Lik­vi­di­tets­fæl­den

Weekendavisen - - Udland - Af FLEM­M­ING LAR­SEN

Den se­ne­ste tids sto­re ud­s­ving på ak­tie­mar­ke­der­ne er ba­re ét ele­ment i det dy­stre bil­le­de, som præ­ger ver­den­s­ø­ko­no­mi­en net­op nu. Der­til kom­mer fort­sat­te fald i råva­re­pri­ser­ne, især pri­sen på olie. Dis­se pris­fald øger fryg­ten for de­f­la­tion i i-lan­de­ne. Sam­ti­dig ri­si­ke­rer det me­get la­ve ren­te­ni­veau – som nu er i ne­ga­tivt ter­ri­to­ri­um i man­ge til­fæl­de – at svæk­ke bank­sek­to­ren. Der er og­så nervø­si­tet over fal­det i væk­sten i Ki­na og lan­dets ev­ne til at hånd­te­re det hø­je gælds­ni­veau blandt bå­de pri­va­te og stat­se­je­de virk­som­he­der. I Eu­ro­pa næ­res pe­s­si­mis­men yder­li­ge­re af ri­si­ko­en for, at Stor­bri­tan­ni­en væl­ger at for­la­de EU, og af den trus­sel, som flygt­nin­ge­kri­sen ud­gør for eu­ro­pæ­isk po­li­tisk og øko­no­misk sam­ar­bej­de. Det har ik­ke hjul­pet på stem­nin­gen, at først OECD og nu og­så Den In­ter­na­tio­na­le Va­luta­fond (IMF) har råbt vagt i ge­vær – beg­ge har på­pe­get be­ho­vet for eks­pan­si­ve til­tag i de in­du­stri­a­li­se­re­de lan­de, in­klu­si­ve i fi­nans­po­li­tik­ken, for at gar­de­re mod en ny glo­bal ned­t­ur. De to in­sti­tu­tio­ner over­be­vi­ste ik­ke fi­nans­mi­ni­stre­ne fra de 20 stør­ste øko­no­mi­er (G20) ved de­res mø­de i Ki­na i for­ri­ge uge, men de­res ad­var­sel er svær at ig­no­re­re. En­kel­te øko­no­mer er så be­kym­re­de, at de er be­gyndt at an­be­fa­le bru­gen af det ul­ti­ma­ti­ve pen­gepo­li­ti­ske in­stru­ment: Så­kald­te he­li­kop­ter­pen­ge, hvor­ved der sim­pelt­hen ud­de­les kon­tan­ter for at an­spo­re bor­ger­ne til at øge for­bru­get og sti­mu­le­re den øko­no­mi­ske vækst. Sort­se­er­ne har til­sy­ne­la­den­de me­get at hæn­ge de­res hat på. Det er pa­ra­doksalt nok i USA, at de fi­nan­si­el­le mar­ke­der er mest nervø­se, på trods af at vækst- og be­skæf­ti­gel­ses­tal­le­ne bli­ver ved med at over­ra­ske po­si­tivt. I Eu­ro­pa er pe­s­si­mis­men og­så ta­get til, på trods af at Eng­land, Tys­kland og det me­ste af Nor­d­eu­ro­pa er tæt på fuld be­skæf­ti­gel­se, sam­ti­dig med at Spa­ni­en, et af kri­selan­de­ne i den syd­li­ge pe­ri­fe­ri, nu klart er i gang med et op­sving.

