Vre­de cu­ban­ske rap­pe­re

Weekendavisen - - Kultur - Af MAGNUS BODING HAN­SEN

Op­rør. De nye og mest in­ter­es­san­te nav­ne in­den for cu­bansk un­der­grunds­rap kæm­per ik­ke kun mod re­gi­mets un­der­tryk­kel­se, men i li­ge så høj mod de­res egen ge­ne­ra­tions sti­gen­de apa­ti.

HA­VA­NA, CU­BA. Bar­ba­ro ’El Ur­ba­no’ Var­gas reg­ner sig selv for en trus­sel mod Cu­bas re­gi­me. »De fryg­ter mig, for­di jeg si­ger sand­he­den,« for­tæl­ler han, da vi mø­des i hans hjem­mestu­die i et lil­le, fug­tigt hus i fat­tig­for­sta­den Ma­ri­a­nao, hvor han bor med sin mor og si­ne sø­sken­de. »Ma­ri­a­nao er en ghet­to, men det kan man si­ge om he­le Ha­va­na.« Sand­he­den – iføl­ge den to me­ter hø­je, 27-åri­ge af­ro­cu­ba­ner – er, at den lang­som­me li­be­ra­li­se­ring af lan­dets øko­no­mi indtil nu kun har gjort nø­den og ulig­he­den stør­re. For­bed­rin­gen af USA og Cu­bas for­hold når et sym­bolsk høj­de­punkt, når Oba­ma den 21. marts be­sø­ger Cu­ba som den før­ste sid­den­de præ­si­dent i 90 år. Men Bar­ba­ro de­ler ik­ke den op­ti­mis­me, mø­det har væk­ket blandt man­ge iagt­ta­ge­re. Re­præ­sen­tan­ter fra so­ci­a­list­sty­ret er fle­re gan­ge trop­pet op hjem­me hos ham med trus­ler. »De­res ud­send­te bu­reau­kra­ter ple­jer at sid­de i den stol, du sid­der i nu,« for­tæl­ler han. Bar­ba­ro har vun­det pri­ser for sin mu­sik og væ­ret på tour i Eu­ro­pa, hvor han og­så ind­spil­le­de en ræk­ke mu­sik­vi­deo­er. Men si­den bu­reau­kra­ter­nes be­søg har hans kar­ri­e­re slå­et brem­ser­ne i. De fik en stor kon­cert i New York af­lyst og for­hin­drer ham jævn­ligt i at op­træ­de på Cu­ba. Han kal­der de­res for­søg på in­ti­mi­de­ring for »et enormt selv­mål«. For hans tek­ster har al­tid hand­let om so­ci­a­le pro­ble­mer, men først med un­der­tryk­kel­sen af hans yt­rings­fri­hed har han ret­tet vre­den me­re di­rek­te mod so­ci­a­list­sty­ret, som den 1. ja­nu­ar har re­ge­ret i 57 år. Han rap­per et ek­sem­pel fra sit tran­ge, in­te­r­i­mi­sti­ske hjem­mestu­die, som han kal­der »grot­ten«: »Jeg er ik­ke bom­ber og anar­ki/ jeg er imod/ at sy­ste­met er imod mig (...)/ si­den jeg har valgt at le­ve med sand­he­den/ vil jeg for evigt væ­re fan­ge af fri­he­den.«

