Er accelerationsevnen intakt?

Der har været umanerlig stille omkring Chris Froome det seneste års tid. I juli måned 2018 trådte briten ned fra Tour-podiet i Paris efter sin samlede tredjeplads i løbet, og derefter gik der ni måneder, før han igen leverede et resultat der aftvang en vis respekt. En samlet 11.-plads i Tour of the Alps lyder naturligvis ikke af alverden for en rytter der har vundet seks grand tours, men slutplaceringen skal ses i lyset af at Froome agerede luksushjælperytter for holdets unge talenter Pavel Sivakov og Tao Geoghegan Hart der blev henholdsvis nummer 1 og 2 i det ugelange etapeløb.

Froomes rolle bliver selvsagt en helt anden i Touren, hvor målet er at vinde løbet for femte gang. Da Froome brød gennem lydmuren som etapeløbsrytter, var opskriften klar: Gode enkeltstartspræstationer sikrede ham en placering i toppen af klassementet, og når feltet ramte bjergene, fejede Froomes angreb hen over konkurrenterne som en le over en kornmark. Når Froome gik i offensiven, pumpede benene utrætteligt som stempler på et lokomotiv, og rivalerne blev kørt sønder og sammen. Det er efterhånden ved at være længe siden vi har været vidner til den slags stormvindsangreb, og det skal blive interessant at se om Froome stadig kan accelerere væk fra de øvrige podiekandidater på stigningernes afsluttende kilometer.

Froome vil formentlig stadig være referencepunktet for de øvrige ryttere med vinderambitioner – i hvert fald indtil 14. etape der har mål på Tourmalet. Her får vi en potentielt afgørende indikation af, hvorvidt Froome skal betragtes som en troværdig bejler til den samlede Tour-sejr. Måske taler alderen imod Froome, men i år har han ikke kørt Giro d'Italia, så han bør kunne stille anderledes frisk til start i årets Tour, end det var tilfældet sidste år.