An­det­kam­me­ret

Weekendavisen - - Samfund - Af AR­NE HARDIS

Ved før­ste øje­kast lig­ner den smuk­ke landstings­sal på Chri­sti­ans­borg en mi­ni­ud­ga­ve af et SF-lands­mø­de, som foryn­gel­sens for­fri­sken­de bøl­ge er skyl­let hen over. Man sid­der i grup­per ved ti bor­de, og man har det vel­kend­te islæt af grå­hå­re­de kvin­der, som er ble­vet fol­keso­ci­a­li­ster­nes og kul­turin­sti­tu­tio­ner­nes fæl­les bo­mær­ke. Men der er og­så man­ge un­ge, flest un­ge, fak­tisk, og så vir­ker man­ge på­fal­den­de gla­de. Som om po­li­tik­kens væ­sen end­nu ik­ke har vist sig for dem, som om po­li­tik ik­ke har en ker­ne af magt og ue­nig­hed, nid, nag, ed­der og bro­der­mord. Ik­ke end­nu. Som om der er en al­ter­na­tiv må­de at la­ve po­li­tik på Vi er til kon­tant­hjælps­se­mi­nar med Al­ter­na­ti­vet, med PR-læk­ker ti­m­ing lagt på ge­nau sam­me ef­ter­mid­dag, som det rig­ti­ge fol­ke­ting an­den­be­hand­ler re­ge­rin­gens for­slag om et kon­tant­hjælpsloft ne­de for en­den af Van­dre­hal­len. Vi er i an­det­kam­me­ret. Jo­in the par­li­a­ment, ly­der pa­ro­len, for i an­det­kam­me­ret har man in­ter­na­tio­nalt ud­syn og go­de ord. Ved næ­ste øje­kast får man for­nem­mel­sen af en kir­ke. En me­nig­hed med ri­tu­a­ler, rø­gel­ses­kar og re­lik­vi­er un­der ha­stig op­byg­ning. På den hvi­de væg et hjer­te­for­met – og grønt, na­tur­lig­vis – logo med den al­ter­na­ti­ve tre­e­nig­hed: da­re, ca­re, sha­re. Du skal tur­de, du skal vi­se om­sorg, og du skal de­le. Ved en af væg­ge­ne en ha­stigt op­ført op­slag­stav­le, som min­der om de stø­be­jerns-in­stal­la­tio­ner i ka­tol­ske kir­ker, hvor man for­me­delst en eu­ro kan tæn­de et lil­le lys for no­get, man hå­ber på. Her er hå­bet gra­tis, hver del­ta­ger i det al­ter­na­ti­ve par­la­ment har kvit og frit få­et en sed­del ud­le­ve­ret, hvor man kan fær­dig­gø­re sæt­nin­gen »Til­lid er for mig ...« Sva­re­ne er nå­let op på tav­len: Lig­hed, har én skre­vet, respekt, har en an­den no­te­ret. To har an­ført tryg­hed, og en har af le­ve­ret en hel lil­le aforis­me: »... at gi­ve et men­ne­ske mu­lig­hed for at sny­de – men at sto­le på, at de ik­ke gør det.« Den til­tro har de jo ik­ke ov­re i fol­ke­tings­sa­len, hvor kon­tant­hjælpslof­tet sæn­ker sig over til­li­den. Al­ter­na­ti­vets so­ci­al­ord­fø­rer, Tor­sten Gejl, kan med ska­de­fro be­gej­string for­tæl­le fra ta­ler­sto­len, hvor ukon­struk­tivt de op­fø­rer sig ov­re i den an­den vir­ke­lig­hed: skæn­des og af­bry­der og dril­ler ti­me ef­ter ti­me. Så­dan skal vi ik­ke gø­re det. Da­re, ca­re, sha­re.

