Vikin­ger i Ka­bob­len

Weekendavisen - - Opinion - Af SU­NE EN­GEL RAS­MUS­SEN

KA­BUL – Fem­ten år ef­ter at den ame­ri­kansk-led­te krig be­gynd­te, er det far­li­ge­re end no­gen­sin­de at væ­re ud­læn­ding i Af­g­ha­ni­stan. Det er i hvert fald det ind­tryk, man får fra uden­land­ske sol­da­ter og diplo­ma­ter, selv om de f le­ste nu er langt fra slag­mar­ken, forskan­set i lan­dets ho­ved­stad, Ka­bul, hvor uden­land­sk mi­li­tær­per­so­nel er pla­ce­ret i små øer af sik­ker­hed bag be­ton­mu­re, pig­t­råd og vå­benscan­ne­re. Dan­ske diplo­ma­ter be­væ­ger sig sjæl­dent uden for am­bas­sa­dens mu­re, mens ame­ri­kansk og bri­tisk am­bas­sa­de­per­so­na­le ik­ke læn­ge­re kø­rer i bi­ler til og fra luft­hav­nen, men fly­ver i he­li­kop­ter. Det sam­me gæl­der for­svars­mi­ni­ster Pe­ter Chri­sten­sen, da han fre­dag den 11. marts be­sø­ger Ka­bul for før­ste gang. Luf­ten er tyn­get af et umed­gø­r­ligt gråvejr, og sky­er krav­ler ned over bjer­gryg­ge­ne mod by­en. Pe­ter Chri­sten­sen har et mø­de med præ­si­den­ten, As­hraf Gha­ni, klok­ken el­le­ve, men vej­ret er for dår­ligt til, at he­li­kop­ter­ne kan fly­ve. At kø­re 10 mi­nut­ter på ga­den kan ik­ke kom­me på ta­le, så mø­det må af ly­ses. »Det er nok ik­ke i man­ge an­dre lan­de, man vil­le bræn­de en præ­si­dent af, for­di man hav­de en fem ki­lo­me­ters kø­re­tur, men det er vil­kå­re­ne, og dem ac­cep­te­rer jeg selv­føl­ge­lig og­så,« si­ger for­svars­mi­ni­ste­ren til We­e­ken­da­vi­sen. Det er nu ik­ke, for­di han har et valg. Dan­mark har ik­ke har haft si­ne eg­ne he­li­kop­te­re si­den sep­tem­ber 2015, hvor For­sva­rets he­li­kop­ter­bi­drag i Ma­zar-i Sha­rif rej­ste hjem, og fly­ver nu på ame­ri­ka­ner­nes nå­de. Og ame­ri­ka­ner­ne me­ner ik­ke, at Chri­sten­sens be­søg i pa­lad­set er vig­tigt nok til at gam­b­le med vej­r­for­hol­de­ne, så så­dan bli­ver det.

