Ud­flugt i det le­ven­de og det dø­en­de

Weekendavisen - - Samfund - Af PER­NIL­LE STENSGAARD

Ar­ne Bo­elt er 54, so­ci­al­de­mo­krat, borg­me­ster og dan­marks­be­rømt for at si­ge, at han vil jæv­ne si­ne eg­ne lands­by­er med jor­den. Det er selv­føl­ge­lig ik­ke rig­tigt. Han bli­ver ir­ri­te­ret, når no­gen for­mu­le­rer det så­dan. Han vil først ri­ve lands­by­er ned, når folk er f lyt­tet og de­res hu­se ik­ke kan sæl­ges. Men han må og­så si­ge li­geud, at der ik­ke læn­ge­re er pen­ge til at dri­ve dem al­le sam­men. Små­by­er må kla­re sig selv og svin­de ind, til de må­ske til sidst er helt væk. Den sto­re nord­jy­ske land­kom­mu­ne er ramt af ur­ba­ni­se­ring, og Hjør­ring er by­en. Ene­ste kort på hån­den i dén kon­kur­ren­ce. Der­for skru­er Bo­elt ned for lands­by­en og op for stor­by­en. Når sko­ler ned­læg­ges i lands­by­er, ind­vies Vend­sy­s­sel Te­a­ter og Ople­vel­ses­hus i Hjør­ring for at »un­der­støt­te ud­vik­lin­gen af re­gio­nens selv­be­vidst­hed og iden­ti­tet«. Al­le vil ha­ve en stor by; og­så på lan­det. By­ud­vik­ling lig­ger nu hos borg­me­stre­ne. Iføl­ge en kil­de i Kom­mu­ner­nes Lands­for­e­ning sid­der plan­che­fer og by­plan­læg­ge­re og græ­der, for­di de­res ar­bejds­felt har få­et po­li­tisk top­pri­o­ri­tet og nu må de­les med an­dre el­ler vær­re; over­ta­ges af an­dre. De tæn­ker her på flok­ke af kom­mu­nal­di­rek­tø­rer, der dra­ger af sted på det tre­åri­ge kur­sus Stra­te­gisk By­le­del­se hos Dansk Ar­ki­tek­tur Cen­ter med stu­di­e­tu­re til by­er i Eu­ro­pa, Asi­en og Nor­da­me­ri­ka. Me­nin­gen er, at samt­li­ge 98 kom­mu­ner med ti­den sen­der en højt pla­ce­ret di­rek­tør, så al­le ho­ved­by­er kan få »en klar ur­ban iden­ti­tet«. By­er er ble­vet til en slags vå­ben. Kur­set be­gyn­der med en om­ver­dens­a­na­ly­se, der skal sæt­te tin­ge­ne på plads, her­un­der stor­by­er­nes vækst ver­sus yder­om­rå­der­nes af­folk­ning. Som hos Ar­ne Bo­elt. Som al­le veg­ne.

