Høj stilk på glas­set fin­des ik­ke i Dan­mark

Weekendavisen - - Opinion - Af MADS HOL­GER

Of­te for­an­le­di­ges man i Dan­mark til at gø­re sig den iagt­ta­gel­se, at al­le dan­ske­re per de­fi­ni­tion er kul­tur­ra­di­ka­le, men at nog­le af dis­se kul­tur­ra­di­ka­le blot øn­sker at be­ta­le lidt min­dre i skat. Dis­se be­næv­ner vi så som bor­ger­li­ge, men egent­lig og me­re ge­ne­risk bor­ger­lig iden­ti­tet er no­get, som man her til lands me­get sjæl­dent stø­der på. Kig­ger vi på na­bo­lan­de så­som Tys­kland, Sve­ri­ge, Eng­land og Frank­rig mø­der man her navn­lig i de me­re ur­ba­ne mil­jø­er en spe­ci­fik bor­ger­lig iden­ti­tet og klas­se. At den­ne ik­ke er at spo­re i Dan­mark fo­re­kom­mer at væ­re en ano­ma­li, navn­lig med tan­ke på, at man i Sto­ck­holm kan mø­de en så­dan, og Sve­ri­ge el­lers ik­ke er et land, vi for ti­den for­bin­der med det fæ­no­men. En del sta­ti­stik­ker har på det se­ne­ste un­der­byg­get den­ne på­stand om bor­ger­lig­he­dens ud­van­ding i Dan­mark. Den tra­di­tio­nel­le bor­ger­lig­hed har na­tur­lig­vis vis­se iden­ti­tets­mar­kø­rer, og en af de før­ste, som man kun­ne hen­le­de op­mærk­som­he­den på, er en stærk til­knyt­ning til kri­sten­dom­men og kir­ken. For ny­lig kun­ne DR præ­sen­te­re en un­der­sø­gel­se, der an­sku­e­lig­gjor­de, at he­le 55 pro­cent af den dan­ske be­folk­ning gik ind for en ad­skil­lel­se af kir­ke og stat. Blandt bor­ger­li­ge væl­ge­re var tal­let 49 pro­cent. Sam­ti­dig har Kri­ste­ligt Dag­blad bragt en hi­sto­rie om, at kun 60 pro­cent af ind­byg­ger­ne i Kø­ben­havns Kom­mu­ne nu er med­lem af Fol­kekir­ken. Dis­se tal kan na­tur­lig­vis ana­ly­se­res på for­skel­lig vis, og an­ta­ge­ligt og­så hæv­des at knyt­te an til ind­van­dring fra an­dre tros­ret­nin­ger, men de ken­de­teg­ner imid­ler­tid en ge­ne­rel ten­dens, der i sti­gen­de grad vid­ner om Dan­mark som et se­ku­lært sna­re­re end et kri­stent land. At tal­le­ne navn­lig ud­pe­ger lan­dets ho­ved­stad som eks­po­nent for den­ne ten­dens un­der­støt­ter yder­me­re per­cep­tio­nen af en svin­den­de bor­ger­lig­hed, idet en så­dan tra­di­tio­nelt og hi­sto­risk an­sku­et har væ­ret et spe­ci­fikt ur­bant fæ­no­men. Det­te skyl­des til­knyt­nin­gen til aka­de­mia, men gi­vet­vis og­så at den mo­ne­tæ­re vel­stand of­test har væ­ret cen­tre­ret i stor­by­er. De stør­ste dan­ske by­er er der­i­mod ud­præ­get rø­de i de­res po­li­ti­ske præ­fe­ren­ce. Det har de se­ne­ste man­ge valg vist i Kø­ben­havn, Aar­hus, Oden­se, Aal­borg og Es­b­jerg, alt­så lan­dets fem stør­ste by­er. Den po­li­tisk bor­ger­li­ge præ­fe­ren­ce er i Dan­mark ble­vet et spe­ci­fikt land­ligt fæ­no­men, hvil­ket så­dan set ik­ke er spe­ci­elt aty­pisk for et eu­ro­pæ­isk land. En