EDDY MERCKX
Tour de France markerer i år med den store åbningsfest i Bruxelles, at det er 50 år siden, at Eddy Merckx debuterede i løbet med en knusende sejr. Merckx er vokset op i byen.
OG BRUXELLES
Den sidste torsdag i marts i år blev Place des Bouvreuils i Woluwe-Saint-Pierre omdøbt til ære for den største cykelrytter, verden nogensinde har set. Édouard Louis Joseph Merckx – bedre kendt som Eddy – voksede op i et hus på denne lille plads i den østlige udkant af Bruxelles.
For eftertiden vil denne plads være kendt som Square Eddy Merckx. Det var her, han som ganske ung var cykelbud og medhjælper i sine forældres lille købmandsbutik, og det var herfra, han kørte sine første træningsture.
525 cykelløb ud af 1.800 cykelløb vandt han i karrieren. Nogle år var han tæt på at vinde halvdelen af alle de løb, han stillede til start i. Fem Tours de France, fem Giri d'Italia og et Vuelta a España vandt han. 19 gange kørte han først over stregen i sportens fem monumenter, som han alle vandt mindst to gange.
Det er i år 50 år siden, Eddy Merckx debuterede i Tour de France, og det markerer løbet med en Tour-start i Bruxelles. Merckx vandt i sin debut en knusende sejr med næsten 18 minutter ned til nummer to, franskmanden Roger Pingeon. Merckx vandt også bjergkonkurrencen, pointtrøjen, det kombinerede klassement og prisen som den mest angrebsivrige rytter.
Han var 24 år gammel og havde også vundet ungdomskonkurrencen, hvis den havde eksisteret dengang. Ingen anden rytter i historien har domineret på tilsvarende vis, og ingen anden har sat så dybt et aftryk på cykelsporten som Eddy Merckx.
Han var "Kannibalen", der åd sine konkurrenter i uophørlig stræben efter den højeste anerkendelse. Den evigt offensive superstjerne, hvis umættelige trang til at vinde dækkede over en frygtelig angst for at tabe, som forfatteren Daniel Friebe har udtrykt det.
Han angreb endog, når det ikke var nødvendigt. I 1969 førte han efter 16. etape Touren med over otte minutter ned til Pingeon. Løbet var vundet, men dagen
efter skød Merckx alligevel af sted i udbrud. De skulle over Peyresourde, Col d'Aspin, Tourmalet og Col d'Aubisque til målet i Mourenx, og Merckx vandt yderligere otte minutter på Pingeon.
"Man giver gaver til jul og fødselsdage. Ikke i cykelløb," sagde Merckx selv engang som forklaring på sin glubende appetit.
“Han var eksponent for en meget aggressiv måde at køre cykelløb på, og det kunne jeg godt lide. Det var det, der gjorde ham til det, han var og er,” siger den danske klassikerrytter Matti Breschel, som livet igennem har beundret mægtige Merckx.
“Jeg fik interessen fra min far. Det var Eddy Merckx, som min far så op til, da han kørte cykelløb i 1970'erne, og inden jeg selv begyndte at cykle, fandt jeg de her gamle cykelblade frem på loftet, som jeg så sad og bladrede i.”
“Det var Eddy, der prydede forsiderne dengang. Jeg elskede at se billeder af ham. Når jeg så på ham, så var det sådan, at en professionel cykelrytter så ud. Det var sådan, en cykelrytter skulle se ud.”
“Og det var sådan, jeg gerne selv ville se ud. Han var flot. Der var noget filmstjerne over ham. Det er vigtigt at have nogle helte, og han var sgu en af mine,” siger 34-årige Breschel, som i år kører for World Tour-holdet EF Education First.
Merckx var for længst gået på pension, da Breschel begyndte at cykle, men den unge rytter huskede sit forbillede og tog ved lære af ham. Hans stil, hans fremtoning, hans måde at optræde på.
“Der er noget over cykelryttere med de her lidt længere kroppe. Eddy har de der lange ben, og det ser godt ud på en cykel. Han var aerodynamisk, og han lå ned over cyklen på en måde, så hans albuer lavede en vinkel på 90 grader,” siger Breschel.
“Og så hovedet lidt på skrå, ikke? Han har altid været den, jeg nød at kigge på. Jeg har et par billeder hængende af cykelryttere. Jeg har ikke nogen af mig selv, men jeg har et af ham. Og det har jeg fået signeret af ham. Det er sgu stort lige at få en autograf af Eddy.”