Nød­ven­di­ge kor­rek­tio­ner

Pe­s­si­mis­men sy­nes over­dre­ven. For der er an­dre ind­falds­vink­ler, som ik­ke gi­ver nær så sort et bil­le­de, og der er og­så lys­punk­ter, selv om det er klart, at de øko­no­mi­ske ud­sig­ter på kort sigt er ble­vet no­get me­re pro­ble­ma­ti­ske, end det så ud til for få må­ne­der si­den. Det sto­re fald i ak­tie­kur­ser­ne i Ki­na, ef­ter myn­dig­he­der­nes fejl­slag­ne for­søg på at ma­ni­p­u­le­re mar­ke­det opad, er et godt ek­sem­pel på en nød­ven­dig kor­rek­tion, når kur­ser­ne har nå­et et ni­veau, der ik­ke sva­rer til virk­som­he­der­nes frem­ti­di­ge ind­tje­ning. Når der sam­ti­dig er tegn på, at den øko­no­mi­ske vækst i Ki­na frem­over sand­syn­lig­vis bli­ver no­get me­re mo­de­rat end den uhold­bart stær­ke vækst i de sid­ste år­ti­er, be­gyn­der kurskor­rek­tio­nen li­ge­frem at se ra­tio­nel ud. På sam­me må­de har der utvivl­s­omt og­så væ­ret be­hov for en kor­rek­tion af ak­tie­kur­ser­ne i i-lan­de­ne. Den di­rek­te kon­se­kvens af de se­ne­re års ek­stremt eks­pan­si­ve pen­gepo­li­tik, og især de så­kald­te kvan­ti­ta­ti­ve lem­pel­ser i form af cen­tral­ban­ker­nes mas­si­ve op­køb af statsob­liga­tio­ner, har væ­ret, at sæl­ger­ne af dis­se ob­liga­tio­ner for det me­ste har pla­ce­ret prove­nu­et i an­dre pa­pi­rer. Der­ved er ak­tie­kur­ser­ne ste­get hur­ti­ge­re og me­re, end virk­som­he­der­nes ind­tje­ning kun­ne be­ret­ti­ge. Så­dan en ud­vik­ling kan fort­sæt­te et vist styk­ke tid, så læn­ge in­ve­sto­rer­ne ho­ved­sa­ge­ligt fo­ku­se­rer på mu­li­ge ka­pi­tal­ge­vin­ster. Men før el­ler se­ne­re ind­træf­fer kor­rek­tio­nen. Og i det­te til­fæl­de har ud­vik­lin­gen i Ki­na og van­ske­lig­he­der­ne i olie­sek­to­ren til­sy­ne­la­den­de vir­ket som ka­ta­ly­sa­to­rer. En vis kor­rek­tion har for­ment­lig væ­ret be­grun­det, og selv om kur­ser­ne ret­te­de sig lidt i sid­ste uge, præ­ger nervø­si­te­ten fort­sat mar­ke­der­ne. I råva­re­mar­ke­der­ne har pris­fal­de­ne væ­ret en kon­se­kvens af det sid­ste år­tis ka­pa­ci­tets­ud­vi­den­de in­ve­ste­rin­ger som svar på blandt an­det Ki­nas umæt­te­li­ge be­hov: Med mo­de­ra­tio­nen i Ki­nas vækst er der op­stå­et en uli­ge­vægt mel­lem ud­bud og ef­ter­spørgsel af man­ge råva­rer. Olie­sek­to­ren har og­så gen­nem­gå­et en ud­vi­del­se af pro­duk­tio­nen gen­nem ud­nyt­tel­se af ski­fer­gas og -olie. Ud­sig­ten til en stor stig­ning i Irans olie­eks­port ef­ter sank­tio­ner­nes op­hæ­vel­se har bi­dra­get til en vok­sen­de uli­ge­vægt, der har pres­set pri­ser­ne. Man­ge råva­re­pro­du­ce­ren­de lan­de, for ek­sem­pel Bra­si­li­en og Rusland, er al­le­re­de i for­holds­vis dyb re­ces­sion, og der er ud­sigt til yder­li­ge­re til­ba­ge­gang, ef­ter­hån­den som de svig­ten­de ind­tæg­ter kræ­ver be­skæ­rin­ger i de of­fent­li­ge ud­gif­ter. Nog­le lan­de vil kun­ne træk­ke på de­res fi­nan­si­el­le re­ser­ver i før­ste om­gang, og an­dre vil bli­ve hjul­pet af Den In­ter­na­tio­na­le Va­luta­fond (IMF) og an­dre in­ter­na­tio­na­le fi­nan­si­el­le in­sti­tu­tio­ner. Ge­ne­relt kan de se frem til nog­le me­get van­ske­li­ge år. Men de vil og­så kun­ne dra­ge for­del af kri­sen til at re­for­me­re de­res øko­no­mi­er og be­græn­se det spild af res­sour­cer, der ken- de­teg­ner man­ge lan­de, som Sau­di-Ara­bi­en, Ve­nezu­ela, Ni­ge­ria og man­ge an­dre. Dis­se al­vor­li­ge kon­se­kven­ser på kort sigt har et mod­styk­ke i form af la­ve­re im­port­pri­ser i de råva­reim­por­te­ren­de lan­de og der­med en byt­te­for­holds­ge­vinst, der kom­mer for­bru­ge­re og virk­som­he­der til go­de. Det styr­ker pri­vat­for­bru­get i USA og Eu­ro­pa og kom­pen­se­rer for fal­det i eks­por­ten til de råva­re­pro­du­ce­ren­de lan­de. Fal­det i pri­ser­ne på olie og an­dre råva­rer er alt­så ik­ke ne­ga­tivt for ver­den­s­ø­ko­no­mi­en som hel­hed på trods af sto­re ud­for­drin­ger for de lan­de, der er af­hæn­gi­ge af råva­re­eks­port.

