Fobier

Fobier er ir­ra­tio­nel­le, så hvor­for har vi dem - og hvad kan vi gø­re ved dem?

Videnskabens Største Mysterier - - Videnskabens Største Mysterier Indhold - TEKST Dr. De­an Bur­nett

Man reg­ner med, at der fin­des over 400 kend­te fobier De er klas­si­fi­ce­ret som en slags angst­syn­drom.

Vi er mest ban­ge for ed­der­kop­per. Un­der­sø­gel­ser ty­der på, at ang­sten for ed­der­kop­per er den mest ud­bred­te fo­bi i Dan­mark.

Hvis du hol­der det­te blad i hån­den, li­der du nok ik­ke af arak­no­fo­bi. Så vil­le du skri­gen­de ha­ve ka­stet ma­ga­si­net bort og mu­lig­vis brændt det ved sy­net af ed­der­kop­pen på den fo­re­gå­en­de si­de. Det kan ly­de som en ek­strem re­ak­tion på no­get, der kun er et bil­le­de, men man­ge er me­get ban­ge for ed­der­kop­per - især når de ik­ke for­ven­ter mø­de en. Det­te er in­tet at skam­me sig over. Al­le er ban­ge for no­get. Fak­tisk er de fle­ste men­ne­sker ban­ge for man­ge for­skel­li­ge ting, i for­skel­li­ge gra­der. Det er - hvor mod­stri­den­de det end ly­der - for­di frygt fak­tisk er en god ting. Ver­den er fuld af fa­rer og ri­si­ci, og vo­res sam­fund har in­tro­du­ce­ret sta­dig me­re kom­plek­se og ufor­ud­si­ge­li­ge ting. Så det er rig­tigt at væ­re ban­ge for ting - i en ri­me­lig grad. Det er ik­ke ba­re liv­stru­en­de fa­rer, der ak­ti­ve­rer vo­res re­ak­tion på frygt, men me­re al­min­de­li­ge ting som le­dig­hed og uvant mad. Men der er en for­skel på ri­me­lig frygt og frygt uden no­gen lo­gisk grund. Vo­res ek­semp­ler gi­ver me­ning, for­di le­dig­hed kan fø­re til fat­tig­dom og tab, mens ukendt mad kan for­år­sa­ge ska­de­li­ge bi­o­lo­gi­ske re­ak­tio­ner, hvis de in­de­hol­der no­get, som din krop ik­ke kan tå­le. Det er ting, der er go­de at und­gå. Men tænk hvis du er ban­ge for no­get, der ik­ke be­ty­der fare el­ler trus­sel? Det er det, vi kal­der fobier. Man­ge men­ne­sker li­der af fobier, og det kan kom­me til ud­tryk på for­skel­li­ge må­der. Men hvad er fobier? Hvor er kom­mer de fra? Og hvad kan vi gø­re for at slip­pe af med dem?

ULOGISK FRYGT

Det er vig­tigt at be­mær­ke, at fobier pr. de­fi­ni­tion er ir­ra­tio­nel­le, så at si­ge til en per­son, der li­der af fobier, at ved­kom­men­de skal “ta­ge sig sam­men” lø­ser for­ment­lig in­gen pro­ble­mer. Et af kri­te­ri­er­ne for fobier er nem­lig, at dem, der li­der af dem, godt nok ind­ser det ulo­gi­ske og ir­ra­tio­nel­le, men fort­sæt­ter med at op­le­ve frygt. Det men­ne­ske­li­ge sind er me­get kom­plekst, og der er for­skel­li­ge må­der, hvor­på det får til­sy­ne­la­den­de ufar­li­ge ting til at vir­ke far­li­ge - uanset om det er ba­se­ret på eg­ne vir­ke­li­ge liv­ser­fa­rin­ger, mi­s­in­for­ma­tion el­ler blot en usæd­van­lig neu­ron-for­bin­del­se. Lo­gik­ken bag fryg­ten mang­ler må­ske, men den bi­o­lo­gi­ske re­ak­tion er me­get

”Pho­bia” er det græ­ske ord for ”ræd­sel”.

Pho­bo­fo­bi er fo­bi for at få fobier.

