Præ­si­den­ter på an­kla­ge­bæn­ken

Weekendavisen - - Bøger - Af MAGNUS BODING HAN­SEN

Narkokrig. Ge­or­ge W. Bush og en stjer­ne­pa­ra­de af USAs og Co­lom­bi­as mest kon­tro­ver­si­el­le le­de­re i kri­gen mod narko sva­rer i en op­sigtsvæk­ken­de, ny in­ter­view­bog på kri­tik­ken.

Julio Sán­chez Cri­sto: El país que se hizo po­sib­le. 272 si­der. COP 31.500 på li­bro­sy­e­di­to­res.com (85 kro­ner). Grupo Pla­ne­ta.

itu­sind­vis af men­ne­sker har mi­stet li­vet i Co­lom­bi­as USA-støt­te­de krig mod narko, uden at ko­kapro­duk­tio­nen er mind­sket det mind­ste. Det er der­for lidt af en be­drift af den prisvin­den­de co­lom­bi­an­ske jour­na­list og ra­diovært Julio Sán­chez Cri­sto, at han har få­et Ba­ra­ck Oba­ma, Ge­or­ge W. Bush, Bill Cl­in­ton, Co­lom­bi­as præ­si­dent Ju­an Ma­nu­el San­tos og en ræk­ke af de to lan­des mest cen­tra­le mi­ni­stre, em­beds­folk og hær­che­fer til at stil­le op til lan­ge in­ter­views om den så­kald­te Plan Co­lom­bia. Bo­gens ti­tel, »Det land, der blev gjort mu­ligt«, slår en stor­la­den to­ne an, og den føl­ges til dørs. Co­lom­bia var »næ­sten en fejl­sla­gen stat«, men har nu »en bril­lant frem­tid«, be­dy­rer Bill Cl­in­ton, der sø­sat­te Plan Co­lom­bia i 1999. Hans co­lom­bi­an­ske præ­si­dent­kol­le­ga den­gang, An­drés Pa­stra­na, kal­der det »hi­sto­ri­ens mest suc­ces­ri­ge sam­ar­bej­de mel­lem de to lan­de«, og »Co­lom­bia har den ve­st­li­ge halv­kug­les mest loven­de frem­tid«, tri­um­fe­rer tid­li­ge­re uden­rigs­mi­ni­ster Ma­de­le­i­ne Al­bright. Den tids ame­ri­kan­ske chef for narko­ti­ka­be­kæm­pel­se, Bar­ry McCaf­frey, sæt­ter frej­digt trumf på: »Vi har vun­det kri­gen.« Co­lom­bia er unæg­te­ligt ble­vet et langt sik­re­re land. De sto­re narko­kar­tel­ler er stæk­ket mar­kant, og 250 he­li­kop­te­re og mil­li­ar­der af dol­lar i støt­te og træ­ning har re­sul­te­ret i en slag­kraf­tig hær, der har vun­det seks ud af ti ver­dens­mester­ska­ber for spe­ci­alstyr­ker og bragt kor­rup­tio­nen no­get un­der kon­trol. Selvro­sen er alt­så ik­ke helt ube­grun­det. Men fle­re cen­tra­le kri­tik­punk­ter sav­nes rejst. Blandt an­det får USAs for­hen­væ­ren­de

