JAKOB FUGLSANG

Jakob Fuglsang er født i Schweiz, opvokset i Jylland og modnet i Italien, Luxembourg og Monaco. Han er dansk i hjertet, men han vender næppe nogensinde hjem til Danmark.

Touren, livet i udlandet og det stærke 2019. Vi har mødt Jakob Fuglsang i Monaco.

Den lille pige stirrer fortryllet på skærmen, hvor Bambi og Stampe er på eventyr. Hun glemmer helt at gumle på sutten, men så får hun øje på os og synes alligevel, at vi med vores tasker og kameraer fortjener mere opmærksomhed end Disney.

Hun kalder på mor, og far stryger hende over håret og fortæller, at mommy er i køkkenet. Jakob Fuglsang taler engelsk derhjemme. Eller letzeburgsk, som er et af tre officielle sprog i Luxembourg, hvor hans kone stammer fra.

Jamie Lou, som datteren på snart to år hedder, lærer ikke dansk, og hun kommer formentlig aldrig til at gå i dansk skole. Eller bo i Danmark med sin far og mor. Den lille familie, som vi besøger i lejligheden på 12. sal i La Rousse Saint-Roman i Monaco, er europæisk.

Dansk design er fremtrædende i det fuglsangske hjem. Kay Bojesen, Bang & Olufsen, Erik Jørgensen. Bøger om danske møbelklassikere står i reolen ved siden af Fuglsangs selvbiografi, som udkom sidste år. Den åbner med den medrivende fortælling om OL i Rio, hvor han i rødt og hvidt sikrede nationen en sølvmedalje.

Han gyser stadig af fryd ved tanken om de på én gang frygtelige og vidunderlige sekunder, da han kørte over stregen som taber af guldet og vinder af sølvet. Ved OL i Tokyo næste år prøver han igen i håb om da at stå øverst på skamlen og høre nationalmelodien runge ud over millionbyen. Han bærer Danmark med sig i hjertet, men han er en mand af verden.

“Jeg har snart boet i 15 år uden for Danmark, og jeg har mit liv, min hverdag og mit arbejde her ude i Europa, så jeg er i dag nok mere europæer end dansker,” siger Fuglsang, som i øvrigt er født i Genève i Schweiz.

Tiden i Monaco

Jamie har fundet sin mor, og vi sidder bænket om spisebordet. Vinduer fra gulv til loft i spisestuen og dagligstuen byder på en formidabel udsigt over Middelhavet og det tætpakkede fyrstendømme, hvor nye beboelsesejendomme til stadighed skyder op og rækker højere og højere mod himlen. Der er udsyn mod hele verden herfra.

Han har boet tre et halvt år i Monaco. Tidligere i Luxembourg og Italien. Her på Côte d'Azur har han fundet optimale træningsvilkår, der har gjort ham til en bedre rytter, og økonomiske betingelser, der kan sikre ham og familien tryghed for livet, hvis han spiller sine kort rigtigt.

Siden 2011, da han skiftede Team Saxo Bank ud med det luxembourgske Leopard Trek, har han været Danmarks bedst betalte cykelrytter. De seneste to sæsoner har han tjent lidt over en million euro om året, og han kan forvente sin årsløn fordoblet næste år, vurderer hans manager, Moreno Nicoletti.

På en hylde i den mørke designerreol på stuens ene langside står trofæerne fra i år klumpet sammen. Kønne er de ikke, men de repræsenterer en enorm værdi. Det er dem, der har hævet Fuglsangs pris på ryttermarkedet i en sådan grad, at han med rimelighed kan tro på, at han over de næste to år tjener 30 millioner kroner som professionel cykelrytter.

Sejr i monumentet Liège-Bastogne-Liège. Andenplads i Flèche Wallonne og Strade Bianche. Nummer tre i Amstel Gold Race og Tirreno-Adriatico. Etapesejr i Tirreno. Samlet triumf i Ruta del Sol. Fjerdeplads i Baskerlandet Rundt.

Han forlænger muligvis sin kontrakt med det kasakhiske Astana-mandskab, som han har kørt for siden 2013. Han har en høj stjerne hos især den indflydelsesrige teammanager Dmitrij Fofonov og nyder udbredt respekt på holdet. Det tager år at opbygge en sådan position, men 34-årige Fuglsang er til at lokke, hvis han finder et bedre tilbud blandt de mange, der allerede er strømmet ind fra konkurrerende World Tour-hold.

