BONDESØNNERNE FRA COLOMBIA
Handelsaftaler, billig hvede og dyre cykler. Colombiansk cykelsport hænger uløseligt sammen med landets dramatiske historie.
Hvad har frihandel, prisen på fødevarer og spaniernes indtog i Sydamerika for 500 år siden med colombiansk cykelsport at gøre?
”FOR MANGE ÅR SIDEN BESLAGLAGDE BANKERNE NOGET AF MIN FAMILIES JORD, FORDI VI TABTE PENGE PÅ AT DYRKE KARTOFLER.” - NAIRO QUINTANA
Det er 2004, og 16-årige Darwin Atapuma står i et dilemma.
Hans eneste besiddelser er en ko og en kalv på familiens gård. Moren malker koen, sælger mælken og sender fortjenesten til Darwin, som bruger pengene til at betale for mad og logi i den nærliggende by Túquerres. For at udvikle sig yderligere som cykelrytter har han brug for en let, moderne racercykel. Hvad skal han gøre? Beholde koen og ofre sin drøm om at blive professionel cykelrytter? Eller sælge den og stå uden en krone på lommen?
Den kattepine kunne lige så vel være en metafor for colombiansk cykelsports historie.
Hvor mange potentielle stjerner brød aldrig igennem, fordi de valgte den sikre vej i stedet for at risikere at sulte? Darwin valgte selvfølgelig at sælge koen og købte en Giant TCR, som han kørte på, da han vandt bjergkonkurrencen i U/19-udgaven af Tour of Colombia i 2005, og siden slog han igennem som professionel. Men Darwins forlegenhed, eller nogle, der ligner, er hverdag for Colombias cykelryttere.
Rodrigo Contreas, der tidligere kørte for EtixxQuick-Step og nu er på kontrakt hos Astana, solgte en ungkalv gennem et lotteri og brugte pengene på den Cervelo-cykel, som han kørte på, da han duellerede med Miguel Ángel López som juniorrytter.
Intet af dette er nyt. Hvis vi går en generation eller to tilbage, solgte Benjamin Laverde, som nok ikke er så kendt i dag, en gris for at få råd til en cykel. Han begyndte i cykelsport samtidig med Óscar Vargas, som blev treer i Vuelta a España i 1989, og trænede også med Alfonso Flóres, som vandt Tour de l'Avenir i 1980 og banede vejen for colombianske ryttere i Tour de France. Han kørte i bjergene med Lucho Herrera, der senere blev Colombias første etapevinder i Tour de France, i 1984, før hans karriere endte i en skrækkelig ulykke og tvang ham til at blive træner.
Som sagt kender du nok ikke Benjamin Laverde, men du har nok hørt om nogle af hans ryttere; Rigoberto Urán, Fernando Gaviria og Álvaro Hodeg.
At handle dyr for racercykler sker systematisk og er et symptom i et land, hvor professionel cykelsport er blevet en overraskende hyppig og anerkendt karrierevej for mange bondesønner.
Rafael Acevedo, nummer 12 i klassementet i Touren i 1984, byttede sig til sin første racercykel for to geder. Remigio Atapuma, Darwins storebror, solgte heste. De handlede dyr er en god forretning for rytterne og deres land, for de colombianske rytteres succes er en form for blød magt, der fremmer det moderne Colombias integration i den globale økonomi.
Det er til at få øje på ironien i, at cykelrytterne oftest rekrutteres fra et socialt lag, hvis liv og hverdag ikke just er drømmen om eller symbolet på fremskridt og modernisering. De er ofte campesinos, fattige bønder, som bor på lavteknologiske, stort set selvforsynende familiegårde, ofte på mindre gode jorder. Miljøet er meget religiøst, og indtil for ganske nylig var individets frihed helt og aldeles underordnet lokalsamfundets interesser og normer.
Colombiansk cykelsport har derfor både været uløseligt forbundet til colombiansk landbrug og et af svarene på krisen i landbruget. I sporten har bondesønnerne fundet et frirum fra en stadigt mere barsk hverdag og en profession, hvor de kan bruge traditionelle bonde-værdier som tålmodighed, vedholdenhed, årvågenhed og stoisk tolerance af fysisk smerte.
Men, nu skal vi lige tilbage til starten på historien.