Ga­de­ly­set sluk­ket

En tors­dag mor­gen ta­ger We­e­ken­da­vi­sen on the ro­ad i Ar­ne Bo­elt-land, an­ført af to kvin­der fra rå­d­hu­set med hvert sit spe­ci­a­le. Den ene ri­ver ned, den an­den byg­ger op. »Ud­vik­ling og af­vik­ling går hånd i hånd. Det er så­dan, der er,« si­ger Hel­le Fri­is bag rat­tet. Hun sen­des til lands­by­er­ne for at hjæl­pe med at op­byg­ge nye fæl­les­ska­ber, sam­ling og sam­men­hold, når by­rå­det har luk­ket sko­ler­ne. »På lan­det er folk klar over, at de ik­ke har no­get, hvis de ik­ke gør no­get,« si­ger hun og dre­jer ud på lan­de­vej­en. På bag­sæ­det sid­der by­plan­læg­ger Ben­te Mouritzen. Hun har en li­ste med fal­de­fær­di­ge og usæl­ge­li­ge hu­se, hun ger­ne vil ha­ve re­vet ned. Beg­ge er i gang med at fø­re den sam­me po­li­ti­ske plan ud i li­vet. At skrue op for no­get og ned for no­get an­det så klogt som mu­ligt. Når de er ude i lands­by­er­ne til bor­ger­mø­der, nog­le gan­ge med vre­de el­ler skuf­fe­de men­ne­sker, bli­ver de of­te spurgt om, hvad den skjul­te dags­or­den er? »Der er in­gen skjult dags­or­den,« si­ger Hel­le Fri­is. »Ar­ne si­ger det he­le li­geud.« Sid­ste år blev han og by­rå­det hædret med By­plan­pri­sen for de­res ev­ne til at mel­de klart ud og pri­o­ri­te­re. End­da li­ge for­an væl­ger­ne. Vi hol­der og ser på et par tom­me grun­de i Lin­de­rum, hvor kom­mu­nen har re­vet fi­re hu­se ned og så­et græs. Folk i by­en slår det gra­tis. Hvad skal det en­de med, når hen­des li­ste kon­stant vok­ser? Hvad bli­ver til­ba­ge af lands­by­er­ne? Ben­te Mouritzen kan godt fo­re­stil­le sig nog­le »ved­li­ge­hol­del­ses­lands­by­er«, hvor hu­se­ne pil­les ud et ef­ter et, så lands­by­en ef­ter­hån­den af­vik­ler sig selv. »Man kan sag­tens byg­ge et hus og bo her med den smuk­ke­ste ud­sigt over åda­len, men vi læg­ger ik­ke pla­ner, og man skal ik­ke for­ven­te ser­vi­ce som of­fent­lig trans­port. Sko­len er selv­føl­ge­lig væk for længst. Re­sten er væk. De er over­ladt til sig selv,« si­ger hun og ser sig om­kring. »Nu er der sta­dig ga­de­lam­per her, men i det øje­blik ma­ster­ne ik­ke vir­ker læn­ge­re og skal skif­tes ud, bli­ver de det ik­ke. Så bli­ver her mørkt.« Se­ne­re kø­rer vi igen­nem lil­le Gjurup i et bak­ket ter­ræn. Un­der sto­re pro­te­ster fra ind­byg­ger­ne blev ga­de­be­lys­nin­gen ned­lagt af Vej­di­rek­to­ra­tet for fi­re år si­den.

Så vold­somt

Selv om Ben­te Mouritzen er ru­ti­ne­ret og har væ­ret med til at ri­ve 150-160 råd­ne, for­fald­ne og til­gro­e­de hu­se ned, er hun al­li­ge­vel chokeret over tem­po­et i til­in­tet­gø­rel­sen af en tu­sindårig dansk bykul­tur med le­ven­de, liv­li­ge lands­by­er. »I lø­bet af 50 år im­plo­de­rer det he­le, så hur­tigt, så vold­somt.« Tænk, hvis det var hos os, slår det De­res ud­send­te fra Kø­ben­havn. Hvis man skul­le hol­de mo­det og si­ne om­gi­vel­ser op­pe ved egen kraft. Gå rundt i mør­ke, la­ve sin egen by­park, hvis man vil­le ha­ve en, ska­be sin egen un­der­hold­ning, kø­re til og fra alt selv, stil­le ti­me ef­ter ti­me af sin egen tid til rå­dig­hed for ting, der ba­re ple­jer at væ­re der, slå græs gra­tis på kom­mu­nens grund, sam­le skrald langs vej­en, pas­se by­sko­ven. I le­gen­da­ri­ske Vester­vig i Thy med 639 ind­byg­ge­re renove­rer folk tom­me hu­se i de­res fri­tid, kø­ber dem op for de­res eg­ne pen­ge via en fæl­les kas­se og bæ­rer i det he­le ta­get lands­by­en fri­vil­ligt, dyg­tigt og pro­fes­sio­nelt med hjælp fra fon­de, der el­sker hi­sto­ri­er om lands­by­er i fjer­ne eg­ne, som ik­ke ale­ne kla­rer sig, men ven­der ud­vik­lin­gen. På en gang er Vester­vig in­spi­re­ren­de og ir­ri­te­ren­de. Den su­veræ­ne su­per­mor, der med smil og over­skud kla­rer det umu­li­ge. Ik­ke al­le lands­by­er er så­dan. »Det fun­ge­rer i Vester­vig, for­di de er yderst kompetente folk, ud­dan­net i fi­nans og re­vi­sion, men det er ik­ke no­get, man ba­re gør. Nog­le lands­by­er har tra­di­tion for sam­men­hold, an­dre ik­ke,« si­ger Mouritzen.

