FØRSTE GANG I PYRENÆERNE: ‘I ER MORDERE! I ER FORBRYDERE!'

Fem år efter, at ‘uoverstigelige’ Ballon d’alsace kom på rutekortet, drev løbsdirektør Henri Desgrange Tour-feltet op i de høje bjerge. Første mand over mægtige Tourmalet var Octave Lapize

I evig jagt på spektakulære udfordringer, der kunne fastholde Tourens position som

verdens største cykelløb, vendte Henri Desgrange blikket mod Pyrenæerne, da Giro d’italia med stor succes var blevet lanceret i 1909. Indtil da havde Touren bevæget sig parallelt med bjergkæden på stort set flade veje i behørig afstand af mastodonterne i horisonten, men nu ville Desgrange tættere på. Ruten skulle sno sig i det kuperede terræn mellem tinderne i grænselandet, mente han. Hans trofaste medarbejder Alphonse Steinès, som var ansvarlig for ruteplanlægning, ville dog tage skridtet fuldt ud og drive feltet op i de høje bjerge. ‘De ønsker, at jeg skal slå r ytterne ihjel!’, hvæsede Desgrange, da Steinès fremturede med sin vision, selv om chefen pure afviste idéen. Steinès gav ikke op og drog i maj 1910 på rekognoscering på Tourmalet. Sneen var da endnu ikke smeltet, og Steinès kørte i sin bil fast i en snedynge nogle kilometer fra toppen. Resolut sprang han ud af bilen og fortsatte alene til fods i skumringen uden at være klædt på til bjerg vandring. Inden længe for han vild. Flere eftersøgningshold blev sendt ud for at lede efter ham. Efter adskillige timer alene på det iskolde, forblæste bjerg blev Steinès omsider fundet forfrossen og grædende. Næppe havde han fået varmen, skriver Les Woodland i ‘ Tour de France: The Inside Stor y’, før han sendte et telegram til Desgrange i Paris: ‘Krydsede Tourmalet. Stop. Meget god vej. Stop. Absolut passabel ’. Trods flere topr ytteres protester, heriblandt den dobbelte Tour-vinder Lucien Petit-bretons anskrig om den massakre, der ventede, blev en perlerække af i dag mytiske tinder ink luderet i ruten. Col de Port, Col de Portet d’aspet og Col des Ares på 9. etape fra Perpignan til Luchon, og Col de Peyresourde, Col d’aspin, Col du Tourmalet og Col d’aubisque på 10. etape fra Luchon til Bayonne. Franskmanden Octave Lapize var første mand over alle bjergpas undtagen Col d’aubisque, hvor han i nattemørket var blevet overhalet af landsmanden François Lafourcade. På toppen ventede Victor Breyer, som havde afløst en af nervøsitet lammet Henri Desgrange som L’autos observatør på den sidste af løbets stigninger. Selv om Lafourcade var den eneste rytter på etapen, som ikke på noget tidspunkt stod af og trak sin cykel på stigningerne, var han langt, langt efter tidsplanen. Da han tavs var rullet over toppen, gik der atter en evighed, hvor ingenting skete. Intet. Breyer fr ygtede, at alle andre havde givet op, og at den dristige satsning havde aflivet Tour de France. Men så, omsider, kom en r ytter til syne. Det var Octave Lapize. ‘Hvad nu, Lapize? Hvad er der galt?’ råbte Breyer ifølge biografien ‘Lapize … now there was an ace’ af Jean Bobet. ‘I er mordere! Det er dét, der er galt! I er forbr ydere,’ gispede Lapize, som svor, at han ville udgå af løbet ved næste kontrolpost. Han kom dog på andre tanker og fortsatte mod Bayonne. På vejen passerede han en udbrændt Lafourcade og sikrede sig sin tredje etapesejr i løbet. Han vandt yderligere en etape og endte med at besejre storfavoritten François Faber i det samlede regnskab med en difference på blot fire point. Lapize var allerede før Touren et stort navn i sporten i kraft af sine to sejre i Paris-roubaix, og med sejren i La Grand Boucle blev han kendt i en bredere offentlighed. Han var berømt og beundret, men han var ikke folkekær, selv om aviserne ofte kaldte ham ved kælenavnene ‘Le Frisé’ (den krølhårede) og ‘Tatave’. I sin Lapize-biografi fastslår Jean Bobet, at Octave var ‘ for dyg-

