Lars Mik­kel­sen lig­ner Pu­tin me­re end Pu­tin selv

Weekendavisen - - Kultur - Af AN­DREY KAZANKOV

In­ter­view. Sku­e­spil­le­ren Lars Mik­kel­sen blev in­spi­re­ret af rus­sisk kul­tur og øst­eu­ro­pæ­e­res mang­len­de lyst til at for­stil­le sig, da han skul­le spil­le Pu­tin el­ler Pe­trov, som den rus­si­ske præ­si­dent hed­der i Hou­se of Cards.

ORT tid ef­ter Lars Mik­kel­sen sag­de far­vel til mig og for­lod Den fran­ske Café ved Sor­te­dams Sø på Øster­bro, hen­vend­te to un­ge kvin­der sig til mig. De hav­de læn­ge ven­tet på, at vi vil­le ef­ter­la­de det lan­ge bord og stik­kon­tak­ten i væg­gen til dem, men ef­ter­som jeg blev sid­den­de, var de nu nødt til at spør­ge mig, om ik­ke jeg vil­le de­le bor­det med dem. Vi faldt i snak, og det vi­ste sig, at bå­de Emi­lie og Alan­na kom fra Frank­rig. De hav­de ik­ke bo­et i Dan­mark sær­lig læn­ge, men jeg vid­ste godt, hvad jeg skul­le si­ge, da Emi­lie spurg­te mig, hvem det nu var, jeg hav­de talt med i næ­sten en ti­me. »Har du set tv-se­ri­en Hou­se of Cards?« sva­re­de jeg med et spørgs­mål. »Ja,« nik­ke­de Emi­lie. »Kan du hu­ske den rus­si­ske præ­si­dent?« »Ja selv­føl­ge­lig.« »Ham, der var her li­ge før, er den rus­si­ske præ­si­dent fra Hou­se of Cards. « »Er det rig­tigt? Han var frem­ra­gen­de!« ud­brød Emi­lie, der så­le­des le­ve­re­de et lil­le be­vis på, at Lars Mik­kel­sens for­tolk­ning af præ­si­dent Pe­trov ik­ke kun har im­po­ne­ret an­mel­de­re, men og­så se­e­re overalt i ver­den. Da Vik­tor Pe­trov og der­med Lars Mik­kel­sen blev en del af Hou­se of Cards i tv-se­ri­ens tred­je sæ­son for et år si­den, kon­sta­te­re­de Jens Wor­ning Sø­ren­sen, tid­li­ge­re dansk ge­ne­ral­kon­sul i Sankt Pe­ters­borg, at Mik­kel­sen var »per­fekt« som Ruslands le­der. Jens Wor­ning Sø­ren­sen gav den­gang sin me­ning til ken­de på Fa­ce­book. På det rus­si­ske svar på Fa­ce­book, so­ci­al­me­di­et VKon­tak­te, fandt jeg se­ne­re en end­nu me­re ro­sen­de og ram­men­de be­skri­vel­se af den dan­ske sku­e­spil­lers præ­sta­tion, som en af se­ri­ens rus­si­ske fans hav­de for­mu­le­ret på føl­gen­de må­de: »Lars Mik­kel­sen lig­ner Pu­tin me­re, end Pu­tin lig­ner Pu­tin.« Jeg tænk­te på dis­se ord, da jeg så den fjer­de sæ­son af Hou­se of Cards, som blev fri­gi­vet af Net­flix for ny­lig. Vik­tor Pe­trov fyl­der ik­ke helt så me­get i den nye sæ­son som sid­ste år, men ik­ke de­sto min­dre kan man kun gi­ve We­e­ken­da­vi­sens an­mel­der ret i, at Lars Mik­kel­sen »ven­der emi­nent spil­len­de til­ba­ge i rol­len som den rus­si­ske præ­si­dent«. Men hvor­dan er det over­ho­ve­det mu­ligt for en dansk sku­e­spil­ler at spil­le rol­len som Ruslands stær­ke mand så tro­vær­digt, at selv rus­se­re som jeg må over­gi­ve sig? En af nøg­ler­ne vi­ser sig at lig­ge i Lars Mik­kel­sens for­stå­el­se for den øst­eu­ro­pæ­i­ske kul­tur og men­ta­li­tet.

