KYLLINGEN BLEV PLUKKET: GIK PÅ JAGT EFTER ET REB AT HÆNGE SIG I
Kun få dage fra den samlede sejr i verdens største cykelløb blev Michael Rasmussen trukket ud af løbet af sin arbejdsgiver som direkte konsekvens af en voldsom mediestorm
Mens Tour de France 1998 bragte epo og kortison på alles læber, blev det i 2007 begrebet ‘whereabouts’, alle talte om, og snart måtte journalisterne lære at skelne mellem ‘written warning’ og ‘recorded warning’ for at kunne rapportere nuanceret fra løbet. Det var dog langt fra alle, der orkede at sætte sig ind i reglerne, og måske netop derfor varde tikke To urens reglement eller internationale antidopingregler, der dikterede, at løbets førende r y tter skulle strittes ud af Touren, da han stod på tærsk len til den samlede sejr. Det var derimod hensynet til forretningen Tour de France, der drev arrangørerne til at ofre r y tteren i den gule trøje og kaste den i favnen på en konkurrent, som tre år senere selv skandaliserede løbet. Rytteren i gult var danske Michael Rasmussen. En særling i feltet med en vindermentalitet som få og en orientering mod detaljen, som drev ham til at spise sine havregryn med vand snarere end mælk og pilleoverflødige klistermærker af sin cykel for at spare vægt. ‘Kyllingen fra Tølløse’, som han blev kaldt, varen formidabel bjergrytter og kunne efter sin sejr på kongeetapen til Col d ’Aubisque i Pyrenæerne 25. juli vide sig sikker på den samlede sejr i Tour de France. Han blev imidlertid samme aften trukket ud
af løbet af sin teammanager Theo de Rooij, som var under massivt pres fra Tour-direktør Christian Prudhomme. Rasmussen skulle ud, fordi han var omdrejningspunkt for en mediestorm, der på ny havde rejst dopingmistanke mod Tourens førende r ytter. Løbet kunne ganske enkelt ikke tåle endnu en skandale efter Floyd Landis’ positive prøve året før og blot få måneder efter, at Bjarne Riis havde indrømmet, at han var dopet, da han vandt Touren i 1996. Om aftenen blev Rasmussen kørt væk fra teamhotellet i Pau og installeret på et anonymt hotel for næste morgen at blive fløjet ud af Frankrig. Alene på sit værelse voksede hans afmagt ham over hovedet. ‘Havde der været et stort t ykt reb derinde, var jeg nok blevet hængende’, sk rev han i sin selvbiografi ‘Gul Feber’, hvor han også beskrev turen ud af landet næste dag: ‘Da vi endelig var lettet, over vejede jeg, hvordan jeg kunne få flyet til at st yrte ned. Det var tredje gang i løbet af de seneste 12 timer, jeg over vejede at begå selvmord. Denne gang kunne jeg i det mindste have taget et Rabobank-ejet fly med i faldet ’, sk rev han. Nærmest fra løbets start havde mistroen til ham ulmet, og den var brudt ud i lys lue, da direktøren for den danske cyk leunion, Jesper Worre, nævenyttigt afslørede, at Rasmussen havde hele fire advarsler for ikke at have stået til rådighed for dopingkontrol. Fire advarsler? Tre var også dengang nok til en dopingsag, men her stod Rasmussen jo i Tour de France, så hvordan kunne han have fire? Jo, fork larede Rasmussen, det skyldtes, at han to gange for den samme forseelse havde modtaget en advarsel fra både det danske antidopingagentur og den internationale cyk leunion, UCI. Han havde altså kun begået to fejl og skulle følgelig kun
have to påtaler, konkluderede han, mens Uci-præsident Pat Mcquaid understregede danskerens ret til at køre løbet. Rasmussens logik prellede af på de fleste, og modviljen mod den t ydeligt pressede r y tter blot voksede og voksede. Sikker i sin sag og ikke mindst på egne evner i sadlen fortsatte Rasmussen mod Triumf buen i Paris, men da den italienske t v-kommentator David Cassani under en etape henkastet lod seerne forstå, at han i juni før Touren havde truffet Rasmussen i Italien, brød uvejret over den danske r y tter for alvor løs. På det tidspunkt i juni burde han nemlig ifølge sine ‘whereabouts’-oplysninger til antidopingmyndighederne have befundet sig på træningslejr i Mexico. Nyheden om Cassanis kommentar nåede hurtigt både Tour-direktør Christian Prudhomme og Rabobank-manager Theo de Rooij. Få timer senere var Rasmussen fortid i løbet. I 2008 fastslog en hollandsk dommer, at Rabobank ikke kunne have været uvidende om Rasmussens faktiske opholdssteder. Følgelig kunne Rasmussen ikke have ført sin arbejdsgiver bag lyset, hvilket var holdets officielle begrundelse for det drastiske sk ridt. År senere indrømmede han, at han havde været dopet i hovedparten af sin karriere. Ingen var synderligt overraskede, men hans tilståelse ændrer ik ke ved, at han uden hjemmel i sportens regler blev trukket ud af løbet og derfor mistede sit livs sejr og livslang økonomisk tr yghed. Rasmussen kæmpede for at gøre comeback på sportens højeste niveau, men den dag, han triumferede på Col d ’Aubisque, blev hans sidste i Tour de France. Han indstillede sin karriere i januar 2013.