DEN GULE ÆRE
Tour de France fejrer i år, at det er 100 år siden, at den gule trøje blev indført i løbet. Trøjen er i dag det mest kraftfulde symbol i cykelsportens verden.
Den gule trøje fylder 100 år.
De har siddet på en fremtrædende plads på brystet. Mere diskret på ærmet. Nogle år var de helt væk, og i år er de placeret nederst til højre på den gule førertrøje. Vi taler om initialerne HD i personlig håndskrift. HD for Henri Desgrange, skaberen af Tour de France.
Stoler man på den officielle historieskrivning, er det i år 100 år siden, at Henri Desgrange indførte den gule trøje i verdens største cykelløb.
Han lod til sin død i 1940 ingen være i tvivl om, at det var hans løb, hans fortjeneste, hans monument, og da han var væk, kom initialerne på trøjen i 1948, så ingen skulle glemme den gamle tyran. Og de er altså stadig at finde der på det mest kraftfulde symbol i cykelsportens verden.
I det første løb efter Første Verdenskrig var der knaphed på alt, og de store cykelfabrikanter måtte opgive at stille med egne hold. I stedet slog de sig sammen og sponsorerede en stor del af feltet under teamnavnet "La Sportive".
Med rytterne iklædt grå trikoter, som kun i nuancer afveg fra hinanden, var det nærmest umuligt for tilskuerne at skelne stjerner fra vandbærere, hvilket ikke var godt for forretningen. Undervejs mod Paris lod Desgrange sig derfor overtale til at ændre reglerne.
Tidligere havde den førende rytter kørt med et grønt bind om armen, men der skulle nu mere til, nemlig en særlig trøje i en iøjnefaldende farve. Valget var let: Sportsavisen L'Auto, som var Desgranges barn, og som han var chefredaktør for, havde gul som kendingsfarve – og blev trykt på gult papir.
Jubilæet fejres med manér i år sideløbende med fejringen af fænomenet Eddy Merckx, som for 50 år siden gjorde sit indtog i Tour de France, da han vandt det hele i sin debut i løbet. Men måske er Tour-arrangøren, ASO, for sent ude, når det gælder førertrøjen.
Belgieren Philippe Thijs hævdede nemlig i et interview i 1953, at han allerede i 1913 blev presset til at bære en gul førertrøje på vej mod den første af sine tre samlede sejre i løbet.
Thijs var 67 år gammel, da han i cykelmagasinet Champions et Vedettes hævdede, at det var Desgrange i egen høje person, der havde bedt ham bære en farvet trøje. Rytteren afviste pure at klæde om, men da hans egen sportsdirektør, Alphonse Baugé, også lagde pres på, overgav han sig.
Ingen øjenvidner kunne bekræfte historien, og ingen skriftlige kilder nævner en gul trøje før 1919, så den aldrende mesters udlægning blev fejet af bordet.
Thijs er altså officielt ikke den første rytter i gult, så han må nøjes med at være husket for eftertiden som den første rytter, der vandt Tour de France tre gange, nemlig i 1913, 1914 og 1920. I sin sidste Tour erobrede han trøjen på anden etape og forsvarede den hele vejen til Paris.
Op mod 250 ryttere har siden da båret den gule førertrøje i Touren – herunder seks danskere, nemlig Jørgen V. Pedersen, Kim Andersen, Rolf Sørensen, Bjarne Riis, Bo Hamburger og Michael Rasmussen.
1919
Da starten går på 11. etape i Grenoble tidligt om morgenen 19. juli, skiller løbets førende rytter, franskmanden Eugène Christophe, sig markant ud, idet han som den eneste er iført en gul trikot. "Cri-cri", som den højt elskede rytter kærligt bliver kaldt, er til at begynde med ikke specielt glad for sin opsigtsvækkende uldtrøje, for tilskuerne griner ad ham. De mener, at han ligner en kanariefugl i sit gule antræk.
Christophe vænner sig snart til trøjen og opmærksomheden, men han når aldrig til Paris i gult. I stedet bliver belgieren Firmin Lambot den første, der kører ind i Paris i den gule førertrøje.
1929
Tre ryttere kører i gult samtidig, nemlig Nicolas Frantz, André Leducq og Victor Fontan. Det sker på 8. etape fra Bordeaux til Bayonne. Belgieren Gaston Rebry overtager den dag førertrøjen, før Fontan tager den tilbage og for en stund ligner den samlede vinder.
Han fører løbet med næsten ti minutter ned til belgieren Maurice De Waele, da han på 10. etape rammes af et uheld, der får det hele til at ramle. Hans forgaffel knækker, og han må gå tiggergang i en landsby i Pyrenæerne for at låne en cykel at fortsætte på. Det lykkes, men alt er tabt, og han opgiver og bryder i hjerteskærende gråd.
