Froome-sagen
Læren af den uafsluttede Froome-sag er, at det internationale antidoping-system har udviklet sig til et absurd, unfair tilfældighedsregime med meget ringe retssikkerhed for atleterne, skriver idrætsprofessor Verner Møller, som netop har udgivet bogen ‘ Th
Chris Froome kan i år skrive sig ind i den fornemme række af ryttere, der har vundet Tour de France fem gange. Sidste sæson vandt han både Tour de France og Vuelta a España, og i år har han vundet Giro d'italia. Froome er løbets store forhåndsfavorit. Der er bare den hage ved Froomes favoritværdighed, at det i skrivende stund er uvist, om han får lov at stille op. Situationen omkring Froome er underlig, og det har den været, siden han den 7. september under sidste års Vuelta a España afgav en urinprøve, som indeholdt 2000ng/ml af astmamedicinen salbutamol. Præcis det dobbelte af det tilladte, og et resultat, der gav udsigt til karantæne. Alligevel er Froome fortsat med at køre. Uanfægtet. I år skrev han sit navn ind i cykelhistorien med endnu en usædvanlig bedrift. Med sin sejr i Giroen blev han den tredje i rækken af ryt- tere, der har haft alle tre store Grand Tour-titler samtidig. De to andre er Eddy Merckx og Bernard Hinault. Spørgsmålet er dog, om Froomes sejre får lov at stå. På grund af et antidopingsystem, der virker som vinden blæser, er det helt uforudsigeligt, hvordan sagen ender. I februar meldte Giroens løbsdirektør, Mauro Vegni, offensivt ud, at han forventede, at Det Internationale Cykelforbund (UCI) i god tid inden løbet ville afklare, om Froome kunne deltage eller ville blive suspenderet. Vegni ønskede garanti for, at Froome ikke efterfølgende ville blive suspenderet og få en eventuel Giro-sejr annulleret, hvis han fik lov til at stille op. ”Vi kan under ingen omstændigheder acceptere en gentagelse af Contador-sagen eller en domfældelse, når løbet er kørt,” erklærede han i februar. Der var ikke faldet afgørelse, inden løbet begyndte. Men den 3. maj, dagen før løbet gik i gang, fortalte Vegni, at han havde hørt, at Fro- omes sag ikke ville blive afgjort under Giroen. Desuden hævdede han, at Uci-direktør David Lappartient havde forsikret ham om, at Froome ikke ville få frataget sin sejr, hvis han vandt og efterfølgende blev dømt. Det var ellers, hvad der skete for den spanske stjernerytter Contador. At UCI'S direktør mente at kunne forsikre om udfaldet af en dopingsag, tyder på, at han enten ikke har nået at få læst op på det internationale antidopingregulativ, eller at han har tillid til, at antidopingsystemet er så tilpas korrupt, at han med sin charme kan overbevise de relevante myndigheder om at tage hensyn til forretningen og lade Froomes sag ende med en advarsel. Salbutamol er jo ikke EPO, for pokker. Det er heller ikke clenbuterol. Som bekendt afgav Contador en dopingprøve under Tour de France i 2010, der indeholdt netop det stof. Den mængde clenbuterol, der blev fundet i hans urinprøve, var 400 gange lavere, end hvad et laboratorium skal være i stand til at
registrere for at kunne godkendes af det internationale antidopingagentur, WADA. Contador hævdede, at han måtte have fået stoffet i kroppen ved at fortære en forurenet bøf. Den forklaring grinte skeptikere ad. Kloge folk påstod, at hvis han havde spist sig til den positive dopingprøve, måtte han have spist det meste af koen og i hvert fald hele leveren. Den spanske myndighed, der vurderede sagen, valgte alligevel at lade tvivlen komme Contador til gode på grund af det lave indhold af stoffet samt det forhold, at han var blevet testet negativ tidligere i løbet. Han fik derfor sin suspension ophævet og var fri til at deltage i Giroen 2011. WADA og UCI ankede imidlertid den spanske afgørelse til den internationale sportsdomstol, CAS. Det var kendt, at clenbuterol blev brugt til opdræt af kvæg i Kina. For at undersøge holdbarheden af Contadors forklaring besluttede det Wada-akkrediterede laboratorium i Køln, der havde analyseret Contadors urinprøve, at teste 28 turister umiddelbart efter, de var kommet hjem fra ferie i landet. Til laboratorielederens overraskelse var 22 af turisterne positive med højere niveauer af stoffet, end hvad der var fundet i Contadors prøve. Alligevel besluttede CAS at omgøre den spanske afgørelse og give Contador to års karantæne med tilbagevirkende kraft, hvilket betød, at han ikke alene fik frataget sin Tour-sejr fra 2010, men også sin Giro-sejr i 2011. CAS henholdt sig til, at dopingreglerne siger, at en atlet, der har et forbudt stof i kroppen, er objektivt ansvarlig. Det er op til atleten at bevise sin uskyld, og det er selvsagt umuligt, når bevismaterialet er spist. Det samme gælder selvfølgelig, hvis bevismaterialet er inhaleret. Det kan derfor forekomme underligt, at Froome fortsat har kunnet deltage i løb, og at sagen endnu er uafklaret her trekvart år efter, at Froome afgav den positive prøve. Grunden til, at Froome ikke blev suspenderet, da prøveresultatet blev kendt, er først og fremmest, at Team Sky har valgt at stå uden for gruppen af professionelle cykelhold, der har forpligtet sig til ikke at udtage ryttere med verserende dopingsager til løb. Dette for at styrke cykelsportens troværdighed. Det valg synes ikke ligefrem at støtte holdets eller Froomes troværdighed. Som sidste års vinder af Giro d'italia, Tom Dumoulin, påpegede: ”Hvis jeg havde haft en salbutamolsag hængende over hovedet, ville jeg ikke have fået lov at stille til start i Giroen.” Men det spiller formentlig også ind, at salbutamol i modsætning til clenbuterol tilhører en særlig kategori af stoffer, det ikke er forbudt at bruge. I 2010 fjernede WADA inhaleret salbutamol fra dopinglisten, fordi normal brug af inhalator ikke har nogen påviselig præstationsfremmende effekt. Derfor behøver atleter ikke længere at søge om en såkaldt TUEattest, der giver ret til at bruge medicinen i behandlingsøjemed.