Nye be­tin­gel­ser for ban­ker­ne

Fi­nans­sek­to­ren har op­le­vet sær­ligt sto­re kurs­fald. Det er umid­del­bart svært at be­grun­de, for­di den ik­ke har væ­ret ud­sat for et nyt stort ne­ga­tivt stød, må­ske med und­ta­gel­se af de ban­ker, der er sær­ligt ud­sat­te over for olie­sek­to­ren. En mu­lig for­kla­ring er, at man i for­sø­get på at af­vær­ge de­f­la­tions­trus­len – alt­så fal­den­de pri­ser – ef­ter­hån­den er endt med ne­ga­ti­ve ren­te­ni­veau­er i fle­re og fle­re lan­de. Det be­ty­der, at ban­ker­ne nu skal be­ta­le cen­tral­ban­ker­ne for at mod­ta­ge de­res over­skud­s­lik­vi­di­tet. Sam­ti­dig er der man­ge grun­de til at tro, at ban­ker­ne vil ha­ve svært ved at skub­be et ne­ga­tivt ren­te­ni­veau over på de­res ind­sky­de­re. Der­for vil ban­ker­nes ren­ta­bi­li­tet bli­ve ramt. Men der er og­så go­de grun­de til at tro, at vær­di­en af en bankfran­chi­se, det vil si­ge en til­la­del­se til at dri­ve ban­kvæ­sen, ge­ne­relt er mind­sket be­ty­de­ligt i for­hold til, hvad man var ble­vet vant til. Det skyl­des til dels den stram­ning af bank­re­gu­le­rin­gen, der har fun­det sted i de se­ne­re år. De øge­de ka­pi­tal­krav be­græn­ser ud­låns­po­ten­ti­a­let. Ban­ker­nes mu­lig­he­der for at spe­ku­le­re for egen reg­ning er ble­vet sær­ligt stærkt re­du­ce­ret. Dis­se stram­nin­ger mind­sker de ri­si­ci, som ban­ker­ne kan lø­be. Men min­dre ri­si­ko be­ty­der og­så la­ve­re over­skud. Der­u­d­over er de tra­di­tio­nel­le ban­kers for­ret­nings­mo­del un­der sti­gen­de pres, i takt med at den tek­no­lo­gi­ske ud­vik­ling øger kon­kur­ren­cen fra nye for­mid­le­re af fi­nan­si­el­le tje­ne­ster med me­get la­ve om­kost­nin­ger. Den la­ve­re pro­fit vil be­ty­de la­ve­re bonus­ser, skat­te­be­ta­lin­ger og di­vi­den­de til ak­tio­næ­rer­ne. Al­li­ge­vel er den­ne ud­vik­ling i sam­fun­dets in­ter­es­se, for­di man først og frem­mest ram­mer ban­ker­nes ka­si­no­ag­ti­ge spe­ku­la­tion, der har med­ført sto­re sam­funds­mæs­si­ge om­kost­nin­ger i form af den dy­be fi­nanskri­se og ud­gif­ter til stats­li­ge red­nin­ger af ban­ker­ne. For­hå­bent­lig bli­ver re­sul­ta­tet, at fi­nans­sek­to­ren bli­ver min­dre, og at den fo­ku­se­rer me­re på at imø­de­kom­me den re­a­le øko­no­mis be­hov.

