De hel­li­ges ka­ba­le

Weekendavisen - - Kultur - Af KLAUS ROTHSTEIN

Te­a­ter. »Når man syn­der diskret, så syn­der man slet ik­ke.« Jens Al­bi­nus & co. for­e­ner det mor­som­me og det al­vor­li­ge i god for­tolk­ning af Mo­lières Tartuf­fe.

tors­dags så jeg Tartuf­fe på Bet­ty Nan­sen Te­a­tret. I fre­dags så jeg Hou­se of Cards på Net­flix. Mel­lem sku­e­spil­let og tv-se­ri­en stræk­ker sig så­dan cir­ka 350 år, men det er be­slæg­te­de si­der af men­ne­ske­li­vet, som dan­ner dra­ma­er­nes bund: falsk­hed, sne­dig­hed, grå­dig­hed, ma­ni­pu­la­tion. Og der­til et sar­ka­stisk-sa­ti­risk magt­ha­ver­portræt af re­li­gion og po­li­tik. I sin is­ce­ne­sæt­tel­se af Mo­lière har den ty­ske in­struk­tør Milan Pes­chel skru­et max op for lø­jer­ne, der for­e­ner revy­ag­tig lag­ka­ge­ko­mik med sten­hård al­vor. Men det var ik­ke en klar af­ten, for selv­om vi ken­der for­tæl­lin­gens plot – løg­ne­ren og hyk­le­ren Tartuf­fe vil nar­re hus, hu­stru og for­mue fra rig­man­den Or­gon – kan det un­der­vejs væ­re svært at hol­de styr på de­tal­jer­ne. Man må til­la­de sig selv at mi­ste trå­den en gang el­ler to, men li­ge straks kom­mer en ny om­gang alek­s­an­dri­ner­vers hvirv­len­de i Jes­per Kjærs mun­tre og mund­ret­te over­sæt­tel­se, og så kan man hop­pe på igen. Tartuf­fe fo­re­gi­ver at væ­re en tro­ens mand, men grisk­hed er hans driv­kraft. Og nu er et of­fer in­den for ræk­ke­vid­de. Den vel­ha­ven­de Or­gon har ka­stet sin hen­gi­ven­hed på Tartuf­fe i den tro, at han gen­nem ham kan op­nå en slags gen­nem­brud for sin god­hed. Og Tartuf­fe ta­ger bad i bedste­bor­ge­rens jagt på frel­se. I Jens Al­bi­nus’ for­nem­me for­tolk­ning har Tartuf­fe et (selv)med­li­den­de og barm­hjer­tig­heds­ap­pel­le­ren­de blik. Ja, han lig­ner nær­mest Drey­ers Je­an­ne d’Arc, og det har sam­me ef­fekt på Or­gon, som Bam­bi har på en præte­e­na­ger. Tartuf­fe er ui­mod­ståe­lig, og hvis Or­gon skæn­ker ham alt, kan in­gen væ­re i tvivl om hans re­ne hjer­te, hans al­tru­is­me, hans næ­stekær­lig­hed. Som Or­gon er Ni­els El­le­gaard gen­nem­ført mor­som i en nord­pols­ag­tig Pe­ter Freu­chen-pels, ik­ke mindst i sam­spil med Mi­cha­el Mo­ritzen som svo­ge­ren Cléan­te. Ha, hvor de står godt til hin­an­den, ik­ke mindst med et par rab­len­de,

Itræf­sik­re mo­no­lo­ger i en ko­ste­lig og kik­set sce­ne, hvor Or­gon for­sø­ger at pla­ce­re sig for bor­den­den på en vær­dig og magt­fuld må­de, kul­mi­ne­ren­de far­ce­ag­tigt med ser­ve­rin­gen af en kop te med suk­ker. Selv­høj­ti­de­lig­he­den punk­te­ret. Bo­dil Jør­gen­sen (Or­gons hu­stru) og Ul­la Hen­nings­en spil­ler de­res rol­ler med ut­ve­ty­dig sik­ker­hed og fuld kon­trol over ver­se­ne, of­te med me­get fints­leb­ne kon­traryt­mer, så ri­me­ne ik­ke står mejs­let, men me­re er an­ty­det. Det til­fø­jer det he­le en klæ­de­lig sprog­lig let­hed.