BINYRERNE PUMPER ADRENALIN GEN­NEM DIT BLODOMLØB OG NERVESYSTEMET SIG­NA­LE­RER, AT FARE ER FORESTÅENDE.

re­el. Frygt ud­lø­ser fy­si­o­lo­gi­ske re­ak­tio­ner, hvoraf de fle­ste an­ses for at væ­re for­bun­det med den vel­kend­te “kæmp-el­ler-flygt”-re­ak­tion. Binyrerne pumper adrenalin gen­nem din blod­ba­ne og dit ner­ve­sy­stem sig­na­le­rer, at en fare er forestående. Det for­år­sa­ger for­skel­li­ge for­an­drin­ger i krop­pen. Den­ne re­spons er den sam­me, uanset hvad du er ban­ge for, hvil­ket gør fobier så magt­ful­de. At be­mær­ke, at no­gen har en fo­bi­sk frygt er én ting, men at fin­de ud af år­sa­ger­ne er me­get van­ske­li­ge­re. Li­ge­som for man­ge an­dre ting er det et spørgs­mål om arv og mil­jø. Er vi for­pro­gram­me­ret til at ud­vik­le stærk frygt? El­ler er det no­get vi læ­rer af trau­ma­ti­se­ren­de be­gi­ven­he­der el­ler an­dre ube­ha­ge­li­ge op­le­vel­ser?

SE OG LÆR

For­ske­re me­ner, at men­ne­sker og an­dre pri­ma­ter har ud­vik­let sig til at væ­re ban­ge for vis­se ting. Un­der­sø­gel­ser af chim­pan­ser har vist, at en chim­pan­se, der ser en an­den chim­pan­se, der vi­ser stærk frygt for en slan­ge, vil ud­vik­le en lig­nen­de frygt. Men hvis chim­pan­sen træ­nes til at væ­re ban­ge for harm­lø­se ting, så­som blom­ster, vil de an­dre dyr sjæl­dent el­ler al­drig ko­pi­e­re re­ak­tion. Si­tu­a­tio­nen er den sam­me - den ene­ste for­skel er det ob­jekt, der for­år­sa­ger fryg­ten. Så hvor­for re­a­ge­rer chim­pan­ser me­re på slan­ger? For­ment­lig har pri­ma­ter ud­vik­let en ten­dens til at væ­re ban­ge for slan­ger, da de har væ­ret en kon­stant trus­sel mod ud­vik­lin­gen af ar­ten. Det sam­me kan gæl­de for ed­der­kop­per.

Hjernen har og­så et sær­ligt om­rå­de, der sy­nes at væ­re de­di­ke­ret til be­hand­ling af re­ak­tio­ner på frygt. Det er amyg­da­la, en lil­le ker­ne i tin­din­gelap­pen, der af­ko­der de fø­lel­ses­mæs­si­ge kom­po­nen­ter i

Der er en fo­bi for, at jord­nød­des­mør skal sæt­te sig fast i ga­nen. Den­ne fo­bi er kendt som ara­chi­butyro­fo­bi.

hukom­mel­sen og især hukom­mel­se for­bun­det med frygt. Or­ga­nis­mer med ska­det el­ler mang­len­de amyg­da­la læ­rer ik­ke at fryg­te el­ler respek­te­re far­li­ge el­ler ube­ha­ge­li­ge ting, selv­om de gen­tag­ne gan­ge op­le­ver dem. An­dre om­rå­der, så­som in­su­la og puta­men, spil­ler en lig­nen­de rol­le i be­ar­bej­del­sen af re­ak­tio­ner mod fa­rer, hvil­ket hjæl­per os med at und­gå f.eks. for­gift­ning.

Det slut­ter ik­ke her. Dis­se re­ak­tio­ner bru­ger mil­li­o­ner af år på at ud­vik­le sig. Det er ind­ly­sen­de, at folk ud­vik­ler as­so­ci­e­ret frygt me­get hur­ti­ge­re end det. Mennesket læ­rer li­ge­som dy­re­ne at væ­re ban­ge for ting. Et kendt stu­die af as­so­ci­a­tiv læ­ring ved­rø­rer eks­pe­ri­men­tet “Lil­le Al­bert”. Dren­gen Al­bert så en hvid rot­te for før­ste gang, og sam­ti­dig skab­te eks­pe­ri­men­tets le­der en fryg­te­lig larm ved at slå to me­tal­rør sam­men. Det skræm­te selvsagt det stak­kels barn fryg­te­ligt - og ræds­len as­so­ci­e­re­de han til den hvi­de rot­te.