I begyndelsen var der en uformelig klump ved navn Chimi, i hvis livmoder Jorden voksede som foster. Da Jorden blev født, flød resten af Chimi ud i rummet, og blev til Mælkevejen, og kosmos opstod som en skrøbelig balance mellem stærke kræfter, hvis harmoni det er farligt at forstyrre.
Det er i hvert fald skabelseshistorien hos det fredelige Muisca-folk, i hvis grønne bakker en skægget vandrer ved navn Gonzalo Jiménez de Quesada dukkede op i marts 1537.
Med sig havde han en gruppe på 170 sultende spaniere, og lige der begyndte de spanske conquistadores' overtagelse og besættelse af Sydamerika.
Fra begyndelsen af det spanske overherredømme, og det gælder ikke kun for Colombia, forsøgte den spanske kongemagt at begrænse den økono
miske og politiske selvbestemmelse hos dem, historikere med en eufemisme kalder "militære entreprenører", som erobrede Mellem- og Sydamerika i Spaniens og kongens navn.
Den fordrevne, oprindelige befolkning mistede deres bedste jorder og adgang til drikkevand, deres sprog, komplekse samfund, sociale strukturer, og størstedelen af deres befolkning. Men de overlevende fik delvis selvbestemmelse under deres feudale overherrer, blev mere hvide i takt med, at de giftede sig med de invaderende spaniere, og dukkede op på den anden side af kataklysmen som noget nyt; et bondesamfund.
De blev indirekte kontrolleret og udnyttet gennem beskatning, renter og urimelige handelsbetingelser, og de blev holdt på sikker afstand af enhver form for politisk magt. I nationer, der gerne vil fremstå som progressive og i konstant fremdrift, betragtes bøndernes liv og kultur som ret pinlig – for bondesamfundet har været påfaldende stabilt og uforandret gennem tiderne.
Bønder er stort set en uddød race i Vesteuropa og Nordamerika, men i resten af verden er der milliarder af dem. Først i dag, fire-fem århundreder senere, er bonde-økonomien og identiteten ved at kollapse under det store pres fra frihandelsaftaler og det fristende liv inde i byerne.
Muisca-kulturen er forsvundet for længst, selvom der stadig er Muisca-gener ude i genmassen – Nairo og Dayer Quintana har dem. Det har Egan Bernal, Ivan Sosa og Astana-rytterne Rodrigo Contreras og Hernando Bohórquez også – ja kort sagt gælder det alle ryttere fra højlandet i delstaterne Boyacá og Cundinamarca. Dani Martinez har dem også. Af alle disse strålende talenter og stjerner er det Nairo og Dayer, der identificerer sig mest med deres forfædre; huset, hvor de voksede op, er placeret over for Iguaque-bjergene og den sø, hvorfra Bachué, den første kvinde ifølge Muisca-skabelsesmyten, dukkede op med et nyfødt barn, der på ødipal vis blev hendes mand og dermed var med til at befolke planeten.
Jeg spurgte engang Nairo om disse ældgamle sagn: Chimi, skabelsen af verden, Bachué, menneskehedens moder, Bochica, som kom med civilisationen og landbruget, og alt det øvrige. Var det bare gamle, slidte historier, eller betød de stadig noget?
Han fortalte mig, på sit jævne spansk, at ”Det er, hvem vi er.”
Nairo ved, hvad det vil sige at have varer med på markedet og så indse, at salgsprisen end ikke dækker omkostningerne ved transporten.
”For mange år siden beslaglagde bankerne noget af min families jord, fordi vi tabte penge på at dyrke kartofler,” fortalte Nairo Quintana mig.
Den ældste søn i traditionelle bonde-familier bærer en tung byrde.
Nairos ældste bror, Alfredo, gjorde sit for at lette familiens økonomiske byrde ved at blive soldat, og derved kunne han sende penge hjem til familien. Takket være de ældre søskendes offer kan yngre søskende nogle gange få lidt mere frirum. Nairo og Dayer kastede sig over cykelsport.
Nairo Quintanas årsløn på 30 millioner kroner og det faktum, at præsident Iván Duque Márquez' mobiltelefonnummer er indkodet på Nairos telefon, fortæller historien om, at han har fået succes.
