I luf­ten hæn­ger et vand­sprøjt til­ba­ge

Weekendavisen - - Kultur - Af BO GRE­EN JENSEN

Po­pkunst. Til­da Swin­tons stil­hed red­der et sol­gen­nem­bagt snak­ke­styk­ke om fi­re livs­fjer­ne luksus­turi­ster. Spæn­din­gen skal man tæn­ke sig til.

A Big­ger Splash. In­str. Luca Gu­a­dag­ni­no. Ma­nus: David Ka­j­ga­nich. Fo­to: Yo­ri­ck Le Saux. Frank­rig-Ita­li­en 2015. 7 bi­o­gra­fer.

Der er nog­le gam­le ven­ner, som man ser igen med ban­ge anel­ser. Må­ske var de sjove, da man selv var sjov, må­ske ved man af bit­ter er­fa­ring, at de ik­ke er til at slip­pe af med igen. De kom­mer fra et an­det ka­pi­tel, som man ik­ke or­ker at læ­se igen. Det er ik­ke, for­di man ik­ke kan hu­ske, hvor skæg­ge de farlige ven­ner kun­ne væ­re. Men de var ik­ke til at sty­re, når de først blev luk­ket ind. Så­dan et men­ne­ske er mu­sikpro­du­ce­ren Har­ry Hawks (Ralph Fien­nes). Den for­mi­dab­le mand mel­der sin an­komst, net­op som ro­ck­stjer­nen Ma­ri­an­ne La­ne (Til­da Swin­ton) har fun­det sig til ret­te i en dyb, ve­ge­te­ren­de fred med Paul de Smedt (Mat­t­hi­as Scho­e­na­erts), en film­ska­ber, der hol­der lang tan­ke­pau­se. Par­ret ple­jer og støt­ter hin­an­den ef­ter se­ri­ø­se livskri­ser, der fik dem til at slå pjal­ter­ne sam­men. Hun hvi­ler ud ef­ter en hals­o­pe­ra­tion, som gør, at hun ik­ke kan ta­le. Han er tør­lagt ef­ter en bil­u­lyk­ke, som må­ske var et slø­ret for­søg på at dø. De ny­der de ro­li­ge da­ge på Pan­tel­le­ria, en lil­le ita­li­ensk ø, som lig­ger tæt­te­re på Tu­nesi­en end på Si­ci­li­en. Har­ry ken­der og­så Pan­tel­le­ria. Ka­os­brin­ge­ren er for­tro­lig med al­le ter­ræ­ner. Der er ik­ke den mad, som han ik­ke har smagt, og den vin, som han ik­ke har druk­ket – som re­gel på hu­sets reg­ning. Han kan sik­kert og­så hu­ske, hvad eje­rens bør­ne­børn hed­der. Var so­ci­al flair en va­lu­ta, vil­le Har­ry væ­re ho­ved­rig. Han er så­dan en mand, som man ik­ke si­ger nej til. Har­ry rin­ger fra luft­hav­nen, hvor han er lan­det med te­e­na­ge­ren Pe­ne­l­ope (Dako­ta Jo­hn­son), som vist nok er hans ny­ligt op­da­ge­de dat­ter. I hvert fald skal hun di­stra­he­re Paul, mens Har­ry får Ma­ri­an­ne til at syn­ge igen, på sce­nen såvel som i kæ­re­ste­sen­gen. Det var ham, der præ­sen­te­re­de Ma­ri­an­ne og Paul for hin­an­den. Har­ry sy­nes, de skyl­der ham no­get til gen­gæld. Da­ge­ne går ved den blå swim­m­ing­pool, hvor slan­ger­ne hvis­ler i græs­set. Der er flas­h­ba­cks til en kro­net tid, hvor Ma­ri­an­ne syn­ger for men­ne­ske­ha­vet og lig­ner en blan­ding af An­nie Len­nox og David Bowie. I nu­ti­den er der mi­gran­ter på stien ved den le­je­de vil­la. Og­så de er en del af men­ne­ske­ha­vet, som turi­ster­ne har iso­le­ret sig fra. Der er dår­lig kar­ma fra før­ste sce­ne med Har­ry og Pe­ne­l­ope i hu­set. Ma­ri­an­ne og Paul har nydt at le­ve stil­le og el­ske som dyr. Har­ry kan slet ik­ke ha­ve så­dan no­get. Han drik­ker vin som vand og ryster gour­met­mad ud af ær­mer­ne på sin hawai­iskjor­te. Far­ver­ne skri­ger til him­len. Man­den ta­ler fra mor­gen til af­ten. I en sær­ligt vel­skabt sce­ne be­skri­ver Har­ry, hvor­dan han pro­du­ce­re­de Voo­doo Lo­un­ge (1994) for The Rol­ling Sto­nes til­ba­ge i den sto­re tid. Han spil­ler luft­gu­i­tar, mens han Jag­ger-dan­ser til »Emo­tio­nal Rescue«. Man­den har alt­så en lang kar­ri­e­re. »Emo­tio­nal Rescue« er fra 1980. Har­ry er mu­lig­vis uhel­bre­de­ligt syg. Man ved al­drig helt, om han ly­ver. Han har i hvert fald brug for Ma­ri­an­ne, hvis han skal kæm­pe sig vær­digt til­ba­ge.

