Koge­kunst på højt lit­terært ni­veau

Weekendavisen - - Bøger - Af JES­PER STORGAARD JENSEN

Mystik. Med sin ro­man­se­rie Min ge­ni­a­le ve­nin­de har den hem­me­li­ge ita­li­en­ske pseu­do­nym­for­fat­ter Ele­na Fer­ran­te vun­det po­pu­la­ri­tet ver­den over. Men er hen­des san­de iden­ti­tet nu ble­vet af­slø­ret?

OM – Er det en va­ske­æg­te og sen­sa­tio­nel afsløring, el­ler er der blot ta­le om en ræk­ke in­di­ci­er, som i sid­ste en­de ik­ke for­mår at fø­re til no­get egent­ligt be­vis? Beg­ge op­fat­tel­ser er mu­li­ge, og me­nin­ger­ne i Ita­li­ens lit­teræ­re cirk­ler er del­te. Fak­tum er imid­ler­tid, at Ita­li­ens stør­ste dag­blad Cor­ri­e­re del­la Se­ra i den sid­ste uges tid har lan­ce­ret, hvad avi­sen selv be­skri­ver som et lit­te­ra­tur-scoop. For avi­sen har øjen­syn­ligt sat sig for at gi­ve sva­ret på de spørgs­mål, der med jæv­ne mel­lem­rum har run­get i den ita­li­en­ske pres­se, nu gen­nem me­re end 20 år: Hvem gem­mer sig bag nav­net Ele­na Fer­ran­te? Hvem er i vir­ke­lig­he­den den be­røm­te og suc­ces­ful­de ita­li­en­ske for­fat­ter, hvis fi­re­binds ro­man­se­rie Min ge­ni­a­le ve­nin­de – der pri­mært fo­re­går i Na­po­lis be­la­ste­de so­ci­a­le mil­jø­er – har gå­et sin sej­rs­gang ver­den over, og som al­tid har øn­sket at for­bli­ve ano­nym? Sam­me spørgs­mål har og­så uden­land­ske me­di­er stil­let i takt med, at Fer­ran­tes po­pu­la­ri­tet såvel som bogs­alg er ste­get til ua­ne­de høj­der. Sid­ste år pla­ce­re­de det ame­ri­kan­ske nyheds­ma­ga­sin Foreign Po­li­cy Fer­ran­te på li­sten over ver­dens 100 mest ind­fly­del­ses­ri­ge per­so­ner (»100 top le­a­ding thin­kers«). Hen­des bø­ger er ud­kom­met i 30 lan­de, og hun har lig­get uaf­brudt på den ita­li­en­ske be­st­sel­ler-li­ste i fi­re år. Li­ge nu er hen­des roman Det for­s­vund­ne barn blandt de 13 fi­na­li­ster til den pre­sti­ge­ful­de Man Boo­k­er In­ter­na­tio­nal Prize 2016. Da We­e­ken­da­vi­sen i maj 2015 brag­te et mail-in­ter­view med Ele­na Fer­ran­te, gen­tog hun at­ter det man­tra, hun har holdt sig tro­fast til gen­nem åre­ne: »Kun bø­ger­ne er vig­ti­ge. Kend­ska­bet til for­fat­te­ren er over­flø­digt. Det ri­si­ke­rer blot at fjer­ne fo­kus fra sel­ve vær­ket.« Men i star­ten af den­ne uge blev slø­ret for Fer­ran­tes ano­ny­mi­tet (må­ske) løf­tet. Det ske­te som sagt i Cor­ri­e­re del­la Se­ra, hvor for­fat­ter og lek­tor ved Pisas Uni­ver­si­tet Marco San­ta­ga­ta tre da­ge i træk præ­sen­te­re­de en næ­sten Sher­lo­ck Hol­mes-ag­tig ef­ter­forsk­ning. San­ta­ga­ta er tid­li­ge­re stu­de­ren­de ved Pisas Uni­ver­si­tet, La Nor­ma­le, hvor han og­så un­der­vi­ser i dag. Un­der læs­nin­gen af bind num­mer to i Fer­ran­tes ro­man­se­rie, Hi­sto­ri­en om et nyt navn, var San­ta­ga­ta fal­det over den del af hand­lin­gen, der er hen­lagt til Pisas uni­ver­si­tets­mil­jø. Han hav­de be­mær­ket,

