ANALYSE AF ÅRETS LØB
Den højeste Tour nogensinde kan komme de colombianske ryttere til gode, mens Jakob Fuglsang vil få sin sag for på seks bjerge på over 2.000 meters højde.
Med 30 kategoriserede stigninger i fire bjergkæder er der lagt op til en særdeles hård Tour i år, og selv med en Jakob Fuglsang i sit livs form maner jeg til besindighed, når det gælder den danske eufori og håbet om en dansk topplacering.
Fem bjergafslutninger er der i årets løb. Tre mål – Tourmalet, Tignes og Val Thorens – ligger i over 2.000 meters højde, og yderligere fire tinder i løbet er over 2.000 meter høje, nemlig Galibier, l'Iseran, Izoard og Col de Vars.
Det favoriserer umiddelbart snarere feltets colombianere
end danske Fuglsang, som tidligt i sin karriere bittert konstaterede, at han let løb tør for kræfter, når stigningerne var over 1.500 meter.
Meget er sket siden da, men genetikken kan ingen ændre på. Fuglsang har kørt et flot forår, og han er en formidabel cykelrytter med et enormt højt bundniveau, men han vinder ikke Tour de France, og han kører heller ikke på podiet.
Fuglsang kan udmærket køre sig i top 10. Jeg tror på, at hans talent i et Tour de France, som det, han nu står over for, rækker til en placering i nederste halvdel af top 10.
Historisk set har han det svært på de helt store stigninger over ti kilometer. Der er han ofte kommet til kort. Selv på de lidt kortere stigninger som for eksempel La Planche des Belles Filles har han haft det svært. På papiret skulle en stigning som den passe ham godt, men han blev savet midt over på den i 2017, da han kom til Touren i sin bedste form som nykåret vinder af Critérium du Dauphiné.
Sidste år gik det galt for ham på La Rosière, hvor han smed over fire minutter. Og i 2016 gik det galt på Peyresourde. Skal han gøre sig noget håb om at forbedre sin samlede syvendeplads fra 2013, skal han bryde sin dårlige vane med at smide tid på den første bjergetape.
Ud over Fuglsang får vi vel en håndfuld danske ryttere at se i feltet i år? Magnus Cort, Michael Valgren, Søren Kragh Andersen og Jesper Hansen er vist selvskrevne, og så er der Michael Mørkøv og Mads Pedersen, som måske trækker det længste strå.
Især Valgren skal bevise noget. Intet mindre end en etapesejr kan rette op på den katastrofale sæson, han har gang i. Kragh Andersen har også noget at revanchere efter et sløjt forår. Cort
brillerede med en etapesejr i Paris-Nice, men han var helt væk i klassikerne. Og så er der Jesper Hansen, som er hyret af Cofidis i håb om, at han vinder en etapesejr i Touren. Det gør han næppe.
Egan Bernal fra Team Ineos vinder Touren i år. Det er mit bud, og det er sagt med hjertet snarere end fornuften. Der er et strengt hierarki på det tidligere Team Sky, og Chris Froome og Geraint Thomas står givetvis først i køen, når det gælder teamchef David Brailsfords bud på en vinder, men Bernal er nu en gang feltets bedste bjergrytter, og de mange kilometer i de højeste luftlag kommer til at gøre en forskel.
Slaget står i den tynde luft, hvor Bernal fysiologisk har en klar fordel i kraft af sin opvækst i den tynde luft i højderne i Colombia. Spørgsmålet er, om det på Team Ineos er nok at være den bedste bjergrytter.
Nationalitet og anciennitet betyder en del – det første ikke mindst i en sæson, hvor Storbritanniens rigeste mand har overtaget holdet – så holdet kan sagtens stå i en situation, hvor det ikke er den bedste mand, der bliver holdkaptajn. Det ville ikke være første gang, det skete på holdet.
Jeg håber for dette Tour de France, at det ikke lykkes Team Ineos at gøre løbet til et klubmesterskab ved at sætte sig tungt på det hele. Det er op til rivalerne i feltet at smide grus i det britiske maskineri – hvilket de ikke har haft stort held med i dette årti.
Franskmændene håber igen på Romain Bardet og Thibaut Pinot. Colombianerne har især Nairo Quintana og Rigoberto Uran. Så er der Adam Yates, Tom Dumoulin, Richie Porte. Det er de fremmeste udfordrere. I næste lag følger Fuglsang, Dan Martin, Steven Kruijswijk, Enric Mas.
Jeg glæder mig over, at der er så få kilometers tidskørsel i år. 27 kilometer holdtidskørsel og 27 kilometer enkeltstart. Det er ikke nok til at gøre en afgørende forskel, så det er nødvendigvis i bjergene, at det store slag skal slås.
Desværre er mange af bjerg-etaperne udformet, så der er et langt og relativt fladt stykke mellem tinderne, hvilket gør det svært for en enlig udbryder at udfordre de store kollektiver. På de flade stykker vil en enlig rytter dø tusinde gange. Alligevel tegner det til at blive et tæt og spændende løb i år.