Kø­de­ts magt og væl­de

Weekendavisen - - Bøger - Af TO­BI­AS SKIVEREN

Es­say. I øje­blik­ket vin­der en strøm­ning frem i dansk sam­tids­lit­te­ra­tur, der in­si­ste­rer på krop­pen som en selv­stæn­dig ma­te­ri­el kraft. Re­sul­ta­tet er en se­rie ori­gi­na­le bø­ger, der i helt bog­sta­ve­lig for­stand er føl­som­me.

et er næp­pe til­fæl­digt, at vi bru­ger ven­din­gen » kro­pu­mu­lig «, når vi mø­der no­gen, der vir­ke­lig er på tværs. Er man »kro­pu­mu­lig«, er man li­ge så umu­lig som en krop. Krop­pen har med an­dre ord en ind­lej­ret gen­stri­dig­hed, der er så mærk­bar, at den har sat sit af­tryk i vo­res dag­lig­s­prog. Vi ken­der det al­le sam­men: Vi mær­ker ma­ven rumle og bli­ver sult­ne; uri­nen pres­ser sig på, og vi lø­ber mod das­set; svul­ster vok­ser i os, og vi hen­syg­ner. Når det kom­mer til styk­ket, er vi hver og én sla­ve af vo­res egen krop, som Ol­ga Ravn for­mu­le­rer det et sted i sin de­but­digtsam­ling, Jeg æder mig selv som lyng (2012), og fort­sæt­ter: »hvad er det krop­pen ik­ke for­står, hvad er det hån­den, hvad er det rød­døg­net ik­ke for­står, hvad er det ik­ke, hvad er det an­det om­rå­de, an­den rø­rel­se, krop­pens fort­sat­te upå­vir­ke­de, krop­pens stæ­di­ge uøn­ske (...) her dryp­per krop­pen udf låd og af­fald, ud­pe­gen­de pro­ces­sens li­geg­la­de fort­sæt­ten, selv selv i et tids­løst rum sta­dig krop­pens må­ned­li­ge ud­skil­ning, sta­dig dens fin­ger­af­tryk i trus­sen og på lå­re­nes si­der og hvor som helst ud­stø­de­n­de lort«. Ud­dra­get stam­mer fra ind­led­nings­dig­tet »Gram­ma­tisk ube­hag«, der gen­nem en enormt vil­ter og sprængt skrift skit­se­rer kon­tu­rer­ne af hi­sto­ri­en om en pi­ge, der vok­ser op og er­fa­rer, hvor­dan men­stru­a­tio­nens blød­nin­ger plud­se­lig sæt­ter ind. Som ci­ta­tet vid­ner om, er mø­det med men­stru­a­tio­nen mø­det med den fru­stre­ren­de ind­sigt, at det kød, hun selv ud­gør, er fun­da­men­talt ukon­trol­ler­bart. Der er ta­le om en de­ci­de­ret om­ven­ding af den hver­dags­op­fat­tel­se, at vi hver især be­stem­mer over, hvad vo­res krop­pe gør, for hos Ravn er det ty­de­lig­vis krop­pen, der be­stem­mer over je­get. »Krop­pen spar­ker til­ba­ge«, kun­ne man si­ge med den ny­ma­te­ri­a­li­sti­ske fi­lo­sof Ka­ren Ba­rads for­mu­le­ring. Ol­ga Ravns de­but, der nu har et par år på ba­gen, er imid­ler­tid ik­ke ba­re en en­lig sva­le i dansk sam­tids­lit­te­ra­tur. Den sat­te der­i­mod mo­men­tum i en sta­digt me­re mar­kant kro­p­s­o­ri­en­te­ret strøm­ning i dansk sam­tids­lit­te­ra­tur med Kat­inka My Jo­nes, Ur­su­la And­kjær Ol­sen, Chri­sti­an Jun­ger­sen, Ama­lie Smith, Ha­rald Vo­et­mann og se­ne­st og­så Ma­ja Lucas som frem­stå­en­de re­præ­sen­tan­ter. Hvad en­ten dis­se for­fat­te­re har krop­pens gravi­di­tet, men­stru­a­tion, abort, for­fald el­ler spon­ta­ne re­spon­ser som pri­mær un­der­sø­gel­ses­gen­stand, er det lit­teræ­re pro­jekt her i stor ud­stræk­ning det sam­me: Vi har at gø­re med en ny lit­te­ra­tur, der genop­li­ver 1980er­nes kro­p­s­mo­der­nis­me og 1970er­nes in­ti­me kvin­de­lit­te­ra­tur, men på nye præ­mis­ser: I den ak­tu­el­le kro­p­s­lit­te­ra­tur er det først og frem­mest er­fa­rin­ger med kro­p­s­ma­te­ri­a­li­te­tens ur­e­ger­lig­hed, der er om­drej­nings­punk­tet. El­ler kor­te­re: Dis­se for­fat­te­re un­der­sø­ger li­vet som kro­pu­mu­lig krop. Der­med over­skri­der strøm­nin­gen en

