Fransk cir­kum­flek­si­bi­li­tet

Weekendavisen - - Kultur - Af ASKE MUN­CK

Ling­vi­stisk sorg. Det lit­teræ­re Frank­rig i op­rør over en ny retskriv­nings­re­form, der i de­res øj­ne vil ud­ryd­de cir­kum­flek­sen og un­der­mi­ne­re det fran­ske sprog. Stri­den min­der om den dan­ske ma­jo­næ­se-fejde.

PA­RIS – Fransk­mæn­de­ne er li­ge nu op­tænd­te af en de­bat, der i hid­sig­hed og ord­valg nær­mest kun­ne for­le­de én til at tro, at lan­det stod for­an et snar­ligt de­mo­kra­tisk sam­men­brud. I cen­trum for den flam­men­de dis­put står hver­ken fi­nanskri­sen, EU, kri­gen i Sy­ri­en, den vok­sen­de ar­bejds­løs­hed el­ler trus­len fra in­ter­na­tio­nal is­la­misk ter­r­o­ris­me. Stri­dens æb­le er det fran­ske sprog. For un­der­vis­nings­mi­ni­ste­ri­et har for ny­lig kund­gjort, at fle­re læ­rebø­ger fra næ­ste sko­le­år vil im­ple­men­te­re en retskriv­nings­æn­dring, der ved­rø­rer om­kring 2.400 ord – i alt cir­ka fi­re pro­cent af det fran­ske sprog. Først og frem­mest fjer­nes bin­de­stre­gen på en ræk­ke ord, hvor­ved der dan­nes en ræk­ke nye sam­men­sat­te ord, li­ge­som den ens­ret­ter retskriv­nin­gen af en ræk­ke ord, hvis rod er den sam­me, for at let­te til­eg­nel­sen af det fran­ske sprog (boursou­f­ler (op­pu­ste) må frem­de­les sta­ves med to f ’er for at gø­re det me­re lig souf­f­ler (pu­ste). Og så frem­de­les. Sidst – men så ab­so­lut ik­ke mindst – gør æn­drin­gen bru­gen af cir­kum­fleks – det di­a­kri­ti­ske tegn, der lig­ner en lil­le hat over vo­ka­ler­ne – valg­fri for en lang ræk­ke ords ved­kom­men­de. Så­le­des vil det stå de fran­ske sko­le­e­le­ver frit frem­de­les at løf­te ’hat­ten’ på for ek­sem­pel dis­pa­raître (for­svin­de), coût (pris, om­kost­ning) el­ler maîtres­se (læ­re­rin­de/el­ske­rin­de). Og dét har mildt sagt sat Frank­rig på den an­den en­de. Læ­ser­brev­kas­ser­ne er næ­sten bri­stet un­der pres­set fra hvid­g­lø­de­n­de sprog­puri­ster, der me­ner, at Mo­lières sprog er i fa­re for at mi­ste sit sær­præg, li­ge­som avisover­skrif­ter­ne har tømt bøt­ter­ne for ma­len­de dom­me­dags­pa­tos med va­ri­a­tio­ner over te­ma­et »cir­kum­flek­sens lik­vi­de­ring«. Det fo­re­lø­bi­ge kli­maks kom, da nyheds­ma­ga­si­net Le No­u­vel Ob­ser­va­t­eur hel­li­ge­de såvel for­si­de som syv si­der in­de i bla­det til kon­tro­ver­sen, sam­ti­dig med at twit­ter­s­fæ­ren blev over­svøm­met af il­tre twe­ets med det me­lodra­ma­ti­ske hash­tag #jesu­i­scircon­fle­xe. At der er ta­le om en bred mod­be­væ­gel­se, bli­ver ty­de­ligt, når man sku­er ud over den min­dre synd­flod af ind­læg og kom­men­ta­rer, der er kom­met i kølvan­det på den or­to­gra­fi­ske om­kal­fa­tring. »Drop­per man så og­så al­le de hi­sto­ri­ske da­to­er, for­di de er svæ­re at hu­ske? Det vir­ker, som om man fo­re­træk­ker at knu­se ter­mome­tret frem for at ku­re­re den sy­ge,« som en ra­sen­de sko­le­læ­rer fnøs til tv-sta­tio­nen TF1, hvis repor­ta­ge i be­gyn­del­sen af fe­bru­ar sat­te skub i skær­myds­ler­ne. De stu­de­ren­des fag­for­e­ning UNI ud­send­te så­le­des fluks en pres­se­med­del­el­se (med et par tåkrum­men­de sta­ve­fejl), hvor man sy­de­de over, at »re­ge­rin­gen tror sig i stand til at ven­de op og ned på det fran­ske sprogs retskriv­ning«. Tid­li­ge­re præ­si­dent­kan­di­dat og for­mand for par­ti­et MoDem, François Bayrou, fulg­te trop med føl­gen­de harm­dir­ren­de tira­de i ugea­vi­sen Le Jour­nal du Di­man­che: »Re­ge­rin­gen vil ha­ve, at jeg skri­ver ef­ter dens for­godt­be­fin­den­de. Men jeg fort­sæt­ter med at skri­ve, som jeg vil.«

