Kan som­mer­fug­le bli­ve van­vit­ti­ge?

Weekendavisen - - Bøger - Af KLAUS ROTHSTEIN

Kri­se. An­drzej Ti­chýs æste­ti­ske sprog­kor­pus er ud­for­dren­de, be­ri­gen­de og ud­mat­ten­de. Og ne­bu­løs!

An­drzej Ti­chý: Kairos. Over­sat fra svensk ef­ter »Kairos« af Julie Sten-Knud­sen. 452 si­der. 200 kr. Are­na.

å står man dér, for­an et stort, im­po­ne­ren­de cha­tol, sir­ligt de­ko­re­ret i f le­re stilar­ter, med utal­li­ge lå­ste skuf­fer. I hån­den har man en en­kelt, utilskå­ret nøg­le. Og ik­ke nok med det: Man ved, at cha­tol­let og­så har hem­me­li­ge si­de­ka­bi­net­ter. Men hvor? Hvor­dan dir­kes skuf­fer­ne op? Og hvad kan man for­ven­te at fin­de? Så­dan er det at læ­se den sven­ske for­fat­ter An­drzej Ti­chýs roman Kairos, som var no­mi­ne­ret til Nor­disk Rå­ds Lit­te­ra­tur­pris i fjor. Nu brin­ger det al­tid go­de for­lag Are­na det stær­ke for­m­eks­pe­ri­ment til Dan­mark i Julie StenKnud­sens dyg­ti­ge og kræ­ven­de over­sæt­tel­se. Hvis man vil kort­læg­ge den im­po­ne­ren­de teksts mang­fol­dig­hed af po­li­ti­ske og lit­teræ­re re­fe­ren­cer i dyb­den, er der ud­for­drin­ger nok til et helt se­me­ster, for den spræng­lær­de An­drzej Ti­chý ind­lej­rer skjul­te ci­ta­ter og genskri­ver, gen­nem­skri­ver, om­skri­ver og over­skri­ver et utal af vær­ker fra ver­dens­lit­te­ra­tu­ren (fra Sha­kespea­re til Pat­ti Smith og alt de­r­i­mel­lem og udenom), li­ge­som han gør bå­de fik­ti­ve og hi­sto­ri­ske per­so­ner til ka­rak­te­rer i sin roman. Det he­le er skre­vet sam­men i en kol­la­ge med bå­de ly­ri­ske og es­sayi­sti­ske over- og un­der­to­ner, der til­sam­men ud­gør et æste­tisk sprog­kor­pus, som va­ri­e­rer fra det na­tu­ra­li­stisk kon­kre­te til no­get nær hal­luci­ne­ren­de drøm­me­spil. Det er en over­le­gen in­tel­lek­tu­el præ­sta­tion, der kan ly­de så­dan her, hvor vi midt i ro­ma­nen gen­be­sø­ger det be­gra­vel­ses­op­tog, et kor i kla­ge­sang på en strand, som ro­ma­nen åb­ner med: »Nu ser jeg al­ba­tros­sen, så lig en ed­der­kop / og flam­men­de væg­ge / på vej mod no­get ui­gen­nem­sig­tigt / en sort regn­bu­e­hin­de / Jeg ser at det fal­der / brændende, flim­mer, nat igen / el­ler sta­dig [si­de­skift] Ja, / og mi­ne tæn­der, de råd­ner / Sma­ger [si­de­skift] Her, / tang­blæ­rer og / en li­guster­svær­mers ly­se­rø­de vin­ger / Ser I, si­ger jeg / Kan som­mer­fug­le bli­ve van­vit­ti­ge?« Vi er – na­tur­lig­vis – hin­si­des den tra­di­tio­nel­le hand­lings­ro­man. Kairos be­står af en ræk­ke spor, hvoraf nog­le er re­la­tivt til­gæn­ge­li­ge, mens an­dre dyr­ker det enig­ma­ti­ske. An­drzej Ti­chý eks­pe­ri­men­te­rer. Sæt­nin­ger fuld­fø­res ik­ke nød­ven­dig­vis, linje­fal­de­ne er »ulo­gi­ske«, or­to­gra­fi­en kan

