Si­sy­fos på ski­fe­rie

Weekendavisen - - Bøger - Af NAN­NA GOUL

Tæn­ke, tæn­ke. Nor­ske Cat­hri­ne Knud­sen har skre­vet en tan­ke-roman, der på én gang er to­talt for me­get og lidt for lidt.

Cat­hri­ne Knud­sen: Ma­nu­el. Over­sat af Sa­ra Koch. 208 si­der. 229,95 kr. Gyl­den­dal.

om barn læ­ste jeg sinds­sygt man­ge bø­ger. Min mor var bi­bli­o­te­kar og slæb­te al­ver­dens ud­valg­te bø­ger med hjem fra ar­bej­de, jeg fik al­tid fat i de go­de bø­ger. En dag var jeg så al­li­ge­vel lø­bet tør for læ­se­stof, i desperation ka­ste­de jeg mig over bo­gen på min mors nat­bord, det var cho­ke­ren­de læs­ning. Jeg hav­de reg­net med sto­re myste­ri­er fra de voks­nes ver­den, dra­ma­er om tis­se­mænd, hø­je hæ­le og ci­ga­ret­ter, hvor blev jeg dog skuf­fet. Der ske­te ik­ke en skid! En el­ler an­den stem­me sad ba­re og tænk­te et el­ler an­det, kom al­drig vi­de­re, kun­ne plud­se­lig mær­ke, at kaf­fen blev kold. Hvad!? Det var det mest røv­sy­ge, jeg no­gen­sin­de hav­de læst, jeg fik så ondt af de voks­ne, at de skul­le læ­se den slags bø­ger, ba­re for­di de var voks­ne, det nær­me­de sig jo en straf. Den sam­me fø­lel­se har jeg på mærk­vær­dig vis genop­le­vet gen­nem læs­nin­gen af nor­ske Cat­hri­ne Knud­sens Ma­nu­el, der da og­så på en ræk­ke om­rå­der nær­mest kli­che­fyldt le­ver op til fo­re­stil­lin­gen om den in­tel­lek­tu­el­le for­fat­ters lit­teræ­re roman: Den er ik­ke for lang, der sker ik­ke en skid – rent plo­t­mæs­sigt – og jeg me­ner vir­ke­lig, IK­KE en skid – ro­ma­nen er sam­fund­skri­tisk og dis­ku­te­ren­de på den fi­lo­so­fi­ske må­de, hardco­re ven­stre­o­ri­en­te­ret, og så tæn­ker og tæn­ker og tæn­ker den – og min­des og fø­ler – og så tæn­ker den lidt me­re over dét, den min­des, og dét, den fø­ler. Spro­get er præ­cist, ele­gant og vel­tur­ne­ret. Nå, det blev De, kæ­re læ­ser, må­ske ik­ke så me­get klo­ge­re af, så lad mig prø­ve at op­rid­se no­get, der kun­ne lig­ne et over­blik. For­tæl­leren i Ma­nu­el hed­der Ca­ra, halvt spansk, halvt

Snorsk, hun er bo­sat om­kring Oslo, hun er et sted i slut­nin­gen af si­ne 30ere, el­ler i 40er­ne, hun har to børn, der bor hos fa­ren, hun er ik­ke li­ge­frem det, man vil­le kal­de en so­ci­al pa­pe­gø­je. Ca­ras re­la­tio­ner – bå­de til men­ne­sker og til om­ver­de­nen som så­dan – er ud­for­dren­de, lad os si­ge det så­dan, og det tæn­ker og skri­ver hun en del om – hun er nem­lig for­fat­ter. Al­li­ge­vel på­ta­ger hun sig at pas­se søste­rens dat­ter, da søste­ren bli­ver ind­lagt på en psy­ki­a­trisk kli­nik. Hun flyt­ter ind i søste­rens lej­lig­hed, en så­kaldt »op­le­vel­ses­lej­lig­hed«, med nie­cen. »Ople­vel­ses­lej­lig­he­den« er et me­get tids­ty­pisk fæ­no­men, hvor man bor i en lej­lig­hed knyt­tet til en gård med til­hø­ren­de dyr, så man på én gang for­le­des til at tro, at man er en del af na­tu­ren – og på den an­den si­de ik­ke skal ta­ge an­svar for den. En be­kvem in­dret­ning, som Ca­ra al­li­ge­vel – ef­ter en ræk­ke over­vej­el­ser – ik­ke fin­der at­trak­tiv; det bli­ver en slags uær­lig og kun­stig må­de at le­ve på.

