Myste­ri­et Stonehenge

Hvem byg­ge­de den­ne cir­kel af sten, og hvor­dan lyk­ke­des den­ne be­drift? Ar­kæ­o­lo­ger bru­ger den ny­e­ste tek­no­lo­gi til at fin­de ud af det.

Videnskabens Største Mysterier - - Videnskabens Største Mysterier Indhold - TEKST Dr. Mat­t­hew Sy­monds

Stonehenge genop­byg­ge­des i 1958.

Tre af me­ga­lit­ter­ne rej­stes igen og de­res fun­da­ment er sik­ret med ce­ment.

For me­re end 4500 år si­den sam­le­des folk på en grav­plads i det nu­væ­ren­de Wilts­hi­re i syd­ve­st­li­ge Eng­land. Kre­me­re­de knog­ler var ble­vet be­gra­vet her, om­gi­vet af en rund vold, al­le­re­de 400 år tid­li­ge­re. Folk var ik­ke sam­let for at ud­fø­re be­gra­vel­ses­ce­re­mo­ni­er. I ste­det vil­le de igang­sæt­te et pro­jekt, hvis for­mål var at æn­dre ste­det til et ar­ki­tek­to­nisk vi­dun­der. I dag hyl­des de­res ar­bej­de som Eng­lands mest be­røm­te (og sag­noms­pund­ne) ar­kæ­o­lo­gi­ske monu­ment: Stonehenge. De­res ar­bej­de fo­re­gik læn­ge før skri­ve­kun­sten nå­e­de Eng­land, så de­res mo­ti­ver er ble­vet glemt for tu­sin­der af år si­den - li­ge­som nog­le af de an­vend­te byg­ge­me­to­der. Gen­nem år­hund­re­der­ne har mang­len på tro­vær­di­ge fakta gjort Stonehenge til en myto­lo­gisk mag­net. Den tid­lig­ste over­le­ven­de le­gen­de fra 1136 f.kr. hæv­der, at den le­gen­da­ri­ske sagn­fi­gur Mer­lin trans­por­te­re­de en irsk sten­cir­kel byg­get af jæt­ter til­ba­ge til Stor­bri­tan­ni­en. Si­den da er ro­mer­ne, fø­ni­ker­ne, dru­i­der­ne og end­da ali­ens ble­vet nævnt som byg­her­rer­ne bag det­te stor­slå­e­de værk (se “Myter om klip­per­ne”, si­de 72).

VI­DEN­SKA­BE­LI­GE UN­DER­SØ­GEL­SER

Det var først ef­ter re­vo­lu­tio­nen med kul­stof-ana­ly­ser­ne i 1960’er­ne, at de san­de ar­ki­tek­ter bag Stonehenge blev af­slø­ret. Ved at må­le ni­veau­er­ne for ned­bryd­ning af ra­dio­ak­tivt kul­stof i or­ga­nisk ma­te­ri­a­le, der blev ka­stet væk, da ste­ne­ne rej­stes - og der­ef­ter ka­li­bre­re dem mod år­san­gi­vel­ser “af­læst” i rin­ge i træ­er - nå­e­de man frem til et re­sul­tat. Ste­ne­ne var ik­ke flyt­tet her­til af Mer­lin el­ler skabt af ro­mer­ne, vi­ste det sig. Stonehenge var me­get æl­dre. Den før­ste sten­cir­kel er fra om­kring 2600 f.kr. - den bri­ti­ske ne­oli­ti­ske pe­ri­o­de mod slut­nin­gen af ste­nal­de­ren.

Si­den 1960’er­ne har for­bed­ret tek­no­lo­gi gjort det mu­ligt at ud­for­ske monu­men­tet yder­li­ge­re med kul­stof­da­te­ring, geo­mor­fo­lo­gi og la­ser­scan­ning, der sæt­ter de kro­no­lo­gi­ske de­tal­jer i et kla­re­re lys. Men har den bragt os tæt­te­re på opkla­rin­gen af det stør­ste myste­ri­um: - hvad blev Stonehenge byg­get til?

“Jeg sy­nes, det er naivt at prø­ve at ko­ge for­må­let ned til kun én ting, “si­ger pro­fes­sor Tim Dar­vill, ar­kæ­o­log ved Bournemouth Uni­ver­si­ty og før­en­de Stonehenge-eks­pert. “Jeg er sik­ker på, at an­læg­get har haft man­ge for­skel­li­ge for­mer for an­ven­del­se og be­tyd­nin­ger, som vi kan be­gyn­de at få glimt af ved at ana­ly­se­re det ar­kæ­o­lo­gi­ske ma­te­ri­a­ler fra ste­det.”

