Flak­ken­de gent­le­mansorg

Weekendavisen - - Bøger - Af LINEA MA­JA ERNST

Be­gra­vel­se. Stam­men­de lang­digt for­sø­ger ær­ligt og ud­sat at for­tæl­le om ar­bej­det med en mors død.

Rolf Spar­re Jo­hans­son: Be­gra­vel­se. 35 si­der. 150 kr. Ba­si­lisk.

olf Spar­re Jo­hans­sons klad­de­hæf­te­lil­le, men ek­stremt læ­se­vær­di­ge lang­digt Be­gra­vel­se er stam­men­de byg­get op af ufær­di­ge sæt­nin­ger. Et jeg har for ek­sem­pel glemt at ta­ge den fros­ne and op in­den ju­le­af­ten: »jeg var/ jeg glem­te det/ for­di/ jeg spi­ser/ jeg spi­ser ik­ke en­gang/ jeg spi­ser ik­ke kød/ så jeg/ skul­le ik­ke spi­se den så jeg tænk­te (...)« Det sam­me jeg (som jeg kun kan læ­se bi­o­gra­fisk) for­sø­ger at ind­kred­se da­ge­ne

Rom­kring morens for tid­li­ge død og den ef­ter­føl­gen­de be­gra­vel­se, mens je­get end­nu er ung mand. Alt det prak­ti­ske, der skal på plads. Al­le fø­lel­ser­ne, man ger­ne vil for­val­te rig­tigt. Spar­re Jo­hans­son de­bu­te­re­de sid­ste år med Søvn (om det ui­dyl­li­ske liv med kon­stant græ­den­de, kon­stant våg­ne småbørn), og og­så her sås de (ner­ve)flos­se­de sæt­nin­ger, som al­le­re­de vir­ker af­gjort og over­be­vi­sen­de Jo­hans­son­ske. Det er over­be­vi­sen­de, den må­de han rap­por­te­rer fra ud­sat­he­den på: »Den sid­ste gang vi fik lov at gå ind til hen­de/ sag­de de at vi ik­ke/ sag­de sy­geple­jer­sken at vi ik­ke be­hø­ve­de at/ va­ske hæn­der// vid­ste vi godt at hun skul­le dø/ for­di at/ det hav­de de selv­føl­ge­lig sagt og­så/ det hav­de de sagt til os/ der var en læ­ge/ der hav­de sagt/ for­talt os/ han sag­de at hvis der ik­ke ske­te et mira­kel// in­den­for de næ­ste par ti­mer vil­le hun dø/ og det var vel ba­re en pæn må­de at si­ge på/ at hun skul­le dø/ vi fik lov til at gå ind.« Her skær­pes sans­nin­gen, si­tu­a­tio­nen bli­ver klar. Der le­des ef­ter sand­he­den: bå­de selv at si­ge det, som det var, og at ef­ter­spo­re den egent­li­ge me­ning i de an­dres, læ­gens, ord. An­dre ste­der mær­ker man en kraf­tan­stren­gel­se for at sam­le tan­ker­ne og for­stå ba­re helt små ting: Hvor­for var det vig­tigt for je­get at kø­re vog­nen med morens ki­ste uden om ma­ri­e­hø­nen på vej­en, den dag hun bli­ver be­gra­vet? Selv­om skrif­ten lø­ber fuld af sorg, me­re flak­ken­de end fat­tet, er det al­drig uden for Spar­re Jo­hans­sons kon­trol. Det er nø­gent og ved­kom­men­de at læ­se, men al­drig hjer­teskæ­ren­de hårdt, og det me­ner jeg som en ros. Læ­se­ren bli­ver ik­ke ka­stet ud i en iden­ti­fi­ka­to­risk fø­lel­ses­blæst; det er ik­ke det, det hand­ler om. Der er no­get ædelt over Be­gra­vel­se; sor­gen hol­des frem, men den bæ­res, den er ut­ve­ty­digt pri­vat, tør­res ik­ke af på læ­se­ren. Vi har sim­pelt­hen at gø­re med no­get så sjæl­dent og utids­sva­ren­de som en gent­le­man: Rolf Spar­re Jo­hans­sons skrift er bå­de føl­som og ær­lig, men al­drig an­mas­sen­de.

Na­tu­ren Mor­ten. Mor­ten Søn­der­gaards nye digtsam­ling for­sø­ger li­ge lov­lig in­si­ste­ren­de at for­hand­le sig frem til en po­e­tisk freds­af­ta­le

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.