TEAM INEOS:
INTERNE AFFÆRER
Siden 2012, hvor Team Sky for alvor brød igennem i Tour de France med Bradley Wiggins' sejr, har kun én ikke-britisk rytter stået øverst på podiet i Paris. Nemlig Vincenzo Nibali i 2014, hvor storfavoritterne Chris Froome og Alberto Contador begge styrtede og udgik af Touren.
Og i år ser det også ud til at blive et rent britisk opgør om sejren i La Grande Boucle. Et internt opgør på Team Ineos, som det hedengangne Team Sky nu har skiftet navn til. Sidste års vinder, Geraint Thomas, ønsker at forsvare sin titel, og hans normale holdkaptajn, Chris Froome, ønsker at skrive sig ind i historiebøgerne som den femte rytter med fem Tour de France-sejre, hvor Lance Armstrongs syv doping-inducerede sejre fra 1999 til 2005 ikke er medregnet.
Det er i givet fald ikke første gang, den interne konkurrence på Team Sky/Team Ineos bliver afgørende for udfaldet af den franske grand tour. Allerede tilbage i 2012 var det interessant at følge luksushjælperen Froome nærmest lægge bånd på sig selv for sin kaptajn, Bradley Wiggins, så han ikke han “kom til” at snuppe sejren i stedet for den planmæssige vinder. Tydeligst på etapen til Peyragudes, hvor Froome demonstrativt kørte fra Wiggins, for derefter at vente på, at Wiggins igen kunne holde hjul.
Året forinden havde Chris Froome slået Bradley Wiggins i Vuelta a España efter et sensationelt gennembrud fra den dengang 26-årige kenyanskfødte brite, som tog andenpladsen, blot 13 sekunder efter den lige så overraskende vinder, Juan José Cobo, og 1 minut og 26 sekunder foran holdkammeraten på Sky Procycling, Bradley Wiggins.
Rivaliseringen mellem de to Sky-profiler medførte også en noget aparte cat fight på de sociale medier mellem deres bedre halvdele i løbet af Tour de France 2012. Og det stod hurtigt klart, at ingen af parterne sådan for alvor brød sig om hinanden. Der blev dog lagt låg på skærmydslerne året efter, hvor Wiggins nogenlunde frivilligt ville prøve kræfter med Giro d'Italia, mens Froome “fik lov” til at vinde Tour de France.
Bradley Wiggins faldt dog helt igennem i Giroen, hvor han efter eget udsagn kørte nedad “som en gammel dame” og måtte udgå på grund af sygdom efter at være blevet sat med mere end tre minutter på en relativt flad sprinteretape, som blev vundet af Mark Cavendish.
Måske derfor var Wiggins i 2014 ekstra opsat på igen at deltage i Tour de France. En samlet sejr i Tour of California i maj måned lagde pres på den sportslige ledelse, og team manager David Brailsford måtte ud i nogle ret interessante forklaringer om, hvorfor det alligevel nok ikke var særlig smart, at Wiggins skulle køre Touren det år. Blandt andet at man jo lige skulle se, om han kunne komme sig over sit jetlag efter rejsen til Californien – der altså sluttede halvanden måned, før Tour de France begyndte.
Brailsford vidste nemlig godt, at Bradley Wiggins' tilstedeværelse i Touren ville skade mere, end den ville gavne. Sandsynligheden for, at Wiggins ville have revanche for “ydmygelsen” fra Froome i 2012, der kastede en skygge over hans sejr, var stor. Og den risiko ønskede David Brailsford ikke at tage. Det interne drama ønskede han ikke at se udspille sig igen på de franske landeveje. Så Chris Froome fik lov til selv at vælge de holdkammerater, han følte sig tryg ved, mens Bradley Wiggins udgik af et (for ham) ligegyldigt Schweiz Rundt, da han ikke længere havde udsigten til Tourdeltagelse som gulerod.
Men karma er som bekendt en ubehagelig størrelse, og da Tour de France nåede til de nordfranske brosten i regnvejr på 5. etape, ville Brailsford nok alligevel gerne have haft Wiggins (som det år havde kørt top-10 i Paris
Roubaix) med som plan B. Chris Froome styrtede to gange, allerede inden rytterne nåede til Arenberg, og dermed var det game over for Team Sky, der havde lagt alle æg i samme kurv.
Chris Froome skulle dog tage gevaldig revanche. Han vandt således de tre følgende udgaver af Tour de France i 2015, 2016 og 2017, inden han sidste år ville forsøge sig med en Giro/Tour-double og dermed gik efter at vinde de tre grand tours i træk efter sejrene i både Touren og Vueltaen 2017. Det sidste lykkedes, selvom det længe så ud til at blive spoleret af en positiv salbutamol-test fra Vuelta a España. Froome blev frifundet efter juridisk tovtrækkeri netop i tide til at stille til start i Giro d'Italia.
Her så det dog ikke ud til, at ambitionerne om en sejr på nogen måde kunne indfries, men Froome vågnede pludselig op til dåd og vandt etapen til Monte Zoncolan, og efter en af historiens mest
spektakulære solopræstationer på Colle delle Finestre på 19. etape, hvor Sky-kaptajnen satte alle sine rivaler med tre minutter eller mere, var han pludselig i den lyserøde førertrøje – og muligheden for den nærmest umulige Giro/Tour-double var igen i spil.
På grund af VM i fodbold var der i 2018 en ekstra uge mellem Giro d'Italia og Tour de France. En ekstra uge til restitution for Chris Froome og hans største konkurrent i Giroen, Tom Dumoulin.
Skulle de to virkelig også dyste om sejren i Tour de France? Næsten, blev det korte svar. Dumoulin sluttede igen som nummer to, mens Froome måtte tage til takke med tredjepladsen og i stedet kunne se sin holdkammerat og normale luksushjælper, Geraint Thomas, stå øverst på podiet i Paris.
Netop på grund af Froomes anstrengelser i Giro d'Italia, og måske også som tak for mange års tro tjeneste hos Team Sky, havde waliseren Thomas fået lov at køre sin egen chance i 2018-udgaven af Tour de France. Året forinden havde han vundet den indledende enkeltstart i tyske Düsseldorf og kørt fire dage i den gule trøje, inden Froome planmæssigt overtog den på etapen til La Planche des Belles Filles. Men sidste år var det i stedet Geraint Thomas, der, med en sejr på etapen til La Rosière, overtog førertrøjen og konsoliderede den dagen efter på Alpe d'Huez.
Det var ikke fordi, at Froome ikke selv forsøgte sig, men Thomas var bare stærkere end både Froome og Dumoulin, selv uden megen hjælp fra holdkammeraterne. Og i Paris var Geraint Thomas næsten to minutter foran Tom Dumoulin og yderligere et halvt minut foran Chris Froome.
I år fokuserer både Chris Froome og Geraint Thomas 100 procent på Tour de France, mens Tom Dumoulin igen stillede til start i Giro d'Italia, hvor han udgik efter få dage. Og for at det ikke skal være løgn, ser det også ud til, at Team Ineos får sit tredje store klassementshåb, colombianeren Egan Bernal, med i Touren, efter at et kravebensbrud satte en stopper for hans klassements-deltagelse i Giro d'Italia. Et frygtindgydende trekløver, der indikerer, at de interne affærer hos det britiske mandskab nok bliver det mest afgørende for udfaldet af Tour de France 2019.
Og det kan blive spændende nok endda.