Sankt Sher­lo­ck

Weekendavisen - - Bøger - Af KRI­STI­AN DITLEV JENSEN

Ka­tekis­pus. Ro­sens navn hu­sker man­ge som en drilsk, po­st­mo­der­ni­stisk ka­ted­ral. Um­ber­to Ecos ho­ved­værk, fuld af lat­in­ske brok­ker og kir­ke­hi­sto­risk in­si­der­vi­den, er kun ble­vet bed­re med ti­den.

Um­ber­to Eco: Ro­sens navn. Over­sat fra ita­li­ensk ef­ter »Il no­me del­la rosa« af Nina Gross. De lat­in­ske ci­ta­ter er over­sat af Bo Ol­sen. For­ord af An­ne Li­se Mar­strand-Jør­gen­sen. 573 si­der. 199,95 kr. Ro­si­nan­tes Klas­si­ker­se­rie.

osens navn er en af de få ting, der al­drig bli­ver af­slø­ret i ro­ma­nen med sam­me ti­tel. Alt­så er al­le­re­de tit­len en hen­vis­ning til et tomt tegn – en slags uud­grun­de­ligt me­ta­tegn, som fak­tisk ba­re er en re­fe­ren­ce til en re­fe­ren­ce. Alt er med an­dre ord re­la­tivt og tomt og pro­jek­tivt og po­st­mo­der­ne helt fra for­si­den af bo­gen. Vel­kom­men til den lit­teræ­re vir­ke­lig­hed an­no 1980. Den net­op af­dø­de for­fat­ter Um­ber­to Eco var ik­ke pro­fes­sor eme­ri­tus i se­mio­tik ved uni­ver­si­te­tet i Bo­log­na for in­gen­ting. Ja, man­ge vil­le slet ik­ke ken­de til »stu­di­et af pro­duk­tion, over­før­sel, mod­ta­gel­se, for­tolk­ning, re­ak­tion på og lag­ring af be­tyd­ning ved hjælp af tegn, ik­ke ale­ne i ta­le og skrift, men og­så ik­kesprog­ligt« – som det hed­der i Gyl­den­dals Den sto­re dan­ske en­cykl­o­pæ­di – hvis det ik­ke var for Eco. Han sat­te om no­gen den­ne helt sær­li­ge gren af sprog- og lit­te­ra­tur­vi­den­ska­ben på land­kor­tet. Um­ber­to Eco var født i 1932 og ud­dan­ne­de sig som spe­ci­a­list i mid­delal­der­fi­lo­so­fi og se­mio­tik, in­den han blev pro­fes­sor i en uhy­re ung al­der. Hans for­fat­ter­skab er bå­de aka­de­misk og skøn­lit­terært, og det hen­ven­der sig bå­de til voks­ne og børn. Der­til kom­mer hans vir­ke som un­der­vi­ser og ivrig de­bat­tør. Men vi­dest be­rømt blev han for en ræk­ke ro­ma­ner, der står cen­tralt i den lit­teræ­re po­st­mo­der­nis­me. Tit­ler som Foucaults pen­dul, Øen af i går, Bau­do­li­no og Kir­ke­går­den i Prag er kend­te og el­ske­de ver­den over.

