Kaf­fe med ko

Weekendavisen - - Kultur - Af TI­NE EIBY

LEVNED & ME­NIN­GER

TØ­JET er krøl­let, og øj­ne­ne hæn­ger ne­de på kin­der­ne, da jeg ef­ter en lang nat i et fly­sæ­de når frem til Jo­han­nes­burg og næ­ste sik­ker­hed­s­tjek på vej mod solskin og fe­rie i Kap­sta­den – dér al­ler­syd­ligst, hvor Afri­ka stik­ker si­ne var­me tæ­er ud i det iskol­de vand fra An­tark­tis. »Skal jeg ta­ge sko­e­ne af?« spør­ger jeg den uni­for­me­re­de sor­te kvin­de i Securi­ty. Hun rul­ler med øj­ne­ne: »No, ma­dam, det her er jo Syd­afri­ka!« si­ger hun. »Man får ba­re spl­in­ter i fød­der­ne.« Med en hånd­be­væ­gel­se sen­der hun mig vi­de­re. Tak for kaf­fe. Hu­mø­ret er al­le­re­de me­get bed­re. Her ta­ger man ik­ke så tungt på tin­ge­ne; selv i Securi­ty er der hu­mor. Hvor­dan bæ­rer de sig ad? Det er et myste­ri­um, som for­føl­ger mig un­der he­le op­hol­det. Hvor­dan for­mår især de sor­te syd­afri­ka­ne­re at hol­de så­dan et godt hu­mør kø­ren­de? Det er jo ik­ke, for­di de ik­ke har no­gen pro­ble­mer! Best­sel­le­ren hos bog­hand­ler­ne hed­der fort­sat How Long Will South Afri­ca Sur­vi­ve? Man må ik­ke ge­ne­ra­li­se­re på bag­grund af folk og et­ni­ci­tet, jeg ved det godt. Vi har for længst lært at læg­ge af­stand til den slags tan­ker, som den ty­ske, ro­man­ti­ske op­lys­nings­tæn­ker Jo­hann von Her­der blev eks­po­nent for til­ba­ge i slut­nin­gen af 1700-tal­let. Om at der fin­des en sær­lig Volks­gei­st – fol­kesjæl, vil­le vi si­ge på dansk. At det ik­ke kun er flo­der, bjer­ge, oce­a­ner og dunk­le sko­ve, der ad­skil­ler folk, men og­så de­res ka­rak­ter. For­stå­et på den må­de, at der til be­stem­te folk knyt­ter sig en sær­lig op­før­sel, en psy­ko­lo­gi og en tæn­ke­må­de. Her­ders te­o­ri er si­den­hen ble­vet ud­lagt som en for­lø­ber for ra­cis­men og me­nes en­dog at ha­ve væ­ret med til at an­spo­re na­zis­men. Men her i Syd­afri­ka – som af al­le ste­der har haft diskri­mi­na­tion og ra­cis­me tæt in­de på li­vet og i dag har ver­dens mest top­mo­der­ne for­fat­ning med ud­søgt min­dre­tals­be­skyt­tel­se – er det vir­ke­lig svært at la­de væ­re. For selv­føl­ge­lig har folk ka­rak­te­ri­sti­ka, og de træ­der ty­de­ligt frem, når man­ge for­skel­li­ge na­tio­na­li­te­ter og et­ni­ske grup­pe­rin­ger bun­kes sam­men på ét sted. De er her næ­sten al­le sam­men. Hvis ik­ke de bor her, så kom­mer de rej­sen­de lang­vejs fra, for­di her er så fro­digt, sol­rigt og uen­de­lig smukt. Hong­kong­ki­ne­ser­ne har købt sig til en di­rek­te fly­ru­te til Syd­afri­ka, ty­sker­ne læg­ger lidt af re­ser­ve­ret­he­den fra sig un­der den var­me, rø­de sol, og bri­ter­ne me­ner ba­re sta­dig, det er de­res ter­ri­to­ri­um. Ude i det fro­di­ge vin­land bag Taf­fel­b­jer­get mø­der jeg de sol­brænd­te afri­kaa­ne­re. Ef­ter­kom­mer­ne af de hol­land­ske og ty­ske bønder og hånd­vær­ke­re, som ud­van­dre­de til Afri­kas syd­spids i 16-1700-tal­let. Her­u­de er de en­ten vin­bøn­der el­ler fre­kven­te­rer vin­går­de­nes raf­fi­ne­re­de re­stau­ran­ter, for­di de har pen­ge og for­ret­nings­for­bin­del­ser, der skal fodres. Selv­om de har kla­ret sig godt, vid­ner de­res fa­con og fy­sik og­så om, at de har le­vet hårdt og med mod­sæt­nin­ger gen­nem ge­ne­ra­tio­ner. De ta­ler me­get kon­tant, og de­res fremto­ning oser sim­pelt­hen af au­to­ri­tet på en må­de, der klart ad­skil­ler dem fra de an­dre hvi­de sett­le­re, bri­ter­ne. Nu er det svært umid­del­bart at be­døm­me, hvor­vidt de bri­ter, man stø­der på, har væ­ret her igen­nem år­hund­re­der, om de er ind­van­dret for ny­lig el­ler sim­pelt­hen ba­re er turi­ster. Men de er sta­dig ret gen­ken­de­li­ge. Li­ge så form­fuld- endt ci­vi­li­se­re­de, bri­ter­ne fo­re­kom­mer, så snart de åb­ner mun­den, li­ge så ble­ge og lu­den­de frem­står man­ge af dem umid­del­bart. De­res krop­pe har – i mod­sæt­ning til afri­kaa­ner­ne – helt klart ik­ke ar­bej­det med lan­det og jor­den igen­nem år­hund­re­der.

