Voy­nich - ma­nuskrip­tet

En bog, som in­gen kan læ­se, kan rum­me et hi­sto­risk myste­ri­um. El­ler er det ba­re bluff?

Videnskabens Største Mysterier - - Videnskabens Største Mysterier Indhold - TEKST Ian Even­den

Ve­lin an­ven­des fort­sat til tek­ster nog­le ste­der.

For ek­sem­pel til ar­ki­ve­ring af kopier af par­la­men­ta­ri­ske be­ret­nin­ger og Torarul­ler.

Da Je­an-françois Cham­pol­li­on for­søg­te at af­ko­de egyp­ti­ske hierog­lyf­fer i be­gyn­del­sen af det 19. år­hund­re­de, hav­de han nog­le spor at gå ef­ter. Ro­set­te­ste­nen (se si­de 108) har den sam­me tekst prak­tisk ta­get skre­vet på to egyp­ti­ske sprog og det me­re vel­kend­te - græsk- kop­ti­ske - med rød­der i det gam­le Egyp­ten. Egyp­ter­ne hav­de og­så for va­ne at la­de nog­le nav­ne om­ram­me med or­na­men­ter, der fik dem til at skil­le sig ud fra re­sten af teksten. Selv med dis­se spor var det en hård op­ga­ve. Men fo­re­stil dig så at fin­de et ma­nuskript, der mang­ler så­dan­ne nyt­ti­ge spor. Tekst, der kun fin­des i en en­kelt bog og har mod­stået al­le for­søg på at ty­de ind­hol­det. En tekst, der end­da kun­ne væ­re non­sens. Det­te er, hvad man har i tan­ker­ne, hvis man for­sø­ger at læ­se Voy­ni­ch­ma­nuskrip­tet. Det be­står af 240 per­ga­ments­si­der (ve­lin) fyldt med uover­sæt­te­li­ge ord. Teksten sy­nes at gå fra ven­stre mod høj­re, og or­de­ne be­står af ca. 40 tegn - nog­le er bekendte, an­dre ik­ke. Si­der­ne er la­vet af en tyndt for­ar­bej­det kal­ve­skind og grup­pe­ret i for­skel­li­ge em­ner. Der er in­gen klar tegn­sæt­ning og gen­nem hi­sto­ri­en er si­der­ne ble­vet om­sor­te­ret - bo­gen er nu op­delt i seks sek­tio­ner ba­se­ret på te­ma­er knyt­tet til il­lu­stra­tio­ner­ne: plan­ter, kos­mo­lo­gi, astro­no­mi, bi­o­lo­gi, far­mako­lo­gi og op­skrif­ter. Il­lu­stra­tio­ner­ne er næ­sten li­ge så mysti­ske som ma­nuskrip­tet. Her er bizar­re plan­ter (nog­le er sir­li­ge og end­da gen­ken­de­li­ge) og run­de di­a­gram­mer, der kan re­præ­sen­te­re stjer­ner, stjer­ne­bil­le­der el­ler stjer­ne­tegn. Der er og­så nøg­ne kvin­der i, hvad der lig­ner “bio­me­ka­ni­ske ma­ski­ner”.

Gen­nem he­le ma­nuskrip­tet fly­der den hånd­skrev­ne tekst helt uden syn­li­ge fejl el­ler ret­tel­ser. Det vrim­ler na­tur­lig­vis med te­o­ri­er, der for­sø­ger at for­kla­re, hvad

De al­li­e­re­des af­slø­ring af na­zi­sti­ske koder for­kor­te­de for­ment­lig 2. Ver­denskrig.

Bri­ti­ske ko­de­eks­per­ter ar­bej­de­de på Blet­chley Park og Alan Turings ind­sats er ble­vet be­skre­vet i fil­men The Imi­ta­tion Ga­me.

TEKSTEN SY­NES AT GÅ FRA VEN­STRE MOD HØJ­RE, OG OR­DE­NE BE­STÅR AF CA. 40 TEGN – NOG­LE ER BEKENDTE, AN­DRE IK­KE.

ma­nuskrip­tet hand­ler om. Cham­pol­li­on hav­de tek­ster fra en hel ci­vi­li­sa­tion til si­ne ana­ly­se­rer, men Voy­ni­ch­man-ma­nuskrip­tet er kun 25 cen­ti­me­ter højt, 5 cen­ti­me­ter tykt og helt unikt.

