Dan er DNA!

Weekendavisen - - Bøger - Af LARS BUKDAHL

Kom­men­tar. Dan Turèll vil­le væ­re fyldt 70 år i mor­gen, så man­ge gan­ge nå­e­de han at for­vand­le sig, at hver dan­sker har en Dan at væ­re fan af.

DET er cho­ke­ren­de at bli­ve min­det om – når man selv har nå­et præ­cist den sam­me mid­delal­der – at Dan Turèll, født 19. marts 1946, kun blev 47 år gam­mel. I de sid­ste, syg­doms­pla­ge­de in­ter­views ser det ud, som om han er mindst 20 år æl­dre: en tynd, skrø­be­lig og ær­vær­dig ånds­a­ri­sto­krat. Værkli­stens ik­ke fær­re end 87 nø­je bog­før­te num­re – fra 40 ark, der ud­send­tes af hjem­me­for­la­get Dra­cu­la Po­e­try Inc. i 1969, til Tja-a cha cha, der ud­kom på Bor­gens For­lag min­dre end 14 da­ge ef­ter hans død i ok­to­ber 1993 – er rigt og ri­ge­ligt nok et out­put til at ud­gø­re en halv­fem­sår­igs livs­værk, de fle­ste må nø­jes med be­ty­de­ligt min­dre (og trauri­ge­re). Helt over­na­tur­lig høj og vild rap­tus-fart var der på tiå­ret 1969-1979, der står for 53 af værknum­re­ne. To ud­gi­vel­ser på og op til fød­sels­da­gen de­mon­stre­rer spænd­vid­den i de Turèll­ske 70ere. Som lit­te­ra­tur­hi­sto­risk må­ske ba­re bur­de hed­de Turèl­ler­ne, så me­get an­det in­ter­es­sant ske­te der sgu hel­ler ik­ke: I an­led­ning af en mistæn­ke­ligt nær­lig­gen­de 70-års fød­sels­dag, Turèlls ven og kum­pan Hen­rik Ha­ves her i man­dags, har mi­kro­for­lags­mand Mat­hi­as Kok­holm op­ret­tet Af­ter Hand Ar­chi­ve, der bå­de er et vir­ke­ligt ar­kiv og en hjem­mesi­de og en ud­gi­vel­ses­se­rie. Blandt se­ri­ens før­ste num­re er en dvd in­de­hol­den­de en stærkt myteo­ms­pun­det, fak­tisk Turèll-film. Skabt i sam­ar­bej­de med Ha­ve 1972-73, nr. 23 på værkli­sten, hvor den al­tid ba­re be­tit­les »Film«; an­dre tit­ler har væ­ret på ba­nen, og ar­ki­vet er lan­det på den pas­sen­de INTRODUCING YOUR MEN­TAL STA­TE, som skre­vet står på en slags ti­tel­kort halvan­det mi­nut in­de i den 27 mi­nut­ter lan­ge, her­ligt og håb­løst avant­gar­di­sti­ske strim­mel: 120 op­ta­gel­ser 1:1 af 120 hy­per-enk­le fæl­lescol­la­ger: Ano­ny­me sort-hvi­de fo­tos af vel­færds­sam­fun­det (ma­ski­ner, tom­me gan­ge, byg­ge­plad­ser, køk­ke­ner) på­kli­stret en­gelsk­spro­get tekst, fra et en­kelt ord op til et helt lil­le myl­der af sen­ten­ser, i den sær­li­ge, dystert cy­borg-sy­re­de stil, Turèll blandt man­ge an­dre stilar­ter dyr­ke­de på det tids­punkt: »co­lours of musc­le ghost landsca­pe«, »hid­den blue mi­crop­ho­ne explo­sion«, »bur­ning bubb­les«, »thous­ands of flas­hing ner­ve al­leys«, »cold hyp­no­tized tran­ce do­ors«, »whe­ezing bla­ck glass night ima­ges«. Som jeg igen og igen sad og faldt i sta­ver de lidt for man­ge se­kun­der, hver af col­la­ger­ne dir­ren­de og kor­net stod stil­le på skær­men, be­gynd­te fil­men plud­se­lig at vir­ke