BAR­BA­RO ’El Ur­ba­no’ Var­gas er ik­ke ale­ne. Nog­le da­ge se­ne­re in­tro­du­ce­rer han mig for Dar­gel ’Dary­e­lo’ San­chéz, Ski­u­dy ’Fa­raón’ Bu­eno­du­a­ni og re­sten af de un­der­grunds­rap­pe­re fra pla­de­sel­ska­bet La Azo­tea, som han hol­der sam­men med. De er en flok un­ge mod-re­vo­lu­tio­næ­re med Jor­dan-sne­a­kers og uan­strengt cool­ness, som al­le har op­le­vet sty­rets cen­sur. Når de mø­des, er det som re­gel i Ha­va­nas snu­ske­de Chin­a­town i et lil­le be­skidt rum uden navn på dø­ren, som de kal­der »as­faltjung­len«. Her bryg­ger en al­ko­ho­li­ker med øge­nav­net ’Al Ca­po­ne’ rom i det ram­po­ne­re­de køk­ken, mens rap­per­ne fre­esty­ler og de­ler de­res mu­sik og de­res fru­stra­tio­ner. Ga­de­prosti­tu­e­re­de kom­mer med jæv­ne mel­lem­rum ind med kun­der og lå­ner en madras på hem­sen over det til­rø­ge­de, graf­fi­tiover­ma­le­de rum, hvor rap­per­ne sid­der. Den mest højlyd­te af dem er Ski­u­dy ’Fa­raón’ Bu­eno­du­a­ni, som er ti år æl­dre end de an­dre. Den musku­lø­se, sor­te rap­per med guld­hjør­ne­tæn­der, gul­dur og ta­to­ve­rin­ger sad ni år i fængsel for sin kamp mod re­gi­met: »Jeg kom i et slags­mål med en po­li­ti­be­tjent, som jeg vandt,« for­kla­rer han. Ali­as­set ’Fa­raón’, som be­ty­der fa­rao, fik han i sin stø­ve­de fø­de­by Gu­an­ta­na­mo langt mod syd, for­di folk al­le­re­de den­gang fandt ham im­posant. Hans tek­ster er me­re ag­gres­si­ve og mi­li­tan­te end Bar­ba­ro ’El Ur­ba­no’ Var­gas’. Man kan hø­re la­de­greb un­der fle­re af hans be­ats, og i en af si­ne san­ge op­for­drer han til »voldtægt uden kon­dom af re­vo­lu­tio­nen«. Cu­ba og USA vedt­og for et år si­den en hi­sto­risk opblød­ning af de­res re­la­tio­ner, og fle­re eks­per­ter spår po­si­ti­ve for­bed­rin­ger i Cu­ba, men iføl­ge Fa­raón er »in­tet« ved at for­an­dre sig. I san­gen Culo ru­to, som kan over­sæt­tes til ’øde­lagt røv’ og er »de­di­ce­ret til Fi­del« – rap­per han blandt an­det så­dan her: »Pro­ble­met er re­ge­rin­gen/ pro­ble­met kom­mer ik­ke ude­fra/ pro­ble­met kom­mer in­de­fra/ mit Cu­ba er et æg­te Hel­ve­de«. San­gen hand­ler om »Cu­bas skyg­ge­si­der«. Dem me­ner rap­ven­ner­ne, at om­ver­de­nen luk­ker øj­ne­ne for. Det er »latterligt«, sy­nes de, med al­le de vel­b­jer­ge­de eu­ro­pæ­i­ske turi­ster, som for ti­den har travlt med at se Cu­ba, »in­den ame­ri­ka­ner­ne øde­læg­ger det«. De me­ner, at po­st­kort­fat­tig­dom­men med de bre­de rust­ne ame­ri­ka­ner­bi­ler, pal­me­stran­de­ne og den unik­ke so­li­da­ri­tet er »en løgn og en kulis­se«.

FOR at be­vi­se den po­in­te gi­ver Fa­raón »en rund­t­ur i Ha­va­nas un­der­ver­den«. »Det er dem her, vi rap­per for: Tig­ger­ne og trans­ve­stit­ter­ne, de un­der­tryk­te sor­te, de fængs­le­de og al­le, der er an­der­le­des. Vi rap­per om alt det, du ik­ke ser på CNN,« be­dy­rer han. I Parque El Curi­ta ik­ke langt der­fra hil­ser han på al­fon­ser­ne og has­hhand­ler­ne og pe­ger vel­til­freds de min­dre­åri­ge lu­de­re ud for mig: »Her har du vir­ke­lig­he­den uden fil­ter. De un­ge pi­ger sæl­ger sig af nød el­ler for at se de fi­ne ho­tel­ler in­de­fra. Of­fi­ci­elt så er der slet ik­ke prosti­tu­tion i Cu­ba. Men hvad tror du selv, når en læ­ge tje­ner 24 dol­lars om må­ne­den, og et hur­tigt blowjob gi­ver 30 dol­lars? Jeg syn­ger om tin­ge­nes san­de til­stand.« Han tæn­der en stor cigar og fort­sæt­ter: »Vi er en trus­sel mod sta­ten, ale­ne for­di vi si­ger sand­he­den. Der er in­gen, der har gi­vet os yt­rings­fri­hed, vi har ta­get den. Nog­le gan­ge er man nødt til at gå i krig for at få fred. Vi er gå­et i krig for de so­ci­alt ud­sat­te – mod dik­ta­tu­ret.«