K»DE fle­ste i den ve­st­li­ge del af ver­den gør me­get ud af at for­stil­le sig og si­ge, at her går al­ting godt. Men dét, der gør Pe­trov stærk, er, at han ik­ke vil for­stil­le sig. Jeg ken­der det fra mi­ne op­le­vel­ser med øst­eu­ro­pæ­e­re. Hvor­for skul­le jeg dog for­stil­le mig, ser de nær­mest ud til at spør­ge,« si­ger Lars Mik­kel­sen og får he­le sin lan­ge krop til at lig­ne et spørgs­måls­tegn. »For nog­le år si­den skul­le jeg spil­le en ser­bi­sk le­je­mor­der i fil­men Mon­ta­na, og i den for­bin­del­se fik jeg en ser­ber til at hjæl­pe mig. Før­ste af­ten, han var hjem­me hos mig, sag­de han til mig: ’Det er for­fær­de­ligt. Jeg ved ik­ke, hvor­for de har valgt dig. Der er så man­ge go­de ser­bi­ske sku­e­spil­le­re.’ Den­ne ærlighed er så fuck­ing uhø­flig. Men da han så til gen­gæld se­ne­re sag­de, at jeg gjor­de det godt, så vid­ste jeg, at det var godt.« »Jeg op­le­ve­de og­så no­get af det sam­me, da jeg var ung og tog til Moskva med Ne­xt Stop Sov­jet-be­væ­gel­sen. De men­ne­sker, vi mød­te der­ov­re, var me­get me­re di­rek­te i de­res kom­mu­ni­ka­tion. Det var me­get skræm­men­de for os vi­cto­ri­a­ne­re,« gri­ner den dan­ske stjer­nesku­e­spil­ler. I tid­li­ge­re in­ter­views har han for­kla­ret, at hans ka­rak­ter i Hou­se of Cards ik­ke blev skabt som en ko­pi af Ruslands vir­ke­li­ge præ­si­dent, og at der er fle­re for­skel­le mel­lem Pe­trov og Pu­tin. Man­ge lig­he­der er dog og­så til at få øje på, in­klu­si­ve fak­tu­el­le de­tal­jer; li­ge­som Pu­tin er Pe­trov skilt, hvil­ket er ret usæd­van­ligt for en stats­le­der. Der­u­d­over har én be­stemt epi­so­de fra Pu­tins po­li­ti­ske liv fun­ge­ret som et ud­gangs­punkt for Lars Mik­kel­sens ar­bej­de med præ­si­dentskik­kel­sen i tv-se­ri­en: »Det var sim­pelt­hen så groft, den­gang Mer­kel be­søg­te Pu­tin, og han tog imod hen­de med en stor hund, selv om han vid­ste, at hun var ban­ge for hunde. Det var godt for mig at ha­ve det som et grund­bil­le­de, for i min rol­le skul­le jeg he­le ti­den gå over græn­sen, og så kan man jo be­gyn­de at tæn­ke, om ik­ke det er for me­get. Men når man har en re­fe­ren­ce i vir­ke­lig­he­den, og man ved, at så­dan no­get fak­tisk fin­des, så er det og­så nem­me­re at gå langt,« for­kla­rer Lars Mik­kel­sen. »Sid­ste års sce­ne, hvor Pe­trov kom­mer ind i Det Hvi­de Hus og pro­vo­ke­rer, pro­vo­ke­rer og pro­vo­ke­rer, kan man egent­lig godt se som en læs­ning af Pu­tins mø­de med Mer­kel.« Og­så i den ak­tu­el­le sæ­son er Pe­trov i gang med at pro­vo­ke­re og an­gri­be tv-se­ri­ens to pro­ta­go­ni­ster, den ame­ri­kan­ske præ­si­dent Frank Un­derwood og hans ko­ne Clai­re Un­derwood, der i øv­rigt beg­ge kan må­le sig med Pe­trov, hvad an­går styr­ke og nå­des­løs­hed. Men det kan vi­ce­præ­si­dent Do­nald Blyt­he ik­ke, og på et tids­punkt er han ved at bli­ve et nemt of­fer for den ma­ni­p­u­le­ren­de rus­si­ske præ­si­dent.

