Suu Kyis ven­ner

Weekendavisen - - Opinion - Or­dent­lig­hed

valg­te i tirs­dags en ci­vil­per­son til præ­si­dent ef­ter 54 år med mi­li­tær­sty­re, de sid­ste fem år dog med et fol­ke­valgt par­la­ment med to kam­re. Bå­de bur­me­ser­ne og om­ver­de­nen har grund til at glæ­de sig over, at det skam­løst dik­ta­to­ri­ske, bur­me­si­ske mi­li­tær er ryk­ket et lil­le skridt til­ba­ge og har gi­vet rum til bå­de en po­li­tisk de­bat, po­li­tisk stem­me­af­gi­vel­se og val­get af en per­son, som ge­ne­ra­ler­ne ik­ke ejer. Det er en for­bed­ring. Imid­ler­tid er den nye præ­si­dent og­så et symp­tom på, at der er me­get lang vej til et de­mo­kra­tisk Bur­ma. Htin Ky­aw er nem­lig ejet af Aung San Suu Kyi. Han er ik­ke valgt for sin egen skyld; han er sel­ver­klæ­ret hand­ske­duk­ke. Suu Kyi, Fredspris­mod­ta­ger og bur­me­sisk fol­ke­helt, er ude­luk­ket fra valg af den bur­me­si­ske for­fat­ning, dig­tet af mi­li­tæ­ret, som næg­ter en­hver per­son valg­bar­hed, hvis ved­kom­men­de er gift med el­ler i fa­mi­lie med uden­land­ske stats­bor­ge­re. Suu Kyi er en­ke ef­ter en bri­te, og hen­des børn er bri­ti­ske stats­bor­ge­re.

kon­struk­tio­nen med en legitim sted­fortræ­der for den tek­nisk ude­luk­ke­de Suu Kyi al­le­re­de i sig selv bizar, så er val­get af Htin Ky­aw me­get symp­to­ma­tisk for pro­ble­mer­ne i Suu Kyis par­ti, Den Na­tio­na­le Liga for De­mo­kra­ti, NLD. Htin Ky­aw er li­ge gam­mel med den 70-åri­ge Suu Kyi; de to har væ­ret næ­re ven­ner si­den barn­dom­men, og han har gå­et hen­de til hån­de med al­le tæn­ke­li­ge op­ga­ver i al­le åre­ne. I den tid, der er gå­et, si­den de­mo­kra­ti­se­rin­gen af Bur­ma be­gynd­te i 2010, har de­mo­kra­ti­for­kæm­pe­ren Suu Kyi ik­ke op­byg­get et egent­ligt par­ti, end­si­ge et de­mo­kra­tisk par­ti. NLD be­står sta­dig af de men­ne­sker, Suu Kyi kun­ne sto­le på i de for­fær­de­li­ge år i hus­ar­re­st. Ven­ner­ne. Barn­doms­ven­ner og en­dog den af­dø­de fa­ders ung­doms­ven­ner.

en lil­le hånd­fuld gam­le men­ne­sker har ad­gang til og ind­fly­del­se på Suu Kyi. Ung­dom­men i Bur­ma har uhy­re van­ske­ligt ved at kom­me ind i par­ti­et for slet ik­ke at ta­le om op i par­ti­et; der mang­ler struk­tu­rer til valg og de­le­ge­ring in­ter­nt i NLD. Bur­ma er et land med en gan­ske af­ba­lan­ce­ret for­de­ling mel­lem un­ge og gam­le, ef­ter­som man læn­ge har haft en af de hø­je­ste æg­te­skabsal­dre og der­af føl­gen­de la­ve­ste fød­sels­ra­ter i Sy­døst­a­si­en. Navn­lig i by­er­ne er ung­dom­men få­tal­lig, men til gen­gæld le­ven­de po­li­tisk en­ga­ge­ret; den mang­fol­di­ge pres­se, som er vok­set frem un­der de­mo­kra­ti­se­rings­pro­ces­sen, er fuld af gan­ske un­ge, ener­gi­ske – og me­get fru­stre­re­de – men­ne­sker. NLD har ik­ke gi­vet dem mu­lig­hed for at stil­le de­res ta­len­ter til rå­dig­hed for po­li­tik.

