MIRAKLET FRA SAVANNEN: ‘ORMENE HAVDE ÆDT MIT POTENTIALE'

Briten Chris Froome kom fra ingenting og satte sig tungt på Tour-tronen, da han havde vundet kampen mod parasitiske fladorme, der nærede sig ved hans blod

Sæsonen 2011 så ikke ud til at blive stort mere imponerende end Chris Froomes tre tidligere år som professionel. Hans første top 10-placering kom i april, da han blev nummer ni i enkeltstarten i Vuelta a Castilla y Leon. Derpå en ottendeplads på anden etape af Romandiet Rundt. En niendeplads på tredje etape af Luxembourg Rundt, og igen en niendeplads på enkeltstarten i Schweiz Rundt. Men så kom Vuelta a España, og Chris Froome stormede ind i verdenseliten som skræmmende stærk hjælperytter for Sky-kaptajn Bradley Wiggins. Stærkere end Wiggins, faktisk. Så stærk, at han havde vundet løbet, hvis han ikke, til sin egen åbenlyse irritation, havde skullet slide for sin kaptajn og vente på ham, når han selv kunne være kørt af sted. Froome blev nummer to samlet. 13 sekunder efter Juan José Cobo, som i øvrigt aldrig igen vandt et cykelløb. Wiggins blev nummer tre. Fra ingenting var Froome skudt op på stjernehimlen, hvor han i dag i kraft af fire sejre i Tour de France stråler i selskab med legender som Anquetil, Mercx, Hinault og Indurain, som hver har fem sejre, og Thys, Bobet og Lemond, som tre gange har vundet verdens største cykelløb. Det var en mirakuløs forvandling, den kenyanskfødte brite havde gennemgået. En

transformation uden sidest ykke. Så utrolig, at den var netop dét: Umulig at tro på. Det mente i hvert fald en voksende flok af skeptikere, der ikke lod sig besnære af Team Sky-boss David Brailsfords forføreriske tale om en ny æra uden doping og en cykelsport drevet af etik og moral. En sport, hvor de ekstra procenter kunne fork lares med maksimal fokus på enhver tænkelig detalje og deraf følgende optimering af materiel, kost, træning, hvile, omsorg og komfort. Froome kunne selv dertil lægge den grumme historie om parasitiske fladorme, der havde næret sig ved hans blod, og om den biologiske bremse, der var blevet løsnet, da de blev udryddet. Bilharziose, hedder tropesygdommen, som han sent i 2010 fik konstateret. Den er vidt udbredt i Afrika, hvor han må være blevet angrebet af parasitterne, der tog bo i hans krop og drænede ham for kræfter. ‘Mine træningsfiler tilhørte en gut, der skulle have stået på podiet i Tour de France, mens mine resultater på landevejen tilhørte en fyr, der burde nøjes med at se Tour de France på t v,’ skrev Froome i 2014 i sin selvbiografi, ‘The Climb’. ‘Ormene havde ædt mit potentiale,’ skrev han som fork laring på sin pludseligt stejlt stigende formkurve. Bilharziose tærer på de røde blodlegemer, som fører ilt ud til musklerne. Jo flere blodlegemer, desto mere udholdende bliver rytteren. Mens bloddoping tilfører kroppen ekstra røde blodlegemer, gør bilharziose det modsatte. Da han fik bugt med sygdommen, kunne han omsider udfolde sit enorme potentiale, fork larede Froome. Der var dem, der råt slugte fortællingen om den velopdragne, ærkebritiske dreng og den grumme tropesygdom, som havde spærret ham vejen til verdens top. Og der var

dem, der tvivlede på miraklet, fordi cykelsporten nu engang sjældent leverer mirakler, der er værd at tro på. I dette limbo holdt Froome sig oprejst og vandt Tour de France gang på gang, men alt forandrede sig, da Team Sky i efteråret 2016 som følge af den russiske hackergruppe Fancy Bears’ afsløringer fik skrællet flere lag troværdighed af sig. Det viste sig, at holdet, der hævdede sig renere end rent og hvidere end hvidt, havde gjort Bradley Wiggins til Tour-vinder i 2012 vedhjælp af det præstationsfremmende stof kortison. Ingen regler var brudt, for Wiggins havde indhentet dispensation til at bruge stoffet til behandling af påstået livslang astma, men det stred imod alt, hvad Brailsford havde prædiket. Der tilkom‘ fejlindkøb’ af testosteronplastre og beretninger o metalarmerende overforbrug af det morfinlignende tramadol til smertelindring. Der var syndigt rod på holdet, når det gjald topbevaring og registrering af medicin, o gen suspekt medicin leverance til W i g gin spåtværs af landegrænser før T oure ni 2011 rejs tespørgsmål, som ingen på holdet var i stand til at svare fyldestgørende på. Og så, i december 2017, kom det hårdest tænkelige slag mod Chris Froome selv: I september havde han på vej mod den samlede sejr i Vuelta a España afleveret en dopingprøve med et indhold af astmapræparatet salbutamol, som var dobbelt så højt som tilladt. Han erkendte, at sagen var ‘ødelæggende’ for hans omdømme, men han nægtede at have gjort noget forkert. Har Froome og Team Sky, som støtter ham betingelsesløst, ikke held med at forklare sig ud af kniben, står Froome til karantæne og tab af sin historiske sejr i Vuelta a España samt den Vm-bronzemedalje i enkeltstart, som han vandt i Norge i september 2017.

Han har dog i overensstemmelse med alle regler fortsat sin karriere, som var intet hændt. I maj erobrede han få dage før Giroens afslutning den lyserøde førertrøje med et dristigt, overrumplende angreb efter en ellers ikke videre overbevisende indsats løbet igennem. Han vandt den italienske Grand Tour og gjorde sig dermed til regerende mester i både Touren, Vueltaen og Giroen. Det har kun legenderne Eddy Merck x og Bernard Hinault præsteret før ham. Froomes højeste mål i 2018 er at vinde Tour de France for femte gang. Lykkes det, vil han skulle tælles blandt sportens allerstørste. Om det kommer så vidt af hænger af, om han kan fork lare, hvorfor hans dopingprøve en septemberdag i 2017 ikke gik glat igennem kontrollen, som alle andre før den.