MEN iføl­ge rap­per­ne er der en kamp, der er li­ge så vig­tig el­ler vig­ti­ge­re end den mod sty­ret. Især Bar­ba­ro ’El Ur­ba­no’ Var­gas’ tek­ster kred­ser om hans ge­ne­ra­tions tab af vær­di­er, for som han si­ger: »Når så få gør op­rør, ef­ter alt, hvad vi al­le­re­de har væ­ret igen­nem, hvad dæ­len kan så få dem til at gø­re op­rør? Der er no­get galt.« Han vi­ser mig en po­pu­lær SMS-kæ­de, der dag­ligt cir­ku­le­rer blandt Ha­va­nas un­ge med in­for­ma­tion om nat­tens fi­ne­ste fest. De po­pu­læ­re SMS’er lok­ker ty­pisk med »mas­ser af gla­mour«, og det ram­mer iføl­ge rap­pe­ren tidsån­den li­ge på kor­net. En­gang gik han med en pi­ge hjem fra en af de her fe­ster. Hun var klædt, som om hun bo­e­de på et slot, men vi­ste sig at bo i et hul i jor­den: »Det bli­ver ik­ke me­re ty­pisk end det. Vi er ge­ne­ra­tio­nen, der al­tid la­der som om – og al­drig la­ver no­get om.« Det sam­me me­ner den 20-åri­ge blu­es­san­ge­r­in­de Ce­lia Peréz. Den ge­ner­te kvin­de er »ud af en fa­mi­lie, der støt­te­de re­vo­lu­tio­nen« og ærg­rer sig over si­ne jæv­nal­dren­des to­ta­le apa­ti: »Det er, som om de er blin­de. In­spira­tio­nen til at æn­dre vo­res frem­tid hæn­ger li­ge for øj­ne­ne af os. Der er enor­me skil­te med pro­pa­gan­da for re­vo­lu­tio­nen overalt, og det me­ste af det hand­ler om vig­tig­he­den af at ud­vi­se mod og hand­le­kraft. Det er pa­ra­doksalt, at re­gi­met gi­ver os op­skrif­ten på sit eget en­de­ligt – uden at vi­de det, og uden at vi ser det,« si­ger hun. Hen­des stør­ste idol er re­vo­lu­tions­hel­ten fra op­gø­ret med spa­ni­er­ne, dig­te­ren Jo­se Martí. »Vo­res for­æl­dre svig­te­de, men de prø­ve­de da i det mind­ste. I min ge­ne­ra­tion er der ik­ke ret man­ge an­dre end rap­per­ne, der prø­ver på at æn­dre no­get,« si­ger blu­es­san­ge­r­in­den. Det er ma­le­ren og pro­du­ce­ren Yu­ni­or Re­bol­lar Car­bo­nell enig i. Han tror, at de un­ges sti­gen­de apa­ti skyl­des, at de bå­de mang­ler nu­ti­di­ge for­bil­le­der og øko­no­mi­ske in­ci­ta­men­ter: »For­skel­len på, hvad man op­når, hvis man knok­ler for at for­bed­re sin si­tu­a­tion, og hvad man op­når, hvis man in­tet gør, er me­get lil­le. Det har gi­vet os us­un­de vær­di­er. Vi sid­der og ven­ter på for­an­dring. In­gen kæm­per for at for­an­dre Cu­ba – kun for at for­la­de Cu­ba.« Kunst­ne­ren kal­der sig »en af de un­der­li­ge«, for­di han over­ho­ve­det tæn­ker over de her ting. Sam­me be­teg­nel­se bru­ger Bar­ba­ro ’El Ur­ba­no’ Var­gas om sig selv: »Det ’un­der­li­ge’ ved os nye rap­pe­re er, at vi især ret­ter skyt­set mod at ru­ske de un­ge ud af mod­løs­he­dens døs.« Man­ge af Cu­bas mest be­røm­te rap­pe­re som Los Al­de­a­nos og Oris­has har for­ladt Cu­ba, og Bar­ba­ro ’El Ur­ba­no’ Var­gas ken­der da og­så »fle­re rap­pe­re, der er flyg­tet, end der er ble­vet«. Men kam­pen om Cu­bas ung­dom kan ik­ke kæm­pes fra Mi­a­mi, og der­for er bå­de han og Ski­u­dy ’Fa­raón’ Bu­eno­du­a­ni fast be­slut­te­de på at bli­ve og kæm­pe: »Vi gi­ver ik­ke op. Vi er med til at fjer­ne folks frygt for at kri­ti­se­re re­ge­rin­gen. Det er en start.«

FO­TOS: TO­MAS AYUSO

Nos­lem sæl­ger di­gi­ta­le ver­sio­ner af Fa­ra­ons og Bar­barós rap­mu­sik ved at kø­re rundt i Ha­va­nas ga­der på sin knal­lert.

Rap­pe­ren Fa­raón, sel­vud­nævnt tals­mand for Ha­va­nas un­der­tryk­te med sin kæ­re­ste Yas­me­ni.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.