Af­son­dre­de vikin­ger

I ste­det må for­svars­mi­ni­ste­ren nø­jes med en rund­vis­ning på ba­sen. I fle­e­ce og for­nuf­ti­ge Ec­co-sko, der knir­ker he­le vej­en ned ad gan­gen, føl­ger mi­ni­ste­ren i hæ­le­ne på to sy­geple­jer­sker, der for­kla­rer, at det nu er op til af­g­ha­ner­ne selv at be­hand­le de­res sår­e­de sol­da­ter. In­ter­na­tio­na­le læ­ger og sy­geple­jer­sker ta­ger sig nu pri­mært af NATO-sol­da­ter og pri­va­te, kon­trak­tan­sat­te sik­ker­heds­folk. De respek­ti­ve lan­de for­sø­ger ef­ter bed­ste ev­ne at gi­ve de køns­lø­se om­gi­vel­ser på ba­sen et strejf af per­son­lig­hed og hjem­lig­hed. Tyr­ker­ne, ek­sem­pel­vis, pla­strer væg­ge­ne til med sto­re bil­le­der af lands­fa­de­ren Ke­mal Atatürk og fo­to­gra­fi­er af ja­ger­fly og musku­lø­se sol­da­ter. Dan­sker­ne er me­re sel­viro­ni­ske i de­res na­tio­na­le selv­for­stå­el­se. I den lum­re TV-stue, der ryd­des ef­fek­tivt, da en øver­st­kom­man­de­ren­de gen­ner sol­da­ter­ne ud, in­den mi­ni­ste­ren kom­mer, lig­ger en vikin­ge­hjelm på re­o­len ved si­den af en fladskærm, der vi­ser TV2-Nyhe­der­ne. Over for TV-stu­en hæn­ger et bil­le­de af den rødskæg­ge­de, vil­dø­je­de wild­ling fra Ga­me of Thro­nes-se­ri­en. Den ge­myt­li­ge felt­præst Ste­fan T.L. Han­sen pry­der si­ne væg­ge med Wul­ff Mor­gent­ha­ler-stri­ber om hel­ve­des­si­mu­la­to­rer og en bi­bel, der be­der til Al­lah. På hans re­ol står en feltsal­me­bog, Ju­lens Po­pu­læ­re­ste San­ge, og en fla­ske Taw­ny-portvin. An­tal­let af dan­ske­re i Af­g­ha­ni­stan er nu ne­de på 82, fra om­trent 180 sid­ste år. Her­af er halv­de­len kon­cen­tre­ret på ba­sen ved luft­hav­nen el­ler i NATOs ho­ved­kvar­ter, mens syv ar­bej­der på den af­g­han­ske hærs of­fi­cer­sa­ka­de­mi, kronj­u­vel­en i NATOs træ­nings­mis­sion. Det for­kla­rer bri­ga­de­ge­ne­ral Tor­ben Dixen Møl­ler, som bri­e­fer Pe­ter Chri­sten­sen om den dan­ske mis­sion. Som for re­sten af NATO går den dan­ske mis­sion i Af­g­ha­ni­stan nu ud på at »træ­ne, rå­d­gi­ve og as­si­ste­re« de af­g­han­ske trop­per. En af de stør­ste ud­for­drin­ger for de dan­ske sol­da­ter er de­res be­græn­se­de be­væ­gel­ses­fri­hed, for­tæl­ler Møl­ler. Fryg­ten for in­si­de­ran­greb er stor. Sid­ste år blev tre uden­land­ske sol­da­ter dræbt, da de­res af­g­han­ske kol­le­ger vend­te våb­ne­ne mod dem, og i fe­bru­ar an­greb en mand i af­g­hansk uni­form et hold af ame­ri­kan­ske rå­d­gi­ve­re på klos hold uden for et mi­ni­ste­ri­um, dog uden at ram­me no­gen. »Det er vist det, man kal­der dår­ligt marks­mans­hip,« si­ger Møl­ler, til klu­k­lat­ter. Skal én en­kelt så­kaldt rå­d­gi­ver be­sø­ge et mi­ni­ste­ri­um ude i by­en, fo­re­går det for dan­sker­nes ved­kom­men­de med mini­mum ot­te sik­ker­heds­folk og pans­re­de kø­re­tø­jer.

