Det yder­ste Eu­ro­pa

Weekendavisen - - Kultur - Af DY PLAM­BECK

Es­say. Græker­ne ple­je­de at gø­re me­get ud af be­gra­vel­ser. Men det har de ik­ke råd til i kri­se­ti­der. »Nu dør folk ba­re, de­mo­kra­ti­et dør. Og man gør ik­ke så me­get ved det,« for­tæl­ler en tid­li­ge­re be­de­mand, som gik kon­kurs. En rej­se til Græken­land og Ser­bi­en i skyg­gen af na­tio­na­lis­me og apo­ka­lyp­se.

At­hen er luk­ket ned. De­mon­stran­ter­ne har ind­ta­get by­ens cen­trum. Taxa­chauf­før­en smy­ger sin bil gen­nem ga­der­ne, for­sø­ger at fin­de vej til vo­res ho­tel gen­nem af­spær­rin­ger og po­li­tiets sa­lat­fa­de. Gen­nem det ned­rul­le­de vin­due kan jeg hø­re dem: jernstæn­ger, der slår mod con­tai­ne­re, sten, der bli­ver ka­stet, glas, der bli­ver knust, en fol­ke­mæng­de, der kom­mer gå­en­de og rå­ber sla­gord. Taxa­en dre­jer om et hjør­ne, og nu kan jeg se dem: de sto­re ban­ne­re, de­mon­stran­ter­ne hol­der for­an sig, tu­sind­vis af åb­ne mun­de og ra­sen­de øj­ne. Uro­be­tjen­te­ne med de­res skjol­de, hjel­me og ge­væ­rer. Min halvan­detåri­ge dat­ter sid­der på mit skød og ser ud ad det ned­rul­le­de vin­due. »A det?« spør­ger hun og pe­ger på fol­ke­mæng­den. På taxa­ens for­sæ­de ta­ler min kæ­re­ste med taxa­chauf­før­en om den skat­tere­form, som der bli­ver de­mon­stre­ret mod. »Græken­land har få­et me­get kri­tik af EU, for­di vi ik­ke er go­de nok til at ind­kræ­ve skat­ter,« si­ger taxa­chauf­før­en. Smog­gen lig­ger om by­en som sto­re ar­me, en om­fav­nel­se, da vi kom­mer frem til ho­tel­let. Dets neon­far­ve­de fa­ca­de ser næ­sten ma­ka­ber ud mel­lem de af­skal­le­de fal­de­fær­di­ge byg­nin­ger om­kring det. Smog­gen har far­vet fa­ca­der­ne grå, du­er­ne fal­der i med hus­mu­re­ne. Der lig­ger to se­x­bi­o­gra­fer ved si­den af ho­tel­let. En po­r­no­film kø­rer i det ene vin­due ud mod ga­den. På mu­ren over for ho­tel­let står der med sto­re graf­fi­ti­bog­sta­ver: Whe­re is my mind?

»VI ven­ter på, at reg­nen skal let­te luf­ten,« si­ger grønt­hand­le­ren. Jeg kø­ber ba­na­ner til min dat­ter. Men der kom­mer in­gen regn. Luf­ten fyl­des af en lugt af råt kød fra mar­ke­det ved si­den af grønt­sags­bo­der­ne. Graf­fi­tien spre­der sig ud over by­en. Den er al­le veg­ne: på fa­ca­der, dø­re, lyg­tepæ­le og fli­ser­ne på for­to­vet. Den lig­ner ét stort ma­le­ri, der in­dram­mer by­ens cen­trum. De smal­le ga­der stin­ker af pis. Læn­ge­re frem­me hæ­ver Akro­po­lis sig stejlt op­pe på klip­pen. Der er gang i den i ga­den, en hek­tisk tu­mult, folk, der går ind og ud mel­lem hin­an­den, ta­ler højt, slår ud med ar­me­ne. Al­voren sid­der i de mør­ke ran­de un­der græker­nes øj­ne, tø­jet er mørkt og slidt. En for­brændt kvin­de tig­ger. Øret er brændt væk. Hu­den på den ene si­de af hen­des an­sigt og over­krop har truk­ket sig sam­men i for­brænd­te knu­der. Hun har kun én arm. Scoo­te­re fræ­ser for­bi de smal­le for­tove, hvor folk al­le­re­de sid­der ude, selv­om vin­te­r­en dår­lig nok er slut. So­len er mild nu, om­kring at­ten gra­der. Den græ­ske øko­no­mi­ske kri­se kan ik­ke ses på caféer­ne og re­stau­ran­ter­ne. De er fyldt op. Eje­ren af en re­stau­rant i Psi­ri, hvor vi spi­ser, pe­ger på bor­det, hvor min dat­ters madre­ster lig­ger spredt ud over du­gen. »Eve­rywhe­re a small disa­ster,« si­ger han og smi­ler skævt. Han ryd­der op og for­tæl­ler, at han tid­li­ge­re eje­de en be­de­mands­for­ret­ning. Men den gik kon­kurs. Græker­ne ple­je­de at gø­re me­get ud af be­gra­vel­ser. Men ik­ke læn­ge­re. Ik­ke i kri­se­ti­der. »Nu dør folk ba­re,« si­ger han og smi­ler igen sit skæ­ve smil, »folk dør, de­mo­kra­ti­et dør. Og man gør ik­ke så me­get ved det.« Om af­te­nen på ho­tel­væ­rel­set sam­ler by­en sig i min dat­ter. Hun kan ik­ke fal­de til ro, mos­ler rundt i sen­gen, får høj fe­ber, næ­sten 40. Den sø­de lugt af fly­den­de jord­bær­pa­no­dil fyl­der væ­rel­set. En kind­tand bry­der frem.

