Solskin over­be­lyst

Weekendavisen - - Bøger - Af LARS BUKDAHL

Nostal­gips. Ama­lie Laulund Tr­ud­søs ro­man­de­but er en om­stæn­de­ligt tut­te­nut­tet som­mer­hus-idyl, hvor det næ­sten over­ho­ve­det ik­ke reg­ner.

Ama­lie Laulund Tr­ud­sø: Som­mer­hus. 224 si­der. 199,95 kr. Ro­si­nan­te.

ostal­gi er sen­ti­men­tal erin­drings­virk­som­hed, no­get pænt slemt op­s­mink­ning, vi al­le sam­men fra tid til an­den gør os skyl­di­ge i, og­så rig­ti­ge dig­te­re, når de for­fat­ter de­res sprog­kunst. Ba­re spørg sa­lig Klaus Rif bjerg, der sta­dig næg­ter at hol­de sin kæft om 1930rnes Ama­ger. Men det er nu en­gang klogt, rent kunst­ne­risk, at hol­de den i kort snor, nostalgien, så den ik­ke kli­strer vær­ket helt til. I Ama­lie Laulund Tr­ud­søs de­but­ro­man, Som­mer­hus, er nostalgien sel­ve snoren, en me­get lang vingum­milas­so, der snø­res tæt og grun­digt om det gi­vet­vis ik­ke helt u-au­to­fik­ti­ve stof: En pi­ges we­e­kend- og fe­ri­e­op­hold i fa­mi­li­ens som­mer­hus i Sej­rø­bug­ten, fra hun er

Ncir­ka 10, til hun er cir­ka 14 (al­de­ren spe­ci­fi­ce­res ik­ke, li­ge­som vi hel­ler ik­ke får hen­des navn at vi­de). Respekt for kon­se­kven­sen: Vi kom­mer i lø­bet af de 224 si­der ik­ke én gang uden for som­mer­hus-stor­om­rå­det, und­ta­gen til al­ler­sidst. Men det er og­så kon­se­kven­sen, der i lø­bet af 224 si­der gør ro­ma­nen sta­dig me­re tryk­ken­de, græn­sen­de til kvæ­len­de, for­di som­mer­li­vet skil­dres så for­ban­det ud­før­ligt, ør­kes­løst idyl­le­risk, dvs. nostal­gisk, dvs. sen­ti­men­talt, dvs. kæ­lent. Ro­ma­nen er or­ga­ni­se­ret i ube­tit­le­de af­snit på tre-syv si­der, der sam­ler sig om en en­kelt, sær­lig el­ler ty­pisk si­tu­a­tion, gen­for­talt af jeg­for­tæl­leren med det­te in­ti­mi­de­ren­de mix af en­tu­si­a­stisk, barn­lig nai­vi­tet og sir­lig, vok­sen de­tal­je­rig­dom, der vil gø­re al­ting ty­de­ligt og der­for gør alt til ét kon­kret-flim­mer. Og al­ting er ba­re al­tid så dej­ligt og spæn­den­de og su­per­trygt, og har no­get væ­ret en smu­le ut­rygt – som i det lil­le­bit­te spor om fa­rens op­fa­ren­de tem­pe­ra­ment – så bli­ver det lyn­hur­tigt rig­tig rart igen, som her af­slut­nings­vist i et af­snit om at fa­re vild i sko­ven: »Da jeg lig­ger i min seng om af­te­nen og for­tæl­ler he­le hi­sto­ri­en igen, først til min far og så til min mor, har jeg al­drig følt mig så let­tet og glad. Mor, si­ger jeg, jeg vil al­drig væk fra dig igen, og hun smi­ler og bli­ver sid­den­de på sen­ge­kan­ten, indtil jeg fal­der i søvn.« In­ten­de­ret læ­ser­re­ak­tion: Nååh! Aah! Sti­li­stisk mer­vær­di: 0. Ved si­den af de fa­mi­liæ­re og ven­ska­be­li­ge mi­ni­kon­flik­ter bli­ver det mind­ste spor an­gå­en­de jeg­for­tæl­lerens gry­en­de be­vidst­hed om køn og seksu­a­li­tet, som hun vok­ser fra næ­sten-pi­ge til næ­sten-kvin­de, højst pæ­da­go­gisk mar­ke­ret. Men og­så den pro­ble­ma­tik er kun drå­ber i det sto­re tem­pe­re­re­de Kat­te­gat af – for for­tæl­leren, men ik­ke for læ­se­ren – uforg­lem­me­lig rå­hyg­ge. Sam­men­lign med Per­nil­le Abd-El Day­ems ge­nu­int frag­men­ta­ri­ske, man­ge gan­ge min­dre de­but, In­den for re­vet, fra sid­ste år, der ik­ke vil udtøm­me og cu­te-ifi­ce­re erin­drin­gen, men strej­fe og po­e­ti­se­re den, så det glim­ter di­a­man­t­ag­tigt løs. Det er jo ik­ke, for­di ulyk­ken er san­de­re end lyk­ken, men for­di hel­ler ik­ke lyk­ken er en cur­ling-sten, der skal fe­jes frem, den skal ha­ve en tå­hy­ler, skal den.

FO­TO: LEA MEILANDT

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.