SICILIANEREN Luca Gu­a­dag­ni­no er en mand, der bli­ver set skævt til i det ita­li­en­ske film­mil­jø. Han ta­ler hårdt om kol­le­ger og har tjent for­mu­er på at la­ve tv-re­k­la­mer for Guc­ci og Car­ti­er. Han fik tidligt kon­takt med Til­da Swin­ton, som med­vir­ke­de i The Pro­ta­go­ni­sts (1999). Det var og­så Swin­ton, som spil­le­de ma­tri­ar­ken i Io so­no amo­re/I Am Love (2009), der blev et stort art­hou­se hit. Gu­a­dag­ni­no de­bu­te­re­de som ope­rain­struk­tør i 2011, hvor han is­ce­ne­sat­te Ver­dis Falstaff. Han si­ger selv, at han ser Har­ry Hawks som en ef­ter­kom­mer af Sha­kespea­res ka­rak­ter. Beg­ge er stør­re end vir­ke­lig­he­den, og beg­ge er ble­vet ana­kro­nis­mer. De er dø­en­de kæm­per i dvær­ge­nes tid, men de er og­så f lod­he­ste, der stam­per i strøm­men. Det er ik­ke de­res ver­den me­re. Har­ry får næ­sten ud­ført sin mis­sion. Han får Ma­ri­an­ne til at gri­ne og gå på vulka­ner igen, mens Pe­ne­l­ope og Paul, som ef­ter­hån­den væm­mes ved det he­le, for­e­nes i na­tu­ren, helt ef­ter pla­nen. Men den forjæt­ten­de swim­m­ing­pool, der er om­drej­nings­punk­tet i så man­ge sce­ner, skal en­de­lig bru­ges dra­ma­tisk. A Big­ger Splash er en slud­re­vorn film, der skal af ko­des i f le­re om­gan­ge. For­læg­get er Jaques De­rays La Pi­sci­ne (1969), der brug­te cool bos­sa nova på sam­me må­de, som Gu­a­dag­ni­no bru­ger år­gangs­ro­ck. Men La Pi­sci­ne var en re­gu­lær thril­ler med Alain De­lon, Ro­my Sch­nei­der, Mauri­ce Ro­net og Ja­ne Bir­kin. A Big­ger Splash er me­re dif­fus. Fil­men er et stort snak­ke­styk­ke, og Swin­tons stil­hed ta­ler li­ge så stærkt som Fien­nes’ mo­tor­mund. Fil­men ta­ger sin ti­tel fra David Ho­ck­neys 1967-ma­le­ri af en swim­m­ing­pool med en sen­neps­gul vip­pe og to pal­mer ved et hus i Ca­li­for­ni­en. Der er in­gen per­so­ner i sy­ne, men i luf­ten hæn­ger et vand­sprøjt til­ba­ge. Hvad man ser, er af­tryk­ket af en be­væ­gel­se. Dén fak­tor pas­ser til fil­men. Gu­a­dag­ni­no si­ger, at han op­tog en smuk pro­log med ma­le­ri­et. Men det smuk­ke­ste var at skæ­re for­kla­rin­gen bort. Må­ske har der væ­ret fle­re sce­ner med afri­kan­ske flygt­nin­ge. Fil­men er bedst, når den in­tet for­kla­rer. Der er et ir­ri­te­ren­de om­stæn­de­ligt af­snit, hvor det lo­ka­le po­li­ti bum­ler rundt. Uan­set hvad man skal læg­ge i fil­men, er den visu­elt stærk he­le ti­den og for det me­ste psy­ko­lo­gisk tro­vær­dig. Fien­nes for­sy­ner sin ka­rak­ter med en ui­mod­ståe­lig­hed, som man ha­der. Swin­ton ar­bej­der ak­tivt med in­tet at si­ge. Jo­hn­son og Scho­e­na­erts har min­dre at ta­ge fat i som nym­fen og fau­nen. Men er fil­men værd at se, bli­ver der spurgt. Dét er den af­gjort. God og dår­lig er va­ge be­gre­ber. Lad os lan­de på in­ter­es­sant og mar­kant.

A Big­ger Splash. FO­TO: SF FILM

Til­da Swin­ton og Ralph Fien­nes som gam­le kæ­re­ster i

A Big­ger Splash FO­TO: TATE COL­LECTION A Litt­le Splash.

David Ho­ck­neys (1967) hæn­ger i Lon­don på Tate Gal­le­ry. Bil­le­det må­ler 2,5 x 2,5 me­ter og har sin ti­tel, for­di Ho­ck­ney året før hav­de ma­let

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.