“Stonehenge er et me­get, me­get gam­melt monu­ment,” fort­sæt­ter han. “Der har væ­ret igen­nem man­ge for­skel­li­ge inkar­na­tio­ner. Det star­te­de som et grav­sted, men det for­svandt, da man be­gynd­te at rej­se ste­ne­ne. På det­te tids­punkt tror jeg , at det blev et tem­pel. Men li­ge­som med en stor mid­delal­der­ka­ted­ral, bør vi ik­ke tæn­ke på Stonehenge som no­get med kun ét for­mål. I ste­det er det en smel­te­di­gel, hvor for­skel­li­ge ty­per ak­ti­vi­te­ter fandt sted. “

Som man­ge an­dre ne­oli­ti­ske monu­men­ter er Stonehenge fo­ku­se­ret på so­lens rej­se tværs over him­me­len. Dens ind­gang var i tråd med so­l­op­gan­gens ak­se ved som­merjævn­døgn - årets læng­ste dag. Den stør­ste sten i cirk­len in­dram­me­de sol­ned­gan­gen, når den sank un­der ho­ri­son­ten ved vin­ter­sol­hverv. Ud­grav­nin­ger i 2008 af pro­fes­sor Mi­ke Par­ker Pear­son ved Uni­ver­si­ty Col­le­ge Lon­don vi­ste, at for­bin­del­sen til so­lens be­væ­gel­ser ik­ke kun var et pro­dukt af men­ne­ske­lig op­findsom­hed.

“Det er vir­ke­lig helt fan­ta­stisk,” si­ger

Stonehenge blev solgt på auk­tion i 1915.

Sir Ce­cil Chubb køb­te an­læg­get for 6.600 pund og foræ­re­de det til na­tio­nen.

15 stk. me­ga­lit­ter dan­ner den in­dre he­stesko­for­ma­tion.

33 m er di­a­me­te­ren på monu­men­tets me­ga­litcir­kel.

45 TON ve­jer over­lig­ge­ren på de rej­ste sten.

4,7 m høj er Sto­ne - hen­ges He­el Sto­ne.

80 stk. er det be­reg­ne­de an­tal­let af sten in­de i Stonehenge.

han. “Vo­res an­tro­po­lo­ger indså, at ave­nu­en mel­lem Stonehenge og Avon­flo­dem bru­ger linjer fra to na­tur­li­ge høj­de­d­rag. Så det kan væ­re, at Stonehenge blev valgt, for­di det er et sted, hvor him­me­len og Jor­den al­le­re­de er in­te­gre­ret på en usæd­van­lig må­de. “

TUNG LAST

I en tid før me­tal blev brugt til at flæk­ke sten, hug­ge­de Sto­ne­hen­ges byg­her­rer ste­ne­ne til ved hjælp af sten­ham­me­re og hak­ker, la­vet af dy­re­horn. Men den­ne be­svær­li­ge pro­ces var kun lidt af den ener­gi, der var nød­ven­dig for at få ste­ne­ne på plads. Sand­ste­ne­ne, der dan­ner det iko­ni­ske kult­sted, skul­le trans­por­te­res mindst 30 ki­lo­me­ter, må­ske læn­ge­re.

Det vil­le væ­re na­tur­ligt at an­ta­ge, at den nær­me­ste kil­de til pas­sen­de sten blev brugt, men til­ste­de­væ­rel­sen af en an­den ty­pe sten an­vendt i Stonehenge vi­ser, at det­te ik­ke var til­fæl­det.

“De kal­des tra­di­tio­nelt blå­sten (“blu­e­sto­nes),” si­ger Dar­vill. “Men det er et fæl­les navn, der in­de­hol­der for­skel­li­ge ty­per sten som do­le­rit, rhy­o­lit og sand­sten. “Blue sto­ne”s er me­get min­dre end me­ga­lit­ter­ne af sand­sten og er me­get for­skel­li­ge. Man indså al­le­re­de i 1920’er­ne at de fle­ste sten kom fra Pre­se­li i Pem­bro­kes­hi­re i det ve­st­li­ge Wa­les, 220 ki­lo­me­ter nord­vest for Stonehenge. “

Men hvor­for før­tes ste­ne­ne helt til Wilts­hi­re?

