Dø­den er DJ

Weekendavisen - - Bøger - Af LARS BUKDAHL

med dø­den.

Mor­ten Søndergaard: Dø­den er en del af mit navn. 96 si­der. 199,95 kr. Gyl­den­dal.

eg vil så ger­ne væ­re vild med Mor­ten Søn­der­gaards po­esi, for­di den er så ove­nud sym­pa­tisk. Bed­re vil­le det selv­føl­ge­lig væ­re, hvis jeg fandt po­esi­en sym­pa­tisk, for­di den var så vild, og bedst, hvis jeg var helt vild med dens vild­skab. Nu må jeg nø­jes med at fin­de den sym­pa­tisk, for­di den er sym­pa­tisk. Hans nye digt­bog hed­der bom­ba­stisk Dø­den er en del af mit navn: Hvil­ket den jo imid­ler­tid fak­tisk er, dø­den; »Mort« be­ty­der død på fle­re sprog, og de fem bog­sta­ver i ’dø­den’ kan al­le fi­skes ud af ’Søndergaard’. Det­te vil­kår­li­ge, bog­sta­ve­li­ge fak­tum er helt ri­me­ligt, Søn­der­gaards for­grub­le­de glæ­de ved

Jbog­sta­ve­lig­hed ta­get i be­tragt­ning, af­sæt for bo­gen som så­dan og for dens mest og me­get vel­lyk­ke­de digt »Bøj­nings­for­mer«, der rad­bræk­ker dig­ter­nav­net dø­de­ligt som dob­belt ver­bum: » in­fi­ni­tiv/ at mort­ne// at søn­der­gå// im­pe­ra­tiv/ mort/ syd// præ­sens/ mort­ner/ søn­der­går// præte­ri­tum/ myrd­ne­de/ søn­der­gik// pas­siv/ myrt­nes/ søn­der­gå­es// præte­ri­tum par­ti­ci­pi­um/ mod­net/ søn­der­hak­ket// præ­sens par­ti­ci­pi­um/ murt­nen­de/ søn­der­gak­ken­de// fu­turum// vil mir­t­ne/ vil søn­der­vin­de.« Skarp, kon­cep­tu­el fi­nur­lig­hed! Dig­tet ind­går i bo­gens tred­je af­snit, »Før­ste gang, an­den gang«, som et af en lil­le grup­pe af på­funds-dig­te, hvoraf de an­dre er pænt blø­de­re (næstskar­pe­st: et goog­le-digt amok på »Fle­re og fle­re dan­ske­re«). Der er seks selv­stæn­di­ge af­snit i alt. Af­snit 5, »Sa­mar­kand«, er et langt digt i stro­fe­form, der ta­ger ud­gangs­punkt i anek­do­ten om dø­den, der un­drer sig over at mø­de emi­ren i Buk­ha­ra, når han har en af­tal­te med ham næ­ste dag i Sa­mar­kand, hvor emi­ren skræmt flyg­ter hen. Det bli­ver en me­get trev­let fa­bu­le­ren og fan­ta­se­ren over dø­den (per­so­ni­fi­ce­ret) og Sa­mar­kand, som vi får alt for lidt at vi­de om som kon­kret lo­ca­tion. Fru­stre­ren­de sjæl­dent stil­ler Søndergaard sig til­freds med at væ­re den glim­ren­de, snur­ri­ge vir­ke­lig­heds­i­agt­ta­ger, han er og bli­ver; hel­le­re vil han gli­t­re og fil­tre mat som mul­ti­ta­sken­de cen­tral­ly­ri­ker. Det er for mig og­så grund­pro­ble­met i bo­gens tre digtsam­lings-ag­ti­ge af­snit, nr. 1, »Min fars hjer­ne«, nr. 4, »Nat­bog«, og nr. 6, »Dag­drøms­no­ta­rer­ne 1/8-31/12«: Alt for me­get an­strengt bil­led­dra­ma og ud­søgt Ga­jo­la­fori­stik li­met sam­men af lal­leg­lad ord­spil­fæg­te­ri – for nu at væ­re grov, for det bli­ver Søndergaard hel­ler al­drig, selv­om han vist­nok ger­ne vil væ­re det. Se nu ba­re det­te digt fra sjet­te af­snit, der at­ter hand­ler om dig­ter­nav­net, men den­ne gang om dets fra­vær og for­byt­ning; så tungt dybsin­di­ge de fem før­ste linjer, og så plud­se­lig Pe­ter Plys, og så er der lys, der si­ger sig selv som en frem­med helt for­u­den over­sty­ring og un­der­tekst: »Jeg sen­der mi­ne da­ge ind i/ frem­ti­den på små tip­vog­ne./ Mu­sik­ken er en mu­skel, som står i stil­he­den/ og/ dir­rer./ Pe­ter Plys bo­e­de un­der nav­net/ San­derz// og jeg går ud af mit navn og op ad trap­pen/ med fav­nen fuld af bø­ger/ og lå­ser mig ind ad en dør/ på Bou­le­vard Saint-Ger­main/ hvor der står/ Tho­re­son.« Næ­ste gang vil jeg ger­ne læ­se en hel digt­bog af den be­ty­de­li­ge repor­ta­ge- og kon­cep­t­dig­ter Pe­ter Tho­re­son.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.