UTIL­FREDS­HE­DEN nå­e­de hur­tigt op i det fran­ske sprogs hø­je­ste luft­lag, sel­ve­ste L’Acadé­mie Françai­se – det fran­ske sprogs nid­kæ­re vog­ter si­den 1634. Det 90-åri­ge med­lem af Det Fran­ske Aka­de­mi for­fat­te­ren Je­an d’Or­mes­son ud­tal­te så­le­des til det kon­ser­va­ti­ve dag­blad Le Fi­ga­ro, at »un­der­vis­nings­mi­ni­ste­ren nu sid­der fast i en re­form, hvor hun har al­le imod sig«. Mens Aka­de­miets for­mand, for­fat­te­ren Hélè­ne Car­rère d’En­caus­se, i sam­me dag­blad luf­te­de sin un­dren over, at »re­ge­rin­gen plud­se­lig gra­ver en gam­mel retskriv­nings­re­form frem«, idet hun un­der­stre­ge­de, at »Det Fran­ske Aka­de­mi in­gen rol­le har spil­let i den for­bin­del­se, i mod­sæt­ning til hvad man­ge på­står«. Her bli­ver kon­tro­ver­sen rig­tigt un­der­hol­den­de. For de nye reg­ler er gan­ske rig­tigt gam­le. De stam­mer nem­lig fra en stør­re æn­dring, der blev ved­ta­get i – hold nu fast – 1990. Af hvem? In­gen rin­ge­re end Det Fran­ske Aka­de­mi. Og bå­de Je­an d’Or­mes­son og Hélè­ne Car­rère d’En­caus­se sad al­le­re­de den­gang un­der Aka­de­miets im­posan­te kup­pel på Qu­ai de Con­ti, og ef­ter­som æn­drin­ger­ne blev be­slut­tet ved enstem­mig­hed, må man kon­sta­te­re, at man ik­ke – blot for­di man er en af de ’udø­de­li­ge’, som med­lem­mer­ne af Aka­de­mi­et kal­des i dag­lig ta­le – er forskå­net en lej­lig­heds­vis lapsus i hukom­mel­sen. Kon­tro­ver­sen sy­nes så me­get de­sto me­re bizar, da re­for­men al­le­re­de blev på­be­gyndt i sko­lebø­ger­ne i 2008. Og for at fø­je spot til ska­de er den oveni­kø­bet valg­fri. Så sko­le­e­le­ver­ne må alt­så fort­sat skri­ve bå­de forêt og fo­ret (skov) uden at bli­ve straf­fet. Men hvor­dan kan en til­sy­ne­la­den­de ube­ty­de­lig or­to­gra­fisk æn­dring af­fø­de så hid­sig en kontrovers? Sva­ret er en­kelt. Fransk­mæn­de­ne går af­sin­dig me­get op i de­res sprog. Husk på, at der sta­dig af­hol­des dik­tat­kon­kur­ren­cer, som træk­ker ful­de hu­se i sports­hal­ler lan­det over, og at en af lan­dets mest po­pu­læ­re tv-ud­sen­del­ser fra 1985 til 2005 var Ber­nard Pi­vots Les Di­cos d’Or, tv-trans­mit­te­re­de dik­tat­dy­ster – som til­med og­så i de­res ge­nud­gi­vel­se på dvd læn­ge har lig­get på be­st­sel­ler­li­ster­ne. Ik­ke al­le har dog gi­vet gal­den frit løb. Det lit­teræ­re uge­ma­ga­sin Ma­ri­an­ne min­de­de så­le­des i en for­sig­tig, om end næ­sten ly­risk højstemt ar­ti­kel om, at »an­sigtsløft­nin­gen« på det lil­le di­a­kri­ti­ske tegn, som fi­lo­lo­gen Ferdinand Bru­not kald­te »hukom­mel­ses­ac­cen­ten« el­ler »dø­de­kro­nen«, for­di den of­te træ­der i ste­det for et op­rin­de­ligt ’s’, »må­ske ik­ke er helt uden me­ning«. »Bør vi be­va­re den for at min­de os selv om vort sprogs ud­vik­ling? El­ler bør vi over­stå vor ling­vi­sti­ske sorg og for­sø­ge at for­enk­le spro­get?«, spør­ger bla­det re­to­risk, men kon­klu­de­rer så al­li­ge­vel, at »den­ne ac­cent, som vi ty­de­lig­vis er me­get stol­te af, in­gen rol­le spil­ler i alt for man­ge ord«. Fle­re sprog­folk har i me­re prosai­ske ter­mer på­pe­get, at fransk­mæn­de­ne ba­re ik­ke bry­der sig om for­an­dring. Bas­ta! Et ar­gu­ment, der be­vi­ses ty­de­ligt af et pot­pour­ri af 25 års højtbøl­gen­de dis­kus­sio­ner om sam­me em­ne, der cir­ku­le­rer på daily­mo­tion og YouTu­be i dis­se da­ge. Sid­der man til­ba­ge og ryster på ho­ve­d­et af den­ne flok bagstræ­be­ri­ske og hy­per­nostal­gi­ske spro­grøg­te­re, bør man genkal­de sig det ra­ma­skrig, det skab­te her­hjem­me i 1986, da Dansk Sprog­nævn æn­dre­de sta­ve­må­den på may­on­nai­se til det fo­ne­tisk for­dan­ske­de og vold­somt for­kætre­de ma­jo­næ­se.

FO­TO: GET­TY IMA­GES.

Dik­tat­kon­kur­ren­cer er me­get po­pu­læ­re i Frank­rig. De bli­ver trans­mit­te­ret i fjern­sy­net, og fransk­mænd el­sker at kø­be dvd’er med dik­tat­kon­kur­ren­cer.

Højt­læs­ning

Hvis De er abon­nent, kan De hø­re Aske Mun­ck læ­se sin ar­ti­kel på Ly­da­vi­sen.dk

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.