og me­get ak­ku­rat som kol­de hyp­no­ti­se­re­de tran­ce-dø­re, hyg­ge­ligt uhyg­ge­ligt. Fød­sels­dags­ud­gi­vel­se nr. to be­hø­ver min­dre in­tro­duk­tion: Det er Gyl­den­dals ge­nud­gi­vel­se af Stor­by-tri­lo­gi­en, tre gro­ovy slen­tren­de digtsam­lin­ger ud­gi­vet i hurtig for­læn­gel­se af hin­an­den 1976-77, Dri­ve-in Dig­te, 3-D Dig­te, Stor­by-Blu­es. Som dan­ne­de grund­lag for Dan Turèlls man­ge sce­nes­hows i 70er­nes an­den halv­del, so­lo og med ban­det Sølv­stjer­ner­ne og kul­mi­ne­ren­de med frem­si­gel­sen af »For me­get mand« li­ve i Lør­dags-Hjør­net 1979. Al­drig har fol­ke­lig­hed set me­re hip ud! Fle­re af dig­te­ne er frie ver­sio­ne­rin­ger af ame­ri­kan­ske be­at-hym­ner. Lawren­ce Fer­linghet­tis »Au­to­bi­o­grap­hy« be­gyn­der: »I’m le­a­ding a qui­et li­fe/ in Mi­ke’s Pla­ce«, Turèlls »Bi­o­gra­fi og te­sta­men­te« be­gyn­der »Jeg le­ver så­dan set et stil­fær­digt liv/ om­kring Vester­bro Torv« og slut­ter så­dan her: »Jeg har en­gang haft en mas­se syns­punk­ter/ men jeg har mi­stet de fle­ste af dem/ de er sim­pelt­hen for­s­vun­det/ må­ske ba­re ble­vet væk/ men jeg er ik­ke ble­vet væk end­nu/ Jeg er her/ Jeg kan kni­be mig i ar­men/ Jeg kan sta­dig ta­le/ Jeg kan sta­dig fin­de no­gen at ta­le med/ Jeg vil må­ske end­da fin­de no­gen at el­ske med/ må­ske end­da i af­ten/ Jeg vil le­ve indtil jeg dør/ og det er ik­ke umu­ligt jeg vil skri­ve min egen gravskrift/ og i så fald skal tek­sten væ­re hen­vendt til de for­bi­pas­se­ren­de/ og der skal stå:/ In­gen grund/ til at hol­de her …« Der er min­dre end fem år imel­lem fil­men og tri­lo­gi­en, og den enes grå, her­me­ti­ske ryg­vendt­hed er ik­ke spor min­dre Turèllsk end den an­dens ly­se, for­kla­re­de åben­hed. Sti­li­ge er de beg­ge to i max grad – og ko­los­salt cool. Vi hol­der med god grund ik­ke op med at hol­de bå­de her og dér og hol­de af samt­li­ge Turèl­ler. Dan Turèll skrev i et min­de­digt om René Goscin­ny, man­den bag Lucky Luke, Aste­rix og Iz­nog­ood, at han var al­les hem­me­li­ge ynd­lings­for­fat­ter. Dan Turèll er i 2016 al­les of­fent­li­ge ynd­lings­dig­ter, bå­de chri­sti­a­nit­tens og fol­ke­tings­for­man­dens, bå­de den håb­løst epi­go­n­ag­ti­ge, sel­vud­nævn­te »be­at­dig­ters« og den ta­lent­fuldt PDF-krat­ten­de avant­gar­dists. Og af sam­me grund. Som DT skri­ver i sin sid­ste bog: »Sé al­le dis­se/ for­skel­le. Som de dog/ lig­ner hin­an­den!« Og det, de lig­ner hin­an­den på, er det ui­mod­ståe­li­ge, ner­ve­be­to­ne­de nær­vær. Som DT skri­ver i sin før­ste bog: »Hver gang er det en begyndelse// jeg forta­ber mig i krum­nin­ger/ skri­ver tegn/ gen­nem­sig­ti­ge ri­tu­a­ler// uden be­tyd­ning// ’li­ge ud i den tom­me luft’/ el­ler/ ’helt hen i vej­ret’« Det Dan’ske vejr er Turèl­l­vejr.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.