ano­ma­li er det imid­ler­tid for Dan­mark, at vo­res tra­di­tio­nelt sto­re bor­ger­li­ge par­ti, Ven­stre, er li­be­ralt og fun­de­ret i lan­dre­gio­ner­ne, mens det klart mind­ste bor­ger­li­ge par­ti, Det Kon­ser­va­ti­ve Fol­ke­par­ti, har ur­ba­ne rød­der, og for ti­den i øv­rigt be­stræ­ber sig vold­somt på at ska­be sig en al­de­les rustik pro­fil. Navn­lig den mus­lim­ske mas­se­ind­van­dring har for­stå­e­ligt nok gen­nem de se­ne­ste år­ti­er væ­ret et af de væ­sent­lig­ste po­li­ti­ske em­ner, men in­ter­es­sant er det, at man i det så­kaldt bor­ger­ligt sin­de­de Dan­mark i sti­gen­de grad sø­ger at fø­re en kul­tur­kamp mod den­ne yd­re trus­sel ved at til­slut­te sig li­be­ra­le fri­heds­vær­di­er frem for tra­di­tio­nel­le bor­ger­li­ge dy­der. Bå­de Muham­med-kri­sen og si­den sa­gen om Dan Park vid­ne­de om, at det bor­ger­li­ge Dan­mark i langt hø­je­re grad for­står dan­ske vær­di­er iden­ti­ske med li­be­ra­le og me­sten­dels se­ku­læ­re frihedsrettigheder sna­re­re end ek­sem­pel­vis til­slut­nin­gen til det na­tio­na­le, krist­ne og spe­ci­fikt dan­ske kul­tur­grund­lag. Langt ind i det bor­ger­li­ge Dan­mark de­fi­ne­res dansk iden­ti­tet af kul­tur­ra­di­ka­le og/el­ler li­be­ra­le, se­ku­læ­re og mo­der­ne ret­tig­he­der sna­re­re end ud fra et tra­di­tio­nelt na­tio­nalt grund­lag. Det­te kan af­læ­ses i den ud­bred­te til­slut­ning til net­op mo­der­ne vær­di­er så­som de­mo­kra­ti, se­ku­la­ris­me, li­ge­stil­ling, yt­rings­fri­hed og fri­sind. For man­ge bor­ger­li­ge er det spe­ci­fikt dan­ske sna­re­re at fin­de i ek­sem­pel­vis det fri­sind, der til­la­der kvin­der at op­træ­de med ba­re bryster på Bel­le­vue. Når så­le­des et is­la­misk mod­styk­ke til det­te fri­sind in­tro­du­ce­res, re­a­ge­rer det bor­ger­li­ge Dan­mark ved at stå vagt om et kul­tur­ra­di­kalt og li­be­ralt fri­heds­i­de­al, men sandt for dy­den er ba­re bab­ser på stran­den vel næp­pe vi­de­re for­e­ne­li­ge med just bor­ger­lig­hed. En an­den klar iden­ti­fi­ce­ring af bor­ger­lig­he­dens tra­di­tio­nel­le væ­sen er dan­nel­ses­be­gre­bet, der mil­dest talt og­så er van­ske­ligt at få øje på i dansk bor­ger­lig­hed nu om stun­der. Se­ne­st er et af sym­bo­ler­ne på et så­dant for­s­vun­det, idet man fra po­li­tisk si­de har be­slut­tet at ned­læg­ge det old­græ­ske stu­die på uni­ver­si­te­tet. I det he­le ta­get er der i det bor­ger­li­ge Dan­marks po­li­ti­ske sfæ­re en ud­præ­get grad af skep­sis over for hu­ma­ni­sti­ske vi­den­ska­ber. Den­ne skep­sis er for­stå­e­ligt grun­det i, at aka­de­mia, her­un­der i sær­de­les­hed hu­ma­ni­o­ra, gen­nem umin­de­li­ge ti­der har væ­ret præ­get af et stærkt ven­stre­o­ri­en­te­ret sin­delag. Re­ak­tio­nen fra bor­ger­lig si­de er nu helt el­ler