En evig li­ste

»Se Ben­te, der er et til!« ud­bry­der Hel­le Fri­is, hver gang vi pas­se­rer et hus i knæ. »Jeg ved det godt,« sva­rer Ben­te Mouritzen, som ken­der til de fle­ste, og­så ejer­ne. Ty­pisk er en mand som NN. Han bor selv i et dej­ligt hus og kø­ber bil­li­ge hu­se op, for­di han tror, han kan la­ve pro­jek­ter overalt. Of­te går de i stå, før han får le­jet ud. »Hver gang vi er ude at kø­re, kom­mer et par nye for­fald­ne hu­se til, så li­sten er evig og åben.« Døds­bo­er er et stort pro­blem. Hu­se­ne er utids­sva­ren­de og ko­ster alt for me­get at sæt­te i stand. Kø­ber vil al­drig få si­ne pen­ge igen. Vi tril­ler gen­nem land­ska­bet og by­er­ne. En gang imel­lem sti­ger vi ud for at se på hu­se, der er mod­ne til at bli­ve ta­get. Nog­le af dem har væ­ret pæ­ne og so­li­de en­gang. Na­tu­ren er ved at vok­se dem over ho­ve­d­et. Slan­ke træ­er sky­der i vej­ret alt for tæt på mur­vær­ket, for­ha­ver bli­ver til små lun­de, græs­set sam­ler sig i tu­er, fug­le­ne ejer ste­det. De syn­ger, så det er en fryd. Vil­la og ha­ve min­der om en dansk ud­ga­ve af for­lad­te temp­ler, der slu­ges af jung­len. Det er og­så, hvad Hjør­ring har tænkt sig: at la­de na­tu­ren ind­ta­ge de tom­me grun­de ef­ter ne­driv­nin­ger­ne. Plud­se­lig ejer kom­mu­nen fri­mær­ker af jord, især i de hårdt ram­te vej­kantslands­by­er, hvor man med borg­me­ster Ar­ne Bo­elts ud­tryk kan se li­ge ind i køk­ke­net fra bi­len, om folk skal ha­ve me­di­ster el­ler hak­kebøf. Nog­le gan­ge får kom­mu­nen solgt grun­den til na­bo­en, som ud­vi­der sin ha­ve og ud­sigt, an­dre gan­ge ik­ke. »Vi ved sim­pelt­hen ik­ke, hvad vi skal stil­le op med de grun­de, men når vi har dem, kan de bru­ges til at træk­ke na­tu­ren ind i små­by­er­ne og over tid kob­le dem op på et stør­re net af na­tur,« si­ger hun. En stor­stilet idé, som Hjør­ring hå­ber vil bli­ve ko­pi­e­ret overalt, gæl­der den 15 ki­lo­me­ter lan­ge Løk­kens­vej mel­lem Hjør­ring og Løk­ken med seks lan­de­vejs­by­er. As­fal­ten når helt op til ho­ved­dø­ren. »Na­tu­ren skal ind og løf­te her,« si­ger Ben­te Mouritzen. »Vi træk­ker åda­le­ne ind i by­er­ne, for­bin­der dem, så dy­re­ne kan van­dre, og der bli­ver en sam­men­hæn­gen­de stør­re na­tur.« I de næ­ste fi­re år vil kom­mu­nen kob­le lands­by­er­nes pro­ble­mer med na­tu­rens til beg­ges for­del. I takt med at le­ven­de hegn og grøn­ne kor­ri­do­rer mel­lem små mar­ker er for­s­vun­det, er dyr og plan­ter ble­vet iso­le­re­de. Ef­ter­hån­den som men­ne­sker for­svin­der ud af lands­by­er­ne, bli­ver der plads til na­tu­ren igen. I ste­det for sko­ler, bu­tiks­cen­tre og bus­ru­ter får de til­ba­ge­væ­ren­de køn­ne­re små­by­er, fle­re træ­er og ud­sig­ter og let ad­gang til na­tu­re. Eks­pe­ri­men­tets op­ti­mi­sti­ske il­lu­stra­tio­ner vi­ser Løk­kens­vej om 20 år, spun­det ind i et zigzag­gen­de fro­digt bæl­te, der kryd­ser frem og til­ba­ge over vej­en og ska­ber sam­men­hæng og pas­sa­ge.

