Dår­lig ti­m­ing

Weekendavisen - - Ideer - Af JENS OLAF PEPKE PE­DER­SEN

Mas­seud­dø­en. En stor aste­roi­de g jor­de det af med di­nosau­rer­ne, men den ram­te på det værst tæn­ke­li­ge tids­punkt. Med en lil­le æn­dring i ti­m­in­gen hav­de de må­ske væ­ret her end­nu.

DTU Spa­ce

or­den myl­drer med de mest ut­ro­li­ge livs­for­mer og i så stort et an­tal, at for­sker­ne me­ner, at de kun har be­skre­vet om­kring en tien­de­del af dem. Al­li­ge­vel ud­gør de man­ge ar­ter, vi ser i dag, kun en gan­ske lil­le brøk­del af samt­li­ge de ar­ter, som i ti­der­nes løb har be­fol­ket Jor­den. Gam­le ar­ter ud­dør, og nye op­står og ud­vik­ler sig he­le ti­den, men der­u­d­over har vold­som­me be­gi­ven­he­der i Jor­dens ge­o­lo­gi­ske for­tid væ­ret år­sag til glo­bal mas­seud­dø­en. Den mest dra­ma­ti­ske fandt sted for 250 mil­li­o­ner år si­den ved over­gan­gen mel­lem Perm og Tri­as, hvor 90 pro­cent af al­le ar­ter for­svandt for evigt. De til­ba­ge­væ­ren­de 10 pro­cent har for­modent­lig og­så væ­ret hårdt med­ta­ge­de, hvis man tæn­ker på, at hvert ene­ste in­di­vid af en be­stemt art må dø uden at ef­ter­la­de sig et af­kom, hvis he­le ar­ten skal ud­dø. Til gen­gæld gav den sto­re mas­seud­dø­en plads til nye ar­ter, og i lø­bet af Tri­as duk­ke­de di­nosau­rer­ne op på sce­nen, og de­res stor­heds­tid star­te­de sam­ti­dig med Ju­ra­ti­den for 200 mil­li­o­ner år si­den. I de ef­ter­føl­gen­de næ­sten 150 mil­li­o­ner år do­mi­ne­re­de de Jor­den og ud­vik­le­de sig til ko­los­sa­le dyr, der tri­ve­des i al­le om­gi­vel­ser, indtil de nær­mest på et split­se­kund al­le­sam­men for­svandt igen, li­ge bort­set fra nog­le af de fly­ven­de di­nosau­rer, som nu­ti­dens fug­le er ef­ter­kom­me­re af. Den­ne an­den sto­re mas­seud­dø­en, hvor to tred­je­de­le af al­le livs­for­mer for­svandt, er den af de mest fa­sci­ne­ren­de ka­ta­stro­fer i Jor­dens hi­sto­rie, og den har få­et tal­ri­ge for­ske­re til at le­de ef­ter en for­kla­ring. Gen­nem­brud­det kom i 1980, hvor fy­si­ke­ren Lou­is Alva­rez og et hold af for­ske­re – blandt an­dre hans søn Wal­ter Alva­rez – frem­sat­te den te­o­ri, at en aste­roi­de hav­de ramt Jor­den og ud­løst en ver­den­s­oms­pæn­den­de ka­ta­stro­fe. Mu­lig­he­den hav­de væ­ret fo­re­slå­et før, men Lou­is Alva­rez og me­d­ar­bej­de­re kun­ne vi­se, at der var sto­re kon­cen­tra­tio­ner af grund­stof­fet iri­di­um i af­lej­rin­ger fra over­gan­gen mel­lem Kridt­ti­den og den ef­ter­føl­gen­de æra, Palæ­o­cæn. Iri­di­um er et sjæl­dent grund­stof på jor­d­over­fla­den, men har en me­get hø­je­re fo­re­komst i me­te­o­rit­ter, og det pas­se­de fint med, at ma­te­ri­a­let var ble­vet spredt over klo­den ef­ter et sam­men­stød med en aste­roi­de.