Rat de topo­gra­fi­ske re­fe­ren­cer, den in­ter­ne uni­ver­si­tetsj­ar­gon samt be­skri­vel­sen af år­li­ge til­ba­ge­ven­den­de uni­ver­si­tets­be­gi­ven­he­der var så præ­ci­se, at for­fat­te­ren selv nød­ven­dig­vis måt­te ha­ve fre­kven­te­ret uni­ver­si­te­tet. Fer­ran­te har ek­sem­pel­vis brugt ud­tryk­ket il Tim­pa­no om det kol­le­gie, hvor man­ge kvin­de­li­ge uni­ver­si­tets­stu­de­ren­de sta­dig bor – et ud­tryk som, iføl­ge San­ta­ga­ta, ude­luk­ken­de bru­ges af uni­ver­si­tets stu­de­ren­de, og­så i dag. I Fer­ran­tes bind num­mer to be­fin­der ho­ved­per­so­nen Ele­na Greco sig i Pisa i pe­ri­o­den 1963-67. Men – frem­fø­rer San­ta­ga­ta – hvis det er sandt, hvor­for har Ele­na Fer­ran­te så ude­ladt at om­ta­le to ek­stremt vig­ti­ge be­gi­ven­he­der fra de år: den sto­re over­svøm­mel­se, der ram­te Pisa i novem­ber 1966 samt, må­ske end­nu vig­ti­ge­re, de stu­de­ren­des be­sæt­tel­se af uni­ver­si­te­tet i fe­bru­ar 1967? Som San­ta­ga­ta skri­ver: »At de mar­kan­te so­ci­a­le spæn­din­ger, der op­stod i for­bin­del­se med uni­ver­si­tets­be­sæt­tel­sen i Pisa, over­ho­ve­det ik­ke om­ta­les, er un­der­ligt, idet Fer­ran­te al­tid har væ­ret me­get op­mærk­som på so­ci­a­le og po­li­ti­ske be­gi­ven­he­der.« Blandt an­det på bag­grund af det­te kon­klu­de­rer San­ta­ga­ta, at vir­ke­lig­he­dens Ele­na Fer­ran­te må væ­re en kvin­de­lig na­po­li­tansk stu­de­ren­de, der har fre­kven­te­ret Pisas Uni­ver­si­tet i to-tre år op til 1966. Med den »sand­hed« i hån­den har San­ta­ga­ta ka­stet sig over uni­ver­si­te­tets 50 år gam­le elev­re­gi­stre for at fin­de ud af, hvil­ke na­po­li­tan­ske uni­ver­si­tets­stu­di­ner der var ind­skre­vet på Pisas Uni­ver­si­tet i den pe­ri­o­de. Da han at­ter duk­ker op fra ar­ki­v­ar­bej­det, har han to nav­ne i hån­den, men kun ét af dis­se pas­ser på den be­skri­vel­se, som Ele­na Fer­ran­te ad­skil­li­ge gan­ge har gi­vet af sig selv i si­ne skrift­li­ge in­ter­views. Ef­ter fle­re da­ges trom­me­hvir­vel i Cor­ri­e­re del­la Se­ras spal­ter bli­ver vi om­si­der præ­sen­te­ret for den på­stå­e­de skjul­te be­rømt­hed. Nav­net er Mar­cel­la Mar­mo, født i 1936, hi­sto­ri­ker og lek­tor ved Na­po­lis Uni­ver­si­tet samt en af Ita­li­ens mest velanskrev­ne eks­per­ter in­den for Ca­mor­ra-virk­som­hed i Na­po­li. Da­gen ef­ter San­ta­ga­tas ef­ter­forsk­ning brin­ger Cor­ri­e­re så­gar et in­ter­view med Mar­mo selv, der pu­re af­vi­ser: »Om jeg er den be­røm­te Ele­na Fer­ran­te? De, der ken­der mig, vil helt sik­kert gri­ne hjerte­ligt ad den­ne på­stand. Jeg er kun kre­a­tiv, når jeg står i køk­ke­net. He­le den­ne hi­sto­rie er så ab­surd, at den på den ene si­de mo­rer mig og på den an­den vir­ker ret foru­ro­li­gen­de.