HI­STO­RI­EN BAG BO­GEN

Universitetet i Arizo­na har kul­stof­da­te­ret det skind, der ud­gør si­der­ne i bo­gen, til be­gyn­del­sen af 1400’er­ne. Mc­cro­ne Re­search In­sti­tu­te i Chi­ca­go ana­ly­se­re­de blæk­ket, hvil­ket re­sul­te­re­de i en lig­nen­de da­te­ring. Bo­gens tid­li­ge hi­sto­rie er ukendt. Det kan ha­ve væ­ret den ro­mer­ske kej­ser Ru­dolf II (1552-1612), der eje­de bo­gen - han var me­get optaget af det ok­kul­te. Voy­nich er ud­tryk­ke­ligt nævnt i et brev fra Ge­or­ge Ba­resch, al­ky­mist og an­tik­var fra Prag, der i 1639 skrev til den jesu­it­lær­de At­ha­na­si­us Kir­cher om en mystisk bog, som han eje­de, og som han hå­be­de, Kir­cher kun­ne hjæl­pe ham med at læ­se. Kir­cher fik bo­gen i 1666. Et an­det brev hæv­de­de, at bo­gen blev skre­vet af den en­gel­ske fi­lo­sof og fran­ciska­ner­munk Ro­ger Ba­con, der dø­de i 1294. Iføl­ge kul­stof­da­te­rin­gen kan det­te kan ik­ke væ­re rig­tigt. Det er der­i­mod rig­tigt, at Kir­chers brev og bo­gen kom til bi­bli­o­te­ket Pon­ti­fi­cal Gre­go­ri­an Uni­ver­si­ty i Rom, hvor den for­blev ind­til 1912, da man­ge obs­ku­re ting blev solgt for at skaf­fe pen­ge.

Her kom­mer Wil­frid Voy­nich ind i bil­le­det. Han hav­de en bog­han­del i Lon­don og køb­te ma­nuskrip­tet, som har få­et sit nu­væ­ren­de navn ef­ter ham. Ef­ter hans død gik det til hans en­ke, for­fat­te­ren Et­hel Li­li­an Voy­nich. Da hun dø­de, fort­sat­te det vi­de­re til for­skel­li­ge bog­hand­le­re. Bo­gen blev i 1969 do­ne­ret til bi­bli­o­te­ket på Ya­le Uni­ver­si­ty i Con­necti­cut, hvor den fin­des i dag - sta­dig som en uløst myste­ri­um.

” DET ER DEN ÆG­TE VA­RE, UDEN TVIVL. DET ER IK­KE BLUFF.”

FAKTA EL­LER BLUFF?

Nog­le me­ner, at Voy­ni­ch­man­ma­nuskrip­tet er fup og al­drig vil kun­ne læ­ses. Da­ta­for­ske­ren Gor­don Rugg ved Ke­e­le Uni­ver­si­ty be­vi­ste i 2004, at tekst med lig­nen­de ka­rak­te­ri­sti­ka - men uden un­der­lig­gen­de be­tyd­ning - kun­ne ska­bes med et ark pa­pir med be­vidst pla­ce­re­de hul­ler (som en slags ska­be­lon), som gør at man kan se styk­ker af pa­pi­ret un­der, med ord­præ­fiks, suf­fiks osv.

Bluff-bø­ger ken­des fle­re ste­der i hi­sto­ri­en. Tho­mas Chat­ter­ton skrev et digt, an­gi­ve­ligt skre­vet af en munk 1400-tal­let, men blev af­slø­ret i lø­bet af 1770’er­ne, og i 1983 blev det me­ste af ver­den nar­ret, da man “fandt” dag­bø­ger, der skul­le væ­re skre­vet af Hit­ler. Dis­se blev af­slø­ret som et ar­bej­de af fu­ske­ren Kon­rad Kujau, men først blev de klas­si­fi­ce­ret som “au­ten­ti­ske” af fle­re før­en­de hi­sto­ri­ke­re.

Vi spurg­te Ni­ck Pel­ling, ed­bpro­gram­mø­rer, hi­sto­risk “ko­de­ke­næk­ker” og for­fat­ter til The Cur­se of the Voy­nich, om mu­lig­he­der­ne for at ma­nuskrip­tet fak­tisk har et æg­te bud­skab.

