Vil­lemo­es vs. Han­sen

Weekendavisen - - Bøger -

Ejvind Han­sen forsk­nings­chef, fi­lo­sof og for­fat­ter Dan­marks Me­die- og Jour­na­list­højsko­le

Kæ­re Sø­ren Vil­lemo­es Jeg vil i ud­gangs­punk­tet la­de det­te væ­re mit sid­ste ind­læg i den­ne de­bat, som jo ik­ke gi­ver me­ning, når du ik­ke står ved den ud­ta­lel­se, som skul­le væ­re ud­gangs­punk­tet. Jeg be­gyn­der ef­ter­hån­den at for­stå din aver­sion imod »di­a­log«. Som svar på et kri­tisk læ­ser­brev i We­e­ken­da­vi­sen skri­ver du, at du som yt­rings­fri­heds­fun­da­men­ta­list må væ­re den ret­te til at an­mel­de en bog, der kri­ti­se­rer den yt­rings­fri­heds­fun­da­men­ta­li­sti­ske po­si­tion. Så kri­ti­se­rer du bo­gen for at op­stil­le en po­si­tion, som du ik­ke de­ler. Hvor­ef­ter du så her i ef­ter­di­a­lo­gen (und­skyld: -de­bat­ten) med­del­er, at du slet ik­ke er yt­rings­fri­heds­fun­da­men­ta­list. Jeg hå­ber, at du kan se, at så er det alt­så lidt svært. Hvor­dan skul­le min kri­tik af yt­rings­fri­heds­fun­da­men­ta­lis­men kun­ne ram­me en, der slet ik­ke be­trag­ter sig som yt­rings­fri­heds­fun­da­men­ta­list? Så si­ger du og­så, at al­le yt­rings­fri­heds­fun­da­men­ta­li­ster de­ler dit syns­punkt. Det sy­nes jeg jo godt nok er en f lot ud­ta­lel­se, og jeg var slet ik­ke klar over, at jour­na­li­ster hav­de så bred en vi­den om be­folk­nin­gens syns­punk­ter. Som jeg for­står det, så op­står din fejl­læs­ning af en an­ta­gel­se af, at mit ar­gu­ment imod yt­rings­fri­heds­fun­da­men­ta­lis­me er ret­tet imod be­stem­te ak­ti­ve de­bat­tø­rer in­den for de­bat­ten om yt­rings­fri­hed, og at det skul­le væ­re en ker­nepo­in­te for mig. Hvis du læg­ger mær­ke til det, bru­ger jeg imid­ler­tid kun be­gre­bet to gan­ge i min bog, og grun­den til det­te er fak­tisk, at jeg og­så me­ner, at po­in­ten er ba­nal. Selv­føl­ge­lig kan man som et tænk­somt men­ne­ske ik­ke væ­re yt­rings­fri­heds­fun­da­men­ta­list. Pro­ble­met er ba­re, at i de of­fent­li­ge de­bat­ter om, hvor­dan vi kan og skal ind­ret­te os for at få den bed­ste form for yt­rings­fri­hed, fun­de­res ar­gu­men­ta­tio­nen net­op på den an­ta­gel­se, at hvis vi fjer­ner nog­le græn­ser, så får vi en stør­re grad af yt­rings­fri­hed. Og så sni­ger fun­da­men­ta­lis­men sig alt­så ind ad bag­dø­ren. Jeg si­ger ik­ke, at vi ik­ke skal de­bat­te­re græn­ser­ne for yt­rings­fri­hed. Tværtimod, men jeg øn­sker ba­re, at når vi over­ve­jer at re­di­ge­re el­ler fjer­ne be­stem­te pa­ra­graf­fer, så skal vi gø­re det med en ak­tiv be­vidst­hed om, hvor­dan de på­gæl­den­de pa­ra­graf­fer ik­ke kun re­du­ce­rer yt­rings­fri­he­den, men må­ske og­så fak­tisk mu­lig­gør en of­fent­lig mang­fol­dig­hed. Det ved en­hver ref lek­te­ret de­bat­tør godt, men ud­for­drin­gen når det kom­mer til en po­li­tisk pro­ces er jo, at det er den bre­de be­folk­ning, som er det de­mo­kra­ti­ske grund­lag. Og her er jeg min­dre op­ti­mi­stisk end dig i for­hold til, hvor be­vidst den bre­de be­folk­ning er om den­ne ud­for­dring.

