Et vildt barn

Weekendavisen - - Kultur - Af CHRI­STOPH DALLACH

Ikon. Ig­gy Pop har over­le­vet 40 års ro­ck’n’roll-van­vid. Hvor­dan er det gå­et til?

Da Ig­gy Pop på en frost­klar vin­ter­dag be­træ­der ho­telsu­i­ten med pa­nora­maud­sigt over New Yor­ks Cen­tral Park, er det før­ste, man læg­ger mær­ke til, at han er me­get min­dre, end man for­ven­te­de. Den 68-åri­ge ro­ck­stjer­ne er stærkt sol­brændt og har skul­der­langt, lyst hår. Han er ik­lædt en sort swe­a­ter og sor­te je­ans, hans smil er bredt og tæn­der­ne strå­len­de hvi­de. På for­hånd har hans ma­na­ger bedt om, at vi ik­ke kom­mer alt for me­get ind på David Bowie; af­te­nen før har Ig­gy Pop be­mær­ket, hvor dybt em­net be­rø­rer ham. Han stod Bowie og fa­mi­lie me­get nær helt til det sid­ste, og han er sta­dig ry­stet over døds­fal­det, si­ger en me­d­ar­bej­der hos pla­de­sel­ska­bet. Ver­dens­meste­ren i ex­ces­ser har en lil­le pla­stikf la­ske med vand stå­en­de for­an sig og be­stil­ler fen­ni­kel­te. – Der går jo le­gen­da­ri­ske hi­sto­ri­er om for­dums øde­læg­gel­ses­or­gi­er rundt om på ho­tel­ler. Hvor har De fort­sat ad­gangs­for­bud? »På Hai­ti er jeg ik­ke læn­ge­re vel­kom­men på no­gen ho­tel­ler. Der op­før­te jeg mig og­så vir­ke­lig slemt i sin tid – og folk på Hai­ti har åben­bart en god hukom­mel­se (ler me­get højt). Al­le an­dre ste­der er mi­ne und­skyld­nin­ger og ska­de­ser­stat­nin­ger for ud­skej­el­ser­ne ble­vet god­ta­get. Det hand­ler ik­ke kun om pen­ge; jeg for­sø­ger og­så at und­skyl­de til al­le dem, jeg har sår­et. I min al­der lig­ger det mig på sin­de at stå sko­le­ret for nog­le af mi­ne syn­der.« – Si­den hvor­når er De be­gyndt at kig­ge til­ba­ge og for­sø­ge at få or­den på De­res liv? »Det er vel egent­lig en helt na­tur­lig pro­ces, når man kom­mer op i åre­ne, ik­ke? Jeg stø­der kon­stant på folk, der min­der mig om alt det, jeg har øde­lagt i lø­bet af mit liv (gri­ner hyste­risk). Til­ba­ge­blik og an­ger var slet ik­ke no­get for mig før­hen; men i min al­der kan jeg godt be­de om til­gi­vel­se.« – Hvis blot en tien­de­del af hi­sto­ri­er­ne om De­res ska­der hol­der stik, er det et mira­kel, at De sid­der her helt uskadt. »Det har De ret i; det er et mira­kel, det er jeg klar over.« – De har en­gang sagt, at uden De­res for­æl­dre vil­le De næp­pe væ­re i li­ve læn­ge­re ... »Mi­ne for­æl­dre har al­tid støt­tet mig be­tin­gel­ses­løst. Smer­ten over, at de ik­ke læn­ge­re er i li­ve, stik­ker dybt. Det var først hen mod slut­nin­gen, at jeg kun­ne gi­ve lidt igen.« – Hvor­dan det? »I halv­fem­ser­ne gik det min mor så dår­ligt, at min far ik­ke læn­ge­re var i stand til at pas­se hen­de og blev nødt til at sen­de hen­de på ple­je­hjem. Se­ne­re fik han og­så brug for ple­je og kom på sam­me hjem som min mor. Min far var i pen­ge­pa­nik he­le sit liv og ban­ge for so­ci­al derou­te. Mi­ne for­æl­dre vok­se­de op un­der den sto­re de­pres­sion; de var lud­fat­ti­ge. Som voks­ne hav­de de nok, men tro­e­de ik­ke de­sto min­dre, at øko­no­misk ru­in var uund­gå­e­lig. Kort før de kom på ple­je­hjem, hav­de de in­ve­ste­ret 25.000 dol­lar i en ny bil, og det fortrød de me­get. Så min far rin­ge­de og sag­de: ’Jim, du tje­ner jo ef­ter­hån­den en del pen­ge. Du skul­le vel ik­ke kun­ne und­væ­re 25.000 dol­lar til os?’ Han blev over­ra­sket, da jeg sag­de: ’Det kan jeg sag­tens, far.’ Da jeg hav­de over­ført pen­ge­ne, rin­ge­de han op­rømt til­ba­ge og sag­de: ’Det er utro­ligt. Pen­ge­ne nå­e­de vir­ke­lig frem til vo­res kon­to.’« – Gjor­de det Dem stolt? »Ja, det gjor­de det. Jeg hav­de al­le da­ge væ­ret de­res van­vit­ti­ge søn Jim, og så li­ge plud­se­lig over­før­te jeg den­ne her sto­re sum pen­ge til dem. Det var en god fø­lel­se. Men en god søn har jeg al­drig væ­ret – det var en rol­le, jeg ik­ke kun­ne le­ve op til. Og­så som æg­te­mand og far har jeg væ­ret en fi­a­sko. Jeg har al­drig væ­ret so­lid, på­li­de­lig el­ler ba­re nær­væ­ren­de.« – De er vok­set op i en trai­ler­park i De­troit. Tjen­te De­res far ik­ke nok som læ­rer til at be­ta­le for en bo­lig? »Min far var 18, da An­den Ver­denskrig brød ud. Egent­lig vil­le han ha­ve væ­ret pro­fes­sio­nel ba­se­ball­spil­ler, og han var og­så ret suc­ces­rig. Så mød­te han min mor, de­res kær­lig­hed var stor, og de be­slut­te­de sig for at gif­te sig. Da han vend­te hjem fra kri­gen, var han midt i ty­ver­ne og skul­le væ­re far. Han gjor­de brug af den så­kald­te G.I. Bill, som gjor­de det mu­ligt for hjemvend­te sol­da­ter at få en ud­dan­nel­se. Det tog ham seks år at bli­ve fær­di­g­ud­dan­net, og så blev han en­gels­klæ­rer. På det tids­punkt var han over 30. Før han mød­te min mor, bo­e­de min far sam­men med 11 an­dre i en træhyt­te ude i sko­ven. De hen­te­de koldt vand fra en pum­pe i nær­he­den. Hans far var sø­mand og var stuk­ket af, hans mor var død i en ung al­der, og selv var han vok­set op på bør­ne­hjem. Den cam­ping­vogn, han flyt­te­de ind i med mig og min mor, gav ham sik­ker­hed. Han be­tal­te en dol­lar i le­je om da­gen. Først var det en lil­le cam­ping­vogn. Se­ne­re, da min far tjen­te no­get me­re, bo­e­de vi i en stør­re cam­ping­vogn. Men min mor drøm­te om at få et rig­tigt hus, og da min far var gå­et på pen­sion, op­fyld­te han hen­des drøm og køb­te en lil­le hyt­te ved en af Mi­chi­gan­sø­er­ne.« – Hvil­ke træk har De fra De­res far? »Min far var en usik­ker mand og kom dår­ligt ud af det med det vel­ord­ne­de bor­ger­li­ge liv. Alt det pis med at ha­ve en fa­mi­lie­hund og gril­le med na­bo­er­ne gav ham lyst til at ka­ste op. Han af­sky­e­de den ame­ri­kan­ske idyl. På det punkt er jeg nøj­ag­tig som min far.« – Men det stod vist og­så tidligt klart, at De ik­ke skul­le bo i en trai­ler­park? »Selv­føl­ge­lig vil­le jeg væk der­fra. Men som barn op­fat­ter man sin om­ver­den som nor­ma­len. Jeg syn­tes ik­ke, der var no­get mærk­vær­digt i, at vo­res na­bo­er holdt en abe som hus­dyr: et vir­ke­ligt ond­skabs­fuldt kræ, som de hav­de be­stilt gen­nem en lil­le annonce i et teg­ne­se­ri­e­hæf­te. Det gjor­de til gen­gæld stort ind­tryk på mig at se na­bo­en, når han kom hjem fra sit skif­te­hold på fa­brik­ken hver ef­ter­mid­dag. En hyg­ge­lig fyr, som straks åb­ne­de en stor då­se Schlitz-øl – no­get stads, som stank af tis – og trak en pak­ke med 12 aspi­ri­ner op af lom­men. Så tryk­ke­de han al­le 12 tab­let­ter ud i hån­den og skyl­le­de dem ned med en or­dent­lig slurk øl. Så­dan vil­le jeg ik­ke en­de. Og hårdt ar­bej­de skræm­te mig i for­vej­en.