Et forår med uindfriede målsætninger
Da cykelsæsonen 2019 blev skudt i gang, blev der stillet visse forventninger til Magnus Cort, og urimelige var disse forhåbninger ingenlunde, for 2018 bød på flere gode præstationer og opsigtsvækkende resultater – med sejren på 15. etape i Tour de France fra Millau til Carcassonne som det ubestridelige højdepunkt.
Cort udpegede selv Milano-Sanremo som den forårsklassiker han ville satse på i år, men turen fra den italienske modeby og ned langs kysten til Det Liguriske Hav blev en relativ skuffelse. På papiret ser en slutplacering som nummer 15 ganske vist respektabel ud, men Cort var aldrig med fremme i spidsen af løbet og spillede ingen rolle i kampen om sejren, hvilket næppe kan være et tilfredsstillende udbytte for rytteren selv, nu da La Primavera var det selvudnævnte mål.
Etapesejren i Paris-Nice var en kærkommen opmuntring, men sejren er druknet lidt i Astanas nærmest endeløse perlerække af sejre gennem hele foråret, som illustrerer det store udvalg af dygtige ryttere, Astana har i stalden. I Touren skal Cort primært fungere som hjælperytter for Jakob Fuglsang i dennes klassementsbestræbelser, men skulle Fuglsangs holdbarhed slippe op inden Paris' porte er i sigte, vil Cort formentlig få lov at køre sin egen chance for endnu en Tour-etapesejr i løbets afsluttende uge.
Ganske vist er Cort, sammen med Davide Ballerini, Astana-mandskabets bedste bud på en sprinter, men man skal næppe forvente at se danskeren vinde en massespurt i Tourens første uge, hvor konkurrencen er vanvittig hård.