De Waele vinder løbet, selv om han er syg og nærmest må skubbes til Paris af sine hjælperyttere på det mægtige Alcyon-hold. Det fylder Tour-direktør Desgrange med så dyb afsky, at han beslutter, at firmahold skal være fortid i Touren. Det er de så indtil 1962.
1930
Den gule farve breder sig i feltet, da Desgrange udelukker firmahold og kun inviterer nationalhold og regionalhold. Det betyder, at de store cykelfabrikanter ikke længere sender sponsorerede hold til Touren, og alle cykler bliver derfor leveret af Tour-societetet.
Cyklerne er alle malet gule. Udgifter til materiel, overnatning og forplejning dækker Desgrange ved at indføre reklamekaravanen, som kører forud for feltet og under stor festivitas kaster vareprøver ud til de ventende tilskuere. Karavanen forandrer for altid tilskuernes oplevelse af Tour de France.
1931
Italieneren Raffaele Di Paco og franskmanden Charles Pélissier kører begge i gult på 6. etape. Det sker i en epoke, hvor tidtagningen er noget mere upræcis. Efter 3. etape er der således 14 ryttere på den samlede andenplads.
Pélissier vinder 5. etape og har dermed præcis den samme samlede tid som Di Paco, nemlig 32 timer, 2 minutter og 17 sekunder. De to kører derfor begge i gult dagen efter.
Dette års Tour er den første, hvor en "touriste-routier" – en individuel rytter – opnår at køre i gult. Det er østrigeren Max Bulla, som opnår den sjældne ære efter sin sejr på 2. etape fra Caen til Dinan.
Den franske superstjerne Antonin Magne vinder løbet.
1947
Uden at køre én eneste dag i gult vinder franskmanden Jean Robic løbet i kraft af et angreb på løbets sidste etape. Italieneren Pierre Brambilla er i gult og er klar favorit til at vinde løbet, men Robic griber chancen, da han pludselig forstår, at Brambilla har en ualmindeligt dårlig dag.
Det sker på toppen af den beskedne stigning Côte de Bon Secours, som Robic instinktivt har angrebet på. På toppen slår Robic sig sammen med landsmanden Édouard Fachleitner, som han lover 100.000 franc i belønning, hvis han hjælper Robic til Paris.
Fachleitner tager mod tilbuddet, og de to indleder et forbilledligt samarbejde, som får Brambilla til at brænde fuldstændigt sammen bagude. Han når til Paris 13 minutter efter Robic.
1948
Franskmanden Louison Bobet nægter at iføre sig den gule førertrøje, da han erobrer den for første gang i karrieren. Bobet er stærkt optaget af alternativ behandling og sværger til brugen af naturlige materialer. Han nægter derfor at køre i førertrøjen, som er blevet peppet op med såkaldt kunstigt garn – en forløber for vore dages lycra, som cykelryttere i alle aldre og størrelser i dag lovpriser.
Virksomheden Sofil, der fremstiller tekstiler af det kunstige garn, har overtaget sponsoratet af den gule trøje, men i al hast og hemmelighed må en gul fører
trøje i ren uld fremskaffes, så Bobet kan stille til start på 7. etape i en gul trikot.
Gino Bartali vinder løbet, mens Bobet senere bliver den første, der vinder Touren tre gange i træk.
1950
Den schweiziske entertainer Ferdi Kübler nægter at køre i gult af respekt for superstærke Fiorenzo Magni, som i den gule trøje tvinges ud af Touren på grund af gruppepres fra de italienske hold.
Baggrunden skal findes på 11. etape, hvor mægtige og magtfulde Gino Bartali bliver chikaneret så groft af franske fans, at han trækker sig ud af løbet og kræver, at begge de italienske hold følger trop.
Magni tøver, men før 12. etape bøjer han sig for presset og udgår. Kübler kører i gult fra 13. etape til Paris, hvor han vinder løbet med over ni minutter ned til Stan Ockers og over 22 minutter ned til Louison Bobet.
1956
Den franske regionalrytter Roger Walkowiak forsvarer sensationelt sin gule trøje hele vejen til Paris. Han gør det uden at vinde en etape undervejs, og han er den eneste Tour-vinder, der på intet tidspunkt i karrieren har vundet en etape i løbet.
Walkowiak erobrer førertrøjen i kraft af sin placering i et kæmpe udbrud med 30 ryttere på 7. etape. Gruppen vinder 18 minutter, og Walkowiak forsvarer stædigt og dygtigt sit forspring. Han mister trøjen, men genvinder den på 18. etape og holder den til Paris, hvor han vinder med næsten halvandet minut ned til landsmanden Gilbert Bauvin.
1960
Italieneren Gastone Nencini kører i gult til Paris i et løb, hvor hans værste konkurrent, Roger Rivière, styrter på 14. etape og bliver lammet for livet. Nencini vinder løbet uden at vinde en etape undervejs.