« (Ler højt). – Er det ik­ke ba­re no­get, De si­ger for at le­ve op til en kli­ché? Det frem­går af De­res bi­o­gra­fi, at De er en tem­me­lig flit­tig mand. Ik­ke ale­ne er De mu­si­ker; De er og­så sku­e­spil­ler, De la­ver re­k­la­mer, hø­re­spil og et ra­diopro­gram på BBC. »Fuck! Jo, det er rig­tigt nok: Jeg er og­så flit­tig. Men ef­ter mi­ne eg­ne reg­ler! Fa­ste ar­bejds­ti­der har jeg al­tid holdt mig fra. Jeg vil hel­le­re gi­ve alt, hvad jeg har i mig i et par ti­mer, end at skul­le stå tidligt op hver mor­gen.« – Pas­ser det, at David Bowie en­gang var med Dem hjem­me hos De­res for­æl­dre i trai­ler­par­ken, og na­bo­er­ne rin­ge­de ef­ter po­li­ti­et? »Ja, den er god nok. Så­dan en bil hav­de in­gen på de kan­ter no­gen­sin­de set. Og Bowies chauf­før To­ny var sim­pelt­hen fryg­tind­g­y­den­de: en ko­los, som ty­de­lig­vis hav­de væ­ret bag trem­mer, men et vi­dun­der­ligt men­ne­ske. Na­bo­er­ne blev så ban­ge, at de rin­ge­de ef­ter po­li­ti­et. Min far syn­tes selv­føl­ge­lig godt om Bowie og tak­ke­de ham for at ta­ge sig så godt af mig.« – Jim Mor­ri­son var den før­ste til at øve stor ind­fly­del­se på Dem, og De så ham en­gang til en af The Do­ors’ tid­li­ge kon­cer­ter. Var det den nat, at Jim Oster­berg blev til Ig­gy Pop? »Nej, så hur­tigt gik det nu ik­ke, men alt var for­an­dret ef­ter den Do­ors-kon­cert. Jeg så no­get den nat, som gjor­de stort ind­tryk på mig i mi­ne un­ge år. The Do­ors var i ban­dets før­ste år me­get me­re hæm­nings­lø­se og vold­som­me end se­ne­re, da de fik suc­ces. Jim Mor­ri­son ud­strå­le­de en dy­ster far­lig­hed den nat, og al­le blandt pu­bli­kum var ban­ge for ham. Mor­ri­son hav­de ik­ke respekt for no­gen. Jeg vid­ste godt i for­vej­en, at mu­sik­ken skul­le væ­re mit liv, men den nat lær­te jeg, at jeg skul­le yde me­get me­re på sce­nen. Mor­ri­son åb­ne­de en dør for mig, og jeg sprang igen­nem den! Uden The Do­ors vil­le jeg ik­ke ha­ve star­tet The Stoo­ges.« – De var el­lers ik­ke no­gen vild ty­pe den­gang, vel? »Nej, tværtimod: Jeg var et sva­ge­ligt og æng­ste­ligt barn med ast­ma. Den slags bøv­le­de jeg med, til jeg var midt i tre­di­ver­ne. Det var Jim Oster­berg, som over­le­ve­de alt det, ik­ke Ig­gy Pop; Ig­gy vil­le næp­pe ha­ve kla­ret den. For jeg må he­le ti­den på­pe­ge, at Jim Oster­berg og Ig­gy Pop ik­ke er én og sam­me per­son. Ver­dens ig­gypop­per bli­ver ik­ke ret gam­le – over­le­vel­sens kunst be­står i at vi­de, hvor­når det er tid til at sluk­ke for Ig­gy. Det er med åre­ne ble­vet sta­dig me­re vig­tigt at luk­ke me­re af Jim ind i Ig­gy. Men hvis blot man kla­rer sig igen­nem li­vets mi­ne­felt læn­ge nok, hvis man kla­rer al­le ned­t­u­re­ne – så reg­nes man på et el­ler an­det tids­punkt for etab­le­ret. Så an­ser folk ik­ke læn­ge­re ba­re én som tos­se, men ud­vik­ler så­gar en in­ter­es­se for ens per­son. Så­dan er det gå­et for mig.« – På De­res nye al­bum, Post Pop De­pres­sion, gør De sta­tus, ik­ke sandt? »Bå­de og. På det al­bum kig­ger jeg sandt nok til­ba­ge, men jeg ser og­så fremad. Den­ne ba­lan­ce er mig me­get om at gø­re. Tag for ek­sem­pel san­gen Ger­man Days om min tid i Ber­lin: Der bru­ger jeg or­det »Sch­nel­lim­biss«, som er et skønt tysk ord og me­get til­ba­ge­sku­en­de. Men i den næ­ste linje hand­ler det om »The End of Pain«, alt­så om nu­ti­den. Det er tit­len på en vi­dun­der­lig bog skre­vet af en dyg­tig tysk læ­ge i Düs­sel­dorf med spe­ci­a­le i knog­le­pro­ble­mer. Han tog sig og­så af mig og er i øv­rigt nevø til pa­ve Be­ne­dikt.