yder­li­ge­re pro­blem med skyg­ge­præ­si­dent Suu Kyis sted­fortræ­den­de udø­ver på po­sten er Htin Ky­aws fuld­kom­ne man­gel på po­li­tisk er­fa­ring af den art, man får brug for, hvis man vil re­ge­re. Den nye præ­si­dent er dig­ter, hvil­ket jo er uhy­re respek­ta­belt, men må­ske ik­ke den bed­ste bag­grund for at be­gå sig blandt kor­rup­te, kli­en­te­li­sti­ske, magt­ga­le og in­tri­gan­te ve­te­ra­ner fra mi­li­tær­sty­rets tid. Til over­mål er Htin Ky­aw ble­vet ud­ru­stet med en før­ste-vi­ce­præ­si­dent fra mi­li­tæ­rets mest dik­ta­to­ri­ske fløj; han er un­der­lagt ame­ri­kan­ske sank­tio­ner.

for skridt har Aung San Suu Kyi nær­met sig den po­si­tion, hun i dag be­fin­der sig i, hvor hun iføl­ge in­ter­na­tio­na­le me­di­er of­fent­ligt er­klæ­rer, at hun »står over præ­si­den­ten«. Hvor­vidt det­te er me­get de­mo­kra­tisk, la­der sig unæg­te­lig dis­ku­te­re. Og det er hel­ler ik­ke gan­ske sik­kert, at det er hold­bart.

gransk­ning af den bur­me­si­ske si­tu­a­tion vi­ser nem­lig, at den over­ord­ne­de ud­vik­ling ik­ke går i ret­ning af de­mo­kra­ti­se­ring, som vi nor­malt for­står be­gre­bet. I de se­ne­ste fem år har kor­rup­tio­nen ud­vik­let sig fuld­kom­men eks­plo­sivt, så Bur­ma nu er num­mer 157 ud af 177 lan­de, når det gæl­der den­ne sær­li­ge svø­be. Mi­li­tær­sty­rets in­ter­ne struk­tu­rer har gi­vet plads til egent­li­ge ma­fi­a­struk­tu­rer, hvor myn­dig­he­der og for­ret­nings­mænd de­ler ud­byt­tet ved at plyn­dre lan­det for dets rig­dom­me.

som ik­ke går hånd i hånd med ret­fær­dig­hed, ud­vik­ler sig nemt til en åben ga­ve­bod for folk, der kan knyt­te nyt­ti­ge ven­ska­ber med folk, der al­le­re­de har nyt­ti­ge ven­ner. De æd­le træ­sor­ter, gul­det og ædel­ste­ne­ne for­svin­der il­le­galt ud af Bur­ma, mens ven­ner af magt­ful­de mænd midt i na­turs­køn­ne om­rå­der byg­ger ho­tel­ler uden klo­ak­ker, der træk­ker ti­tu­sin­der af turi­ster til. Om Suu Kyis ven­ner kan be­kæm­pe de an­dre ven­ne­grup­per, vil frem­ti­den vi­se. Men man skal nok ik­ke sæt­te for­vent­nin­ger­ne højt. A.K. Ot­to Bis­gaard fhv. by­rets­præ­si­dent