VED ho­tel­lets po­olkant ud­spil­ler sig et de­ci­de­ret kul­turclash. Vi er nog­le få eu­ro­pæ­i­ske kvin­der i lig­ge­sto­le­ne – og di­mi­nu­ti­ve biki­ni­er – da et helt kon­tin­gent vel­pol­stre­de paki­sta­ne­re i en pau­se fra en kon­fe­ren­ce kom­mer ud til po­o­len. De få til­hyl­le­de kvin­der, som er med, ka­ster si­de­blik­ke til os af­klæd­te, mens mæn­de­ne går i gang med at fo­to­gra­fe­re sig selv, hin­an­den og po­ol-om­rå­det, in­klu­si­ve os an­dre. Igen og igen. Det er hyk­le­ri på højt plan, og det udar­ter, da et par af mæn­de­ne kå­de går i van­det, nu iført un­der­trø­jer og lan­ge un­der­buk­ser, for me­re tøj vil de ik­ke ta­ge af. Det bli­ver for me­get for en bri­te, som går til receptionen og kla­ger. Den sor­te ma­na­ger kom­mer med til­ba­ge, kla­sker hæn­der­ne sam­men et par gan­ge og si­ger no­get mor­somt – må­ske: se så at få no­get tøj af !– hvor­ef­ter han skyn­der sig gri­nen­de bort. Det er jo Syd­afri­ka det her, og de vil helst ik­ke ha­ve pro­ble­mer. Paki­sta­ner­ne går op af po­o­len, og nu bli­ver det for al­vor ko­misk, for det våde tøj klæ­ber til krop­pe­ne og afslører, at paki­sta­ne­re er som os an­dre un­der tø­jet. Vi eu­ro­pæ­e­re smi­ler nu over­bæ­ren­de. De sor­te og de far­ve­de syd­afri­ka­ne­re samt de man­ge mi­gran­ter fra især Zim­bab­we er det ar­bej­den­de folk – i det om­fang de alt­så har et ar­bej­de. De ser­ve­rer, kok­ke­re­rer, kø­rer bus­ser og bi­ler, byg­ger ski­be og hu­se og gør rent, alt imens de for­tæl­ler for­bav­sen­de be­red­vil­ligt om de­res liv: Der er for ek­sem­pel den grås­præng­te her­re, der for­tæl­ler om den­gang, da han end­nu kun var seks-syv år gam­mel, og he­le fa­mi­li­en blev smidt ud af Ca­pe Towns cen­tra­le Di­stri­ct Six og fra­ta­get al ejen­dom, for­di nu skul­le om­rå­det væ­re for­be­holdt de hvi­de. Og der er chauf­før­en med uni­form og rasta­lok­ker, der hæv­der (gi­vet­vis til ære for turi­ster­ne i vog­nen), at man sag­tens kan pas­se en smed­je hjem­me i sin towns­hip ved si­den af job­bet – og at man i øv­rigt skal be­trag­te slum­men som et sam­men­suri­um af såvel fat­ti­ge som folk, der har ejen­dom på lan­det, men ger­ne vil ha­ve en fod in­den­for i by­en. De sor­te syd­afri­ka­ne­re tæl­ler man­ge folk – her syd­på i Ka­plan­det er det for­trins­vis zulu- og xhosa-folk. Umid­del­bart vir­ker man­ge af dem lidt tø­ven­de og af­ven­ten­de. Man kan godt mær­ke, de ik­ke har haft sam­me au­to­ri­tet til at be­stem­me over og kræ­ve no­get af an­dre som de hvi­de afri­kaa­ne­re. Og dog: »Tal til mig, lady, hvad vil De ha’?« Den sor­te steward på fly­et hjem har bø­jet sin mæg­ti­ge krop og stir­rer mig li­ge ind i an­sig­tet. »Kaf­fe? Med mælk?« Cof­fee with a cow, syn­ger han og ud­fø­rer en lil­le dans med hof­tevrid i mid­ter­gan­gen. Tak for kaf­fe, nu er hu­mø­ret al­le­re­de me­get bed­re. Men hvor får de det dog fra?

HA­VEN

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.