“Det er den æg­te va­re - uden tvivl. Der er ik­ke svin­del på no­gen må­de, “si­ger han.

“Hvis du ude­luk­ker al­le bluff­te­o­ri­er, er der to grup­pe­rin­ger,” fort­sæt­ter han. “Den ene er op­stå­et om­kring Wil­li­am Fri­ed­man, den ame­ri­kan­ske kryp­to­graf, der knæk­ke­de en ja­pansk diplo­ma­tisk ko­de, kendt som Purp­le, un­der 2. Ver­denskrig, og den an­den om­fat­ter den bri­ti­ske kryp­to­graf Jo­hn Tilt­man, der har fo­re­tog en lig­nen­de af­slø­ring af den ty­ske ko­de­ma­ski­ne Lorenz. De er to gi­gan­ter i det 20. år­hund­re­des af­slø­ring af koder. “

Pel­ling si­ger, at Fri­ed­man kig­ge­de på Voy­nic og be­mær­ke­de, at der var

man­ge møn­stre, hvor or­de­ne lig­ne­de hin­an­den for me­get.

“Han men­te, at der ik­ke kun­ne væ­re ta­le om et sprog - i hvert fald ik­ke, hvis man ik­ke de­fi­ne­rer or­de­ne. Det kun­ne væ­re et ar­ti­fi­ci­elt sprog, for i 1500- og 1600-tal­let var de tos­se­de med at ska­be kun­sti­ge sprog. “

Selv om Voy­nich er æl­dre end det, kan det sta­dig for­hol­de sig så­dan.

“Det an­det ud­gangs­punkt er Tilt­mans, og han tror at der er ta­le om, at man­ge små tegn sat sam­men i grup­per. Må­den, de er for­bun­det på, er ge­ni­al, “si­ger Pel­ling.

Pel­ling er i Tilt­mans hold og har kon­cen­tre­ret sin ind­sats om de en­kel­te tegn, el­ler koder, der ska­ber hel­he­den.

“Der er man­ge al­min­de­li­ge bog­sta­ver,” si­ger han. “Tem­me­lig man­ge OR, OL, AR og AL. Me­get of­te kom­bi­ne­res dis­se ord til det vi kal­der “a ver­bo­se cip­her”. Hvert par er en må­de at und­gå af­slø­ring, og jeg tror at nog­le af Voy­nich-teg­ne­ne bru­ges til at skju­le ro­mer­tal. De er ik­ke go­de i koder, for­di der of­te er ta­le om gen­tag­ne tegn. For ek­sem­pel er 30 - XXX - for­fær­de­lig at ha­ve i en ko­de, men hvis man bru­ger OLOLOL, har du løst det­te pro­blem.“

Iføl­ge Pel­ling er nog­le de­le af Voy­nich ik­ke kon­stru­e­ret som et sprog - det kan væ­re romertallene, som ta­ler gen­nem ko­den.

ET RIG­TIGT SPROG?

Te­o­ri­en om, at ma­nuskrip­tet re­præ­sen­te­rer et sprog, støt­tes af dr. Mar­ce­lo Mon­temur­ro ved Uni­ver­si­ty of Man­che­ster. Han har la­vet en com­pu­te­r­a­na­ly­se af teksten, ik­ke for at knæk­ke ko­den, men for at se, om der er an­dre nyt­ti­ge op­lys­nin­ger over­ho­ve­det.

“I hver bog, du skri­ver om et em­ne, kom­me du på for­skel­lig må­de til at næv­ne det­te i en ræk­ke sæt­nin­ger,” for­kla­rer han.

Som en del af sit ar­bej­de har Mon­temur­ro ana­ly­se­ret man­ge tu­sin­de bø­ger og an­ven­der si­ne er­fa­rin­ger til at stu­de­re ma­nuskrip­tet. Han har sam­men­lig­net Voy­nich-ma­nuskrip­tet med for­skel­li­ge sprog. Han stu­de­re­de og­så Dna-aspek­ter via for­skel­li­ge pro­gram­me­rings-sprog­ko­der - for selv­om det­te ik­ke tra­di­tio­nelt be­trag­tes som “sprog”, kan det al­li­ge­vel in­de­hol­de in­ter­es­san­te op­lys­nin­ger.

