Ar­me men­ne­sker

Weekendavisen - - Kultur - Af ASKER HE­DE­GAARD BOYE

Sce­ne. »Hvad er det egent­lig, vi snak­ker om?« Do­sto­jevskij ud­sæt­tes for Dol­ly Par­ton i Aal­borg Te­a­ters lang­truk­ne og tåkrum­men­de for­tolk­ning af Idi­o­ten.

et vil­le væ­re synd at si­ge, at Fjo­dor Do­sto­jevskij ik­ke er vel­eg­net til te­a­ter, og det vil­le væ­re li­ge så for­kert at hæv­de, at rus­se­ren ik­ke har sit tro­fa­ste pu­bli­kum. For­fat­te­ren, der skrev det mo­der­ne men­ne­skes kom­plek­se psy­ko­lo­gi frem af 1800-tal­lets po­li­ti­ske, so­ci­a­le og ån­de­li­ge om­vælt­nin­ger, har si­den mid­ten af 1990er­ne væ­ret gen­stand for for­ny­et in­ter­es­se her­hjem­me. I sam­me pe­ri­o­de er en lil­le hånd­fuld af hans vig­tig­ste ro­ma­ner ble­vet ny­over­sat til dansk: On­de ån­der (1996), For­bry­del­se og straf (2003), En grønskol­ling (2004) og Idi­o­ten (2006). Sidst­nævn­te blev is­ce­ne­sat året ef­ter på Aar­hus Te­a­ter af Ru­ne David Grue, der si­den og­så har for­tol­ket For­bry­del­se og straf (2010) og Kæl­der­men­ne­sket (2014) for Det Kon­ge­li­ge Te­a­ter. I al­le tre til­fæl­de gav Grue kun­stigt ån­de­dræt til det ka­rak­ter­drev­ne te­a­ter og skab­te et le­ven­de rum om­kring den po­ly­fo­ni­ske og

Diro­ni­ske Do­sto­jevskij, ak­ku­rat som det og­så er til­fæl­det med Vik­tor Mel­ni­ko­vs lø­ben­de op­fø­rel­ser i Ka­pel­let på As­si­stens Kir­ke­gård. Det sam­me sker desvær­re al­drig i Aal­borg Te­a­ters Idi­o­ten.

FYRST Mýsj­kin (Martin Ring­mo­se) er for­tæl­lin­gens om­drej­nings­punkt. Han er Jesus­skik­kel­sen, der gen­nem sin op­rig­tig­hed ud­stil­ler ver­dens rå­hed. Han er på vej hjem til Sankt Pe­ters­borg ef­ter fle­re års epi­lepsi­be­hand­ling i Schweiz, og i to­get træf­fer han på den hår­de køb­mands­søn Par­fjón Rogózjin (Mads Rø­mer Bro­lin-Ta­ni) og den un­ge so­ci­a­list Ip­po­lit (Ca­s­par Ju­el Berg). Et mø­de, der hvirv­ler den tro­skyl­di­ge Mýsj­kin ind i en ubarm­hjer­tig kamp om magt, ære, pen­ge, sta­tus og kær­lig­hed cen­tre­ret om for­tæl­lin­gens lu­ne­ful­de fem­me fa­ta­le, Nastásja Filíp­pov­na (Maria Hen­rik­sen), som en­de­lig er slup­pet ud af den æl­dre le­ve­mand Afanásij Tótski­js (Jør­gen W. Lar­sen) klam­me klø­er. Tótskij er en god ven af ge­ne­ral Je­pantjín (Hen­rik We­el) og den­nes hu­stru Je­lizavé­ta (Dort­he Han­sen Carl­sen). Ge­ne­ra­lens sekretær Ganja (Jakob Han­ni­bal) næ­rer fø­lel­ser for fa­mi­li­ens dat­ter, Ag­lája (Kri­sti­ne El­me­dal Jo­han­sen), men er sam­ti­dig vold­somt dra­get af Nastásja, som og­så den ny­ri­ge Rogózjin gør kur til.