Ju­stits­mi­ni­ster Sø­ren Pind har ud­talt, at ret­fær­dig­hed og respekt skal til­ba­ge på den po­li­ti­ske dags­or­den. Jeg er helt enig. Man kan til­fø­je, at der end­vi­de­re er be­hov for, at et så en­kelt be­greb som or­dent­lig­hed og­så kom­mer til­ba­ge. Den retspo­li­ti­ske dags­or­den do­mi­ne­res desvær­re ik­ke af or­dent­lig­hed, men af sig­nal­po­li­tik: hø­je­re straf­fe­ram­mer, mini­mums­straf­fe, ned­sæt­tel­se af den kri­mi­nel­le la­val­der og be­græns­ning af ro­ck­er- og ban­de­med­lem­mers ad­gang til prø­ve­løsla­del­se og så vi­de­re. Der­i­mod op­ta­ger væ­sent­li­ge rets­sik­ker­heds­mæs­si­ge ud­for­drin­ger som for ek­sem­pel den mang­len­de kva­li­tet i tol­ke­bi­stan­den ik­ke Fol­ke­tin­get, for der er in­gen stem­mer i at sik­re en or­dent­lig tol­ke­bi­stand. Men der kan ik­ke op­nås ret­fær­dig­hed og respekt, hvis tolk­nin­gen i straf­fesa­ger er man­gel­fuld. Pro­ble­met med man­gel­fuld tol­ke­bi­stand blev før­ste gang på­pe­get for 16 år si­den. Me­nings­løs sig­nal­po­li­tik er og­så Fol­ke­tin­gets be­stem­mel­se om, at by­ret­ter­ne skal be­hand­le volds- og voldtægts­sa­ger på 37 da­ge. Hvor­for skal en sag, hvor en værts­hus­gæst får en på skri­net af si­de­man­den ef­ter at ha­ve væl­tet en øl, be­hand­les li­ge så hur­tigt som en sag, hvor en per­son er ble­vet over­fal­det med kniv på åben ga­de? Det er hel­ler ik­ke or­dent­ligt at fast­sæt­te ure­a­li­sti­ske mål. Stør­re volds­sa­ger og voldtægts­sa­ger med man­ge for­sva­re­re og bi­stands­ad­vo­ka­ter (ad­vo­ka­ter for of­re­ne) vil al­drig kun­ne gen­nem­fø­res på 37 da­ge. By­ret­ter­ne be­hø­ver ik­ke ret­nings­linjer fra Fol­ke­tin­get om, hvil­ke sa­ger der kræ­ver hurtig be­hand­ling. God le­del­se er blandt an­det at kun­ne pri­o­ri­te­re op­ga­ver­ne. Vi skal væk fra reg­ne­arks­le­del­se og i ste­det sty­re med en­ga­ge­ment, or­dent­lig­hed og for­nuft.