“Og re­sul­ta­tet er, at Voy­nich me­get lig­ner et na­tur­ligt sprog,” si­ger han.

Mon­temur­ros ana­ly­se be­hand­ler og­så spørgs­må­let, om ma­nuskrip­tet er et bluf­fnum­mer, om sprog­møn­stret er kun­stigt skabt el­ler må­ske op­stå­et ved et til­fæl­de.

“Selv­føl­ge­lig er der en mu­lig­hed for, at det kan væ­re skabt ved et til­fæl­de, men når du be­gyn­der at le­de ef­ter spor og an­tyd­nin­ger, så kom­mer der et tids­punkt, hvor alt pe­ger i sam­me ret­ning,” si­ger han. “Hver en­kelt ko­de kan væ­re et til­fæl­de, men når du ser på et sam­let bil­le­de, er det­te yderst us­and­syn­ligt. Struk­tu­ren af be­slæg­te­de ord er en skjult egen­skab i

Den først kend­te kryp­te­re­de ko­de kom­mer fra det gam­le Egyp­ten.

De un­der­li­ge hierog­lyf­fer er ind­hug­get i et monu­ment da­te­ret til 1900 f.kr.

” DET KAN VÆ­RE ROMERTALLENE, SOM TA­LER GEN­NEM KO­DEN.”

sprog, og det kræ­ver avan­ce­re­de, mo­der­ne ana­ly­se­me­to­der at se den. Voy­ni­ch­man-ma­nuskrip­tet har sam­me struk­tur, som du vil fin­de i en tekst med et na­tur­ligt sprog.

NÆ­STE SKRIDT

Iføl­ge Mon­temur­ro kan de for­skel­li­ge sek­tio­ner væ­re nøg­len til at de­chif­re­re he­le ma­nuskrip­tet.

“Hvis du ana­ly­se­rer, hvor­dan or­de­ne bru­ges i de for­skel­li­ge af­snit af teksten, kan du an­ta­ge, at sek­tio­ner, der bru­ger lig­nen­de ord , til­hø­rer hin­an­den,” si­ger han. “Sek­tio­ner­ne [i Voy­nich], der mest sand­syn­ligt hø­rer sam­men sprog­ligt, er og­så de sek­tio­ner, der in­de­hol­der de sam­me teg­nin­ger, så der er pa­ral­lel­ler mel­lem bå­de il­lu­stra­tio­ner og den sprog­li­ge struk­tur.”

Mon­temur­ros ar­bej­de kan dog ik­ke af­slø­re, hvad ma­nuskrip­tet for­tæl­ler os. For at det skal af­kla­res, må vi hå­be på succes for de for­ske­re, der ar­bej­der på at bry­de ko­den - som Pel­ling og pro­fes­sor Step­hen Bax fra Uni­ver­si­ty of Bed­ford­s­hi­re. Ved hjælp af me­to­der, der lig­ner dem Je­anFrançois Cham­pol­li­on an­vend­te i Egyp­ten, kan man må­ske fra­vi­ste ma­nuskrip­tet sin hem­me­lig­hed.

Der er sta­dig stor op­mærk­som­hed om­kring il­lu­stra­tio­ner­ne i bo­gen. Bo­ta­ni­ker Art­hur Tuck­er, Delawa­re Sta­te Uni­ver­si­ty, op­ly­ser, at nog­le af de plan­ter, der er af­bil­det, fin­des i en bog om 1500-tal­lets me­xi­can­ske fl­ora.

Ind­til al­le de man­ge, spæn­den­de stu­di­er fø­rer til et gen­nem­brud, vil det­te mysti­ske ma­nuskript hol­de på si­ne hem­me­lig­he­der.

Cæs­ar brug­te en hem­me­lig ko­de.

Den ro­mer­ske her­sker brug­te den i pri­va­te no­ter. Han flyt­te­de bog­sta­ver frem i al­fa­be­tet et be­stemt an­tal gan­ge.

” VI KUN­NE OG­SÅ BRU­GE ME­TO­DEN TIL AT TE­STE ET UDENJOR­DISK SPROG, HVIS MU­LIG­HE­DEN FAND­TES.” Dr. Mar­ce­lo Mon­temur­ro UNI­VER­SI­TY OF MAN­CHE­STER

Den­ne si­de me­ner man vi­ser en en krist­pal­me­vækst (ri­ci­nus).

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.