Under alle omstændigheder bliver han boende i Monaco. Datteren begynder i børnehave til september, og hans hustru, Loulou, har affundet sig med at være rytterkone i endnu nogle år, hvor hun må tage det tungeste læs i hjemmet. I nogle timer hver dag hjælper en britisk barnepige med at passe den yngste Fuglsang.

“Det er helt bevidst, at Jamie ikke lærer dansk nu. Loulou taler luxembourgsk med hende, og det gør hendes forældre også. Vores nanny taler engelsk med hende, og i børnehaven foregår det hele på fransk,” siger Fuglsang.

“Skulle jeg så oveni tale dansk til hende, så tror jeg, hun ville blive skrupforvirret. Jeg håber da, at hun lærer dansk på et tidspunkt, men lige nu er dansk ikke det vigtigste sprog at lære for hende.”

Sentimentalitet og realitet

Loulou er ikke udelt begejstret for vores besøg, for vi optager kostbar, sparsom tid med gemalen i hjemmet. Til vores fordel taler, at familien i en hel uge efter Liège-Bastogne-Liège uforstyrret holdt fri i Fuglsangs hjemby, Silkeborg. Ganske vist i regn, slud og strid vestenvind, men alligevel.

“I det vejr kan det godt være svært at blive sentimental og føle den helt store fædrelandskærlighed,” siger Fuglsang og griner.

“Nej, jeg kan godt lide at komme hjem til Silkeborg og Danmark. Der er masser af ting, jeg synes godt om ved Danmark, men der er altså også meget, som ikke passer ind i den måde, jeg gerne vil leve mit liv på.”

“Jeg kan godt tænke på, om jeg overhovedet var blevet en god cykelrytter, hvis jeg var blevet i Danmark. Vejret og terrænet gør ikke noget godt for mig som professionel cykelrytter,” siger Fuglsang.

Endnu værre er den danske mentalitet. Janteloven. Fuglsang har aldrig tvivlet på sig selv, men giver man udtryk for det på dansk, får man læst og påskrevet på de sociale medier. Ingen skal tro, at de er noget, og det gælder åbenbart i særlig grad Jakob Fuglsang, som siden sit farvel til Bjarne Riis og Team Saxo Bank i 2011 har været en kontroversiel figur i den danske debat.

Ikke mindst kommentarfeltet under artikler på Ekstra Bladets hjemmeside har glødet af forargelse, fordomme og foragt. "Judas", er han blevet kaldt, fordi han angiveligt svigtede Riis. At Fuglsang forlod Riis af den simple grund, at han fik tilbudt et bedre job end det, Riis kunne tilbyde, gjorde øjensynligt ringe indtryk på de oprørte læsere.

“Janteloven har jeg det meget svært med. At man ikke må tro, at man er noget, er en hæmsko, som holdt mig tilbage i flere år, indtil jeg brød fri af den tankegang. De der negative kommentarer trækker simpelt hen i en forkert retning,” siger Jakob Fuglsang.

“Det gør mig rasende, når mennesker, der er uvidende om mit liv og min karriere, bare øser ud af deres smålighed og deres negative energi.”

“Jeg har valgt at tro på mig selv og mine drømme, og jeg sætter ikke mit lys under en skæppe.

“JEG HAR VALGT AT TRO PÅ MIG SELV OG MINE DRØMME, OG JEG SÆTTER IKKE MIT LYS UNDER EN SKÆPPE. HVIS FOLK STØTTER MIG I DET, SÅ BLIVER JEG GLAD OG TAKNEMMELIG, MEN HVIS FOLK IKKE GIDER FØLGE MIG PÅ EN POSITIV MÅDE, SÅ MÅ DE SGU FØLGE EN ANDEN.”

Hvis folk støtter mig i det, så bliver jeg glad og taknemmelig, men hvis folk ikke gider følge mig på en positiv måde, så må de sgu følge en anden,” siger Fuglsang.

På tur over grænsen

Vi kører en tur i hans Porsche. En 911'er fra 2007, som han har købt af sin manager, Moreno Nicoletti. Fuglsang skal hente sin enkeltstartscykel i Astanas tekniske hovedkvarter – service course – i et industrikvarter i Le Broc i Frankrig.

På vejen vasker han sportsvognen, så den kan tage sig godt ud på billederne. Han ved, at der givetvis er mange, der får ondt et vist sted over, at han kører sportsvogn og bor i skattelyet Monaco, men han forsvarer uden tøven sine valg.

“Den her bil har kostet mindre, end den dér koster hjemme i Danmark,” siger han og peger på vores lejede Peugeot, som inklusive danske afgifter løber op i en kvart million kroner.