RHOVEDVÆRKET er og bli­ver dog Ro­sens navn. Med den bi­bel-tyk­ke bog slog Eco én gang for al­le igen­nem, da han sat­te nog­le af po­st­mo­der­nis­mens helt cen­tra­le greb i spil på uven­te­de må­der og af­vik­le­de dem til per­fek­tion. Kunst­styk­ket i Ro­sens navn er for så vidt slå­en­de sim­pelt. Eco flyt­ter en klas­sisk who­d­un­nit fra nu­ti­den til mid­delal­de­ren. Her la­der han den ud­fol­de sig præ­cis som en tra­di­tio­nel kri­mi, men med de kon­se­kven­ser, den nye kon­tekst har. Sam­ti­dig le­ger han på den ene si­de med al­le de mu­lig­he­der, som den hi­sto­ri­ske sam­men­hæng gi­ver, imens han på den an­den la­der op­da­ge­rens lo­gi­ske og vi­den­skabs­ba­se­re­de me­to­der bra­se durk ind i en kir­ke­lig og okkult vir­ke­lig­hed – alt­så i tro­ens do­mæ­ne. Re­sul­ta­tet er vir­tuost, læ­re­rigt og helt ual­min­de­ligt mor­somt, om end på en tem­me­lig stu­den­ti­kos må­de. Skul­le man væ­re lidt grov, så kun­ne man si­ge, at Eco dy­best set skri­ver fni­sen­de un­der­hold­ning til dan­ne­de aka­de­mi­ke­re. For hvis man ik­ke ken­der sprog­fi­lo­so­fi­ens uni­ver­sa­lie­strid, bi­bli­o­teks­væ­se­nets hi­sto­rie og mo­der­ne sy­da­me­ri­kansk lit­te­ra­tur – for­u­den en god po­r­tion græsk, lat­in, fransk, ita­li­ensk, tysk, en­gelsk og astro­lo­gisk sym­bol­sprog – så får man en­den på ko­me­die. Om­vendt er Eco en gud­benå­det for­mid­ler. Så hol­der man ba­re ører­ne sti­ve, og er man vil­lig til at su­ge klas­sisk lær­dom til sig, så er bo­gen alt­så hel­ler ik­ke svæ­re­re. Des­u­den bli­ver den let­te­re, jo læn­ge­re man kom­mer ind i den. Den skælm­ske Eco skri­ver selv i sit ef­ter­skrift til ro­ma­nen, som ud­kom et par år se­ne­re, at han med vil­je hav­de gjort de før­ste hund­re­de si­der ek­stra svæ­re. Så fik man li­ge­som skilt få­re­ne fra buk­ke­ne! Kæ­den af »nød­ven­di­ge« for­skyd­nin­ger og for­vand­lin­ger i ro­ma­nen er no­get af det sjove­ste. Wil­li­am af Ba­sker­vil­le, som de­tek­tivro­ma­nens op­da­ger hed­der, er en dyg­tig ef­ter­for­sker, alt­så en slags kri­mi­nal­in­spek­tør. Men i mid­delal­de­ren vil­le dét ha­ve væ­ret en in­k­vi­si­tor, så dét er Wil­li­am. Han er åben­lyst mo­del­le­ret over fi­gu­ren Sher­lo­ck Hol­mes, iblan­det en god po­r­tion af mid­delal­der­lo­gi­ke­ren Wil­li­am af Ock­ham, og bru­ger og­så bril­ler – hvor Hol­mes bru­ger for­stør­rel­ses­glas – men han ry­ger ik­ke pi­be, for to­bak­ken er ik­ke kom­met til Eu­ro­pa end­nu. For­tæl­leren i ro­ma­nen er hel­ler ik­ke en læ­ge, der bur­de væ­re klo­ge­re end sin op­da­ger­ven, men ik­ke er det – som for­tæl­leren dok­tor Watt­son, der hos Sir Art­hur Co­nan Doy­le kom­mer til kort igen og igen. Hos Eco ven­des par­ret nem­lig le­ge­sygt på ho­ve­d­et, så for­tæl­leren er novi­ce – en ny­be­gyn­der­munk – og hed­der Adso fra Melk. En lil­le liv­lig fyr, der in­di­mel­lem vir­ker klo­ge­re end sin me­ster. Adso er og­så nav­net på en be­rømt mid­delal­der­for­fat­ter, og Stift Melk i Wa­chau-da­len i Østrig rum­mer et af de fi­ne­ste ka­tol­ske biblioteker. Eco joker og hin­ter og la­ver al­lu­sio­ner i al­le ret­nin­ger – kon­stant.