Til kamp mod kor­rup­tion

Man skal ik­ke ta­ge fejl af af­g­ha­ner­ne, si­ger fle­re af dan­sker­ne. De er go­de »kri­ge­re.« Men de mang­ler pro­fes­sio­na­lis­me, for­kla­rer ma­jor Ste­en Øster­gaard Erik­sen, der som en del af Ka­bul Securi­ty For­ce er med til at sik­re ind­falds­ve­je­ne til ho­ved­sta­den. Po­r­te­ne ind til Ka­bul er vel­hold­te og ud­sty­ret med de for­nød­ne sik­ker­heds­for­an­stalt­nin­ger, si­ger han. »Men det er lidt li­ge­som at gi­ve en te­e­na­ger en luksus­vil­la. De er flot­te, men af­g­ha­ner­ne har in­gen nid­kær­hed for, at det skal fun­ge­re. Det kræ­ver lidt at få dem men­talt over­be­vist om, at det gi­ver fak­tisk rig­tig god me­ning, hvis I nu un­der­sø­ger hver fem­te bil. Det kun­ne jo væ­re, at der var en IED [spræng­stof­fer] i en af dem,« si­ger Erik­sen. Den mest her­kuli­ske af al­le op­ga­ver er imid­ler­tid at ryd­de op i den alt­gen­nem­sy­ren­de kor­rup­tion, som am­pu­te­rer sik­ker­heds­styr­ker­ne me­re, end Ta­le­ban no­gen­sin­de vil kun­ne hå­be at gø­re. Møl­ler pe­ger på øver­ste høj­re si­de af en PowerPo­ints­li­de: »Det er en ge­ne­ral, der er ved at få op­ført en mil­li­onvil­la. Og der kan man jo stil­le sig selv det spørgs­mål, hvor­dan det kan la­de sig gø­re, når en ge­ne­ral tje­ner om­kring 800 dol­lars om må­ne­den.« Bri­e­fin­gen er tyn­get af for­kor­tel­ser og di­a­gram­mer. Må­ske skyl­des det den fri­ske luft, men mi­ni­ste­ren li­ver mærk­bart op, da sol­da­ter­ne ta­ger ham uden­for og vi­ser ham de­res nyind­køb­te ma­skin­ge­væ­rer. De de­mon­stre­rer og­så, hvor­dan man bug­se­rer en sår­et kam­me­rat ind i en pans­ret mand­skabs­vogn. Det dan­ske for­svar hav­de egent­lig sagt far­vel til den af­g­han­ske slag­mark og skul­le blot væ­re i Ka­bul. Men Ta­le­ban har ud­nyt­tet USA og NATOs exit til at ge­nero­bre ter­ræn. I Hel­mand, hvor 38 dan­ske sol­da­ter om­kom, er provins­ho­vedsta­den Las­hkar Gah kom­met un­der al­vor­ligt pres. Så for ny­lig rej­ste et lil­le hold dan­ske sol­da­ter til­ba­ge til den forjæt­te­de provins.

Til­ba­ge til Hel­mand

16.000 af­g­han­ske trop­per blev dræbt el­ler sår­et i 2015, en stig­ning på 28 pro­cent fra året før, iføl­ge det ame­ri­kan­ske for­svars­mi­ni­ste­ri­um. En fjer­de­del af al­le lan­dets po­li­ti­folk, 36.000 mand, de­ser­te­re­de sid­ste år, iføl­ge Wall Stre­et Jour­nal. Si­tu­a­tio­nen er værst i Hel­mand, hvor kamp­gej­sten blandt af­g­ha­ner­ne er næ­sten ud­slukt. »Man kan godt for­nem­me, at de er un­der stort pres i Hel­mand,« si­ger over­kon­sta­bel Mads Fre­de­rik Ni­el­sen, der net­op er vendt til­ba­ge til Ka­bul fra Camp Shora­bak i Ge­res­hk, den tid­li­ge­re Camp Ba­stion. »De vid­ste godt, at de ba­re var en brik i spil­let, og at de­res tid snart kun­ne lø­be ud. De var me­get slu­kø­re­de, når de træ­ne­de, og var ik­ke så en­ga­ge­re­de i for­hold til, at de skul­le ud og kæm­pe nog­le af de hår­de­ste kam­pe, der er her i Af­g­ha­ni­stan.« Mads Fre­de­rik Ni­el­sen er en del af Mo­bi­le For­ce Pro­tection Team (MFPT) Viking, som var i Hel­mand for at yde be­skyt- tel­se til de in­ter­na­tio­na­le rå­d­gi­ve­re, der hjæl­per med at genop­byg­ge den af­g­han­ske hærs hårdt prø­ve­de 215. Kor­ps. »De hav­de så­dan lidt gi­vet op på for­hånd,« si­ger Ni­el­sen om af­g­ha­ner­ne. »De er til ste­de, men hvor me­get de er til ste­de så­dan ret men­talt, det ved jeg sgu ik­ke helt.« I Hel­mand hav­de Fre­de­rik­sen og re­sten af det 27 mand hø­je MFPT Viking et usæd­van­ligt job i den for­stand, at de hav­de re­gel­mæs­sig kon­takt med af­g­ha­ne­re. Det la­der ik­ke til at væ­re til­fæl­det for man­ge af de øv­ri­ge sol­da­ter. I lø­bet af en hel dag sam­men med for­svars­mi­ni­ste­ren så We­e­ken­da­vi­sen ik­ke en ene­ste af­g­ha­ner, und­ta­gen må­ske en lo­kal ejer bag ru­der­ne på ba­sens fri­sør­sa­lon. Kun de yder­ste af sik­ker­heds­for­an­stalt­nin­ger­ne om lej­ren er be­tro­et af­g­ha­ne­re, re­sten er be­man­det af ud­læn­din­ge, til dels på grund af fryg­ten for in­si­de­ran­greb.