Deter50årsiden,atMer ckx regerede i feltet. Hvad kan nutidenscykelrytterelæreafhamog hanstid?
“Der er meget at lære af fortiden, når det gælder respekten for sporten og sportens symboler, men det er sådan noget, der er ved at forsvinde stille og roligt,” siger Breschel, som i sin snart 15 år lange professionelle karriere har oplevet et normskred i feltet.
Uskrevne regler om gode manerer og sund fornuft i feltet skider de unge højt og flot på, fortæller han.
“Det hele er som en stor pengemaskine nu. I dag stiller man ikke op i et cykelløb for at træne. Det kunne man godt gøre i gamle dage, men nu skal man være 110 procent klar for bare at være med. Der køres fra kilometer 0, hvorimod der i gamle dage blev holdt lidt igen.”
“Jeg nåede at opleve Cipollini (italiensk toprytter, red.) sætte alle på plads i Tirreno-Adriatico og Tour of Qatar, hvor folk bare fik besked på at tage det stille og roligt. Tre mand kunne få lov at køre af sted i et udbrud, og så kunne vi køre finale til sidst. Men først skulle vi altså lige klappe hesten og komme stille og roligt i gang,” siger Breschel.
“Det sker aldrig mere. Det er langt hårdere at køre i dag. Man skal virkelig være klar. I gruppetoen mærker man det også. Før i tiden var det vigtigt at holde sammen, men sidder man i dag og lider i gruppetoen, så vil folk skide en et langt stykke.”
“Det har jeg oplevet. Der bliver sgu ikke ventet – heller ikke selv om man lider efter et styrt eller på grund af sygdom eller noget. Bliver man efterladt derude med 50 kilometer til mål i den forfatning, så har man bare ingen mulighed for at komme sig og gennemføre,” siger Breschel. “Det er blevet mere kynisk.”
I det lys var Eddy Merckx en hædersmand. Som da han i Touren i 1971 nægtede at køre i gult dagen efter, at hans rival Luis Ocaña mistede trøjen i et frygteligt styrt. Eller da han i 1975 pinte sig gennem løbet med et brækket kindben efter et styrt, fordi han ville sikre sine hjælperyttere den økonomiske bonus, der ventede i Paris i form af hans præmiepenge.
"Jeg skulle være udgået og kommet tilbage endnu stærkere året efter, men nogle gange bliver man overmodig. Jeg var dum. Men sådan er jeg. Jeg kan ikke stoppe," sagde Merckx i et interview med cykelmagasinet Cyclist for et par år siden.
Han stoppede heller ikke karrieren i tide. Han fortsatte helt ind i 1978, selv om han allerede i slutningen af 1976 overvejede et karrierestop på grund af stærke rygsmerter i hele sidste del af sæsonen. De sidste forgæves anstrengelser for at høste ære og hæder gjorde intet godt for hans eftermæle.
I 1977 kørte han sin sidste Tour. Tabte 13 minutter på Alpe d'Huez og sluttede på en samlet sjetteplads. Et fornemt resultat for de fleste, men nærmest en ydmygelse, når det gjaldt Merckx. Et utvetydigt signal om, at en æra var slut. Han sidste sejr i karrieren vandt han 17. maj 1978 i et gadeløb i Kluisbergen i Flandern.
Ingen i det professionelle felt i dag var født på det tidspunkt, og få af dem interesserer sig for alt det, der skete i fortiden, vurderer Matti Breschel.
“Jeg tror faktisk ikke, at Eddy Merckx har den store betydning for mange af nutidens ryttere – eller at de overhovedet aner, hvem han er, og hvad han præsterede,” siger han.
“Vores generation glemmer lidt de der ting, eller også interesserer det os bare ikke. Det har aldrig ligget i den uddannelse, vi har fået.”
“Men for mig er Eddy den store helt. Den ultimative. Han er definitionen på professionel cykelsport. Han er den, der har vundet mest, og han kan slet ikke sammenlignes med nogen anden,” siger Matti Breschel.
Endnu i 50-året for sin debut i verdens største cykelløb har Eddy Merckx rekorden for antal etapesejre i Touren (34) og antal dage i den gule trøje (96).