SO­LEN skin­ner ned på de gi­gan­ti­ske temp­ler, Part­henon og Ere­ch­t­heion, på Akro­po­lis. Søj­ler­ne ræk­ker højt over mig, ind i den skyfri him­mel. Min dat­ter sam­ler små sten op fra jor­den og put­ter dem i lom­men. Hun får øje på sin egen skyg­ge. »A det?« si­ger hun og lø­ber ef­ter skyg­gen, »a det?« Jeg ser på At­he­ne Ni­ke-temp­let. Jeg ved sjæl­dent, hvad jeg skal fø­le, når jeg ser den slags stor­hed, hvor kun ru­i­ner­ne er til­ba­ge, jeg bli­ver ba­re helt tom. »Det var her, Eu­ro­pa be­gynd­te,« si­ger min kæ­re­ste. Nu er det her, det stop­per, tæn­ker jeg, Græken­land er Eu­ro­pas yder­ste græn­se. At­hen lig­ger i et mør­ke ne­den for den sto­re klip­pe. Smog­gen hæn­ger over den som et tungt låg. For­an den sto­re le­ge­tøjs­bu­tik på Er­mou lig­ger de hjem­lø­se på ræk­ke. De har fol­det de­res pap ud, lig­ger og sover med far­ve­ri­ge tæp­per over sig. Én har ryd­det fint op, fol­det sit pap og sit tæp­pe sam­men, mens han er ude. Vi ser dem hver gang, vi går frem og til­ba­ge til ho­tel­let. Og uro­be­tjen­te­ne. De har dan­net en ring om par­la­men­tet for en­den af Er­mou. De står op­pe på mu­re­ne og ta­ler i wal­kie-tal­ki­es. Ind­gan­ge­ne til Na­tio­nal­par­ken er luk­ket, så de­mon­stran­ter­ne ik­ke har no­get sted at lø­be hen, spre­de sig, så de bli­ver fan­get i ga­der­ne. De­mon­stra­tio­nen er i gang på tred­je dag. På vej ned fra Akro­po­lis stop­per vi i en lil­le park med ap­pels­in­træ­er. Min dat­ter gi­ver sig til at sam­le de ned­fald­ne ap­pels­i­ner sam­men og læg­ge dem på en bænk. Hun vil klap­pe al­le de her­re­lø­se hunde. De er ik­ke vant til den ven­lig­hed. De ved ik­ke, hvad de skal stil­le op med hen­des klun­te­de kær­tegn. Bæn­ke­ne i par­ken er fyldt med un­ge men­ne­sker, der hæn­ger ud med flak­ken­de blik­ke. Som om der ik­ke er no­get sted at se hen. I Græken­land er ung­doms­ar­bejds­løs­he­den over 50 pro­cent. Som en af de un­ge, jeg fal­der i snak med i par­ken, si­ger: Der er ik­ke så me­get at la­ve her i by­en. »Jeg vil­le ger­ne rej­se og fin­de et job,« si­ger han, »men jeg ved ik­ke, hvor jeg skal ta­ge hen.« Un­der skyg­gen af nog­le træ­er læn­ge­re in­de i par­ken har nog­le flygt­nin­ge slå­et sig ned med de­res ta­sker og tæp­per. En kvin­de går rundt med en ba­by i fav­nen, svøbt i et tæp­pe. Tørklæ­det om hen­des ho­ved sid­der løst, hun har ba­re tæ­er, hen­des lan­ge grå kjo­le flag­rer let ef­ter hen­de. Der er no­get ved hen­de, den må­de, hun går på, bar­net i hen­des favn, der får mig til at se Jom­fru Maria for mig.