»Det skal vi ik­ke be­græ­de!«

I Sæ­sing har Mouritzen & Co. al­le­re­de re­vet et hus ned, og vi står og be­trag­ter de næ­ste to kan­di­da­ter. De lig­ger mi­strøstigt ved si­den af hin­an­den og ud­strå­ler un­der­gang. Ha­ver­ne er al­le­re­de ved at sprin­ge i skov. Det ene er et døds­bo. Det an­det er fra Lås­by Svend­sens po­r­te­føl­je. Da man­den gik kon­kurs for nog­le år si­den, over­gik hans ejen­dom­me til kam­me­rad­vo­ka­ten, der for­søg­te at sæl­ge dem. Over åre­ne faldt pri­ser­ne, og da de kom helt ned på grund­vær­di­en, køb­te Hjør­ring Kom­mu­ne blandt an­det den­ne gul­stensvil­la med før­ste sal. »Hu­set har væ­ret et af de fi­ne­re i Sæ­sing,« si­ger Ben­te Mouritzen, men så røg det ind i den ty­pi­ske døds­spiral, hvor le­je­ren har få­et en spand ma­ling af ud­le­jer, så han selv kun­ne sæt­te hu­set i stand. Så er fy­ret gå­et i styk­ker, og le­jer har fy­ret op med un­der­li­ge ting. Så har han ik­ke vil­let bo der læn­ge­re, er flyt­tet midt om nat­ten og har ef­ter­ladt sig halv­de­len af sit ind­bo. Den slags har et hus ik­ke godt af. Det har en lands­by hel­ler ik­ke. På ho­ved­ga­den i Sæ­sing, som er en tra­fi­ke­ret lan­de­vej, kæm­per et pry­de­ligt krid­hvidt hus for sin vær­dig­hed mel­lem to la­se­de ejen­dom­me, der »hæn­ger«. De nær­mer sig en pla­ce­ring på Ben­te Mouritzens åb­ne li­ste, og en dag vil det hvi­de hus stå der ale­ne. Over­for kom­mer end­nu et hus på tvangs­auk­tion i april. »Det skal vi ik­ke be­græ­de!« si­ger borg­me­ster Ar­ne Bo­elt næ­ste for­mid­dag på Kom­mu­ner­nes Lands­for­e­nings po­li­ti­ske top­mø­de i Aal­borg. »In­gen har lyst til at bo i de hu­se. Lad os tyn­de ud i dem, så lands­by­er­ne hol­des smuk­ke, og folk kan flyt­te ind i de go­de hu­se, der er til­ba­ge, el­ler i nog­le nye.« Man­ge af de små by­er, vi kø­rer igen­nem, er spændt ud mel­lem lan­de­vej­en og en tog­sta­tion (ned­lagt), og al­le ste­der bli­ver der pæ­ne­re og me­re vel­holdt, jo læn­ge­re væk fra lan­de­vej­en, vi kom­mer. Og­så i Sæ­sing, hvor vi dre­jer ned ad en fre­de­li­ge­re vil­la­vej med fæl­les le­ge­plads op mod mar­ker og skov.