« – Da De kom til Ber­lin, gik det ik­ke så godt med De­res hel­bred. »Det si­ger folk tit, men det er fak­tisk ik­ke rig­tigt. I Los An­ge­les gik det mig vir­ke­lig ad hel­ve­de til. Men så tog David Bowie mig med ud på tur­né og fe­de­de mig op. Det gjor­de mig godt, og mit hel­bred blev ek­stremt me­get bed­re på den tur­né. Så da jeg kom til Ber­lin, var jeg fak­tisk i ret god form: Jeg spi­ste sundt og fik søvn nok. Jeg le­ve­de så for­nuf­tigt, at det gik mig på ner­ver­ne. Jeg brok­ke­de mig he­le ti­den til Bowie over, hvor træt jeg var af den der sun­de livs­stil.« – Ber­lin var vel den­gang el­lers ik­ke li­ge ste­det, som man for­bandt med en sund livs­stil? »Slet ik­ke. Jeg har al­tid væ­ret til­truk­ket af farlige ste­der. Da jeg for 18 år si­den flyt­te­de til Mi­a­mi, hvor jeg sta­dig bor, var det og­så en stor­by, hvor man skul­le ta­ge sig i agt. Men men­ne­sker som jeg, der har op­le­vet og over­le­vet nog­le ting, er ud­sty­ret med sær­li­ge sen­so­rer, som he­le ti­den sig­na­le­rer, hvil­ke ting og ste­der de gør klogt i at und­gå. Man bli­ver me­re for­sig­tig med åre­ne! Men for nu at ven­de til­ba­ge til Ber­lin, så var det først til sidst un­der mit op­hold, at jeg slap tøj­ler­ne. By­en var un­der for­an­dring, og det var folk og­så. Plud­se­lig blev Ber­lin over­svøm­met med stof­fer, og jeg traf ik­ke al­tid de bed­ste be­slut­nin­ger. For at gø­re det kort kom jeg ker­nes­und til Ber­lin og for­lod by­en som et vrag.« – David Bowie tog sig og­så af Dem i Ber­lin. »Ja, det er rig­tigt, han pas­se­de på mig, så godt han kun­ne. Det for­stod jeg be­stemt og­så at værds­æt­te. Bowie øve­de en god ind­fly­del­se.« »Jeg tog in­gen her­o­in i Ber­lin. Men jeg prop­pe­de da mun­den fuld af opi­um­kug­ler et par gan­ge. Så var der no­gen, som syn­tes, det var en god idé at til­by­de mig her­o­in. Men ef­ter 1975 var jeg stort set fær­dig med her­o­in for re­sten af li­vet. Jeg faldt i of­te nok si­den­hen, men al­drig helt så slemt. Det var me­re pil­ler. Og så drak jeg na­tur­lig­vis. Her­til kom kæ­de­ryg­ning, thai­s­ti­cks, va­li­um, ko­kain og så vi­de­re. I 1980 var det slut med det me­ste af det. Ef­ter det røg jeg hash i ti år. Fra 1990 har jeg stort set holdt fin­gre­ne fra det he­le. Sidst i halv­fem­ser­ne hav­de jeg så en co­lom­bi­ansk ve­nin­de i et års tid og bo­e­de igen­nem læn­ge­re tid i Bog­o­tá. Hun tog co­ke re­gel­mæs­sigt, og så hænd­te det da, at jeg og­så tog lidt. Men hver gang fortrød jeg med det sam­me, for jeg fik det dår­ligt hver gang.« – Hvil­ke stof­fer ta­ger De i dag? »In­gen! Et par uger før årtu­sind­skif­tet gjor­de jeg rent bord. Jeg holdt op med at ry­ge og har ik­ke rørt stof­fer si­den. Der­for er det­te årtu­sin­de og­så ’mit årtu­sin­de’. Si­den da er det gå­et mig bed­re. Det, jeg la­ver, er folk be­gyndt at fin­de in­ter­es­sant. Når man tæn­ker på, hvor ha­det The Stoo­ges var, og hvor rin­ge­ag­tet vi var. Fra 2000 er The Stoo­ges plud­se­lig ble­vet cool overalt: Helt ær­ligt, det er da okay! Hey Ig­gy! Kun­ne du ik­ke tæn­ke dig at ta­ge på tur­né igen med The Stoo­ges? Jo klart, ger­ne! Og­så mi­ne so­lo­al­bums sæl­ger fak­tisk. Ig­gy Pop? Hans san­ge skal da med i re­k­la­me­klip og so­und­tra­cks til film! Her­ligt! Jeg el­sker det

Comments

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.