JTEORIEN tal­te na­tur­lig­vis og­så til fan­ta­si­en og blev hur­tigt po­pu­lær og brugt som in­spira­tion til film og bø­ger, mens for­sker­ne var me­re forsigtige. Fle­re ek­semp­ler på mas­seud­dø­en fal­der på den ge­o­lo­gi­ske tids­ska­la sam­men med sto­re vulka­nud­brud, og det gæl­der så­le­des og­så Perm/Tri­as-ud­s­let­tel­sen, som ske­te sam­ti­dig med et enormt vulka­nud­brud i Si­bi­ri­en. Ud­brud­det er det stør­ste kend­te ud­brud i de se­ne­ste 500 mil­li­o­ner år og strak­te sig for­modent­lig over en mil­li­on år. I dag kan man se rester­ne af ud­brud­det i form af de si­bi­ri­ske trap­per, som dæk­ker et are­al på stør­rel­se med Grøn­land, men som i sin tid kan ha­ve væ­ret tre-fi­re gan­ge stør­re. Di­nosau­rer­ne for­svandt for præ­cis 66 mil­li­o­ner år si­den, sam­ti­dig med at Kridt­ti­den slut­te­de, og det faldt tids­mæs­sigt og­så sam­men med sto­re vulka­nud­brud i det ve­st­li­ge In­di­en, som dan­ne­de Dec­can­trap­per­ne. Trap­per­ne be­står af ba­salt, som i dag når op i 2000 me­ters høj­de og dæk­ker et are­al på 500.000 kva­drat­ki­lo­me­ter, men de kan tid- li­ge­re ha­ve dæk­ket om­kring halv­de­len af det nu­væ­ren­de In­di­en. Su­per­vulka­ner er der­for og­så en god for­kla­ring på di­nosau­rer­nes en­de­ligt, li­ge­som det har vist sig, at hav­ni­veau­et faldt i slut­nin­gen af Kridt­ti­den. Det sid­ste har tør­lagt en stor del af de kon­ti­nen­talso­k­ler, som er hjem­sted for man­ge livs­for­mer i ha­vet, li­ge­som det og­så har æn­dret ha­bi­ta­ter i ky­st­om­rå­der og der­med sat di­nosau­rer­ne un­der pres. En tred­je for­kla­ring er der­for, at di­nosau­rer­ne ud­dø­de på grund af grad­vi­se æn­drin­ger i de­res livs­be­tin­gel­ser, som det er sket for man­ge an­dre ar­ter, der lø­ben­de for­svin­der mel­lem de sto­re mas­seud­ryd­del­ser. Dis­kus­sio­nen om år­sa­gen til di­nosau­rer­nes ud­dø­en har bøl­get frem og til­ba­ge i for­sker­kred­se gen­nem år­ti­er, men aste­roi­de­te­o­ri­en blev yder­li­ge­re un­der­byg­get, da man fandt rester­ne af et nedslags­kra­ter, det så­kald­te Chi­cxulub-kra­ter, der lig­ger del­vist i ha­vet og del­vist på Yucatán-halvø­en i Me­xi­co, og som og­så kan da­te­res til at væ­re dan­net for om­kring 66 mil­li­o­ner år si­den.

SID­STE år be­slut­te­de palæ­on­to­lo­gen Step­hen Bru­s­at­te fra Uni­ver­si­ty of Edin­burgh sig for at sam­le ti kol­le­ger og sam­men gen­nem­gå de se­ne­ste år­ti­ers man­ge forsk­nings­re­sul­ta­ter for at se, om de kun­ne nå til enig­hed om en år­sag til di­nosau­rer­nes forsvinden. Bru­s­at­te har be­skre­vet for­lø­bet i de­cem­ber­num­me­ret af tids­skrif­tet Sci­en­ti­fic Ame­ri­can, og på for­hånd fryg­te­de han, at det vil­le en­de i et død­van­de, el­ler at de vil­le væ­re nødt til at af­gø­re spørgs­må­let med pi­sto­ler. Det lyk­ke­des dog den lil­le grup­pe at sam­le de­res kon­klu­sio­ner i en ar­ti­kel i fag­tids­skrif­tet Bi­o­lo­gi­cal Re­views. Den sto­re mæng­de ma­te­ri­a­le har gjort det mu­ligt for grup­pen at få et over­blik over di­nosau­rer­nes ud­vik­ling frem til Kridt­ti­dens af­slut­ning, og de­res kon­klu­sion er, at di­nosau­rer­ne ge­ne­relt tri­ve­des gan­ske godt: In­gen stør­re grup­per af ar­ter for­svandt i de sid­ste 15 mil­li­o­ner år af Kridt­ti­den, og der er hel­ler ik­ke tegn på, at di­ver­si­te­ten blandt di­nosau­rer­ne æn­dre­de sig af­gø­ren­de. En und­ta­gel­se er dog de sto­re plan­te­æ­den­de di­nosau­rer, hvor be­stan­den gik lidt til­ba­ge hen imod slut­nin­gen af Kridt­ti­den, hvil­ket kan ha­ve haft no­get at gø­re med det fal­den­de hav­ni­veau. For­sker­nes mo­del­ler over fø­de­kæ­den vi­ser der­for og­så, at di­nosau­rer­ne på det tids­punkt var me­re skrø­be­li­ge over for æn­drin­ger i fø­de­grund­la­get. Di­nosau­rer­ne for­svandt imid­ler­tid helt og abrupt og in­den for så kort et tids­rum, at der må ha­ve væ­ret en me­get dra­ma­tisk år­sag til de­res ud­dø­en, hvil­ket pas­ser smukt med aste­roi­de­te­o­ri­en. Be­reg­nin­ger har si­den vist, at aste­roi­den har haft en stør­rel­se på ti ki­lo­me­ter i di­a­me­ter, hvil­ket ik­ke er me­get i for­hold til Jor­dens stør­rel­se, men nedsla­get har skabt en flod­bøl­ge, der er nå­et me­re end 300 ki­lo­me­ter ind på land i om­rå­det om­kring Den Me­xi­can­ske Golf. Støv fra nedsla­get har sluk­ket for sol­ly­set og der­med plan­ter­nes fo­to­syn­te­se i fle­re år og få­et Jor­dens tem­pe­ra­tur til at fal­de med må­ske op til 20 gra­der. De sto­re vulka­nud­brud i In­di­en har imid­ler­tid og­så væ­ret så vold­som­me, at for­sker­ne vur­de­rer, at de i sig selv kan ha­ve skabt sto­re om­vælt­nin­ger for li­vet sidst i Kridt­ti­den. Ud­brud­de­ne fandt sted i tre fa­ser, hvoraf det stør­ste gik i gang om­kring 400.000 år før slut­nin­gen af Kridt­ti­den. Det­te ud­brud, som dan­ne­de 80 pro­cent af Dec­can­trap­per­ne, var på stør­rel­se med et tid­li­ge­re ud­brud, som me­nes at ha­ve væ­ret an­svar­ligt for en stor mas­seud­dø­en på over­gan­gen mel­lem Tri­as og Jura for 200 mil­li­o­ner år si­den. For­sker­grup­pen me­ner dog, at det er us­and­syn­ligt, at de in­di­ske vulka­nud­brud ale­ne kun­ne ud­ryd­de al­le di­nosau­rer­ne, og de­res bed­ste bud på en for­kla­ring er der­for, at aste­roi­den var den af­gø­ren­de fak­tor.