“Vi er lidt fik­se­re­de, hvad an­går “blu­e­sto­ne”s” si­ger Dar­vill. “Det er kun én fa­se i bru­gen af Stonehenge, men det er en fa­se, der va­re­de 400-500 år un­der temp­lets stor­heds­tid, så det er en vig­tig pe­ri­o­de. I se­ne­re tid fand­tes i Pre­se­li-bjer­ge­ne hel­li­ge kil­der, som man men­te hav­de hel­bre­den­de egen­ska­ber. Dis­se kil­der var og­så i fo­kus i den ne­oli­ti­ske pe­ri­o­de, og jeg tror ste­ne­ne blev solgt til Stonehenge på grund af tro­en på de­res hel­bre­den­de virk­ning. Men det er sand­sten­struk­tu­ren, de sto­re me­ga­lit­ter, som er den grund­læg­gen­de ba­se for temp­let. Alt dre­jer sig om dem. “

ALTERNATIVT SYN

Mens Dar­vil­les for­tolk­ning de­fi­ne­rer Stonehenge som et sted for de le­ven­de, har Par­ker Pear­son ud­vik­let en al­ter­na­tiv for­tolk­ning - in­spi­re­ret af en ob­ser­va­tion af den be­røm­te ar­kæ­o­log Ra­mi­li­so­ni­na fra Ma­da­ga­skar, hvor tra­di­tio­nen er, at sten er for de dø­de og

Den så kald­te ”slag­te­sten” blev al­drig brugt til det­te for­mål.

Den fik sit navn ef­ter det bord­lig­nen­de ud­se­en­de, men stod op­rin­de­ligt op­rejst.

”JEG ER SIK­KER PÅ, AT AN­LÆG­GET HAR HAFT MAN­GE FOR­SKEL­LI­GE FOR­MER FOR AN­VEN­DEL­SE OG BE­TYD­NIN­GER.” Pro­fes­sor Tim Dar­vill BOURNEMOUTH UNI­VER­SI­TY

træ for de le­ven­de. Par­ker Pear­son me­ner, at Stonehenge var et monu­ment for de dø­de, mens en kreds af træpæ­le på Dur­ring­ton Walls var for de le­ven­de. De blev ud­gra­vet for gan­ske ny­lig, kun tre ki­lo­me­ter fra Stonehenge, og er byg­get på om­trent sam­me tid.

“Det var et par fri­ske øj­ne, der så på sa­gen” si­ger Par­ker Pear­son. “Ra­mil­so­ni­na var en per­son, der kom ude­fra og gjor­de en sim­pel ob­ser­va­tion. Forfædrene er evi­ge og har brug for no­get per­ma­nent at hol­de fast i (sten), mens li­vet er for­bi­gå­en­de og kan re­præ­sen­te­res af træ. “

Hvad den en­de­gyl­di­ge sand­hed end er - hvis der er no­gen, for­di Sto­ne­hen­ges be­tyd­ning har æn­dret sig over tid - så er vil monu­men­tet i hvert fald fort­sat væ­ret bå­de be­mær­kel­ses­vær­digt og re­le­vant.

“Jeg tror Stonehenge er ble­vet et me­get me­re ak­tiv, hel­ligt sted for se­ne­re grup­pe­rin­ger, end vi hidtil har væ­ret op­mærk­som­me på, si­ger Dar­vill. ”Ro­mer­ne kom til Stor­bri­tan­ni­en over 2.600 år ef­ter at Stonehenge blev byg­get. En­gang var det an­ta­get, at ro­mer­nes til­ste­de­væ­rel­se blot be­stod af nog­le be­søg el­ler ud­flug­ter, men ud­grav­nin­ger fra 2008 vi­ser me­get ty­de­ligt, at de op­byg­ge­de struk­tu­rer og sand­syn­lig­vis og­så flyt­te­de på ste­ne­ne. For mig er det klart, at Stonehenge er ble­vet respek­te­ret og an­er­kendt gen­nem hi­sto­ri­en helt frem til i dag. Fle­re end no­gen­sin­de før be­sø­ger ste­det. Si­den Stonehenge blev byg­get, har det væ­ret et hel­ligt sted på den ene el­ler an­den må­de” , si­ger Dar­vill.

Over 5000 per­so­ner fejre­de vin­ter­sol­hverv ved Stonehenge i 2016.

For hed­nin­ger sym­bo­li­se­rer årets kor­te­ste dag so­lens genfødsel. ” FORFÆDRENE ER EVI­GE OG HAR BRUG FOR NO­GET PER­MA­NENT AT HOL­DE FAST I.”

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.