Enhver atlet, astmatiker eller ej, kan frit bruge stoffet, så længe indholdet af stoffet i deres urinprøve ikke overstiger 1000 ng/ml. Den grænseværdi er sat for dels at forhindre atleter i at indtage stoffet i tabletform, hvor forsøg har vist, at det har en præstationsfremmende effekt, og dels fordi atleter ifølge den forskning, WADA støtter sig til, ikke kan opnå en højere værdi, hvis man bruger en astmainhalator på almindelig vis. For yderligere at reducere atleternes risiko for at overskride grænseværdien, har WADA anbefalet, at atleter sørger for, at deres forbrug ikke overskrider 1600 mikrogram i døgnet. Følger de den anbefaling, skulle de være på den sikre side. Froome forklarede sin markante overskridelse af grænseværdien med, at hans astma var blevet værre hen mod slutningen af løbet. Efter råd fra holdets læge havde han derfor øget sin dosis, men ”han havde som altid været uhyre påpasselig med ikke at tage for stor en dosis.” Alligevel overskred han grænseværdien med 100 procent. Det er der kun to mulige forklaringer på. Enten er WADA'S anbefaling forkert og på ingen måde nogen forsikring mod overskridelse, eller også er Froome ikke så forsigtig med sin brug af medicin, som han siger. Hvis WADA'S retningslinjer ikke er til at stole på, er det rigtignok synd for Froome. Men selvom WADA ikke står på sikker videnskabelig grund, gør det ingen forskel. For det står i WADA'S reglement, at antidopingarbejdet er funderet på den aktuelle videnskabelige viden. Så skulle videnskabelige forsøg i fremtiden for eksempel vise, at kroppen under anstrengelser i visse tilfælde kan udskille et stof, der vil slå ud i en dopingprøve som bittesmå koncentrationer af clenbuterol, hvilket ville fjerne fundamentet for Contadors dopingdom, vil det ikke få nogen konsekvenser. WADA har simpelt hen immuniseret sig mod potentielle erstatningskrav fra uretfærdigt dopingdømte atleter. En, der ellers med god grund kunne have sagsøgt antidopingmyndighederne, hvis Froome får succes med at forklare, at det godt kan lade sig gøre at overskride den tilladte grænseværdi ved brug af inhalator og et forbrug på under 1600 mikrogram i døgnet, er den italienske sprinter Alessandro Petacchi. Under Giro d'italia i 2007 blev han testet positiv for det samme stof som Froome. Petacchi havde en Tue-attest, men blev fældet af en måling på 1352ng/ml, altså væsentlig lavere end Froomes. Petacchi blev øjeblikkeligt suspenderet og endte med at blive idømt en karantæne på 12 måneder samt frataget sine fem etapesejre. Desuden fik han frataget de point, medaljer og præmiepenge, han havde vundet under Giroen. Cas-dommernes begrundelse for ”kun” at give Petacchi et års udelukkelse var, at han ”ikke havde taget stoffet med præstationsfremmende formål.” I 2009 blev danske Jesper Münsberg idømt seks måneders karantæne af CAS for brug af samme stof. Münsberg, der spillede 1. divisionsfodbold for Næstved, er astmatiker og havde en Tue-attest, som gav ham tilladelse til at bruge sin inhalator efter forgodtbefindende. Så det gjorde han. Efter en træningskamp mod Brøndby i februar 2008 blev han udtaget til test, og hans prøve viste sig at indeholde svimlende 2.460 ng/ ml. Langt mere, end hvad man ifølge WADA kunne opnå ved brug af inhalator. Så WADA appellerede DIF'S dopingnævns frikendelse. Münsberg fik både DIF og Spillerforeningens opbakning og støtte til at få foretaget en uvildig test i Norge. Münsbergs norske test viste et indhold af stoffet tæt på 2000 ng/ml, hvilket taler for, at grænseværdien på 1000 ng/ml er sat for lavt i forhold til i hvert fald nogle individer. Som dansker vil teknisk direktør på Team Sky, Carsten Jeppesen, formentlig kende til Münsbergs sag og overveje at give den videre til Froomes forsvar. Men måske tøver han med at åbenbare sagen, fordi Münsberg til trods for sin dokumenterede evne til med inhalator at overskride grænseværdien alligevel blev idømt seks måneders karantæne. Selv en så ”beskeden” straf vil være en kæp i hjulet på Froomes Tour de France-forhåbninger, og true hans plads på den fine hylde ved siden af Merckx og Hinault. Læren af den uafsluttede sag, Froome har hængende over hovedet, er, at det internationale antidopingsystem har udviklet sig til et absurd, unfair tilfældighedsregime med meget ringe retssikkerhed for atleterne. Antidopingarbejdets erklærede formål er at sikre atleters ret til at deltage i dopingfri sport og derved sikre sundhed, fairness og lighed. Det, systemet indtil videre har opnået, er det stik modsatte: forskelsbehandling og øget ulighed. Krisen i det internationale antidopingarbejde er så dyb, at det bør tænkes forfra. Det må reformeres radikalt, ellers ender det med at tage livet af sporten som meningsfuld konkurrence.