Bilen er en passion. En drengedrøm, som han næppe ville have udlevet hjemme i Danmark, hvor han skulle betale skat og afgifter. Han betaler over 60.000 kroner om måneden i husleje, men ingen skat i Monaco. Han er dog ikke principielt afvisende over for idéen om at betale til en fælles kasse.

“Jeg har intet imod at betale skat, men jeg har noget imod at give tæt på 70 procent af min indkomst til den danske stat. Jeg kan ikke se rimeligheden i det, når hele min tilværelse nødvendigvis ligger uden for Danmark,” siger han og afviser, at han har nydt godt af det danske system og nu svigter det ved at undgå at bidrage til det.

“Mine forældre betaler skat og har gjort det i mange, mange år, og det gør de jo også for, at deres børn kan udnytte de muligheder, der er. Jeg har også selv betalt skat i Danmark af de penge, jeg har tjent der.”

“Nu tjener jeg så bare min løn uden for Danmark, jeg bor uden for Danmark, og jeg regner ikke umiddelbart med, at jeg vender hjem til Danmark igen,” siger Fuglsang, som under disse sydlige himmelstrøg har fundet en balance i livet, som kommer ham til gode i sadlen.

“Jeg er blevet en bedre cykelrytter af at bo her med bjerge lige uden for døren. Jeg skulle faktisk være flyttet herned for flere år siden.”

Han har planlagt to en halv time på enkeltstartscyklen og kører af sted alene. Han må kende nogle flade stykker vej, hvor han kan træne på den stive tempocykel.

Vi aftaler at mødes senere på hans stamcafé, Planet Café, på

“JEG HAR INTET IMOD AT BETALE SKAT, MEN JEG HAR NOGET IMOD AT GIVE TÆT PÅ 70 PROCENT AF MIN INDKOMST TIL DEN DANSKE STAT. JEG KAN IKKE SE RIMELIGHEDEN I DET, NÅR HELE MIN TILVÆRELSE NØDVENDIGVIS LIGGER UDEN FOR DANMARK.”

Boulevard des Moulins. I de lange samtaler, vi har ført, har han brugt netop cafébesøg som billede på den forskel i mentalitet, han oplever i Danmark og Monaco.

Fankulturen

Sydpå hersker en stærkere passion for professionel sport, mener Fuglsang. Han oplever en glæde og nærmest stolthed hos folk, når de genkender ham og lykønsker ham med det, han har præsteret.

Går man ned på den lokale kaffebar efter en sejr, så kan man nærmest ikke få lov at betale for kaffen, fordi indehaveren bare så gerne vil udtrykke sin glæde og respekt, fortæller han. I Danmark er det snarere noget med, at man bør give en omgang, når det nu går så godt.

Vi lader det ikke komme an på en prøve, men køber kaffe, en Aperol Spritz og sportsavisen L'Équipe, så alt ligger klar til vores sidste møde. Tiden er knap. Loulou har taget imod en invitation til kaffeslabberas ved Tour-kongen Chris Froome og frue, men Fuglsang finder tid. En aftale er en aftale.

Han smager på kaffen, bladrer i avisen, lader drinken stå og uddyber sin oplevelse af fankulturen ude og hjemme.

“Hernede får man en anden og større anerkendelse af det, man kan. Der er en anden form for begejstring blandt folk hernede. De går op i ens karriere, og der er ingen misundelse med i det.”

“De synes bare, det er fedt, at det går mig godt. Det er der også mange i Danmark, der gør, og det er jeg meget glad for, men generelt er der en mere positiv ånd længere sydpå.”

“Det gælder også i Luxembourg,” siger Fuglsang, som ser storhertugdømmet som sin faste residens, når hans aktive karriere engang er slut.

Han investerer en betydelig del af sine penge i fast ejendom og ejer nu fem lejligheder i Luxembourg. Uden anden uddannelse end den, han har fået i feltet og på landevejen, vil han med sine udlejningsejendomme sikre sig en fast indtægt og frihed til kun at beskæftige sig med noget, han virkelig brænder for.

“Jeg tror, jeg har gode muligheder for at kunne skabe mig en ny karriere efter cyklingen i Luxembourg,” siger Fuglsang.

“Bliver jeg i sporten, er Luxembourg klart at foretrække frem for Danmark. Det er Monaco for så vidt også.”

“Jeg tror ikke, at min fremtid ligger i Danmark,” siger Jakob Fuglsang.