Tu­den­rigs­mi­ni­ster Con­do­le­ezza Ri­ce (og Bill Cl­in­ton) lov til at frem­stil­le Plan Co­lom­bia som rund og »ho­li­stisk«, selv­om he­le 80 pro­cent af mid­ler­ne gik til mi­li­tær og po­li­ti og min­dre end 20 pro­cent til blø­de­re til­tag så­som øko­no­misk ud­vik­ling og in­ve­ste­ring i retsvæ­se­net. Tid­li­ge­re præ­si­dent Pa­stra­na hå­ner ui­mod­sagt pla­nens kri­ti­ke­re for at for­ud­se, at den vil­le »for­ø­ge an­tal­let af in­ter­nt for­drev­ne«, hvil­ket »selv­føl­ge­lig ik­ke ske­te«. Men hvor­for kon­fron­te­res Pa­stra­na ik­ke med, at hund­redt­u­sin­de bønder blev dre­vet på f lugt ale­ne i pla­nens før­ste år på grund af den om­fat­ten­de sprøjt­ning af ko­ka­plan­ta­ge­om­rå­der med gif­ten gly­fo­sat? Og hvor­dan kan narko­ti­ka­be­kæm­pel­ses­che­fen Bar­ry McCaf­frey ui­mod­sagt kal­de det »mal­pla­ce­ret« at be­næv­ne gly­fo­sa­ten som sund­heds­ska­de­lig, når al forsk­ning pe­ger på, at det er den? Der mang­ler og­så kri­ti­ske spørgs­mål til Ge­or­ge W. Bush, som skam­ro­ser sin »næ­re ven« og da­væ­ren­de præ­si­dent­kol­le­ga Álva­ro Uri­be. Uri­be, der ik­ke har la­det sig in­ter­viewe til bo­gen, er vel nok narkokri­gens mest kon­tro­ver­si­el­le fi­gur, for­di hans re­ge­ring sam­ar­bej­de­de med pa­ra­mi­li­tæ­re døds­pa­trul­jer og lod sik­ker­heds­styr­ker dræ­be tu­sind­vis af uskyl­di­ge i »falsos po­si­ti­vos«-skan­da­len. Den hed­der så­dan, for­di en ræk­ke læka­ger og til­stå­el­ser vi­ste, at sol­da­ter­ne sy­ste­ma­tisk hav­de klædt uskyl­di­ge of­re ud som gu­e­ril­la­sol­da­ter for at ind­kas­se­re Uri­be-re­ge­rin­gens klæk­ke­li­ge bonus for at dræ­be dis­se. Imens steg støt­ten fra USA. I en in­ter­es­sant pas­sa­ge spør­ger for­fat­te­ren sig selv, hvor­for det mon al­drig er narko­bos­ser­ne i USA, der kom­mer i fo­kus: »Kan no­gen næv­ne en be­rømt ame­ri­kansk narko­boss, som sid­der i fængsel? Kan no­gen næv­ne en dom mod en vig­tig fi­gur i di­stri­bu­tio­nen af stof­fer i USA? Jeg kan ik­ke (...) Hvem mod­ta­ger stof­fer­ne, når de når frem? Spø­gel­ser og usyn­li­ge folk?« Go­de spørgs­mål! Så hvor­for stil­ler Cri­sto dem ik­ke til nog­le af de ame­ri­kan­ske magt­ha­ve­re? Bill Cl­in­ton med­gi­ver et sted, at pla­nens mål li­ge fra be­gyn­del­sen var »at be­sej­re FARC«, selv om der først var man­dat til det­te fra Kon­gres­sen no­get se­ne­re, i 2000. Det lyk­ke­des co­lom­bi­a­ner­ne at over­be­vi­se USA om at op­gi­ve den­ne skel­nen mel­lem narkokrig og op­rørs­be­kæm­pel­se, for­di FARC fi­nan­si­e­rer sig ved narko. 56 FARC-le­de­re er si­den ble­vet dræbt. Ot­te af de in­ter­viewe­de me­ner, at det er grun­den til, at FARC i dag, ef­ter et halvt år­hund­re­des bor­ger­krig, er på nip­pet til at un­der­skri­ve en hi­sto­risk freds­af­ta­le. Det hav­de i den for­bin­del­se væ­ret på sin plads at næv­ne, at op­rørs­grup­pen i slut­nin­gen af 1990er­ne – før nog­le sto­re mi­li­tæ­re ne­der­lag, som frem­hæ­ves i bo­gen – fak­tisk var gå­et langt for at ud­tryk­ke for­hand­lings­vil­je. El­ler at me­tastu­di­er iføl­ge den an­er­kend­te kon­flik­t­eks­pert Marc Cher­ni­ck fra Ge­or­ge­town Uni­ver­si­ty pe­ger på, at det ik­ke øger en stats chan­ce for at slut­te fred med op­rørs­grup­per at svæk­ke dem først. De in­ter­viewe­de slip­per igen og igen for let. Det hjæl­per ik­ke, at en hånd­fuld kri­ti­ke­re af pla­nen og­så pe­ger på dens sto­re pris, der er be­talt i pen­ge og men­ne­ske­liv, uden at ko­kapro­duk­tio­nen er fal­det. Kri­tik­ken er jo ik­ke ny. Det er en ve­lud­ført kon­fron­ta­tion med dens bag­mænd, der kun­ne ha­ve væ­ret nyt.

DE­BAT

FO­TO: REDUX/SCAN­PIX

Dis­se FARC-gu­e­ril­la­er la­der sig hver­ken im­po­ne­re af trus­ler, freds­for­hand­lin­ger el­ler øde­læg­gel­sen af de­res ko­ka­plan­ta­ger. Der er al­tid me­re jung­le, der kan ryd­des til at fort­sæt­te narkopro­duk­tio­nen.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.