PLOT­TET i ro­ma­nen er godt skå­ret, om end helt tra­di­tio­nelt. Det min­der om plot­tet i Agatha Chri­sties klas­si­ker En af os er mor­de­ren, hvor folk myr­des ef­ter tur. En af Ecos ge­ni­stre­ger er, at han af go­de grun­de la­der al­le mun­ke­ne – og Wil­li­am og Adso – tæn­ke og ef­ter­for­ske in­den for sam­ti­dens er­ken­del­ses­rum. Det be­ty­der på den ene si­de, at de ik­ke kan tæn­ke som mo­der­ne men­ne­sker, mens de på den an­den si­de – med fan­ta­si­ens hjælp – kan fo­re­stil­le sig selv mo­der­ne ting. Klo­strets mun­ke læ­ser al­ting ind i en bi­belsk sam­men­hæng og be­gyn­der at tol­ke vildt på mor­de­ne ud fra blandt an­det de syv bas­u­ner i »Jo­han­nes’ Åben­ba­ring«. Er de et ske­ma, som mor­de­ren går frem ef­ter? At der først fal­der hagl og svovl, så me­te­o­rer i vand og så vi­de­re i den bi­bel­ske tekst, sva­rer, me­ner mun­ke­ne, til, at den før­ste munk dør ved at fal­de mod jor­den, den næ­ste fin­des druk­net og så vi­de­re. Pa­ral­lelt med de­res spe­ku­la­ti­ve tan­ker går Wil­li­am af Ba­sker­vil­le frem med ben­hård de­duk­tion og tæn­ker sig læn­ge­re og læn­ge­re ind imod myste­ri­ets ker­ne, som vi­ser sig at væ­re en – fik­tiv – bog skre­vet af Ari­sto­te­les, imens han sam­ti­dig fa­bu­le­rer vildt om vi­den­skab og te­o­lo­gi, næ­sten som en an­den fri­tæn­ker, el­ler ba­re en mo­der­ne vi­den­skabs­mand, hvil­ket gør ham kon­tro­ver­si­el i det tra­di­tions­bund­ne ka­tol­ske klos­ter­mil­jø. Når han him­ler op om det sun­de i at le, fly­ve­ma­ski­ner el­ler om læ­se­bril­lers fi­ne­re op­tik, vir­ker han langt, langt for­ud for sin tid. Imid­ler­tid er en af de sto­re vit­ser i ro­ma­nen net­op dét, hvil­ket Eco selv om­ta­ler i sit ef­ter­skrift. He­ri for­tæl­ler han om de man­ge bre­ve, han har få­et fra læ­se­re. De ting, som læ­ser­ne me­ner, er ana­kro­nis­mer, så­som net­op fly­ve­ma­ski­ner og bril­ler, var kend­te og do­ku­men­ter­ba­re ide­er i 1300-tal­let, hvor ro­ma­nen fo­re­går, skønt de ik­ke var op­fun­det end­nu, mens man­ge af de ting, som folk læ­ser hen over – for ek­sem­pel re­fe­ren­cer til end­nu le­ven­de for­fat­te­re i Ecos sam­tid – er for­fat­te­rens jo­kes med læ­se­ren, der slet ik­ke op­da­ger, hvad for­fat­te­ren har pla­ce­ret li­ge for næ­sen af dem. Ro­sens navn er bå­de ind­ta­gen­de og be­ta­gen­de på ut­ro­lig man­ge ni­veau­er. Sprog­ligt er den ik­ke så op­find­som, men i nog­le pas­sa­ger træ­der Eco dog ud af den of­te no­get sag­li­ge prosa og svinger sig op. Det gæl­der især, når der er pas­sio­ner på fær­de. Som da mun­ken Adso ser den smuk­ke un­ge bon­de­kvin­de, han selv kal­der for »Ro­sen«, uden tøj på for før­ste gang. Hen­des bryster fo­re­kom­mer Adso »at væ­re to hjor­te­kal­ve, ga­zel­letvil­lin­ger«, og hen­des skød er »som en kalk, ej fat­te­des det vin«, imens »hen­des liv er som en hve­de­dyn­ge, heg­net af lil­jer«. Der­til skal læg­ges, at he­le ro­ma­nen er raf­fi­ne­ret kon­stru­e­ret, for mor­de­rens san­de iden­ti­tet er væl­dig po­st­mo­der­ne. Det er nem­lig »læ­se­ren«, der myr­der – men ik­ke den læ­ser, læ­se­ren tror. Ka­rak­te­rer­ne er og­så et helt ka­pi­tel for sig, og man­ge af dem er Ecos hil­se­ner til lit­te­ra­tur­hi­sto­ri­en, som man som læ­ser bæ­rer med sig vi­de­re, nu i nye skik­kel­ser. Den blin­de munk Jor­ge, der sty­rer klo­strets bi­bli­o­tek – som er en mid­delal­der­ud­ga­ve af den ar­gen­tin­ske for­fat­ter Jor­ge Lu­is Bor­ges, der fak­tisk var bå­de blind og di­rek­tør for na­tio­nal­bi­bli­o­te­ket i Bu­enos Ai­res – er svær at ryste af sig. Det sam­me gæl­der man­ge af de an­dre mun­ke. Hvis man har mod på at læ­se ro­ma­nen, men er lidt skræmt af de sto­re mæng­der tungt stof – in­di­mel­lem er der hal­ve si­der fra kir­ke­hi­sto­ri­en på lat­in, som man må slå ef­ter i et ap­pen­diks – så kan man star­te med at få et over­blik ved at se den dy­stre film, som Je­an-Ja­cques An­naud la­ve­de i 1986 over ro­ma­nen. Her gi­ver en al­le­re­de mo­den Se­an Con­ne­ry og en blot 17-årig Chri­sti­an Sla­ter den som de to ho­ved­per­so­ner, der mø­der li­vet i klo­stret. Net­op kloster­li­vet er no­get af det mest fa­sci­ne­ren­de ved ro­ma­nen. Selv hvis man ik­ke er til kri­mi­er nor­malt, så bør man un­de sig selv at sid­de med ved ab­be­dens bord, når der er se­xt og ves­per, el­ler gå rundt midt om nat­ten og vå­ge, når ti­debøn­ner­ne ma­tu­tin og lau­des skal over­hol­des. Den nye ud­ga­ve har et fyn­digt for­ord ved An­ne Li­se Mar­strand-Jør­gen­sen, der sæt­ter bo­gen ind i sin ret­te sam­men­hæng, så og­så læg­mænd kan væ­re med.

Ro­sens navn FO­TO: SCAN­PIX

Meste­ren Um­ber­to Eco dø­de tid­li­ge­re i år. Nu bli­ver hans lit­teræ­re ho­ved­værk ge­nud­gi­vet.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.