Et knu­sen­de lil­le udsnit af him­len

Weekendavisen - - Kultur - Af LINEA MA­JA ERNST

Mor-modig. Brie Lar­son gli­trer mat i fuld­stæn­digt gri­ben­de in­despær­rings­dra­ma.

Room. In­str.: Len­ny Abra­ham­son. Ma­nus: Em­ma Do­nog­hue (ef­ter roman af sam­me for­fat­ter). Fo­to: Dan­ny Co­hen. 118 mi­nut­ter. USA 2015. I 41 bi­o­gra­fer lan­det over.

Hvor­når har jeg sidst væ­ret så fuld­stæn­dig op­slugt af en film, så gre­bet i he­le krop­pen? Det er ik­ke kun den alt for vir­ke­li­ge ond­skab, vi mø­der i Room, som for­hek­ser én, men frem for alt det frem­ra­gen­de sku­e­spil, ho­ved­per­so­ner­nes helt vil­de nær­vær. Ja­ck (Ja­cob Trem­blay) fyl­der fem år. Han har he­le sit liv væ­ret in­despær­ret sam­men med mor (Brie Lar­son) i et ly­di­so­le­ret ha­ve­s­kur. Mor hed­der i vir­ke­lig­he­den Joy og blev som 17-årig kid­nap­pet af man­den, der hol­der hen­de og Ja­ck fan­get. De kal­der ham Gam­le Ni­ck, nog­le gan­ge kom­mer han med ga­ver, an­dre gan­ge mis­bru­ger han moren seksu­elt, mens Ja­ck er låst in­de i ska­bet. Fil­men er ba­se­ret på ro­ma­nen Room af Em­ma Do­nog­hue, som igen er in­spi­re­ret af østrig­ske Elisa­beth Fritzls hi­sto­rie. Trods al elen­dig­he­den har mor fyldt den klau­stro­fo­bi­ske fan­gekæl­der med fan­ta­si og kær­lig­hed. ’Væ­rel­set’ er den ene­ste ver­den, Ja­ck ken­der: Han si­ger »God­mor­gen!« til lam­pen, ska­bet og tag­vin­du­et (hvori­gen­nem et knu­sen­de lil­le udsnit af him­len er syn­ligt). De har et tv og bør­ne­bø­ger, men Ja­ck har lært, at det er find-på: Den lil­le pot­te­plan­te og ba­de­kar­ret er vir­ke­li­ge, men træ­er og ha­vet fin­des kun på tv. De la­ver en flot le­ge­tøjs­slan­ge af hal­ve æg­ge­skal­ler, og Ja­cks hår er langt, for­di det er dér, Styr­ke sid­der. ’Væ­rel­set’ ses med Ja­cks øj­ne: Der­for er det kun grimt på en må­de, som børn er blin­de for. Det mest uhyg­ge­li­ge er, at det lil­le rum i øje­blik­ke bli­ver hyg­ge­ligt, min­der om hu­ler, man byg­ge­de som lil­le. Og det bli­ver ty­de­ligt, hvil­ke af­sin­di­ge kræf­ter der lig­ger bag morens for­svars­me­ka­nis­mer.

NÅR man goog­ler Elisa­beth Fritzl, duk­ker der en mas­se bil­le­der af hen­des far og fan­ge­vog­ter, Jo­sef Fritzl, op. Desvær­re har vi let­te­re ved at hu­ske monste­ret end of­fe­ret. Det næg­ter Room. Jeg er im­po­ne­ret over fil­mens moral. Den dvæ­ler ik­ke ved sin skurk, mal­ker ik­ke hans uhyg­ge. Den har kun foragt ti­l­overs for ham, har ik­ke i sin­de at for­kla­re hans hand­lin­ger med en sør­ge­lig barn­dom; det er ik­ke hans hi­sto­rie, men Joys og Ja­cks. Og ef­ter­hån­den be­gyn­der hun at for­tæl­le sin søn, hvor stor ver­den i vir­ke­lig­he­den er, hvad det er, de er ble­vet ud­sat for, og hvor­dan de skal for­sø­ge at f lyg­te. 26-åri­ge Brie Lar­son spil­ler ge­ni­alt. Hun er træt og grå­lig, men mo­digt le­ven­de. Lar­son vandt en Oscar for sin rol­le i Room, fuldt fortjent, hun skal ba­re ha­ve al­le de pri­ser, hun kan bæ­re. Og Ja­cob Trem­blay er miraku­løs som Ja­ck. De­res ke­mi og sam­spil er for­bløf­fen­de – og det fø­les al­drig, som om han spil­ler sku­e­spil. Man er li­ge så over­ra­sket og tryl­le­bun­det som han over at op­da­ge, at mus er vir­ke­li­ge, da der plud­se­lig sid­der én på gul­vet en mor­gen. Det er nemt og der­for lidt in­tet­si­gen­de at skri­ve, at en film gav én hjer­te­ban­ken. Så lad mig væ­re helt præ­cis: Der er en flugts­ce­ne midt i fil­men, hvor min puls dun­ke­de så vildt i bryst og ma­ve, at jeg var ban­ge for at be­svi­me. Ik­ke for­di sce­nen var spæk­ket med dra­ma­ti­ske vir­ke­mid­ler, men for­di Lar­son og Trem­blay for­in­den fuld­stæn­dig har over­be­vist os om, at alt står på spil. Selv­føl­ge­lig vid­ste jeg, at jeg så en film, men det var umu­ligt at skil­le krop­pens re­ak­tio­ner fra det, der ske­te på lær­re­det. An­den halv­del er end­nu bar­ske­re. Joy og Ja­ck er frie, og for bur­bar­net Ja­ck er ver­den gi­gan­tisk og over­væl­den­de. Men han fol­der sig ud, flyt­ter nys­ger­rigt ind i ver­den. Det fryg­te­li­ge er, at Joy bli­ver me­re og me­re syg. Trau­met, hun har luk­ket ned for Ja­cks skyld, be­gyn­der at æde hen­de. Kræf­ter­ne, hun brug­te til at over­le­ve, kan ik­ke an­ven­des til at le­ve nor­malt. Tit tæn­ker jeg, at film er go­de, når de er kom­plek­se, in­tel­lek­tu­elt ud­for­dren­de, etc. Men Room er en fan­ta­stisk film, net­op for­di den er in­der­ligt ba­sal. Den gri­ber fat i no­get så ma­ve­dybt som bån­det mel­lem for­æl­dre og børn og ri­ver én med sig gen­nem mør­ket. Jeg vil an­be­fa­le, at man med­brin­ger et an­se­ligt la­ger cho­ko­la­de i bi­o­gra­fen, trø­ste­spis­ning er helt nød­ven­digt bå­de un­der og ef­ter fil­men. Men se den skal man.

»Room gri­ber fat i no­get så ma­ve­dybt som bån­det mel­lem for­æl­dre og børn og ri­ver én med sig gen­nem mør­ket.«

Joy (Brie Lar­son) ska­ber en le­ven­de, kær­lig fan­ta­si­ver­den for søn­nen Ja­ck (Ja­cob Trem­blay), men snart er hun nødt til at for­tæl­le ham sand­he­den: At de he­le hans liv har væ­ret in­despær­ret, og at den vir­ke­li­ge ver­den er uden­for.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.