FO­RE­STIL­LIN­GEN er lagt i hæn­der­ne på den nyud­nævn­te te­a­ter­di­rek­tør Hans Hen­rik­sen, og lad os for en god or­dens skyld be­gyn­de med det tå­le­li­ge. For­læg­gets enor­me per­son­gal­le­ri er skå­ret grun­digt til. Ge­ne­ral Je­pantjín har i Hen­rik­sens ud­ga­ve ik­ke tre døtre, men én. Vi præ­sen­te­res for Ganjas tem­pe­ra­ments­ful­de sø­ster Varvára (In­grid-Ma­rie Thor­la­ci­us Tro­el­sen), men ik­ke hans mor, far og bror, li­ge­som hel­ler ik­ke den for­hen­væ­ren­de se­kond­løjt­nant Kel­ler, lyst­løg­ne­ren Lukján Lé­be­dev og fyrst Sjtj. med­vir­ker. Det er i det sto­re he­le et for­nuf­tigt greb, der skul­le tje­ne til at skæ­re for­tæl­lin­gen til. Og al­li­ge­vel fal­der det he­le til jor­den, før det rig­tigt er be­gyndt. I en skram­let og ro­det sceno­gra­fi med tal­ri­ge flyt­ba­re sæt­styk­ker for­delt på en alt for stor sce­ne, re­du­ce­res et af ver­dens­lit­te­ra­tu­rens ho­ved­vær­ker til en uin­ter­es­sant og ual­min­de­lig lang­truk­ken sæ­be­o­pe­ra.

IDI­O­TEN øn­sker bå­de at læg­ge sig op ad ori­gi­na­len og at mo­der­ni­se­re. Ka­rak­te­rer­ne sen­der bre­ve frem og til­ba­ge mel­lem hin­an­den, men Rogózjin træ­der spe­e­de­ren i bund, da han kø­rer af sted med Nastásja mod slut­nin­gen. In­te­r­i­ø­ret hjem­me hos ge­ne­ral Je­pantjín gen­gi­ver at­mos­fæ­ren fra ro­ma­nens stad­se­li­ge stu­er, mens Dol­ly Par­tons’ ’Jo­le­ne’ og Nir­va­nas ’Ra­pe me’ bul­drer ud af højta­ler­ne. De fle­ste ord er hen­tet i Jan Han­sens over­sæt­tel­se fra 2006, men i en al­de­les tåkrum­men­de ak­tu­a­li­se­ring i an­den akts begyndelse kan Hen­rik­sen al­li­ge­vel ik­ke dy sig for at bru­ge Do­sto­jevskij til at spid­de ti­dens kri­se. Ak­ku­rat som han gjor­de i sin li­ge så sva­ge Ip­sen-for­tolk­ning En fol­kefjen­de (2014). Ip­po­lit fored­ra­ger så­mænd om fi­nans­sek­to­ren. »Ver­den­s­ø­ko­no­mi­en er ét stort ka­si­no,« brø­ler han. Ge­ne­ral Je­pantjín spil­ler rol­len som Hel­lerup-over­klas­se i sit svar til den un­ge ildsjæl. »Få dig et job og bliv bar­be­ret.« Og så el­lers til­ba­ge ind i for­tæl­lin­gen. Spil­ler­ne ved ik­ke, hvil­ket ben de skal stå på. Ring­mo­se, der el­lers er et af det nord­jy­ske te­a­ters bed­ste kort, for­mår al­drig at gø­re Mýsj­kin til sin egen, mens hel­ler ik­ke Bro­lin-Ta­nis Rogózjin ram­mer den ret­te ba­lan­ce mel­lem fa­sci­na­tion og had til fyr­sten. »Hvad er det egent­lig, vi snak­ker om?« si­ger Mýsj­kin midt i end­nu et skæn­de­ri og pe­ger sam­ti­dig på den ukon­cen­tre­re­de fo­re­stil­lings dy­be­ste svag­hed. Idi­o­ten er på en gang det mest ud­ven­di­ge og uni­ver­sel­le af Do­sto­jevski­js vær­ker. Det egent­li­ge dra­ma fo­re­går ik­ke først og frem­mest op­pe i ho­ve­d­et på pro­ta­go­ni­sten som i Kæl­der­men­ne­sket og For­bry­del­se og straf, og for­tæl­lin­gen er ik­ke af­gø­ren­de for­ank­ret i egn, kul­tur og tra­di­tion som Brød­re­ne Ka­ra­ma­zov. Mýsj­kin er over­san­se­lig i sin god­hed, men er sat mel­lem ufor­son­li­ge, egen­kær­li­ge men­ne­sker. Det er dømt til at gå galt, og det sam­me er Aal­borg Te­a­ters ver­sion. Det er svært med tan­ke på den rus­si­ske mesters de­but i 1845 ik­ke at få en smu­le ondt af de ar­me men­ne­sker op­pe på sce­nen.

Aal­borg Te­a­ter. Idi­o­ten af Fjo­dor Do­sto­jevskij. Is­ce­ne­sæt­tel­se: Hans Hen­rik­sen. Sceno­gra­fi: Ni­co­laj Span­gaa. Lys­de­sign: Mads Ni­el­sen. Lyd­de­sign: Kri­sti­an Berg. Til 2. april.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.