge ville hellere gå i byen i nærliggende Grenoble. Thierry søgte trøst i flasken, mens problemerne tårnede sig op, og kreditorerne stillede sig i kø. Og så kom den ulyksalige fredag den 13., hvor han havde siddet hjemme i Notre-dame-de-mésage hele aftenen og ved 23-tiden skulle ned til Vizille ad den berygtede, uheldsplagede Route Nationale 85 for at lukke baren. Kimmage fortæller, at Claveyrolat en måned senere skriblede en besked til sin kone på et stykke papir derhjemme: Ingen blomster. Ingen venner. Ingen højtidelighed. Og så gik han ned i kælderen og skød sig. Thierry Claveyrolat blev 40 år.