del­vist at kas­se­re hu­ma­ni­o­ra. I det he­le ta­get er der i det bor­ger­li­ge Dan­mark en­ten en skep­sis el­ler en ud­talt li­ge­gyl­dig­hed over for de sfæ­rer, hvori men­ne­sker som kol­lek­tiv dan­nes. Det­te væ­re sig navn­lig i kul­tu­ren, sko­le- og un­der­vis­nings­sy­ste­met samt i opi­ni­o­nen. Samt­li­ge af dis­se sfæ­rer er ken­de­teg­net af en klar ven­stre­o­ri­en­te­ret ob­ser­vans. Til vid­nes­byrd her­om for­tæl­ler sta­ti­stik­ken, at 83 pro­cent af al­le undervisere i fol­ke­sko­len stem­mer på Det Ra­di­ka­le Ven­stre el­ler til ven­stre her­for, for jour­na­li­ster er tal­let 80 pro­cent, mens der så vidt vi­des ik­ke fin­des tal for kun­sten og kul­tu­rens ak­tø­rer, men den se­ne­ste tids de­bat har vid­net om, at dansk kul­tur­liv i den grad har en ide­o­lo­gisk ven­stre­o­ri­en­te­ret slag­si­de, hvil­ket i øv­rigt har væ­ret åben­lyst gen­nem år­ti­er. Den bor­ger­li­ge re­ak­tion på det­te bli­ver en mod­vil­je mod kul­tur un­der ét: Mod at ha­ve et li­cens- og stats­fi­nan­si­e­ret DR, mod kul­tur­støt­te og mod en op­pri­o­ri­te­ring af klas­si­ske dan­nel­ses­fag. Man ved jo, at dis­se sfæ­rer til­hø­rer den ide­o­lo­gi­ske mod­stan­der, og i ste­det for at in­vol­ve­re sig i dem og der sø­ge at in­te­gre­re sin egen ide­o­lo­gi, væl­ger man at kas­se­re ka­te­go­ri­er­ne på et me­re ge­ne­risk plan. Or­ke­ste­ret har så læn­ge kun spil­let Rø­de Mor, at man nu er ble­vet skep­tisk over for mu­sik ge­ne­relt. Re­ak­tions­møn­ste­ret mod­sva­rer til ful­de re­ak­tio­nen på is­la­misk re­li­gion, der brin­ger man­ge bor­ger­li­ge til at for­ka­ste re­li­gion un­der ét, men ik­ke til at mod­sva­re den­ne med egen krist­ne va­ri­ant. Den fran­ske for­fat­ter Mi­chel Hou­el­le­becq be­skri­ver i sin se­ne­ste og stærkt om­dis­ku­te­re­de bog, Un­der­ka­stel­sen, hvor­dan den mus­lim­ske mas­se­ind­van­dring sø­ger at præ­ge Eu­ro­pa. I den for­bin­del­se be­mær­ker han, at man fra den ude­frakom­men­de parts si­de på in­gen vis in­ter­es­se­rer sig for at præ­ge de ma­te­ri­a­li­sti­ske og øko­no­mi­ske sfæ­rer af et sam­fund. Det over­la­der man til an­dre, mens man til gen­gæld vir­ker vold­somt for at præ­ge net­op de dan­nen­de sfæ­rer så­som kul­tur, un­der­vis­ning og me­di­er ud fra en i øv­rigt helt kor­rekt op­fat­tel­se af, at det er her­fra, et sam­fund præ­ges på læn­ge­re sigt. Det bor­ger­li­ge Dan­mark har i sær­de­les­hed ik­ke gjort sig den­ne er­ken­del­se, ef­ter­som bor­ger­lig­hed i Dan­mark rent po­li­tisk navn­lig de­fi­ne­res som for­de­lings­po­li­tik og nær­mest marxi­stisk in­spi­re­ret ma­te­ri­a­lis­me. I det he­le ta­get er der i det bor­ger­li­ge Dan­mark og­så en rin­ge­agt og li­ge­gyl­dig­hed over for æste­tik og form­mæs­sig­hed. I