DE­BAT

Hvis Fol­ke­tin­get næ­rer et se­ri­øst øn­ske om at sik­re, at straf­fesa­ger gen­nem­fø­res på en or­dent­lig må­de og in­den for et ri­me­ligt tids­rum, så bør man æn­dre rets­plej­e­loven og be­græn­se til­tal­tes ret til at skif­te for­sva­rer. Som det er nu, har til­tal­te fri ad­gang til at væl­ge for­sva­rer, når straf­fesa­gen på­be­gyn­des. Det er en god re­gel og en rets­sik­ker­hed for til­tal­te. Når til­tal­te øn­sker en be­stemt ad­vo­kat som for­sva­rer, be­skik­ker by­ret­ten den på­gæl­den­de. Øn­sker til­tal­te se­ne­re at skif­te for­sva­rer, skal by­ret­ten som ud­gangs­punkt be­skik­ke den øn­ske­de nye ad­vo­kat. Det­te kan ske fle­re gan­ge, og det be­ty­der i de f le­ste til­fæl­de, at det fast­sat­te rets­mø­de må ud­sæt­tes. Det er der en del til­tal­te og for­sva­re­re, som ud­nyt­ter i en så­dan grad, at man kan ta­le om, at de dri­ver gæk med sy­ste­met. Ud­sæt­tel­ser har sto­re men­ne­ske­li­ge kon­se­kven­ser for dem, der im­pli­ce­res i straf­fesa­ger. Det er kræ­ven­de og ube- ha­ge­ligt for de foru­ret­te­de (of­re­ne) og an­dre vid­ner at skul­le mø­de i ret­ten, og de vil ger­ne ha­ve det lagt bag sig. Og­så for læg­dom­me­re – for hvem hver­vet er et bor­ger­ligt om­bud (alt­så en pligt) – er af­lys­nin­ger et pro­blem. Man­ge an­mod­nin­ger om for­sva­rer­skif­te frem­sæt­tes des­u­den så sent, at by­ret­ter­ne ik­ke har mu­lig­hed for at sæt­te an­dre sa­ger på i ste­det. Ud­sæt­tel­ser med­fø­rer der­for og­så et be­ty­de­ligt spild af kost­bar dom­mer­tid og af skat­te­kro­ner, for de til­tal­te har of­te ik­ke pen­ge til for­sva­rer­nes ho­nora­rer, og så må statskas­sen træ­de til. Blandt by­ret­ter­ne bru­ges der dag­ligt me­re tid på at ud­sæt­te sa­ger på grund af for­sva­rer­skif­te end på at fast­sæt­te tid til nye sa­ger. Nog­le for­sva­re­re har desvær­re gjort det til en for­ret­ning at skaf­fe sig kli­en­ter – og end­da for­sø­ge at kapre dem fra an­dre for­sva­re­re. Og så er vi me­get langt fra det, der er tan­ken med et frit for­sva­rer­valg. Man kan spør­ge, om det er or­dent­ligt, at de man­ge, der im­pli­ce­res i en straf­fesag, skal fin­de sig i ud­sæt­tel­ser gang på gang, for­di nog­le for­sva­re­re kæm­per for at skaf­fe om­sæt­ning i de­res for­ret­ning? Og er det or­dent­ligt, at skat­tey­der­ne skal af­hol­de de sto­re ud­gif­ter, som hvert for­sva­rer­skif­te med­fø­rer? Det be­hø­ver ik­ke at un­der­gra­ve rets­sik­ker­he­den at be­græn­se til­tal­tes frie ad­gang til for­sva­rer­valg, så til­tal­te som ud­gangs­punkt kun kan væl­ge for­sva­rer én gang. Det må kræ­ves, at til­tal­te in­den en be­stemt frist med­del­er, hvil­ken for­sva­rer der øn­skes. Hvis til­tal­te ik­ke mel­der ret­ti­digt til­ba­ge, be­skik­ker ret­ten en for­sva­rer blandt dem, der er an­ta­get til op­ga­ven. Øn­sker til­tal­te se­ne­re at skif­te til en an­den for­sva­rer, må det væ­re en be­tin­gel­se, at den nye for­sva­rer kan mø­de på det tids­punkt, hvor sa­gen skal be­hand­les, så ud­sæt­tel­se und­gås. Den Sær­li­ge Kla­ge­ret har truf­fet en­kel­te af­gø­rel­ser, som be­græn­ser til­tal­tes ad­gang til for­sva­rer­skif­te, hvis det med­fø­rer ud­sæt­tel­se af sa­gen, men reg­ler­ne her­om bør fast­sæt­tes i rets­plej­e­loven, så der ik­ke er tvivl om rets­stil­lin­gen. Så, kæ­re Sø­ren Pind: Drop sig­nal­po­li­tik­ken og lav en rets­plej­e­lov, der sik­rer bor­ger­ne en ret­fær­dig, respekt­fuld og or­dent­lig be­hand­ling af straf­fesa­ger. Du kan be­gyn­de med pro­ble­mer­ne med frit for­sva­rer­valg, og du kan spør­ge dom­sto­le­ne, om der er an­dre om­rå­der, som træn­ger til et ef­ter­syn. Der er ri­ge­ligt at ta­ge fat på, og vi er man­ge, som kan og ger­ne vil gi­ve go­de råd.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.