Cen­tral­ban­ker­nes svin­den­de ar­se­nal

Det er svært at kom­me uden om, at cen­tral­ban­ker­nes mas­si­ve op­køb af statsob­liga­tio­ner og det re­kord­la­ve ren­te­ni­veau ik­ke har ud­gjort nær så kraft­ful­de sti­mu­lan­ser, som man hav­de an­ta­get. I USA har pen­gepo­li­tik­ken utvivl­s­omt bi­dra­get til op­svin­get, men virk­nin­ger­ne har især kun­net ses i form af ka­pi­tal­ge­vin­ster. Og i for­hold til ind­sat­sen har de sto­re for­mu­e­ef­fek­ter haft en be­græn­set ef­fekt på re­alø­ko­no­mi­en. Ame­ri­kan­ske fi­nan­si­el­le in­ve­sto­rer har læn­ge haft ten­dens til at fo­ku­se­re for me­get på, hvad man har op­fat­tet som pen­gepo­li­tik­kens alt­over­ve­jen­de rol­le, sna­re­re end det sam­spil, der er mel­lem pen­gepo­li­tik­ken og den ame­ri­kan­ske øko­no­mis na­tur­li­ge dy­na­mik. Der­for er der over­dre­ven nervø­si­tet over den fort­sat­te »nor­ma­li­se­ring« el­ler opju­ste­ring af ren­te­ni­veau­et, som den ame­ri­kan­ske cen­tral­bank stil­le­de i ud­sigt, da man iværk­sat­te den før­ste be­sked­ne ren­testig­ning i mid­ten af de­cem­ber. Og det på trods af, at op­svin­get sta­dig er so­lidt, med me­get lav ar­bejds­løs­hed og fort­sat respek­ta­bel vækst. I Eu­ro­pa og Ja­pan er det me­get svært at se de po­si­ti­ve virk­nin­ger af den eks­pan­si­ve pen­gepo­li­tik. Ren­te­ni­veau­et er fal­det be­ty­de­ligt, og det be­ty­der en stor be­spa­rel­se på for­rent­nin­gen af den of­fent­li­ge gæld, ef­ter­hån­den som gam­le ob­liga­tio­ner ud­lø­ber og for­nys med nye lån. Men det la­ve ren­te­ni­veau og de for­mu­e­ef­fek­ter, der har væ­ret for­bun­det med stig­nin­gen i ak­tie­mar­ke­det, har kun haft be­græn­se­de virk­nin­ger på det pri­va­te for­brug og pri­va­te in­ve­ste­rin­ger i de lan­de, der har mest brug for det. Og pris­stig­nings­tak­ten, alt­så in­f­la­tio­nen, er sta­dig la­ve­re end øn­sket. I den­ne uge sæn­ke­de Den Eu­ro­pæ­i­ske Cen­tral­bank end­nu en­gang ren­ten for at sti­mu­le­re øko­no­mi­en. Men man be­gyn­der at mang­le tro­vær­dig­hed. For det er klart, at man be­fin­der sig i en lik­vi­di­tets­fæl­de, hvor den eks­pan­si­ve pen­gepo­li­tik til­sy­ne­la­den­de ik­ke har de sto­re virk­nin­ger hver­ken på ef­ter­spørgs­len el­ler på in­f­la­tions­tak­ten. Mar­ke­der­nes nervø­si­tet skyl­des og­så fryg­ten for, at cen­tral­ban­ker­ne mang­ler in­stru­men­ter, hvis der kom­mer en ny al­vor­lig ned­t­ur. Når ren­te­ni­veau­et er så lavt, som det er, kan man så for­hin­dre en dyb kri­se, for ik­ke at si­ge en øko­no­misk de­pres­sion som i 1930rne? Den ame­ri­kan­ske øko­nom Milt­on Fri­ed­man fo­re­slog til­ba­ge i 1969 at be­nyt­te no­get, som man kan kal­de det ul­ti­ma­ti­ve pen­gepo­li­ti­ske in­stru­ment, så­kald­te »he­li­kop­ter­pen­ge«. Det kun­ne be­stå i en ge­ne­rel ud­de­ling af et kon­tant be­løb til al­le bor­ge­re el­ler sim­pelt­hen en til­ba­ge­be­ta­ling af en del af skat­ten fi­nan­si­e­ret af cen­tral­ban­ken, uden at det med­fø­rer en stig­ning i den of­fent­li­ge gæld. Pro­ble­met er, at cen­tral­ban­ker­nes sta­tut­ter i langt de fle­ste til­fæl­de ik­ke vil­le til­la­de at bru­ge sed­del­pres­sen på den­ne må­de. Og at en æn­dring af sta­tut­ter­ne vil­le un­der­mi­ne­re den po­li­ti­ske kon­sensus om­kring cen­tral­ban­ker­nes uaf­hæn­gig­hed. Selv om det i prin­cip­pet vil­le væ­re et ef­fek­tivt in­stru­ment på kort sigt, vil­le det åb­ne for en pan­doras æske med uover­sku­e­li­ge fi­nan­si­el­le og po­li­ti­ske kon­se­kven­ser på læn­ge­re sigt, ik­ke mindst i ly­set af de po­puli­sti­ske strøm­nin­ger på beg­ge si­der af At­lan­ter­ha­vet. Det na­tur­li­ge al­ter­na­tiv, når pen­gepo­li­tik­ken ik­ke vir­ker, er at bru­ge fi­nans­po­li­tik­ken. Fak­tisk bur­de man fra star­ten af kri­sen ha­ve sat­set me­re på of­fent­li­ge in­ve­ste­rin­ger og min­dre på pen­gepo­li­tik­ken. Det la­ve ren­te­ni­veau har læn­ge gi­vet den of­fent­li­ge sek­tor en unik chan­ce for at re­pa­re­re og ud­byg­ge in­fra­struk­tu­ren til øje­blik­ke­lig gavn for ef­ter­spørgsel og be­skæf­ti­gel­se og sam­ti­dig til nyt­te for sam­fun­det på læn­ge­re sigt.