Dan­mark op­træ­der langt de fle­ste bor­ger­li­ge po­li­ti­ke­re og agi­ta­to­rer ger­ne i ufor­mel på­klæd­ning og be­tje­ner sig end­vi­de­re af et be­vidst el­ler ube­vist for­fla­di­get sprog. Man­ge vil sik­kert re­a­ge­re på den­ne kon­sta­te­ring ved at af­skri­ve den som ube­ty­de­lig el­ler li­ge­frem lat­ter­lig, hvil­ket imid­ler­tid kun tje­ner til at un­der­støt­te min po­in­te. Fak­tisk kan man i fransk ånds­liv mø­de be­ty­de­ligt fle­re velklæd­te kom­mu­ni­ster, end man kan mø­de i så hen­se­en­de til­sva­ren­de bor­ger­ligt sin­de­de i Dan­mark. Der­med af­skri­ves i Dan­mark og­så den tra­di­tio­nel­le bor­ger­li­ge æste­tik og form­mæs­sig­hed som en uku­rant ano­ma­li, en kruk­ket staf­fa­ge el­ler som mini­mum et obs­kurt kuriosum, hvis ik­ke li­ge­frem et kon­stru­e­ret falsum. Alt imens det­te på­går, un­drer man sig at­ter igen over, at Dan­mark fast­hol­des i den næ­re for­tid. Man for­står fra bor­ger­lig si­de ik­ke, at na­tio­nen ik­ke ev­ner at ska­be de øko­no­mi­ske re­for­mer, som vil­le sik­re den vækst, man så­dan be­gæ­rer. Man for­står ej hel­ler, at det går så sløjt med at brem­se ind­van­drin­gen el­ler at for­sva­re vo­res dan­ske vær­di­er, men sa­gen er den, at vi ik­ke har no­gen dan­ske vær­di­er til­ba­ge. Sa­gen er den, at vi ik­ke kan in­te­gre­re frem­me­de folk i vo­res egen kul­tur, for­di den for længst er op­løst in­de­fra. Man for­står ik­ke, hvor­for stort set samt­li­ge par­ti­er på tin­ge op­træ­der so­ci­al­de­mo­kra­tisk, men sva­ret er ind­ly­sen­de, for nok kan man­ge gå om­kring og me­ne no­get bor­ger­ligt, men det ud­mønt­er sig ik­ke, før no­gen og­så går om­kring og er bor­ger­li­ge. Sa­gen er nem­lig den, at næ­sten al­le dan­ske­re me­re el­ler min­dre ure­flek­te­ret har ac­cep­te­ret det vil­kår, at vi har en kul­tur­ra­di­kal iden­ti­tet og et til­sva­ren­de norm­sæt. Nog­le vil så ba­re ger­ne spa­re lidt i skat, så der kan bli­ve råd til end­nu fle­re Ar­ne Ja­cob­sen-møb­ler, hvi­de gum­misko og bi­o­graf­tu­re til Tho­mas Vin­ter­bergs se­ne­ste værk. An­dre vil ger­ne dæm­me op for yd­re kul­tu­rel på­virk­ning, så vi kan få fle­re bab­ser på Bel­le­vue og drik­ke øl af fla­sken i fred, men høj stilk på glas­set fin­des ik­ke i Dan­mark.

Mads Hol­ger Nor­gaard Mad­sen (f. 1977) er BA i te­o­lo­gi, for­fat­ter, po­li­ti­ker, ra­diovært og skri­bent.

Kronik. Man for­står ej hel­ler, at det går så sløjt med at brem­se ind­van­drin­gen el­ler at for­sva­re vo­res dan­ske vær­di­er, men sa­gen er den, at vi ik­ke har no­gen dan­ske vær­di­er til­ba­ge. Sa­gen er den, at vi ik­ke kan in­te­gre­re frem­me­de folk i vo­res egen kul­tur, for­di den for længst er op­løst in­de­fra.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.