Byg­ge­mar­keds­sy­gen

Tors (1850 ind­byg­ge­re) skæ­res over af en lan­de­vej og 6.000 bi­ler om da­gen. »Det er jo ik­ke der­for, man flyt­ter på lan­det,« si­ger Hel­le Fri­is, da vi hol­der i kryd­set. Igen en trist ho­ved­ga­de/lan­de­vej, som de ses i he­le lan­det. Alt for bred til de små hu­se på beg­ge si­der, alt for nø­gen og ramt af byg­ge­mar­keds­sy­ge med pla­sti­cvin­du­er, for­kert ma­ling og dår­li­ge ma­te­ri­a­ler. »Vi prø­ver at gø­re det nem­me­re og sik­re­re at kryd­se vej­en. Og køn­ne­re!« si­ger Fri­is. Kom­mu­nen plan­ter 40 lin­de­træ­er og ja­pan­ske kir­se­bærtræ­er i ga­den og be­ly­ser den med ef­fekt­lys, som gi­ver et hyg­ge­ligt, sam­let lys med stem­ning frem det sto­re, ge­ne­rel­le ga­de­lys. Det lan­ge tri­ste blik bry­des. Vi luk­ker os ind i Rak­ke­by Sko­v­hus, en duf­ten­de, ny træ­byg­ning, som for kort tid si­den var fug­tig, fod­kold, fyldt med var­me­blæ­se­re og lig­ne­de et nød­li­den­de par­cel­hus fra halv­tred­ser­ne. Hu­set var spej­der­nes, de brug­te det hver tors­dag, og an­dre skul­le spør­ge om lov til at bru­ge det. Nu er det al­les i Rak­ke­by og omegn, by­ens eget hus med et en­gangstilskud på en mil­li­on fra kom­mu­nen. Som et pla­ster på sår­et. »Hvis hu­set kun hav­de væ­ret til spej­der­ne, hav­de kom­mu­nen al­drig gi­vet så man­ge pen­ge,« si­ger Hel­le Fri­is. Ar­ne Bo­elt har luk­ket 12 sko­ler på fem år. I Rak­ke­by var kun 48 ele­ver til­ba­ge, og Hel­le Fri­is tog til by­en for at fun­ge­re som freds­mæg­ler mel­lem ef­ter­lad­te grup­per og prø­ve at få dem til at sam­le kræf­ter­ne. »Folk er ik­ke vant til at ta­le sam­men. Det gæl­der spej­der­ne, be­bo­er­for­e­nin­gen, idræts­for­e­nin­gen, for­sam­lings­hu­set. Al­le har en idé om hvert sit hus, hvert sit kon­tor, hver sin prin­ter, hver sin må­de at gø­re tin­ge­ne på. De sad rundt om­kring og mød­te ik­ke hin­an­den. Vi si­ger, at de er nødt til at ta­le sam­men. Så kan de ha­ve no­get helt fan­ta­stisk i fæl­les­skab.« I Vren­sted går Hel­le Fri­is for­re­st ind på den ned­lag­te sko­le, hvor bør­ne­nes ma­le­ri­er sta­dig hæn­ger på gu­le mur­stensvæg­ge, og hu­gor­men er ved at tør­re ud i sit glas i ska­bet på gan­gen. Som en rest fra gam­le da­ge, som ik­ke er ret læn­ge si­den, bre­der fi­re fod­bold­ba­ner sig ud bag­ved. Fi­re! Med over­dæk­ket tri­bu­ne, lys­ma­ster og hæl­den­de flag­stang. En skov kun­ne ma­ge­ligt slå sig ned her. Hel­le Fri­is har over­be­vist Vren­sted for­sam­lings­hus om at af­hæn­de det gam­le og flyt­te ind på sko­len sam­men med bør­ne­hu­sets 30 børn og idræts­for­e­nin­gen. »De får fæl­les kon­tor, fæl­les de­pot, fæl­les ren­gø­ring, fæl­les café, fæl­les køk­ken i ste­det