Lidt me­re for­tryl­lel­se?

Weekendavisen - - Kultur -

Vogue. 100 års da­me­blad fejres med ud­stil­ling i Na­tio­nal Portrait Gal­le­ry i Lon­don. Jo­vist er det la­bert og mo­de­magisk, men er der ik­ke me­get me­re at for­tæl­le, frem for blot at til­by­de ...

bla­dets nør­de­de ten­dens skal man imid­ler­tid til det kæm­pe­sto­re ka­ta­log for at få den go­de hi­sto­rie, mens ud­stil­lin­gen – al pragt til trods – skuf­fer ved at bli­ve på over­fla­den.

MEN se flot­te fo­tos, det kan man! Ik­ke ba­re mo­de­fo­to­gra­fi, men mas­ser af frap­pe­ren­de po­rtræt­ter af 100 års ho­ved­fi­gu­rer in­den for po­li­tik og kul­tur, for igen har Bri­tish Vogue næ­sten al­tid in­si­ste­ret på at for­tæl­le om den sto­re ver­den og dens be­gi­ven­he­der, ud over de in­ti­me råd om på­klæd­ning og skøn­hed. Fred Astai­re, Vir­gi­nia Woolf, Jo­sep­hine Ba­ker, Win­ston Chur­chill, Ma­don­na og man­ge, man­ge fle­re har dan­set og po­se­ret sig gen­nem bla­det, fan­get i det kor­te øje­bliks magi af ti­dens bed­ste fo­to­gra­fer. Der var plads til bå­de glim­mer og al­vor. Den un­ge Lee Mil­ler kom til bla­det som mo­del i 1930rne, men drog un­der An­den Ver­denskrig ud i Eu­ro­pa med sit ka­me­ra og le­ve­re­de ry­sten­de bil­le­der af kri­gens vir­ke­lig­hed til Vogu­es læ­se­re der­hjem­me i det bri­ti­ske. Ud­stil­lin­gen hyl­der med ret­te fo­to­gra­fer og il­lu­stra­to­rer som Edward Stei­chen, Ge­or­ge Hoy­nin­gen-Hu­e­ne, Ce­cil Be­a­ton, Hel­mut Newton, David Bailey og Ma­rio Testi­no, som har fyldt Vogue med æg­te fo­to­kunst år­ti ef­ter år­ti. Net­op ti­dens frem­march og ma­ga­si­nets trans­for­ma­tion over tid er smart nok ble­vet gjort til te­ma for ud­stil­lin­gen, som de­di­ke­rer et rum til hvert år­ti. Smart nok, og og­så lidt for smart og let. For net­op tan­ken om epo­ker i kul­tu­ren og mo­den er jo ik­ke en af­spej­ling af en slags na­tur­lov, hvor hvert år­ti nød­ven­dig­vis er præ­get af en sær­lig stem­ning – de »brø­len­de 20ere« og de »swin­gen­de 60ere« og så frem­de­les. Stik mod­sat er det­te bil­le­de af kul­tur­hi­sto­ri­en skabt af ik­ke mindst mo­de- og livs­stils­ma­ga­si­ner, som har in­si­ste­ret på he­le ti­den at de­fi­ne­re en sær­lig gejst i ti­den, som skul­le ud­le­ves via for­brug. Ide­en om, at ti­der­ne og mo­der­ne skif­ter, er i høj grad kom­merci­el, og Vogue har væ­ret en af yp­per­ste­præstin­der­ne for de skif­ten­de mo­ders sto­re kult. En me­re modig ud­stil­ling hav­de gjort det til et em­ne i sig selv og var gå­et bag­om det hæ­der­kro­ne­de mo­de­ma­ga­sins magi­ske fa­ca­de for at se nær­me­re på, hvor­dan li­ge præ­cis livs­stils­ma­ga­si­net har lært os al­le at de­fi­ne­re os selv og vo­res tid ud fra ten­den­ser, mo­der, strøm­nin­ger, pir­ren­de subkul­tu­rer og først og frem­mest for­brug. Den ana­ly­se be­hø­ver ik­ke blot at en­de i bit­ter ka­pi­ta­lis­me­kri­tik, men kan tværtimod og­så gi­ve ny sta­tus til det of­te for­kætre­de mo­de­ma­ga­sin. Hvad er vel me­re tom­hjer­net og flyvsk end da­me­bla­de? Om igen: Da­me­bla­de­ne lær­te i vid ud­stræk­ning da­mer­ne at for­stå sig selv og de­res tid, og de var of­te væ­sent­ligt me­re pro­g­res­si­ve og am­bi­tiø­se på da­mer­nes veg­ne, end vi går og tror i dag. For ek­sem­pel kan man bli­ve helt ge­nert over, så fri kro­p­skul­tu­ren var i ol­de­mors 1930ere!