« Trods Mar­cel­la Mar­mos to­ta­le af­vis­ning in­si­ste­rer Cor­ri­e­re del­la Se­ra, og da­gen ef­ter in­ter­viewet med Mar­mo brin­ger avi­sen ny be­vis­fø­rel­se. Den­ne gang via en lek­si­kalsk sam­men­lig­ning mel­lem en mundt­lig in­tro­duk­tion som Mar­mo holdt i for­bin­del­se med åb­nin­gen af en ma­le­ri­ud­stil­ling de­di­ke­ret hen­des nu af­dø­de mand, Gu­i­do Sa­cer­do­ti: »Hi­sto­ri­en er som en luft­havns rul­lebånd, der trans­por­te­rer vo­re kuf­fer­ter: i det øje­blik vi er over­be­vi­ste om, at vi har mi­stet vo­res ba­ga­ge, duk­ker den plud­se­lig op.« Den­ne pas­sa­ge hol­des op imod en lig­nen­de pas­sa­ge fra Fer­ran­tes roman Hi­sto­ri­en om det nye navn: »Ti­den for­mil­des og de vig­tig­ste be­gi­ven­he­der rul­ler af sted langs årer­nes tråd som kuf­fer­ter på en luft­havns rul­lebånd; de be­gi­ven­he­der kan du gri­be fat i og pla­ce­re på et blankt styk­ke pa­pir ...« Tid, luft­hav­ne, rul­lebånd og kuf­fer­ter bru­ges som kon­cep­ter i to ci­ta­ter, der læ­ner sig op ad hin­an­den. Ar­tik­lens for­fat­ter, Pa­o­lo Di Ste­fa­no, er ik­ke i tvivl: Ele­na Fer­ran­te hed­der i vir­ke­lig­he­den Mar­cel­la Mar­mo. Mar­mo har imid­ler­tid ud­talt, at hun ik­ke har no­get syn­der­ligt lit­te­ra­tur­kend­skab. Det til­ba­ge­vi­ser Di Ste­fa­no dog, idet han hen­vi­ser til de for­fat­teres­says – om Er­man­no Rea, Ro­ber­to Savi­nao og Car­lo Le­vi – som Mar­cel­la Mar­mo rent fak­tisk har sig­ne­ret: »Al­le tre es­says er uhy­re in­ter­es­san­te. De er sti­li­stisk am­bi­tiø­se og med en men­ne­ske­lig ind­sigt, der ræk­ker langt ud over, hvad der er stan­dard for aka­de­mi­ske tek­ster,« skri­ver Di Ste­fa­no. På de ita­li­en­ske so­ci­a­le me­di­er er hold­nin­gen klar: »Lad hen­de dog le­ve i fred, hvis det er det, hun øn­sker«, »hvil­ken grund er der til at vi­de, hvem hun er?«, »jeg er li­geg­lad med, hvem Fer­ran­te er, for mig er kun hen­des bø­ger vig­ti­ge« – så­dan ly­der man­ge af hen­des læ­se­res kom­men­ta­rer. Og hos Fer­ran­tes ita­li­en­ske for­lag Edizi­o­ni E/O si­ger for­læg­ger San­dro Fer­ri: »Den un­der­sø­gel­se in­ter­es­se­rer os ik­ke ret me­get, og hvis jeg skal væ­re helt ær­lig, fin­der jeg den fak­tisk en lil­le smu­le lat­ter­lig.« De af Fer­ran­tes læ­se­re og fans, der er nys­ger­ri­ge ef­ter at vi­de, hvem hun vir­ke­lig er, må så­le­des gø­re op med sig selv, hvad der er in­di­ci­er, og hvad der er be­vi­ser.

Sid­ste Ele­na Fer­ran­te-roman i hen­des te­tra­lo­gi, »Det for­s­vund­ne barn«, ud­kom­mer i Dan­mark den 31. marts 2016.

Et re­gu­lært de­tek­ti­v­ar­bej­de ud­ført af lek­tor Marco San­ta­ga­ta har mu­lig­vis ledt ver­den på spo­ret af Ele­na Fer­ran­tes san­de iden­ti­tet.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.