VI vil le­je en bil og kø­re fra At­hen, gen­nem Ma­kedo­ni­en, til Pre­se­vo i det syd­li­ge Ser­bi­en, hvor jeg skal føl­ge Red Bar­nets ar­bej­de med flygt­nin­ge i et stort mod­ta­ge­cen­ter. Men det er umu­ligt at le­je en bil i Græken­land, in­gen bil må ta­ges fra et EU-land til et ik­ke-EU-land. Vi må fly­ve. Vi lan­der i Beo­grad om af­te­nen, mens mør­ket rul­ler ind over by­en, og kø­rer syd­på mod Vranje og Pre­se­vo i en le­jet bil, en fi­re ti­mers tur i mør­ket, på den nye ser­bi­ske EU-støt­te­de mo­tor­vej. EU re­k­la­me­rer for vej­en med sto­re blå skil­te i vej­kan­ten med den ka­rak­te­ri­sti­ske cir­kel af guld­stjer­ner. Si­den 2009 har Ser­bi­en ar­bej­det på en op­ta­gel­se i EU især med den tid­li­ge­re præ­si­dent Bo­ris Ta­dic i spid­sen. Nog­le for­hand­lin­ger har væ­ret i gang, men der er end­nu ik­ke fast­sat en da­to for et med­lem­skab. 2020 el­ler 2024 har væ­ret på ta­le. For­hol­det til EU blev køl­net fra beg­ge si­der i 2012, da Bo­ris Ta­dic tab­te præ­si­dentval­get til den na­tio­na­li­sti­ske To­mislav Ni­ko­lić, en tid­li­ge­re støt­te af Slo­bo­dan Mi­lo­se­vic, som til sin død var an­kla­get for krigs­for­bry­del­ser og fol­ke­mord. Min kæ­re­ste kø­rer bi­len. Vo­res dat­ter er fal­det i søvn på bag­sæ­det. Jeg fal­der og­så i søvn, men våg­ner brat ved et stort bump, bi­len skri­der ud. Jeg tæn­ker: Vi styr­ter! »Hvad sker der?« spør­ger jeg. »Mo­tor­vej­en stop­pe­de,« si­ger min kæ­re­ste, »li­ge plud­se­lig var der ik­ke me­re vej.«

EN tre­be­net hund hop­per rundt på for­to­vet i Vranje. Der er en sød, kvalm lugt af skrald. Hu­se­ne står ufær­di­ge og upud­se­de med de­res fir­kan­te­de grå gas­be­ton­klod­ser. Fat­tig­dom­men i den ser­bi­ske provins er over­ra­sken­de for mig, så langt det fø­les fra Eu­ro­pa, trist­he­den i de grå hu­se og kvin­der­nes far­ve­ri­ge ma­keup: de stram­me tyk­ke linjer i de­res an­sigt. Mæn­de­ne på ga­den træk­ker skif­te­vis skul­dre­ne op og sæn­ker dem igen, når de går på ga­den, som om de for­sø­ger at ryste no­get af sig. Sam­ti­dig er der no­get smukt over Vranje, men­ne­ske­ne her, som der kan væ­re no­get smukt over en junkie, hans inds­unk­ne kin­der, hans sto­re øj­ne og hvi­de hud, for­fal­det, un­der­gan­gen, det står ik­ke til at red­de. Ivan er re­cep­tio­nist på vo­res lil­le ho­tel. Han er ung, har stu­de­ret på uni­ver­si­te­tet i Beo­grad, kan lidt

»Et stort skilt to­ner frem. Tanja over­sæt­ter, hvad der står på det. »Det­te er in­gen­mandsland. Det er for­budt at be­væ­ge sig her. Vel­kom­men.«

V O K S E T IT G : N O I AT R T S U L IL

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.