Denormt to­ne­an­gi­ven­de køn­ste­o­re­tisk ten­dens in­den for den kunst­ne­ri­ske såvel som aka­de­mi­ske ver­den, hvor man sær­ligt si­den 1990er­ne har un­der­søgt og ud­stil­let, hvor­dan vo­res for­stå­el­se af krop­pe er skabt (el­ler kon­stru­e­ret) af det sprog og de dis­kur­ser, der på et gi­vent tids­punkt præ­ger vo­res kul­tur. Når man, som vi i øje­blik­ket gør, ind­de­ler be­folk­nin­ger i to køn ved fra barns­ben at om­ta­le børn som »han« el­ler »hun« (og ik­ke »hen«) el­ler ved at læ­re dem, hvil­ke of­fent­li­ge toilet­ter de bør – og ik­ke bør – bru­ge, så skyl­des det i bund og grund en til­fæl­dig kon­ven­tion, der har vid­træk­ken­de im­pli­ka­tio­ner for vo­res op­fat­tel­ser af os selv og hin­an­den, ly­der po­in­ten. På den­ne køn­ste­o­re­ti­ske fløj har man fir­kan­tet sagt ik­ke op­fat­tet be­gre­ber­ne »mand« og »kvin­de« som pro­duk­ter af for­skel­le­ne mel­lem vo­res krop­pe, men om­vendt op­fat­tet for­skel­le­ne mel­lem vo­res krop­pe som pro­duk­ter af be­gre­ber­ne »mand« og »kvin­de«. Må­let har væ­ret at pe­ge på, hvor­dan vis­se idéer og be­gre­ber in­flu­e­rer vo­res blik­ke på hin­an­dens krop­pe, og ik­ke mindst at dis­se blik­ke kan æn­dre sig, hvis vi ba­re æn­drer vo­res idéer og be­gre­ber. Uden at af­fær­di­ge dis­se ind­fly­del­ses­ri­ge kon­struk­ti­vi­sti­ske per­spek­ti­ver, der uden tvivl har bi­bragt sto­re bå­de (køns-)fi­lo­so­fi­ske og lit­te­ra­tu­r­a­na­ly­ti­ske ind­sig­ter, må man kon­sta­te­re, at der i dag og­så er no­get an­det på spil i dansk sam­tids­lit­te­ra­tur. De nævn­te kro­p­s­o­ri­en­te­re­de for­fat­te­re for­sky­der pro­blem­stil­lin­gen ved ik­ke at ha­ve kul­tu­rens idéer om krop­pe og køn som ud­gangs­punkt for de­res lit­te­ra­tur, men der­i­mod er­fa­rin­ger­ne af krop­pens selv­stæn­di­ge ak­ti­vi­te­ter. De spør­ger til, hvad det vil si­ge at le­ve som en gravid krop, der vok­ser? Hvor­dan det op­le­ves, når for­æl­dre-barn-in­ter­ak­tio­ner sty­res af kro­p­s­li­ge re­ak­tions­møn­stre? Hvil­ke af­fek­ter der kan ledsa­ge krop­pe, som spon­tant abor­te­rer? Hvor­dan den men­stru­e­ren­de krop mon fø­les? El­ler hvad med li­vet som en krop i stærkt for­fald? Frem­for at skri­ve sig ud af krop­pen ved at af­slø­re den som en kon­struk­tion, skri­ver dis­se for­fat­te­re sig ind i den ved at fast­hol­de kø­det som sel­ve ud­gangs­punk­tet for de­res lit­te­ra­tur. Det hand­ler ik­ke om at over­vin­de, men til­ba­ge­ero­bre krop­pen. Her er krop­pen og køn­net først og frem­mest en ukon­trol­ler­bar klump ma­te­ri­elt kød, ik­ke en so­ci­al kon­struk­tion, der skal un­der­gra­ves. Dis­se for­fat­te­re an­er­ken­der gan­ske vist den kon­struk­ti­vi­sti­ske po­in­te, at kul­tur, sprog og ide­o­lo­gi al­tid har en vis ind­virk­ning på vo­res er­fa­rin­ger med og af vo­res krop­pe, men sam­ti­dig ræk­ker den­ne lit­te­ra­tur og­så ud over kon­struk­ti­vis­men, når den un­der­sø­ger, hvor­dan og­så kø­det selv, i form af dets spe­ci­fik­ke ud­form­ning og eg­ne pro­ces­ser, præ­ger vo­res er­fa­rin­ger.

EN an­den må­de at stil­le spørgs­må­let om, hvor­dan det er­fa­res at le­ve som sla­ve af en spe­ci­fik krop, er at spør­ge til, hvor­dan det fø­les at le­ve som sla­ve af den­ne krop. Den­ne lit­te­ra­tur er med an­dre ord en føl­som lit­te­ra­tur. Og det er da ef­ter­hån­den og­så læn­ge si­den, at pa­tos – hvis ety­mo­lo­gi net­op hand­ler om følsom­hed – har væ­ret for­budt i dansk lit­te­ra­tur. Ja, hvor det for år til­ba­ge var iro­ni og sprog­leg, der var om­drej­nings­punk­tet for sam­tids­lit­te­ra­tu­ren, mens fø­lel­ser blev be­trag­tet som pas­sé, kan man med en (alt for) grov ge­ne­ra­li­se­ring si­ge, at det i dag sna­re­re for­hol­der sig om­vendt. Når dis­se vær­ker ud­for­sker, hvor­dan det op­le­ves at væ­re un­der­lagt sin kro­ps ak­ti­vi­te­ter sna­re­re end, hvor­dan krop­pen er far­vet af kul- tu­ren, hand­ler det alt­så og­så om at ud­for­ske det fø­lel­ses­liv – stem­nin­ger, af­fek­ter og sindstil­stan­de – som vo­res krop­pe frem­brin­ger. Se blot igen på Ravns digtud­pluk. Den men­stru­e­ren­de krop frem­står her ty­de­ligt som en krop i af­fekt, som en fru­stre­ret krop, der står mag­tes­løs til­ba­ge over for blo­dets evin­de­li­ge si­ven og dryp­pen. Det er der­for, spro­get hak­ker og hum­per der­u­dad med si­ne plud-

IL­LU­STRA­TION: LARS VE­GAS

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.