Ver­dens­her­sker­ne

Jeg er kom­met for at hø­re, hvad de fin­der ud af om det per­fek­te kon­tant­hjælps­sy­stem, na­tur­lig­vis, men og­så for at prø­ve at for­stå, hvad Al­ter­na­ti­vet er. I kort­form: Jeg min­der he­le ti­den mig selv om, at Al­ter­na­ti­vet er en po­li­tisk be­væ­gel­se, som frem­bæ­rer po­li­ti­ske længs­ler og øn­sker, og som har få­et væl­ger­nes mas­si­ve op­bak­ning til at gø­re det. En be­væ­gel­se, som har håb om en bed­re frem­tid, og som og­så næ­res ved det al­min­de­li­ge po­li­ti­ske skæn­de­ri hos gam­mel­par­ti­er­ne. Po­li­ti­ker­le­den, det de­struk­ti­ve tak­tik-ræs, de alt for prag­ma­ti­ske par­ti­er i rød blok, som har fol­det hå­bets fa­ner sam­men og stop­pet dem i fa­nepo­ser­ne. Men bil­le­det for­styr­res af, at fo­re­ta­gen­det min­der så me­get om en sekt. Den­ne dob­belt­hed er over det he­le. I landstings­sa­len ser man folk ik­lædt T-shir­ts med en af Al­ter­na­ti­vets seks ker­ne­vær­di­er trykt hen over bry­stet: YD­MYG­HED. Kan man det? Sva­rer det ik­ke til at skri­ve JEG HA­DER STO­RE BOG­STA­VER? El­ler det er må­ske en an­den af de seks ker­ne­vær­di­er, man her ser? Hu­mor? I en bog fra sid­ste år, Love is in the Air – Bo­gen om Al­ter­na­ti­vet, har jeg plu­klæst, hvor­dan folk i mil­jø­et om­kring El­bæk ser sig selv. Man er kort for­talt den kul­tu­rel­le ka­pi­tals po­li­ti­ske ud­tryk, og om den skri­ver Emil Ej­ner og Da­ni­el Görtz, som til­sam­men kal­der sig Me­ta­mo­der­na. Kul­tu­rel ka­pi­tal er i dag kon­cen­tre­ret om un­ge ve­lud­dan­ne­de men­ne­sker, spe­ci­elt kvin­de­li­ge af slagsen: »Dis­se be­fin­der sig of­te i stor­by­er­ne, ken­de­teg­nes af fri­sind og åben­hed, po­st­ma­te­ri­a­li­sti­ske vær­di­er. De er kosmopo­li­ti­ske, mil­jø­o­ri­en­te­re­de, in­di­vi­du­a­li­sti­ske, di­gi­ta­li­se­re­de, kunst­ne­ri­ske og prak­ti­se­rer of­te al­ter­na­ti­ver til den mo­no­ga­me he­te­ro­seksu­a­li­tet.« Og vi­de­re: »Det er rundt om i hip­stercoo­le lo­ka­ler, ved kunst­ud­stil­lin­ger, på uni­ver­si­tets­faku­l­te­ter­ne og i de man­ge nye kre­a­ti­ve virk­som­he­der, at vi mø­der frem­ti­dens ver­dens­her­ske­re.« Tænk sig, alt det­te – og så yd­myg­hed oveni. Nu er den kul­tu­rel­le ka­pi­tal ik­ke én til én lig med Al­ter­na­ti­vet, og mø­det i Landstings­sa­len er hel­ler ik­ke et se­mi­nar til be­ne­fi­ce for Al­ter­na­ti­vet ale­ne. Man ejer ik­ke re­sul­ta­ter­ne af se­mi­na­ret om kon­tant­hjælp uden kon­trol, al­le må ta­ge ef­ter­mid­da­gens frug­ter med ud og bru­ge dem, som de vil. Da­re, ca­re, sha­re.

Djæv­le­g­af­len

Men jeg ud­sæt­ter det he­le ti­den. Ud­sæt­ter sel­ve repor­ta­gen om, hvor­dan an­det­kam­me­ret den­ne kol­de, men sol­ri­ge tirs­dag ef­ter­mid­dag når frem til si­ne re­sul­ta­ter, og hvil­ke de er. Det er uri­me­ligt, i Al­ter­na­ti­vet er pro­ces­sen vig­tig, der er no­get te­ra­pe­u­tisk over til­gan­gen til po­li­tik, som man må ha­ve med for at be­gri­be fo­re­ta­gen­det til bunds, tror jeg. Nog­le gan­ge er det, som om det er til­gan­gen, der er det po­li­ti­ske. Men man be­des ha­ve mig del­vis und­skyldt. Min tø­ven skyl­des kun, at pro­ces­sen i an­det­kam­me­ret er så helt ek­stra­or­di­nært svær at for­kla­re. Nu­vel, her kom­mer det for­søgs­vis.