Ta­le­ban stær­ke­re end no­gen­sin­de

På grund af Ta­le­bans land­vin­din­ger måt­te Ba­ra­ck Oba­ma sløj­fe sin plan om at træk­ke al­le ame­ri­kan­ske trop­per hjem, in­den han for­la­der det Hvi­de Hus. Der er nu hel­ler in­gen tids­plan for, hvor­når dan­sker­ne rej­ser hjem. For­svars­mi­ni­ste­ren vil­le i hvert fald ik­ke gi­ve We­e­ken­da­vi­sen en. I kri­gens tid­li­ge år, ef­ter at væ­re ble­vet søn­der­bom­bet, til­bød Ta­le­ban-kom­man­dan­ter på stri­be at over­gi­ve sig mod at få am­ne­sti, heri­blandt be­væ­gel­sens nu­væ­ren­de le­der, Mul­lah Akh­tar Mansour. Det af­vi­ste USA, hvil­ket var en af grun­de­ne til, at be­væ­gel­sen forskan­se­de og mo­bi­li­se­re­de sig i Paki­stan. 15 år se­ne­re for­sø­ger en kvar­tet af lan­de – Af­g­ha­ni­stan, Paki­stan, USA og Ki­na – nu at over­ta­le Ta­le­ban til over­ho­ve­det at sæt­te sig ned og ta­le om fred, en op­ga­ve, der bli­ver van­ske­li­ge­re, hver gang Ta­le­ban ero­brer et nyt di­strikt. Det for­løb sig­na­le­rer ik­ke li­ge­frem suc­ces, men Pe­ter Chri­sten­sen af­vi­ser, at kri­gen er slå­et fejl. »Ud­vik­lin­gen i sik­ker­he­den skal jeg ik­ke gø­re mig klog på, men jeg kan kon­sta­te­re, at det ud­gør en stor ud­for­dring,« si­ger mi­ni­ste­ren. »Men jeg sy­nes egent­lig ik­ke, at man kan si­ge, at ef­ter at vi i høj grad fik ned­kæm­pet Ta­le­ban, at så for­di de prø­ver at stik­ke de­res grim­me an­sigt frem igen, så har vi tabt kri­gen.« We­e­ken­da­vi­sen ind­ven­der, at Ta­le­ban ik­ke vir­ker syn­der­ligt ned­kæm­pet. De kon­trol­le­rer me­re ter­ri­to­ri­um, og kan re­k­rut­te­re fle­re kri­ge­re, end no­gen­sin­de. »Det er og­så der­for, sik­ker­he­den er så enormt vig­tig at ha­ve fo­kus på,« sva­rer han. »Det er jo ik­ke kun den mi­li­tæ­re ud­for­dring med Ta­le­ban, det er jo og­så al­min­de­lig kri­mi­na­li­tet, det er narkokri­mi­na­li­tet. Af­g­ha­ni­stan er et kom­plekst land, og der­for er det jo en lang mis­sion, vi har med at gø­re. Det, der dog sta­dig er vir­ke­lig­hed, det er jo, at Ta­le­ban ik­ke ud­gør en ri­si­ko mod den ve­st­li­ge ver­den ud fra Af­g­ha­ni­stan. Og på den må­de er en del af mis­sio­nen jo lyk­ke­des.« Re­a­li­te­ten er imid­ler­tid, at Ta­le­ban al­drig har haft et er­klæ­ret øn­ske om at ud­fø­re in­ter­na­tio­nal ter­r­o­ris­me. Det op­rin­de­li­ge mål med den ame­ri­kansk-le­de­de in­va­sion i 2001 var, ef­ter 9/11, at for­hin­dre, at al-Qa­e­da kun­ne plan­læg­ge fle­re in­ter­na­tio­na­le ter­r­or­an­greb fra af­g­hansk jord. Omstyr­tel­sen af Ta­le­ban-re­gi­met, som hu­se­de al-Qa­e­da og næg­te­de at ud­le­ve­re Osama bin La­den, var et mid­del mod det mål. Mis­sio­nen om at stæk­ke al-Qa­e­da er på sin vis fuld­ført, men ik­ke nød­ven­dig­vis per­ma­nent. Så sent som i ok­to­ber de­stru­e­re­de USA den stør­ste al-Qa­e­da-træ­nings­lejr, de no­gen­sin­de hav­de fun­det i Af­g­ha­ni­stan.

