Der er en grad af kan­ni­ba­lis­me i det

Weekendavisen - - Bøger - Af JAN­NIE SCHJØDT KOLD

In­ter­view. Kan god lit­te­ra­tur væ­re te­ra­pe­u­tisk? Julie Top-Nør­gaard stød­te på san­de kli­chéer og be­græn­sen­de dog­mer, da hun skrev Jeg går i mi­ne fars støv­ler om at mi­ste sin far.

ulie Top-Nør­gaard er ik­ke sen til at pro­ble­ma­ti­se­re den bog, hun har skre­vet. Al­le­re­de in­den in­ter­viewet skri­ver hun til mig på Fa­ce­book, at hun er op­ta­get af, hvad der sker, når man om­ska­ber et an­det men­ne­skes kri­se til et æste­tisk pro­dukt. »Den dår­li­ge samvit­tig­hed over at lukre­re på tra­ge­di­en. Ele­men­tet af kan­ni­ba­lis­me i det.« Jeg går i mi­ne fars støv­ler er ud­gi­vet på en fa­gre­dak­tion, men skre­vet med skøn­lit­teræ­re am­bi­tio­ner. Et styk­ke tabs­lit­te­ra­tur, der skri­ver sig ind i et be­væ­gen­de felt med Jo­an Di­dion som et af fyrtår­ne­ne. Tænk blot på bø­ger som Et år med magisk tænk­ning om ta­bet af æg­te­man­den gen­nem 40 år og Blå ti­mer om dat­te­ren Qu­in­ta­na, der dø­de som 39-årig. El­ler tag Juli­an Bar­nes’ Vej­en op, vej­en ned, der re­flek­te­rer over ta­bet af hans hu­stru gen­nem 30 år, el­ler Char­lot­te Strand­gaards Hans om kær­lig­he­den til hen­des af­dø­de søn, der led af skizof­re­ni. De nævn­te bø­ger er al­le me­re re­trospek­tivt for­tal­te re­kviem­mer end Top-Nør­gaards for­tæl­ling om ta­bet af hen­des far, der i sin nøg­ter­ne og usen­ti­men­tale to­ne min­der om Maria Ger­hardts Der bor Hol­lywood­stjer­ner på vej­en. Top-Nør­gaards styr­ke er den aku­t­te dag­bogs­form og nær­væ­ret af de de­tal­jer, der ud­gør et men­ne­ske­liv. De ting, fa­ren ple­jer at glem­me i hu­set, når han hver uge hen­ter Julie Top-Nør­gaards børn: tørklæ­de, ligh­ter og ci­ga­ret­ter. Da vi kom­mer ind i hi­sto­ri­en i 2011, har fa­ren haft pro­sta­ta­kræft i tre år. Dat­te­ren er be­gyndt at for­be­re­de sig på den sorg, der kom­mer. Hun tæn­ker på be­gra­vel­sen, og hvad de skal spi­se bag­ef­ter. Hvor­dan den sid­ste tid bli­ver. »Det er li­ge gå­et op for mig, at han al­drig kom­mer på ple­je­hjem,« står der i pro­lo­gen til bo­gen. »Han bli­ver syg, og kom­mer på ho­spi­ta­let og dør.« Så­dan går det ik­ke, i ste­det får fa­ren en