Her­ef­ter ud­vik­le­de lil­le Al­bert en fo­bi for rot­ter og an­dre blø­de, hvi­de gen­stan­de - et fæ­no­men kendt fra be­havi­o­ris­men som ge­ne­ra­li­se­ring. Tek­nisk set er det sam­me pro­ces, som Pav­lov brug­te til at træ­ne si­ne be­røm­te hunde, der fik mund­vand, så snart de hør­te ly­den af en klok­ke.

Man­ge kan un­dre sig over, hvor­dan en for­sker kun­ne bru­ge et uskyl­digt barn til eks­pe­ri­men­tet. For­ske­ren, der ud­før­te “Lil­le Al­bert”stu­di­et, var 1900-tals vi­den­skabs­ve­te­ra­nen Jo­hn Wat­son, og lil­le Al­bert var hans egen søn. Al­berts mor stop­pe­de na­tur­lig­vis eks­pe­ri­men­tet, før Wat­son kun­ne fjer­ne el­ler vi­de­re­ud­vik­le til­stan­den (med åben­bar ri­si­ko for at det vil­le bli­ve vær­re).

FAMILIEBAGGRUND

Selv om det er usæd­van­ligt for børn at bli­ve ud­sat for psy­ko­lo­gi­ske eks­pe­ri­men­ter af de­res for­æl­dre, er det al­li­ge­vel sand­syn­ligt, at net­op vo­res for­æl­dre er år­sa­gen til for­skel­li­ge fobier. Li­ge­som vi ar­ver de ud­vik­le­de ten­den­ser til frygt gen­nem vo­res ge­ner, ud­vik­ler vi sand­syn­lig­vis og­så de sam­me fobier som vo­res for­æl­dre.

Men­ne­sker har ev­nen til at læ­re ved at ob­ser­ve­re uden di­rek­te at kom­mu­ni­ke­re med de be­gi­ven­he­der, de over­væ­rer. Børn er sær­ligt go­de til

So­ci­al fo­bi er den mest al­min­de­li­ge i USA.

Un­der­sø­gel­ser vi­ser, at om­kring 25 pro­cent af be­folk­nin­gen har en frygt for mindst én so­ci­al si­tu­a­tion.

det­te, så hvis vi ser vo­res mor el­ler far, som læg­ger grun­den til alt det, vi læ­rer i de tid­li­ge år, skri­ge, når de ser en ed­der­kop el­ler en klovn, vil vi og­så læ­re at bli­ve ban­ge for det sam­me.

En stor del af det, mennesket for­nem­mer og læ­rer, kom­mer fra an­dre men­ne­sker. Det er en kon­stant og vig­tig kil­de til information, og vi indstil­ler os jævn­ligt ef­ter an­dre om­kring os. Der­for er en hel un­der­ka­te­go­ri af fobier knyt­tet til be­kym­rin­ger­ne for, hvad an­dre vil sy­nes.

Hvad kan vi gø­re med vo­res fobier? Den ind­ly­sen­de løs­ning er at und­gå at ud­sæt­te sig for dem, hvil­ket kan væ­re let nog­le gan­ge, men me­re ud­for­dren­de i man­ge an­dre si­tu­a­tio­ner. I ek­stre­me til­fæl­de kan fobier be­hand­les me­di­cinsk, men rå­d­giv­ning og te­ra­pi er nor­malt de vig­tig­ste må­der at an­gri­be pro­ble­met på. Der fin­des for­skel­li­ge for­mer for be­hand­ling.

Fobier er re­sul­ta­tet af for­skel­li­ge pro­ces­ser, evo­lu­tions­mæs­sig bag­grund, trau­mer, neu­ro­ser, so­ci­alp­sy­ko­lo­gi og så vi­de­re. Det er for­hold, der kan væ­re med til at ud­vik­le fobier. Men det er vig­tigt at hu­ske, at der ik­ke er no­get galt med dem, der li­der af fobier. De er helt nor­ma­le men­ne­sker med en ejen­dom­me­lig­hed, som må­ske ik­ke al­le de­ler el­ler for­står. Men man skal op­fat­te fobier som en del af li­vet - og ik­ke no­get at væ­re ban­ge for.

Men­ne­sker med emetofobi er dem, der mest sjæl­dent ka­ster op.

Det­te kan skyl­des, at de­res fo­bi gør dem ek­stra op­mærk­som­me på at und­gå at bli­ve sy­ge.

Fryg­ten for at fal­de sy­nes ra­tio­nel, men ba­re at væ­re ban­ge for høj­der sy­nes ik­ke at væ­re det. Dem, der har høj­de­skræk, op­le­ver al­li­ge­vel en fy­sisk frygt.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.