Po­li­ti­k­ud­vik­lin­gen fo­re­går i et forum be­stå­en­de af bå­de kon­tant­hjælps­mod­ta­ge­re, pro­fes­sio­nel­le og folk i øv­rigt. Al­le op­træ­der ano­nymt – det er no­get, som kal­des Chat­ham Hou­se Ru­les – og in­gen skal præ­sen­te­re sig, man er men­ne­ske, ik­ke sin pro­fes­sio­nel­le rol­le som so­ci­al­rå­d­gi­ver, kon­tant­hjælps­mod­ta­ger, el­ler hvad man nu er. Til op­varm­ning har en kvin­de, kon­flikt­lø­se­ren Mie Marcus­sen, holdt et kort in­spi­re­ren­de fored­rag om styr­ken ved til­lid og di­a­log. Må­ske er der en skjult dør, si­ger Marcus­sen af­slut­nings­vis, ef­ter at ha­ve vist den vel­kend­te fi­gur, som må­ske har to, må­ske tre ben – et op­tisk dril­le­ri, som til­sy­ne­la­den­de kal­des en po­i­uyt, og som eng­læn­der­ne vist­nok om­ta­ler som en djæv­le­gaf­fel. Det er den skjul­te dør, vi skal fin­de. Dø­ren, der fø­rer os væk fra 2010er­nes frå­den­de vær­di­kamp, som med den lang­tids­le­di­ge som sym­bol­fi­gur hev og sled i rød blok. Er Den Dov­ne Robert el­ler Det Ky­ni­ske Sy­stem skyld i, at så man­ge en­der uden for ar­bejds­mar­ke­det? I pres­se­ma­te­ri­a­let har man prok­la­me­ret at vil­le ud­for­ske, hvad der »lig­ger i den tred­je po­si­tion mel­lem til­lid og kon­trol«. Det skal vi­se sig at væ­re en for­teg­net be­skri­vel­se. Det er så en­ty­digt til­li­den, man er på jagt ef­ter. Til­lidspo­si­tio­nen, T-punk­tet. idé­ud­vik­lingMe­to­den, der el­ler an­ven­des, café­me­to­den. kal­des Af­stemt ro­te­ren­de ef­ter del­ta­ge­ran­tal­let er der ti grup­per, der be­hand­ler fem te­ma­er. Ved hvert bord er en bord­for­mand med en tusch, bord­for­man­den bli­ver sid­den­de, mens de øv­ri­ge ro­te­rer ef­ter et kvar­ters tid og bi­dra­ger til næ­ste bords te­ma. Bord­for­man­den skri­ver ide­er­ne ned på pa­pir­du­gen, ef­ter­hån­den som de duk­ker op. Ved et bord dis­ku­te­rer man, hvor­dan en kon­tant­hjælpsin­sti­tu­tion vil­le se ud, hvis den li­ge hav­de vun­det no­bel­pri­sen i til­lid. Bord­for­mand Oli­ver for­ma­ner sin grup­pes med­lem­mer at ta­le som dem, de er. Det er li­ge­gyl­digt, om man er kon­tant­hjælps­mod­ta­ger el­ler kon­cern­di­rek­tør. En kvin­de si­ger, at folk skal væ­re der af lyst, og det skri­ver Oli­ver på du­gen. En mand ta­ler om ejer­skab til eget liv og fri­kom­mu­ner, og Oli­ver skri­ver fri­kom­mu­ne. En an­den mand ser kon­tant­hjælps­sy­ste­met som et fængsel, si­ger han, og 225-ti­mers reg­len er fuld­stæn­dig gak. En na­bo har må­ske snydt, si­den han var 19; han fejl­er in­tet, mens an­dre, som vit­ter­lig er sy­ge, ik­ke får hjælp over­ho­ve­det. Jeg får ik­ke li­ge fat i, hvad Oli­ver no­te­rer på du­gen.