Be­hov for fi­nans­po­li­tisk nytænk­ning

År­sa­gen til, at fi­nans­po­li­tik­ken kun er ble­vet brugt i be­ske­den grad, er den hø­je of­fent­li­ge gæld i man­ge lan­de samt pres­set på de of­fent­li­ge fi­nan­ser frem­over på grund af den de­mo­gra­fi­ske ud­vik­ling og ned­ju­ste­re­de vækst­for­vent­nin­ger. Det har gjort bud­getsa­ne­ring til en ho­ved­pri­o­ri­tet i langt de fle­ste lan­de. Men det er på ti­de at over­ve­je, om der al­li­ge­vel ik­ke er en rol­le at spil­le for den of­fent­li­ge sek­tor gen­nem en ny form for fi­nans­po­li­tik. Eks­pan­si­ve fi­nans­po­li­ti­ske til­tag ses of­te som nød­ven­di­ge for at kom­pen­se­re for util­stræk­ke­lig vækst i ef­ter­spørgs­len. Det pro­blem skyl­des, hvad man op­fat­ter som et op­spa­rings­over­skud, hvor der ik­ke in­ve­ste­res og for­bru­ges nok. Det gi­ver imid­ler­tid ik­ke rig­tig me­ning at ta­le om et op­spa­rings­over­skud, for det an­ty­der no­get uøn­sket. Langt den væ­sent­lig­ste grund til at spa­re op er et le­gi­timt øn­ske om at ud­sky­de en del af sit for­brug til se­ne­re i li­vet for at kun­ne op­ret­hol­de en vis le­ve­stan­dard, når man ik­ke læn­ge­re har en ar­bejds­ind­komst. Og be­ho­vet for at spa­re op er ste­get i takt med de mar­kan­te stig­nin­ger i den for­ven­te­de le­ve­tid. Det er en væ­sent­lig grund til, at man kan ob­ser­ve­re en sær­ligt høj na­tio­nal op­spa­ring­kvo­te i de lan­de, hvor ten­den­sen går i ret­ning af en stig­ning i den æl­dre, ik­ke-ak­ti­ve del af be­folk­nin­gen. Det vi­ser sig og­så ved, at lan­de som Tys­kland, Ja­pan og Ki­na har kro­nisk hø­je over­skud på be­ta­lings­ba­lan­cen. Med det sto­re op­spa­rings­be­hov er det ble­vet en stor ud­for­dring for bå­de in­di­vi­du­el­le og in­sti­tu­tio­nel­le in­ve­sto­rer at pla­ce­re si­ne pen­ge, så man får et ri­me­ligt af­kast og lø­ber en ac­cep­ta­bel ri­si­ko. Og det gæl­der ik­ke kun for lan­de med hø­je op­spa­rings­kvo­ter – det er et glo­balt pro­blem, for­di ka­pi­tal­mar­ke­der­ne er dybt in­te­gre­re­de. Men ud­bud­det af go­de pla­ce­rings­mu­lig­he­der er for be­græn­set i for­hold til ef­ter­spørgs­len. Det be­ty­der, at det ri­si­ko­ju­ste­re­de af­kast har haft en ten­dens til at fal­de. Jag­ten på af­kast er sam­ti­dig ble­vet me­re in­tens og har bi­dra­get til de hyp­pi­ge bob­ler i ejen­doms- og ak­tie­mar­ke­der­ne, såvel som sto­re ud­s­ving i in­ter­na­tio­na­le ka­pi­tal­be­væ­gel­ser. Ud­for­drin­gen for den øko­no­mi­ske po­li­tik er ik­ke, at op­spa­rin­gen er for høj, men sna­re­re mang­len på pla­ce­rings­mu­lig­he­der med et ri­me­ligt og sta­bilt af­kast til at sik­re, at op­spa­rer­nes frem­ti­di­ge ind­komst kan op­ret­hol­des på det øn­ske­li­ge ni­veau. Der­med har man og­så en del af for­kla­rin­gen på, at den ek­stremt eks­pan­si­ve pen­gepo­li­tik ik­ke har væ­ret en mira­kel­kur: Når