På næstsidste etape stopper feltet i landsbyen Colombey-les-Deux-Églises for at hilse på præsident Charles de Gaulle, som residerer i byen.
Kæderygeren Nencini fejrer sin sejr i Paris med en smøg. Han dør af lungekræft som 49-årig i 1980.
1962
Raymond Poulidor kører sig på podiet for første gang, idet han bliver nummer tre. Det gør han også i 1976 som 40-årig, og det er da ottende gang, han står på podiet.
"Den evige toer" kører ikke så meget som én dag i den gule førertrøje i sin lange karriere.
1968
Hollænderen Jan Janssen vinder løbet uden at køre i den gule trøje undervejs mod Paris. Han triumferer i
løbet i kraft af sin sejr på etape 22b – altså anden del af den opsplittede sidste etape – som er en 55 kilometer lang enkeltstart fra Melun til Paris.
Janssen er før etapen 16 sekunder efter Herman Van Springel i den samlede stilling, og da han slår Van Springel med 54 sekunder i tidskørslen, vinder han Touren samlet med blot 38 sekunder.
I karrieren kører han én dag i gult, nemlig i 1966.
1971
Eddy Merckx nægter efter 14. etape at gå på podiet for at få overrakt førertrøjen, og han nægter at køre i gult på 15. etape.
Det sker i respekt for spanieren Luis Ocaña, som fører løbet med et solidt forspring, da han styrter på nedkørslen fra Col de Mente i et frygteligt uvejr på 14. etape og må udgå.
Fra 16. etape kører Merckx i gult og vinder sin tredje Tour på stribe. Han vinder også i 1972, mens han ikke stiller til start i 1973. Ocaña vinder Touren det år, mens Merckx vinder sin femte og sidste Tour i 1974.
1978
På dagen, hvor han har erobret den gule trøje og kan skimte den samlede sejr forude, fældes belgieren Michel Pollentier i et forsøg på at snyde dopingkontrollen på Alpe d'Huez.
En kontrollant afslører, at Pollentier ved hjælp af en skjult pumpeanordning har til hensigt at fylde prøveglasset med en fremmed persons rene urin frem for sin egen dopingpositive urin.
Pollentier smides ud af løbet, som i stedet vindes af Bernard Hinault.
1988
Italieneren Guido Bontempi erobrer den gule trøje på den korteste distance nogensinde, idet løbet starter med en uofficiel optakt, nemlig en kort holdtidskørsel, hvor kun den sidste kilometer tæller. På de 1000 meter er Bontempi hurtigst af alle, og han kører første etape i gult.
I tredje uge af samme Tour afvikles to etaper på én dag, hvorfor den førende rytter, spanieren Pedro Delgado, to gange på samme dag får trukket en gul trøje over hovedet.
1991
Efter 2. etape trækker Rolf Sørensen den gule førertrøje over hovedet, da hans italienske Ariostea-hold har vundet den 36,5 kilometer lange enkeltstart fra Bron til Chassieu. I fire dage holder danskeren skansen og må kun opgive trøjen, da han på 5. etape til Valenciennes styrter og pådrager sig et brud på et kraveben.
Han slider sig i mål, men næste dag opgiver han at stille til start i løbet. Løbets 6. etape gennemføres således uden en rytter i den gule trøje.
1996
Som den første og hidtil eneste dansker fører Bjarne Riis den gule førertrøje til Paris og vinder verdens største cykelløb. Siden lader han forstå, at hans gule trøje ikke interesserer ham synderligt, idet den ligger "i en papkasse ude i garagen".
2005
For syvende gang lader amerikaneren Lance Armstrong sig hylde i den gule trøje i Paris som samlet vinder af løbet. År senere indrømmer Armstrong, at han var dopet i samtlige løb, og han mister sine syv titler.
Ingen nye vindere bliver udpeget, hvorfor der officielt ingen vinder er af løbene i perioden 1999-2005.
2007
Med en overbevisende sejr på Col d'Aubisque i Pyrenæerne forstærker Michael Rasmussen sit greb om den gule trøje og kan tro på den samlede sejr, da han sensationelt bliver trukket ud af løbet af sin arbejdsgiver, det hollandske storhold Rabobank.
Baggrunden for de advarsler, Rasmussen har fået for ikke at stå til rådighed for dopingkontrollanter, samt usikkerhed om hans opholdssteder forud for løbet. I stedet vinder spanieren Alberto Contador løbet.
2017
Briten Chris Froome kører for fjerde gang i gult til Paris. Det er første gang, han gør det uden at have vundet en etape i løbet af de tre uger på landevejene.
Froome forsøger i 2019 at blive optaget i den eksklusive klub af ryttere, der har vundet løbet fem gange.
De fire, der officielt har vundet Tour de France fem gange, er Jacques Anquetil, Bernard Hinault, Eddy Merckx og Miguel Indurain.