Men­ne­ske­kon­su­len­ten

Men det er først nu, det bli­ver rig­tig ind­vik­let. Bor­de­ne er ind­delt i to cirk­ler, den ene hed­der 1-5, den an­den A-E. 1 og A be­hand­ler sam­me te­ma og så frem­de­les. Ved de ti bor­de, som dan­ner de to cirk­ler, ind­stre­ger bord­for­mæn­de­ne de bed­ste for­slag, og nu går folk rundt ved al­le bor­de og sæt­ter to stre­ger ved de af de ind­stre­ge­de for­slag, som til­ta­ler dem mest. Den pro­ces er et de­mo­kra­tisk gearskif­te. For før­ste gang går man fra den ska­ben­de di­a­log til den af­stem­ning, som rø­ber, at po­li­tik fak­tisk og­så er magt. No­get skal væl­ges, no­get an­det væl­ges fra. Mag­ten til den be­slut­ning har sa­len. Jeg stu­de­rer ud­bud­det, mens an­det­kam­me­rets med­lem­mer går rundt og stem­mer. »Dig i cen­trum«, står der på en pa­pir­dug. »Åben­hed i sags­be­hand­lin­gen«, hed­der det på en an­den. »Tæn­ke ud af bok­sen/re­flek­sion«. »Ret­ten til at væl­ge mel­lem fle­re ting«. Ved et bord er der for­slag til nye be­teg­nel­ser for sags­be­hand­ler­ne: mo­ti­va­tor, po­ten­ti­ale­ud­vik­ler, men­ne­ske­kon­su­lent. På den­ne van­dren­de og streg­sæt­ten­de ma­ner ud­væl­ges de ti bed­ste ide­er, som her­på præ­sen­te­res for sa­len. Ord­fø­rer­ta­ler­ne, er præ­sen­ta­tio­ner­ne døbt – for­ment­lig for at min­de om, at man er i kon­kur­ren­ce med Fol­ke­tin­get som pro­blem­lø­ser. Mens man gør klar til ta­ler­ne, for­tæl­ler en ung kvin­de mig, at det net­op pas­se­re­de kal­des coo­pe­ra­ti­ve lear­ning. Hun er skif­tet fra En­heds­li­sten til Al­ter­na­ti­vet, min­dre på grund af hold­nings­uove­r­ens­stem­mel­ser end af fru­stra­tion over til­gan­gen til po­li­tik hos En­heds­li­sten. Al­le dis­se ur­af­stem­nin­ger. .En ord­fø­rer præ­sen­te­rer et af de vin­den­de for­slag: be­tyd­nin­gen af at fa­ci­li­te­re kon­tant­hjælps­mod­ta­ge­res iværk­sæt­te­ri. Mikrolån, vej­led­ning, den slags. En an­den af­le­ve­rer ide­er til sags­be­hand­le­rens nye rol­le: Bor­ge­ren bør selv be­stem­me sin re­la­tion til sags­be­hand­le­ren. Og: Sags­be­hand­le­ren skal se bor­ge­ren som et helt men­ne­ske. På den må­de præ­sen­te­res vi for mas­ser af frugt­ba­re ide­er. Når det gæl­der sær­ligt ud­sat­te, skal der væ­re fo­kus på den en­kel­tes drøm­me og be­hov. Der bør etab­le­res net­værks­hu­se. Sags­be­hand­le­ren skal væ­re nys­ger­rig og glæ­de sig til at mø­de bor­ge­ren; lyt­te, væ­re åben, men­ne­ske­lig og per­son­lig og og­så helst den sam­me fra gang til gang. Vi får og­så ide­en om den mo­bi­le sags­be­hand­ling. Det kun­ne væ­re en gå­tur, et café­be­søg el­ler en in­spi­re­ren­de tur i sko­ven. Sa­len klap­per. Der er sta­dig ef­ter to sti­ve ti­mers po­li­ti­k­ud­vik­ling og ud­sigt til end­nu et par styk­ker den­ne stem­ning af glæ­de og vir­ke­lyst og be­gej­string. Da man prok­la­me­rer næ­ste punkt – hvor­dan får vi de go­de ide­er ud – be­slut­ter jeg at gå, det er jo det, jeg skal hjem og bi­dra­ge til. Jeg und­la­der at ta­ge den hu­ske­sed­del med, som vi al­le til­by­des at ud­fyl­de og bæ­re med ud i ver­den til op­byg­ge­ligt eget brug. I top­pen af pa­pi­ret er det grøn­ne hjer­te med da­re, ca­re, sha­re, re­sten af ar­ket er delt i to. Til ven­stre kan man no­te­re »det vil jeg gø­re me­re af«. Til høj­re »det vil jeg gø­re min­dre af«.

IL­LU­STRA­TION: GIT­TE SKOV

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.