Hvad er vo­res mis­sion?

Mens dis­kus­sio­nen om, hvad det op­rin­de­li­ge for­mål med Af­g­ha­ni­stan-kri­gen var, pri­mært er re­le­ge­ret til hi­sto­ri­ebø­ger­ne, så her­sker der og­så en me­re nu­ti­dig forvirring over de po­li­ti­ske linjer bag den mis­sion, sol­da­ter­ne nu er på. Ef­ter rund­t­u­ren på ba­sen, over kød­bol­ler, kaf­fe og ka­ge, stil­ler Chri­sten­sen sig for skud for spørgs­mål. Nog­le vil ha­ve en af­kla­ring på spørgs­må­let om ind­køb af kamp­fly – in­den som­mer, lover Chri­sten­sen – mens an­dre an­mo­der om hø­je­re løn­nin­ger og kor­te­re ud­sen­del­ses­pe­ri­o­der. An­dreas Eli­a­sen, der­i­mod, som er sprog­of­fi­cer i pash­to og da­ri, og tid­li­ge­re ud­sendt til Hel­mand, be­der mi­ni­ste­ren for­kla­re den egent­li­ge grund til, at Dan­mark er i Af­g­ha­ni­stan. »I ti­der­nes mor­gen tog vi til Af­g­ha­ni­stan på grund af et ter­r­or­an­greb i USA. Men vi har op­le­vet, at de se­ne­ste ter­r­or­an­greb, der har væ­ret i Eu­ro­pa, ik­ke er kom­met fra en ter­r­o­rist­træ­nings­lejr. Der­i­mod har vi op­le­vet en flygt­nin­ge­kri­se,« si­ger han. Af­g­ha­ner­ne ud­gør den næst­stør­ste grup­pe af mi­gran­ter og flygt­nin­ge i Eu­ro­pa, og An­dreas spør­ger, om sol­da­ter­ne i vir­ke­lig­he­den er i Af­g­ha­ni­stan for at fø­re det, han kal­der en ak­ti­vi­stisk uden­rigs­po­li­tik. »Ver­den bli­ver min­dre og min­dre, og tin­ge­ne går hur­tigt,« sva­rer Chri­sten­sen. Det be­ty­der, at det, der er uden­rigs­po­li­tik, det bli­ver in­den­rigs­po­li­tik. Det fly­der me­re og me­re sam­men. Når man sid­der og dis­ku­te­rer in­den­rigs­po­li­tik, så er det no­get, der skal lø­ses på stats- og re­ge­rings­chef­sni­veau da­gen ef­ter. Tin­ge­ne kan ik­ke skil­les ad læn­ge­re.«

FO­TO: SCAN­PIX

For­svars­mi­ni­ster Pe­ter Chri­sten­sen: »Ver­den bli­ver min­dre og min­dre, og tin­ge­ne går hur­tigt. Det be­ty­der, at det, der er uden­rigs­po­li­tik, det bli­ver in­den­rigs­po­li­tik.«

Af­g­ha­ni­stan. »I ti­der­nes mor­gen tog vi til Af­g­ha­ni­stan på grund af et ter­r­or­an­greb i USA. Men vi har op­le­vet, at de se­ne­ste ter­r­or­an­greb, der har væ­ret i Eu­ro­pa, ik­ke er kom­met fra en ter­r­o­rist­træ­nings­lejr. Hvor­for er vi her?« spør­ger en dansk sprog­of­fi­cer for­svars­mi­ni­ste­ren, der er på be­søg i den dan­ske lejr.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.