for tre gan­ge det he­le i så­dan en lil­le by. Det hæn­ger jo ik­ke sam­men,« si­ger Hel­le Fri­is. Til gen­gæld læg­ger kom­mu­nen knap fi­re mil­li­o­ner af de 10, om­byg­nin­gen og mo­der­ni­se­rin­gen af sko­len ko­ster. »Vi måt­te si­ge i Vren­sted, at pla­ner­ne for sko­len ik­ke var fuldt fi­nan­si­e­re­de, og de sva­re­de igen med at la­ve en lo­kal ind­sam­ling. De har sam­let 800.000 ind på en må­ned!« Vi kø­rer for­bi en lil­le plads med en søj­le, hvor ind­sam­lin­gens re­sul­tat teg­nes op med rød ma­ling. De er kun 305 ind­byg­ge­re. Må­ske skul­le I flyt­te I te­le­fo­nen et par da­ge in­den ud­flug­ten i det po­li­tisk be­stem­te land­skab af op­byg­ge­lig­hed og ned­bryd­ning, si­ger Ar­ne Bo­elt i te­le­fo­nen: »Når man kom­mer ud og skal ned­læg­ge no­get, får man skudt i sko­e­ne, at man er lidt ond. I vir­ke­lig­he­den sæt­ter by­rå­det en ret­ning og har mod til at fast­hol­de den. Hvad sy­nes vi po­li­ti­ke­re er ri­me­ligt? Hvor læn­ge er det ri­me­ligt at sid­de i en sko­le­bus? Hvor læn­ge er det ri­me­ligt, at du skal kø­re for at nå ud på mo­tor­vej­en? Hvor læn­ge er det ri­me­ligt at be­tje­ne de mind­ste lands­by­er? Or­det ri­me­ligt er det bed­ste, vi har kun­net fin­de på. Man­ge ste­der sy­nes folk, det er ri­me­ligt nok, hvad kom­mer med, men ik­ke ri­me­ligt, at vi li­ge net­op pe­ger på dem.« Bo­elt er klar til at ta­ge »den svæ­re snak«, hvil­ket ly­der som en læ­ges klas­si­ske op­ga­ve, men her gæl­der det be­bo­er­ne i de 15-20 hu­se, der ik­ke vil kun­ne hol­de ud at bo in­de midt i et om­rå­de, som han og by­rå­det har ud­pe­get til in­ten­sivt land­brug. »Man­ge po­li­ti­ke­re me­ner, den slags er for­budt,« si­ger han. »Men hvor­for må jeg ik­ke gå ud til de bor­ge­re og si­ge, at det bli­ver svært for dem at bli­ve bo­en­de, og det vil på­vir­ke de­res huspri­ser ret kraf­tigt?« Bo­elt vil­le spør­ge dem: »Kun­ne vi ik­ke fin­de ud af, at I kun­ne flyt­te – til en lands­by, som vi ved, vil bli­ve der læn­ge?«

By­ud­vik­ling. To kvin­der har hvert sit ar­bej­de i nord­jy­ske lands­by­er. Den ene ri­ver ned, den an­den byg­ger op. Beg­ge er i gang med at fø­re borg­meste­rens plan ud i li­vet. At skrue op for stor­by­en Hjør­ring og ned for lands­by­er­ne.

FO­TOS: SCAN­PIX

Sto­re by­er er ble­vet en slags vå­ben i en nå­des­løs kamp om over­le­vel­se. Al­le kom­mu­ner vil ha­ve en, og­så på lan­det. Der­for hæn­ger det sam­men, når Vend­sy­s­sel Te­a­ter og Ople­vel­ses­hus (t.v.) ind­vies i Hjør­ring næ­ste år, mens lands­by­er over­la­des til sig selv og eg­ne kræf­ter. Ef­ter­hån­den som de dår­lig­ste hu­se ri­ves ned, ta­ger na­tu­ren over.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.