80 kilometers kørsel fra Quintana-brødrenes barndomshjem, 30 kilometer i fugleflugt, ligger landsbyen Pesca, langt ude på landet i provinsen Boyacá, hvor den femte af López-søskendeflokken, Miguel Ángel, fandt en lignende vej ud af landsbrugskrisen.
Som de andre ryttere på World Touren er han nu også en del af den urbane kapitalisme, hvor han tjener sine penge via marketingog image-industrien, hvorved han akkumulerer velstand og status.
Man kan se dem som en slags Fugl Føniks'er, der har rejst sig fra asken af Colombias landbrugskrise.
Det kan godt være, at omgivelserne i de grønne, bløde bakker med frodigt planteliv signalerer landlig idyl, men Miguel Ángel López' far, Santiago, tegner et mere nuanceret billede.
”For 15 år siden var 70 procent af jorden her i dalen opdyrket. Nu er det omtrent 10 procent. Vi plejede at leve af hvede og byg. Nu koster det mere at dyrke hveden, end man kan sælge den for. De importerer byg fra andre steder for at lave øl, og så sender de øllen den samme vej tilbage for at sælge den der. Hvis bare vi colombianere havde analyseret det her,” siger Santiago Ángel López.
Man kan faktisk fodre svin med alle de analyser, der er lavet af netop disse problemer.
Firserne, hvor den første bølge af colombianske cykelryttere blev eksporteret til Europa, da Lucho Herrera vandt Vuelta a España og folk som Fabio Parra, Francisco Rodríguez og Oscar Vargas endte på podiepladser i grand tours, var Sydamerikas tabte årti.
Colombias inflationsrate på 20-30 procent om året stod faktisk i skarp kontrast til den hyperinflation, der forkrøblede mange af nabolandene.
En stor del af kontinentet oplevede negativ vækst, og i det lys så Colombias vækstrate på 1,4 procent slet ikke så tosset ud endda.
Alligevel krævede Verdensbanken og den Internationale Valutafond (IMF) en økonomisk rekonstruktion i fuld skala, og i februar 1990, da den næste generation af verdensstjerner var nyfødte – Nairo var to uger, Esteban Chaves fire uger, Sergio Henao lidt ældre som treårig og Rigoberto Urán fire – vedtog Colombias regering et vidtrækkende moderniseringsprogram.
Import-tilladelser blev afskaffet, toldsatsen skåret kraftigt ned, arbejdsmarkedet blev dereguleret, og landet blev åbnet op for international kapital.
Gennem første halvdel af halvfemserne voksede økonomien som helhed – det, man tabte i den svækkede industri, blev vundet på handel og service. Eksportafgrøder som afrikanske palmer, tømmer, kakao og frugttræer stortrivedes.
Men pengemarkedernes spekulation i fødevarer førte til vilde udsving i fødevarepriserne, storstilet import af billig mad, og prisstigninger på brændstof, energi og sprøjtemidler.
Hundredtusinder af campesinos blev arbejdsløse. I desperation gik nogle ind i den mest frie og liberale branche af alle – den, der tæller illegale væbnede grupper og narkokarteller.
I 1989 var Colombia 90 procent selvforsynende med fødevarer. I 2006 blev 100 procent af Colombias kommercielt handlede byg og 95 procent af hveden importeret.
Esteban Chaves' farmor blev af voldelige bander fordrevet fra sin land, hvor hun dyrkede kaffe, vest for Bogotá og måtte i stedet flytte til hovedstaden.
Egan Bernals forældre forlod deres familiers subsistenslandbrug for at bo og arbejde i have-byen Zipaquirá, der ligger nord for Bogotá, hvor faren arbejdede som sikkerhedsvagt og moren skar blomster, indtil deres søns indtægt gjorde, at de ikke behøvede at arbejde.
Daniel Martínez, søn af subsistens-bønder fra landsbyen Vergara 90 kilometer nordøst for Bogotá, er endnu en rytter fra landet, og det samme er den fremragende rytter Richard Carapaz fra nabolandet Ecuador, og Team Ineos' Iván Sosa.
Sosas far, Antonio, sætter ord på den dramatiske udvikling, disse familier har gennemlevet.