RO­MA­NEN er, som man må­ske for­nem­mer, nær­mest byg­get op som en ræk­ke sce­ner – fra barn­dom­men, nu­ti­den, for­ti­den – med ef­ter­føl­gen­de per­spek­ti­ve­ren­de es­says; ja, man kun­ne må­ske kal­de Ma­nu­el for en slags lit­terær kronik-roman, et slags ud­pluk fra for­fat­te­rens in­dre fotoalbum – in­klu­si­ve spe­a­ker’s voi­ce. Cen­tralt står især Kjellstad­bom­men ved Dram­men (lidt uden for Oslo), der ek­si­ste­re­de i hen­des barn­dom. Her skul­le man kø­re igen­nem for at kom­me ud på mo­tor­vej­en, og i en af be­ta­lings­bok­se­ne sad hen­des far­far, som fa­mi­li­en el­lers hav­de mi­stet al kon­takt med. Det med­før­te selvsagt nog­le apar­te mø­der – især da far­fa­ren ryk­ke­de over i den boks, hvor der stod »Ma­nu­el« – der­af tit­len – og han måt­te ta­ge imod pen­ge fra fa­mi­li­ens fø­rer af bi­len. Det­te – det ma­nu­el­le ar­bej­de – er li­ge­le­des et rødt tan­kespor ro­ma­nen igen­nem; dét at det ma­nu­el­le er knyt­tet til det men­ne­ske­li­ge. Mod­sat ek­sem­pel­vis den ro­bot­sæl, som Ca­ras far, da han kom­mer på ple­je­hjem, el­sker at kæ­le med, ro­bot­sæ­len Pa­ro, som for­an­le­di­ger sto­re be­kym­rin­ger og tan­ker for Ca­ra, for hvad sker der, når vi får vo­res so­ci­a­le be­hov stil­let af en ro­bot­sæl? En in­ter­es­sant ty­pe spørgs­mål, som ro­ma­nen stil­ler man­ge af, og som må­ske er år­sa­gen til, at ro­ma­nen mod ri­me­ligt man­ge odds er ble­vet en de­bat­ska­ben­de roman i Nor­ge, hvor for­fat­te­ren har del­ta­get ak­tivt i den of­fent­li­ge po­li­ti­ske sam­ta­le – blandt an­det i for­hold til ma­nu­elt ar­bej­de i vi­dens­sam­fun­det. Ma­nu­el ud­kom i Nor­ge i 2014 på Karl Ove Knaus­gaards for­lag Pe­li­ka­nen, og han ci­te­res i for­bin­del­se med ro­ma­nen for at ha­ve sagt, at: »I mi­ne øj­ne er hun en af vor ge­ne­ra­tions stør­ste for­fat­te­re.« Jeg for­står hans syns­punkt – ro­ma­nen er væl­digt am­bi­tiøs, velskre­vet og egen­sin­dig – men jeg kan ik­ke væ­re enig. I mi­ne øj­ne mang­ler ro­ma­nen langt me­re krop at fæst­ne al­le si­ne ref lek­sio­ner til, og så sy­nes jeg i øv­rigt, at man­ge pro­ble­ma­tik­ker og si­tu­a­tio­ner bli­ver over­tænk­te, for­fat­te­ren har svært ved at gi­ve slip, og når hun en­de­lig gør, star­ter det he­le ba­re for­fra. Som hvis Si­sy­fos var ta­get til Nor­ge for at stå på ski, men he­le ti­den faldt i tan­ker og faldt af lif­ten på vej­en mod top­pen. Det er me­get kon­se­kvent, men og­så ri­me­lig ener­ve­ren­de.

Re­sul­ta­tet står ik­ke mål med am­bi­tio­ner­ne i Cat­hri­ne Knud­sens roman.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.