ren­te­ni­veau­et og af­ka­stet på vær­di­pa­pi­rer fal­der så me­get, som det er til­fæl­det – især ef­ter de se­ne­ste kurskor­rek­tio­ner – vil det for man­ge op­spa­re­re øge in­ci­ta­men­tet til at læg­ge me­re til si­de for at kun­ne be­va­re si­ne for­brugs­mu­lig­he­der i frem­ti­den sna­re­re end at fø­re til hø­je­re for­brug i dag. Og godt nok bli­ver det bil­li­ge­re for virk­som­he­der­ne at in­ve­ste­re, men det ska­ber fa­re for, at de in­ve­ste­rin­ger, der fo­re­ta­ges, er af for lav kva­li­tet og der­med gi­ver for lavt af­kast. Virk­som­he­der in­ve­ste­rer des­u­den ik­ke i ka­pa­ci­tets­ud­vi­den­de an­læg, ba­re for­di ren­ten er lav. Væk­sten i øko­no­mi­en er me­re af­gø­ren­de. Der­i­mod ty­der me­get på, at de la­ve lå­neom­kost­nin­ger sti­mu­le­rer sto­re virk­som­heds­sam­men­slut­nin­ger, der of­te er kon­kur­ren­ce­forvri­den­de og vækst­hæm­men­de. Det er des­u­den slå­en­de, at den me­get sto­re fi­nans­sek­tor kun i be­græn­set grad er fo­ku­se­ret på fi­nan­si­e­ring af nye in­ve­ste­rin­ger. Alt for stor en del af ak­ti­vi­te­ten i så­kald­te in­ve­ste­rings­ban­ker og in­ve­ste­rings­fon­de har læn­ge be­stå­et af me­re el­ler min­dre spe­ku­la­ti­ve hand­ler med ek­si­ste­ren­de vær­di­pa­pi­rer og en my­ri­a­de af de­r­i­va­ter her­af. Hand­ler af rin­ge vær­di for sam­fun­det som hel­hed. Fak­tisk kan man si­ge, at mar­ke­der­ne i høj grad svig­ter i en af de­res væ­sent­lig­ste rol­ler. Det vil må­ske æn­dre sig med stram­nin­gen af den fi­nan­si­el­le re­gu­le­ring. Men indtil da vil­le det væ­re be­ret­ti­get for den of­fent­li­ge sek­tor at ud­by­de an­par­ter el­ler ob­liga­tio­ner i nye in­ve­ste­rings­pro­jek­ter som bro­er, ve­je, lys­le­der­net­værk, ved­va­ren­de ener­gi og lig­nen­de. Det kun­ne fo­re­gå gen­nem spe­ci­el­le virk­som­heds­kon­struk­tio­ner i pri­vat re­gi, hvor an­læg­ge­ne lea­ses til den of­fent­li­ge sek­tor på lang­tids­kon­trakt. I mod­sæt­ning til tra­di­tio­nel­le of­fent­li­ge in­ve­ste­rin­ger vil­le den­ne me­to­de ik­ke øge den of­fent­li­ge gæld. Den vil­le og­så gi­ve pri­va­te op­spa­re­re og pen­sions­fon­de nye pla­ce­rings­mu­lig­he­der med me­get be­græn­set ri­si­ko og re­du­ce­re den til­sy­ne­la­den­de uli­ge­vægt mel­lem den øn­ske­de op­spa­ring og sam­fun­dets in­ve­ste­rin­ger.

Flem­m­ing Lar­sen er tid­li­ge­re vi­ce­di­rek­tør for Den In­ter­na­tio­na­le Va­luta­fonds forsk­nings­af­de­ling og tid­li­ge­re chef for IMFs eu­ro­pæ­i­ske kon­to­rer.

AR­KIV­FO­TO: REU­TERS/RALPH ORLOWSKI

Den Eu­ro­pæ­i­ske Cen­tral­bank har igen sæn­ket ren­ten for at sti­mu­le­re øko­no­mi­en. Men nervø­si­te­ten har bredt sig, for den eks­pan­si­ve pen­gepo­li­tik har øjen­syn­lig ik­ke de sto­re virk­nin­ger på hver­ken ef­ter­spørgsel el­ler in­f­la­tion.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.