SELV­OM det er svært at da­te­re de sto­re in­di­ske vulka­nud­brud præ­cist, kan de ha­ve svæk­ket di­nosau­rer­ne gen­nem nog­le hund­re­de tu­sin­de år. Sam­men med de øv­ri­ge lang­som­me æn­drin­ger i om­gi­vel­ser­ne, som med­vir­ke­de til at gø­re di­nosau­rer­ne me­re ud­sat­te for æn­drin­ger i fø­de­grund­la­get, be­tød det imid­ler­tid, at aste­roi­den ram­te Jor­den på det værst tæn­ke­li­ge tids­punkt for di­nosau­rer­ne. I så fald har de sid­ste di­nosau­rer sand­syn­lig­vis nå­et at se den aste­roi­de, som slog dem ud, men de ud­dø­de helt, for­di de på grund af vulka­nud­brud­de­ne blev ramt af et dob­belt slag. Hvis aste­roi­den var an­kom­met nog­le få mil­li­o­ner år tid­li­ge­re, kun­ne di­nosau­rer­nes øko­sy­stem ha­ve væ­ret ro­bust nok til at over­le­ve nedsla­get, og hav­de den ramt nog­le mil­li­o­ner år se­ne­re, vil­le di­nosau­rer­ne må­ske og­så væ­re kom­met sig så me­get ef­ter vulka­ner­ne, at de hav­de mod­stået aste­roi­den. Så selv­om en ti ki­lo­me­ter stor aste­roi­de al­drig er no­gen god ting for li­vet på Jor­den, vil­le di­nosau­rer­ne må­ske ha­ve væ­ret her end­nu, hvis ti­m­in­gen på en ge­o­lo­gisk tids­ska­la ba­re hav­de væ­ret lidt an­der­le­des. Til gen­gæld vil­le vi næp­pe ha­ve væ­ret her, for ef­ter at pat­te­dy­re­ne hav­de gemt sig for di­nosau­rer­ne i me­re end 100 mil­li­o­ner år, be­nyt­te­de de – se­ne­re vi – chan­cen til at spre­de os og do­mi­ne­re Jor­den.

S. Bru­s­at­te med fle­re: »The extin­ction of the di­nosaurs«. Bi­o­lo­gi­cal Re­views (2015) bind 90, si­de 628-642.

FO­TO: SCI­EN­CE PHOTO LIBRARY

En teg­ners bud på si­tu­a­tio­nen for 66 mil­li­o­ner år si­den, da en aste­roi­de tør­ne­de ned på Me­xi­cos Yucatán-halvø.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.