Jblod­prop i hjer­nen i 2012 og mi­ster det me­ste af sit sprog. Et stort af­savn for en mand, der var rap i replik­ken og, som hans eks­ko­ne la­ko­nisk ud­tryk­ker det i bo­gen, »har gjort god brug af sin ta­le­tid«. Som ka­pit­ler­ne med sted­nav­ne fra fa­rens sid­ste ste­der i li­vet afslører, kom­mer fa­ren bå­de på ho­spi­tal, genop­træ­nings­cen­ter, æl­dre­bo­lig, ple­je­hjem og ho­spi­ce. »Det var et langt sejt tab,« si­ger Julie TopNør­gaard. »Vi mi­ste­de ham lidt ef­ter lidt, selv­om han ik­ke var død.« Un­der­vejs i syg­doms­for­lø­bet op­står he­le ti­den en ny nor­ma­li­tet, en ny må­de at må­le suc­ces og frem­skridt på. Da de kom­mer ind på ho­spi­ta­let før­ste gang, skæ­ver Julie TopNør­gaard med en vis mis­un­del­se til pa­tien­ter­ne i kø­re­sto­le. Kort ef­ter kom­mer hen­des far selv i kø­re­stol, og ef­ter genop­træ­ning be­gyn­der han igen at kun­ne gå. Lang­somt. Julie Top-Nør­gaard føl­ges med sin far op til Fre­de­riks­sunds­vej, et par hund­re­de me­ter fra genop­træ­nings­cen­te­ret. Her ven­der hun sig om og ser sin far gå ind i Fak­ta. »Det var den vil­de­ste fø­lel­se af tri­umf: ’Wow – jeg har en far, der kan gå i Fak­ta!’« I den si­tu­a­tion op­le­ve­de for­fat­te­ren det, hun kal­der »ta­bets ga­ve«. »Jeg har al­drig op­le­vet kær­lig­he­den til min far så ren og så ut­ve­ty­dig før. Der har væ­ret hen­gi­ven­hed, men og­så vre­de. Da jeg var ved at mi­ste ham, kom der en stør­re ren­hed i fø­lel­ser­ne.« Der var, som der står i bo­gen, et vist RA­SE­RI for­bun­det med at skul­le rin­ge til fy­si­o­te­ra­pe­u­ter og ta­le­pæ­da­go­ger, skaf­fe ting og hjæl­pe­mid­ler og prø­ve at reg­ne ud, hvad det var, fa­ren ud­tryk­te be­hov for med sit hul­le­de sprog. Som der står i bo­gen, da­te­ret 22. april 2013: »Jeg gru­er tit for det. For at kom­me hen til ham. Jeg or­ker det ik­ke. Jeg tror, at jeg er ban­ge for, at det skal kom­me til en kri­se af en art. At han bli­ver vred over no­get, han ik­ke kan få sagt el­ler gjort. Jeg vil helst ba­re væ­re fri. Glem­me alt om ham. Som i dag, hvor vi skal ud og se på elscoo­ter.« »Fru­stra­tio­ner­ne og den uen­de­li­ge for­hand­ling med mig selv om, hvor me­get man skal gø­re og gi­ve – hvad der var for lidt for ham, og hvad der var for me­get for mig – har væ­ret en del af driv­kraf­ten til at skri­ve om det,« si­ger Julie Top-Nør­gaard. »Og så var det en må­de at ta­ge kon­trol­len til­ba­ge fra ham på, for­di jeg jo op­le­ve­de, at hans liv kon­trol­le­re­de mit. Når jeg skrev om ham, var der en ret­fær­dig­hed i at tæn­ke: ’Nu ta­ger jeg dig og din hi­sto­rie og ob­jekt­gør den til mit eget for­mål.’« Her­af den dår­li­ge samvit­tig­hed. »Jeg hav­de svært ved at fin­de ud af, om jeg lukre­re­de på hans ulyk­ke ved at skri­ve om den. Var det hans ulyk­ke, el­ler var det og­så min? Det ro­de­de jeg me­get rundt i.« I før­ste om­gang op­stod tek­ster­ne som no­ta­ter på te­le­fo­nen. De fle­ste ta­stet ne­den for fa­rens dør. Nog­le af tek­ster­ne del­te Julie Top-Nør­gaard på Fa­ce­book. Kort ef­ter blev hun kon­tak­tet af en re­dak­tør fra Ro­si­nan­te, der spurg­te, om hun hav­de lyst til at skri­ve en bog om det. Det hav­de Julie Top-Nør­gaard ik­ke, men ef­ter et års tid vend­te hun til­ba­ge. At gi­ve hæn­del­ser­ne en æste­tisk form var ble­vet en stra­te­gi. »Det var min over­le­vel­ses­ting. At vi­de, at det her kom­mer jeg til at skri­ve om.« Julie Top-Nør­gaard træk­ker knæ­e­ne til sig på køk­ken­bæn­ken i det tid­li­ge­re ko­lo­ni­ha­ve­hus på Ama­ger. Der er ja­zz i ra­dio­en, en kold klat ri­sen­grød i gry­den på kom­fu­ret og en halv bar­bie­duk­ke hæn­gen­de i en tråd i vin­du­et som py­nt. – Kan du hu­ske en si­tu­a­tion, hvor du vid­ste, at det vil­le du skri­ve om? »Ja, jeg var op­pe hos min far, og han så et tv-pro­gram om dyr. No­get om sy­ge dyr, jagt og død. Han hav­de tv’et kø­ren­de, og da han gik ud i køk­ke­net, var der en natsvær­mer i lej­lig­he­den, som jeg luk­ke­de ud. Idet jeg gør det, ved jeg, at det vil jeg skri­ve om.« Det var et for­søg på at ud­træk­ke en es­sens af si­tu­a­tio­nen, si­ger hun. At fin­de ind til det væ­sent­li­ge og se, om det in­de­holdt no­get sandt el­ler må­ske smukt. Og­så som tekst. – Men skal der væ­re en me­ning med al­ting? Er det ik­ke me­nings­løst at mi­ste sin far? »Der er ik­ke én me­ning el­ler én mora­le, men det at skri­ve om min fars grad­vi­se forsvinden blev en må­de at gen­vin­de kon­trol på i en si­tu­a­tion, hvor jeg var af­mæg­tig.« Hun for­tæl­ler, at hun for ny­lig hav­de en sam­ta­le med for­fat­te­ren To­mas Thøf­ner, der har skre­vet es­say­sam­lin­gen Punk­tum om sin sto­re­brors død. »Man må ik­ke skri­ve te­ra­pe­u­tisk,« sag­de de til hin­an­den. »Nej!« »Men det gør man jo.« »Ja!« I Julie Top-Nør­gaards op­tik er det sandt, at lit­te­ra­tur ik­ke må væ­re terapi, men ud­gangs­punk­tet kan godt væ­re det. »Det kom­mer an på, hvad man gør med det. Man har et stof, og det har man brug for at be­skæf­ti­ge sig med, og så­dan tror jeg på et el­ler an­det plan, det er for de f le­ste for­fat­te­re.« Vi ta­ler om de kli­chéer, der knyt­ter sig til syg­dom og død. At man kom­mer stær­ke­re ud af et syg­doms­for­løb, for ek­sem­pel. »Nog­le af kli­chéer­ne in­de­hol­der en hel mas­se sand­hed, man kan ba­re ik­ke se det, før man står i det.« Men ik­ke al­le kli­chéer og for­vent­nin­ger holdt stik. »Der var én, der for ny­lig sag­de til mig, at det vir­ke­de, som om jeg var ble­vet et stør­re men­ne­ske, og det blev jeg helt sik­kert ik­ke!« Julie Top-Nør­gaard ryster på ho­ve­d­et. På sam­me må­de var der en ud­talt for­vent­ning om, at hun vil­le op­le­ve en stor sorg, da fa­de­ren en­de­lig, og ef­ter selv at ha­ve øn­sket det, dø­de i de­cem­ber 2014. »Så­dan var det slet ik­ke. Der var jeg let­tet og træt, men sor­gen hav­de vir­ke­lig væ­ret der.«

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.