VLA­DI­MIR Pu­tin er ik­ke den ene­ste rus­si­ske po­li­ti­ker, Lars Mik­kel­sen har iagt­ta­get for at fin­de ud af, hvor­dan han skal spil­le Pe­trov. »Jeg ved ik­ke, hvor man­ge gan­ge jeg har sid­det og set uden­rigs­mi­ni­ster Lavrov og pre­mi­er­mi­ni­ster Med­ve­dev. De er og­så cut the crap-ty­per, men de kan dog godt ta­ge et smil på. Og især Lavrov er et så­dant me­get rus­sisk, ek­stremt højt in­tel­lek­tu­elt men­ne­ske, der min­der om for­ti­dens diplo­ma­ter i Kis­sin­ger­klas­sen,« si­ger Lars Mik­kel­sen, der stræb­te ef­ter – og lyk­ke­des med – at gø­re Pe­trov min­dre kan­tet og me­re ver­dens­man­d­ag­tig end Pu­tin. Li­ge­som Pu­tin er Pe­trov stærk, ar­ro­gant, var­som, mistænk­som og melan­kolsk, og han age­rer, som Pu­tin vil­le ha­ve age­ret. Men Pe­trov gør det på en flot­te­re og me­re cool må­de, og net­op der­for er det ik­ke for­kert at kon­klu­de­re, at Pe­trov »lig­ner Pu­tin me­re, end Pu­tin lig­ner Pu­tin.« Pe­trov er og­så langt bed­re end Pu­tin til en­gelsk, men Lars Mik­kel­sen måt­te sta­dig­væk ar­bej­de på at læ­re at ta­le med en tro­vær­dig rus­sisk ac­cent. Der­u­d­over skul­le han og­så ud­ta­le fle­re sæt­nin­ger og end­da syn­ge på rus­sisk. San­gen end­te med at bli­ve et af de ab­so­lut­te høj­de­punk­ter i sid­ste sæ­sons Hou­se of Cards. »Jeg knok­le­de så me­get, som jeg over­ho­ve- det kun­ne med min co­ach, Adrien­ne Nel­son. Rus­sisk er ed­der­ma­me et svært sprog for en skan­di­nav, og jeg kan jo ik­ke sny­de en rus­ser, men jeg kan må­ske sny­de de an­dre, og det er der­for, det er vig­tigt med spro­get, for en rus­sisk præ­si­dent snak­ker for fan­den rus­sisk,« fast­slår Lars Mik­kel­sen. »Et sprog er og­så et ud­tryk for en kul­tur og en må­de at fø­re sig på. For du kan godt si­ge: ’Jeg vil si­ge til Is­ra­el. Luk I ba­re je­res luftrum’.« Lars Mik­kel­sen slår over i rus­sisk og frem­fø­rer en af Pe­tro­vs replik­ker med en mo­no­ton og svag stem­me. »Men du kan og­så si­ge: ’Jeg vil si­ge til Is­ra­el. Luk I ba­re je­res luftrum’,« ud­ta­ler Lars Mik­kel­sen igen på rus­sisk, men nu med Pe­tro­vs fryg­tind­g­y­den­de stem­me og an­sigts­ud­tryk. Og så til­ba­ge til dansk: »Min mor­far var kom­mu­nist, og da jeg var barn, sat­te han mig til at læ­se Gor­kij. Se­ne­re læ­ste jeg og­så Gog­ol og Do­sto­jevskij. Og der var alt­så no­get ved det stor­slå­e­de land, de hav­de skre­vet om, som jeg fandt fan­ta­stisk.« Men li­ge­som det »stor­slå­e­de land« var an­der­le­des end Vest­eu­ro­pa i Do­sto­jevski­js tid og se­ne­re i Gor­ki­js tid, er Rusland det og­så i dag: »Den stær­ke mand har al­tid be­ty­det me­get i Rusland. Der er en sce­ne, hvor Pe­trov for­kla­rer til Un­derwood, at der fak­tisk er fle­re ho­mo­seksu­el­le i Pe­tro­vs in­der­kreds, og at han ik­ke har en skid imod det,« for­tæl­ler Lars Mik­kel­sen. »Men Pe­trov er nødt til at frem­stå stærk udadtil, for det er ik­ke så­dan, at hvis han træ­der til­ba­ge, så kom­mer der en an­den til, li­ge­som det sker i Ve­sten. Når rus­ser­ne først er util­fred­se med de­res le­der, så væl­ter de sta­tu­er og gør op­rør.«

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.