UD­STIL­LIN­GEN for­tryl­ler si­ne gæ­ster med sto­re fo­to­sta­ter af de vit­ter­ligt fan­ta­sti­ske skud og frem­hæ­ver mo­de­fo­to­gra­fiets kunst­ne­ri­ske kva­li­te­ter. I én sal kan man kig­ge med i 100 num­re af Vogue fra 100 år og se ud­vik­lin­gen i te­ma­er: Fra de ele­gan­te, teg­ne­de mo­de­skit­ser i 1910er­ne til fo­tos af 1920rnes sta­dig me­re risqué ro­ber – hvor ske­te der dog me­get på få år den­gang – og vi­de­re til 1950er­nes nye leg med fo­to­me­di­et og 1960er­nes om­kal­fa­tring af køns­rol­ler. I 1970er­ne slår det uskar­pe, brun­li­ge snaps­hot-mo­de­fo­to plud­se­lig igen­nem som et ek­ko af den nye ud­bre­del­se af små fik­se ka­me­ra­er i he­le mid­delklas­sen. Og med 1980er­ne bli­ver mo­de­fo­to­gra­fi­et of­te en ky­nisk skil­dring af en de­pra­ve­ret og sten­rig eli­te; ky­nisk, og så al­li­ge­vel åh så trut­mun­det gla­mourøs. Og si­der­ne bli­ver drys­set med ce­le­bri­ties. Dét er ik­ke over­stå­et end­nu. Kun i et en­kelt rum vi­ser ud­stil­lin­gen me­re end det fær­di­ge, glit­te­de pro­dukt: I det lil­le, mørklag­te plan­ning room har man gen­skabt at­mos­fæ­ren fra den før-di­gi­ta­le bil­led­re­dak­tion, hvor man kig­ge­de mæng­der af di­as igen­nem for at ud­væl­ge de mest in­ten­se fo­toskud, som skul­le med på si­der­ne. Det er sjovt at se lys­bil­le­dap­pa­ra­tet klik­ke sig gen­nem det sto­re ud­valg af bil­le­der, som ik­ke fandt nå­de for re­dak­tø­rer­nes skar­pe blik – og så den fær­di­ge si­de i bla­det, hvor det he­le spil­ler per­fekt. Men selv her in­si­ste­rer ud­stil­lin­gen på al­drig at vi­se no­gen form for men­ne­ske­lig svag­hed el­ler tvivl i ar­bej­det med ma­ga­si­nets ud­tryk, og da slet ik­ke ek­semp­ler på no­get, som al­li­ge­vel blev kik­set el­ler fjol­let. Bri­tish Vogue for­bli­ver igen­nem he­le ud­stil­lin­gen en visu­el gud­dom, et ora­kel der ta­ler fra sin mo­de­him­mel til den nedri­ge for­bru­ger og til­by­der at ka­ste lidt af sit gu­de­støv over vo­res al­le sam­mens liv.

MODEMAGASINER er li­ge­som he­le mo­de­bran­chen en del af en mo­der­ne magi. Mo­de­for­ske­ren Bri­an Mo­e­ran fra Co­pen­ha­gen Business School har i si­ne stu­di­er af mo­de­ma­ga­si­net vist, at det net­op vir­ker ved at for­tryl­le os til at be­gæ­re det vi­ste. Og magi vir­ker som be­kendt kun, når man ik­ke fat­ter me­ka­nis­mer­ne bag. Det er der­for, at tøj i mo­de­ma­ga­si­net bli­ver til ta­lis­ma­ner, som kan be­skyt­te, for­vand­le og op­hø­je den, som bæ­rer tø­jet, og bæ­rer­ne af tø­jet glim­rer ved de­res overjor­di­ske per­fek­tion. Det er der­for, at tø­jet sjæl­dent be­skri­ves og of­te knap kan ses på mo­de­fo­tos, men der­i­mod ind­går i en slags per­for­man­ce el­ler ri­tu­al. Og det er der­for, at man­ge af de mest el­ske­de ud­tryk i mo­de­bla­de er hen­tet fra den magi­ske sfæ­re: gla­mour, fa­sci­na­tion og char­me er al­le op­rin­de­ligt sy­no­ny­mer for for­tryl­lel­se. Man skal hel­ler ik­ke glem­me, at net­op al­li­an­cen mel­lem kun­sten og mo­den i det tid­li­ge 1900-tal – som Bri­tish Vogue er så gen­nem­gri­ben­de præ­get af – var med til at slø­re en ube­ha­ge­lig sand­hed om mo­de­bran­chen og dens in­dre me­ka­nik: Jo me­re man gik over til mas­se­pro­duk­tion, des me­re in­si­ste­re­de man på, at mo­de var kunst. Det er kun ta­get til i takt med, at pro­duk­tions­ap­pa­ra­tet bag mo­den er ble­vet et sta­dig grum­me­re ma­re­ridt. Og ud­stil­lin­gen in­si­ste­rer li­ge præ­cis på kun at gi­ve den­ne ene si­de af hi­sto­ri­en i pagt med magi­en. Men hvem hol­der ik­ke og­så af at bli­ve lidt for­tryl­let?

Vogue 100. A Cen­tury of Sty­le. The Na­tio­nal Portrait Gal­le­ry, Lon­don, indtil 22. maj. Vogue 100. A Cen­tury of Sty­le (ka­ta­log). Re­di­ge­ret af Ro­bin Mu­ir. Na­tio­nal Portrait Gal­le­ry, 2016.

FO­TO: TIM WAL­KER

Mo­de­de­sig­ne­ren Vi­vien­ne Westwood, 2009.

FO­TO: HEN­RY CLAR­KE

Ba­len­ci­a­ga-dragt med kun­stig pels fra 1955.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.