”Der er ikke ret mange penge på landet, og da det kræver penge at
”FOR 15 ÅR SIDEN VAR 70 PROCENT AF JORDEN HER I DALEN OPDYRKET. NU ER DET OMTRENT 10 PROCENT. VI PLEJEDE AT LEVE AF HVEDE OG BYG. NU KOSTER DET MERE AT DYRKE HVEDEN, END MAN KAN SÆLGE DEN FOR. DE IMPORTERER BYG FRA ANDRE STEDER FOR AT LAVE ØL, OG SÅ SENDER DE ØLLEN DEN SAMME VEJ TILBAGE FOR AT SÆLGE DEN DER."
få give sine børn en uddannelse, ja så skal man helst ikke have for mange børn."
Under alle omstændigheder er det ikke markarbejde og landbruget, der virker tillokkende på de generationer, der drømmer om lysende skærme og den digitale tidsalders lyksaligheder.
Under præsidenterne Uribe (2002-2010) og Santos (20102018) var Colombia bogstavet "C" i den såkaldte CIVETS-gruppe, som bestod af Indonesien, Vietnam, Egypten, Tyrkiet og Sydafrika, dynamiske udviklingsøkonomier med unge befolkninger i vækst. Økonomien, der blev stavet med stort under præsident Uribe og gjort til det helt centrale tema, trivedes takket være Uribes frihandelsaftaler med 45 lande, blandt andre USA, EU og den sydog mellemamerikanske frihandels-sammenslutning Mercosur, hvor Brasilien var den helt store handelspartner.
Tanken var, at frihandlen ville gøre Colombia mere integreret i resten af verden, økonomisk såvel som politisk, og at denne integration ville skabe større sikkerhed i fremtiden. Det lignede den perfekte model, selvom frihandlen førte til billig, importeret mad, hvilket var en alvorlig hæmsko for de løbende fredsforhandlinger mellem de skiftende regeringer og oprørsstyrken FARC. Frihandlen og fredsforhandlingerne kunne ikke eksistere fredeligt sammen – det var altid de fattige bønder, det først gik ud over, når der så opstod konflikter.
Det er ironisk, at sport, og især cykelsport, er det mest tydelige tegn på Colombias integration i den globaliserede verden, og at frihandlen, ved at ødelægge levegrundlaget og de sociale strukturer ude på landet, har skubbet en lang række bondesønner ind i cykelsportens verden.
”DER ER IKKE RET MANGE PENGE PÅ LANDET, OG DA DET KRÆVER PENGE AT FÅ GIVET ENS BØRN EN UDDANNELSE, JA SÅ SKAL MAN HELST IKKE HAVE FOR MANGE BØRN."
Og se det nye Colombia, der er opstået efter fredsaftalen i 2016 og den efterfølgende opløsning af FARC: Et komplekst, multikulturelt land med en økonomi et sted mellem middel og stærk på internationalt niveau, en stærk, demokratisk tradition, et stærkt civilsamfund og en stridslysten, uafhængig presse.
Landet eksporterer avocadoer, bananer, kaffe, blomster, råolie og quinoa, som var en Muiscaspecialitet, indtil spanierne af politiske og religiøse årsager introducerede hvede i landet, og som nu er en super trendy fødevare, der fylder markerne med henblik på eksport til udlandet.
Colombia er hjemsted for verdens fineste smaragder, i colombianske miner udvindes der guld, sølv, platin, nikkel og stoffet tantal, der bliver brugt i de kondensatorer, som tablets og laptops er afhængige af. Det er et sted, hvor orkideer, kolibrier og farverige amfibier trives i det, som biologen E.O. Wilson kaldte, ”ét af planetens mest naturrige lande, som i fauna og flora kun er matchet af Brasilien.”
Colombias vestligt orienterede storbyer trives, og specialforretninger med mandelmælk, glutenfri kiks og økologisk chokolade viser den forandring og udvikling, der er sket i den urbane kultur, såvel som i forekomsten af flere allergier, i takt med at Colombia arbejder videre på at blive et fuldgyldigt medlem af det internationale samfund. Den dybe armod på landet og bøndernes standhaftighed er en slet skjult hemmelighed – podierne i verdens største cykelløb er nogle af de tydeligste tegn på, at deres kultur og levevis har overlevet.