Kæ­re Ejvind Han­sen Jeg sy­nes ge­ne­relt, at du und­vi­ger at for­hol­de dig til sa­gens ker­ne: At der ren­der folk rundt med ma­skin­pi­sto­ler og dræ­ber dem, de er ue­ni­ge med. Is­la­mi­ster der gen­nem ul­tra­vold har ind­ført de­res helt eget for­bud mod is­lam­kri­tik i den va­ri­ant, de har fun­det på, de ik­ke kan li­de – el­ler Al­lah ik­ke kan li­de, som de nok selv vil­le hæv­de. Det er ret al­vor­ligt for yt­rings­fri­he­dens til­stand af ind­ly­sen­de år­sa­ger: Fryg­ten for at li­de en vol­de­lig død er langt me­re di­sci­pli­ne­ren­de end fryg­ten for en dag­bø­de. Ra­cis­me- og blas­fe­mi­pa­ra­graf­fer bleg­ner til sam­men­lig­ning. Og end­nu vær­re: In­gen vil kun­ne brem­se dis­se to­ta­li­tæ­re kræf­ters for­søg på at ind­skræn­ke det frie, of­fent­li­ge rum ved at la­ve no­get lidt me­re di­a­lo­gisk sa­ti­re, ta­le lidt pæ­ne­re, re­di­ge­re de­res avi­ser lidt an­der­le­des el­ler ved at dis­kur­s­a­na­ly­se­re no­get »os-og­dem« i den of­fent­li­ge de­bat og skri­ve en bog. For dis­se kræf­ter la­der sig ik­ke sty­re af, hvil­ke ar­gu­men­ter »vi« frem­læg­ger i den of­fent­li­ge de­bat. De er li­geg­la­de. I ind­led­nin­gen til »Kug­le­regn mø­der kug­le­pen« skri­ver du, at den er et for­søg på at und­gå »så­dan­ne fron­ter«, alt­så mord og ter­ror be­gå­et af is­la­mi­ster. Det er dog ty­de­ligt, at din bog ik­ke er hen­vendt til dis­se mor­de­ri­ske kræf­ter, men til et gan­ske fred­som­me­ligt, læ­sen­de, ik­ke-vol­de­ligt (og i øv­rigt ik­ke-mus­lim­sk) pu­bli­kum. Og det her, det går galt. For det er ik­ke de fred­som­me­li­ge, ik­ke­vol­de­li­ge men­ne­sker, der ud­gør pro­ble­met. Om de kan kal­des »yt­rings­fri­heds­fun­da­men­ta­li­ster« el­ler an­dre dero­ga­ti­ver, er li­ge­gyl­digt. Det hø­rer til i af­de­lin­gen for ir­re­le­van­te ba­ga­tel­ler. Det er dem, der ren­der rundt og dræ­ber folk, der er pro­ble­met. Og de kom­mer ik­ke til at æn­dre ad­færd på grund af din bog, el­ler hvis al­le, der læ­ste den, fulg­te di­ne for­slag og gik i gang med at til­gi­ve ter­r­o­ri­ster, ind­gå i di­a­lo­ger og la­ve imø­de­kom­men­de sa­ti­re. Man bør ind­se det­te ind­ly­sen­de ho­ved­pro­blem og spa­re kræf­ter­ne på pseudopro­ble­mer som »yt­rings­fri­heds­fun­da­men­ta­lis­me«. Med ven­lig hil­sen Sø­ren Vil­lemo­es

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.