tig, for klog, for heldig, for stærk til at blive forgudet’. I 1911 vandt Lapize for tredje gang i træk Paris-roubaix, men i Tour de France var hans rolle udspillet. Han stillede op yderligere fire gange og udgik hver gang. I de år tjente Lapize dog store summer som baner ytter i kraft af sin veludvik lede forretningssans – et talent, som Henri Desgrange ikke værdsatte, og som han ved flere lejligheder harcelerede over i L’auto. Desgrange hævdede, at Lapize var besat af penge, og at de store beløb, der var på spil i banesporten, udvandede de store mestres sportslige instinkt. Andre beskrev Lapize som en begavet, belæst og altid velk lædt gentleman. Han besad ‘upåklagelige manerer, udsøgt høflighed og beundringsværdig beskedenhed ’, som journalisten Charles Ravaud udtrykte det ifølge Bobet. Lapize åbnede en cykelbutik på Boulevard de la Chapelle i Paris, mens han var uhyre efterspurgt på velodromerne. Han kørte fra 1911 på La Française-holdet, og sponsoren, en af tidens store cykelfabrikanter, lancerede en Lapize-cykel. Rytteren og forretningsmanden Lapize var også innovativ og designede og udvik lede blandt andet cykelsko og tåk lips med særlige hurtigspænder, som blev solgt under hans navn. Han var blot 26 år gammel, da Første Verdenskrig brød ud og brat afsluttede hans cykelkarriere. Han vandt en sidste Tour-etape i 1914, før han på Bastilledagen trak sig ud af løbet. ‘Un abandon sans gloire’, et skammeligt far vel, kaldte Desgrange det, men han kendte ikke hele historien: Lapize havde forladt løbet på grund af sin mors pludselige død. Octave Lapizes skæbne blev på sin vis beseglet allerede, da han i 1910 var på vej mod sin karrieres højdepunkt. På hviledagen i Caen før sidste etape i Tour de France blev han inviteret på en kort fly vetur af en af tidens store fly verhelte, Léon Morane. Oplevelsen satte sig så dybt i Lapize, at han søgte ind i fly vevåbnet, da krigen kom. I den første store mobilisering undgik Lapize at blive indkaldt, idet han tidligere var blevet kasseret til militærtjeneste på grund af en høreskade. Jean Bobet fortæller i sin bog, at Lapize som ung mistede hørelsen på det ene øre, da et insekt var fløjet ind i det. Uoprettelig skade opstod, da en klodset læge fjernede dyret. 14. august 1914 meldte Lapize sig frivilligt, og et år senere blev han overført til luftvåbnets base i Avord nær Bourges, hvor han imponerede med sit talent for fly vning. Han blev en højt værdsat instruktør, men efter at have oplært op mod 130 piloter, bad han om at blive overflyttet til fronten for at slås for sit land. Arkiverne, som Jean Bobet har gransket, viser, at Lapize i sit jagerfly i juni 1917 uskadeligg jorde et fjendtligt fly. Den t yske pilot havde dog held til at nødlande sin maskine bag den t yske frontlinje, hvorfor nedskydningen ikke talte officielt. 14. juli 1917, på årsdagen for sin mors død, angreb Lapize i luften over Toul to fjendtlige fly og affyrede over 300 skud, før han selv blev ramt i br ystet af fjendtlig ild. Hans fly gik øjeblikkeligt i spin og st yrtede til jorden. Octave Lapize blev blot 29 år.