DER er skru­et helt op for vo­lu­men med kejte­de og over­kam­me­de ka­ri­ka­tu­rer, men det gi­ver god me­ning, og vi smi­ler (subsi­diært gri­ner) ger­ne af gø­g­let, blandt an­det af en lil­le til­ba­ge­ven­den­de jo­ke, som den un­ge bej­lers fum­mel­fingre­de for­søg på at få sin helt­mo­digt drag­ne kår­de til­ba­ge i ske­den. Mens de an­dre tum­ler rundt i op­gej­let kluns fra 1600-tal­let, er Tartuf­fe selv klædt helt an- der­le­des. Jens Al­bi­nus lig­ner en mand, der er gå­et ind på den for­ker­te sce­ne. Må­ske Bre­cht el­ler Beck­ett. Det er en per­fekt tolk­ning af hans ka­rak­ter i sceno­gra­fen Mag­da­le­na Mu­si­als valg af kostu­me. Med stum­pe­de buk­ser og hat­ten i hån­den lig­ner han først en und­se­e­lig, grå pro­le­tar. Men vi er ik­ke i tvivl om hans hård­hed, hans far­lig­hed, hans ky­nis­me, sær­ligt ik­ke når han hæ­ver Or­gons pen­ge­skrin i strakt arm som et tro­fæ. Det er en stum trus­sel, som ik­ke er til at ta­ge fejl af, og en stærk va­ri­a­tion over mo­ti­vet ’en frem­med flyt­ter ind’. Og så kan Jens Al­bi­nus an­ty­de ting med krop­pen, som først får ham til at vir­ke ufar­lig og for­svars­løs, men tag ik­ke fejl af den diskre­te de­for­me­ring. Se­kun­det ef­ter ud­strå­ler han stå­l­hård styr­ke. Her min­der han om Ke­vin Spa­cey som den hal­te, myto­lo­gisk on­de un­dercover­for­bry­der Key­ser Söze i The Usu­al Su­spects. Man skal al­drig un­der­vur­de­re svag­hed. Den kan væ­re for­klædt styr­ke. Via Ke­vin Spa­cey er vi så til­ba­ge ved Hou­se of Cards, me­get pas­sen­de for nu går kort­ka­ba­len op, bå­de når det hand­ler om mag­tin­tri­ger og første­klas­ses hyk­le­ri. Som Tartuf­fe si­ger: »Når man syn­der diskret, så syn­der man slet ik­ke.« Ge­org Bran­des skrev om Mo­lières Tartuf­fe, at den køl­ha­ler De Hel­li­ges Ka­ba­le, da­ti­dens kal­de­navn for den magt­ful­de kir­ke­li­ge or­ga­ni­sa­tion Det Hel­li­ge Sa­kra­men­tes Sel­skab. Og sandt er det jo, at Mo­lières sku­e­spil blev band­lyst af kir­ken, der kræ­ve­de dra­ma­ti­ke­rens ho­ved på et sølv­fad. Det var en god, mor­som og al­vor­lig af­ten i Bet­tys rø­de plys, ik­ke mindst op­le­vel­ses­rig for­di den go­de over­sæt­tel­se og det dyg­ti­ge sku­e­spil fo­re­går i en vel­skabt sceno­gra­fi og til ak­kom­pag­ne­ment af stem­nings­un­der­byg­gen­de kom­po­si­tio­ner af PowerSo­lo, der li­ve på sce­nen ind­går rig­tig fint i en­sem­blet.

Mo­lière: Tartuf­fe. In­struk­tion: Milan Pes­chel. Bet­ty Nan­sen Te­a­tret til den 17. april 2016.

LE AL B A D N LI : G N I N G TE

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.