Svæ­re for­kert. Man skal ba­re læ­re at fly­de med på den avant­gar­di­sti­ske bøl­ge. Som hos for ek­sem­pel Joy­ce. Klap­tek­sten ræk­ker os en en­kelt nøg­le med en for­kla­ring om tit­len: »Kairos er det græ­ske be­greb for et kri­seø­je­blik, et kri­tisk punkt mel­lem to be­gi­ven­he­der, i mod­sæt­ning til kro­nos, den li­ne­æ­re tid.« Hvis man kan til­fø­je, at en kri­se og­så be­ty­der et ven­de­punkt, kom­mer vi må­ske en smu­le nær­me­re ro­ma­nens in­ten­tion. An­drzej Ti­chý er nem­lig en de­ci­de­ret po­li­tisk for­fat­ter. Kairos be­væ­ger sig gen­nem en lang ræk­ke op­rørstil­stan­de fra den po­li­ti­ske hi­sto­rie. Her er spor af kri­ge, op­rør, re­vol­ter, ter­r­o­ris­me, fri­heds­kamp. Det sam­le­de bud­skab, i det om­fang man kan ta­le om et bud­skab, sy­nes at væ­re de po­li­ti­ske for­an­drin­gers nød­ven­dig­hed – uden no­gen syn­der­lig tro på, at op­rør brin­ger no­get godt med sig. Men trods ka­pi­ta­lis­me­kri­tisk er An­drzej Ti­chý ik­ke en ba­nal re­vo­lu­tions­ro­man­ti­ker. Han er en dy­sto­pisk spå­mand, der ser sam­men­brud­sten­den­ser al­le ste­der. Kli­ma­et buk­ker un­der, det so­ci­a­le sam­men­hold går i op­løs­ning. Hvor fan­den be­væ­ger vi os hen? Det er lit­te­ra­tur til ti­den. An­drzej Ti­chý hyl­der lit­teræ­re for­bil­le­der som flygt­nin­gen Pe­ter Weiss, der skrev den sto­re ro­man­tri­lo­gi Mod­stan­dens æste­tik, og ly­ri­ke­ren Ka­rin Boye, der be­gik selv­mord. Si­de om si­de med dem hø­rer vi om an­dre selv­mor­de­re, ek­sem­pel­vis so­ci­a­li­sten Ber­nward Ves­per, der var gift med RAF-ter­r­o­ri­sten Gud­run Ens­slin, og den tu­ne­si­ske grønt­hand­ler Mo­ha­med Bou­a­ziz, der i 2010 sat­te ild til sig selv og der­med til Det Ara­bi­ske For­år (ak ja). Et af de vær­ker, som An­drzej Ti­chý bry­der ind i, er Ber­tolt Bre­chts Den hel­li­ge Jo­han­na fra Slag­te­hal­ler­ne, som hand­ler om en god­hjer­tet ar­bej­der­pi­ge, der trod­ser de on­de ka­pi­ta­li­ster fra kød­kon­ser­ve­skar­tel­let i Chi­ca­go (si­deno­te: hvad ik­ke frem­går af ro­ma­nen er, at Den hel­li­ge Jo­han­na fak­tisk skul­le ha­ve væ­ret uro­p­ført på Det Kon­ge­li­ge Te­a­ter i 1930rne, mens Bre­cht bo­e­de i ek­sil i Svend­borg, men dels måt­te han flyg­te vi­de­re til USA, dels fryg­te­de te­a­tret, at styk­ket vil­le pro­vo­ke­re Tys­kland!). Kairos er bå­de ud­for­dren­de, be­ri­gen­de og ud­mat­ten­de. An­drzej Ti­chý har skre­vet en æste­tisk roman om mod­stan­dens æste­tik, et lit­terært ka­ta­log over op­rør, iføl­ge tit­len: kri­se­punk­ter, ven­de­punk­ter. Det er en roman, der bry­der de klas­si­ske kon­ven­tio­ner og ik­ke »går op«, ik­ke­li­ne­ær, som den er, men gen­rens pla­sti­ci­tet ta­get i be­tragt­ning er der ik­ke ta­le om et mester­værk, der vi­ser ra­di­kalt nye ve­je. Cha­tol­let er ik­ke dir­ke­frit for den de­tek­ti­visk tå­l­mo­di­ge, men det står i stu­en som et ele­gant, sjæl­dent og emi­nent gå­de­fuldt mø­bel. Som jeg for­bin­der punk­ter­ne: Ver­den er i kri­se. Men­ne­sker van­drer som et be­gra­vel­ses­op­tog gen­nem de ud­pin­te land­ska­ber, som én stor kla­ge­sang, en je­re­mi­a­de. Til­sam­men ud­gør vi før­nen (jeg måt­te slå or­det op), alt­så alt det or­ga­ni­ske stof, som lig­ger på jor­den og end­nu ik­ke er ned­brudt: træ, bark, blom­ster, fjer, hår, lort ... Som modre­ak­tion til al un­der­tryk­kel­se, uret­fær­dig­hed, for­fald og fortræd er kun op­rø­ret mu­ligt. El­ler selv­mor­det. En roman af fi­lo­so­fisk for­mat. Og med end­nu et ord, som jeg al­drig er stødt på i mit lan­ge læ­se­liv, men som An­drzej Ti­chý bru­ger, så er Kairos ne­bu­løs. Ja, ne­bu­løs.

Vi er – na­tur­lig­vis – hin­si­des den tra­di­tio­nel­le hand­lings­ro­man.

FO­TO: AN­DERS HANS­SON

Den sven­ske for­fat­ter An­drzej Ti­chý.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.