Helt hyste­risk

Weekendavisen - - Ideer - Af AN­NET­TE K. NI­EL­SEN

Syg­doms­hi­sto­rie. I 1700-tal­lets Frank­rig var hyste­ri ari­sto­kra­tiets li­del­se. Først i be­gyn­del­sen af 1800-tal­let blev hyste­ri til en spe­ci­fik kvin­de­di­ag­no­se, for­tæl­ler en ny bog, der gran­sker ska­bel­sen af en me­di­cinsk ka­te­go­ri.

or­si­den af vi­den­skabs­hi­sto­ri­ker Sa­bi­ne Ar­nauds bog On Hyste­ria. The In­ven­tion of a Me­di­cal Ca­te­gory between 1670 & 1820 er il­lu­stre­ret med en gen­stand, der lig­ner en per­fo­re­ret pe­ni­sat­trap med en fin sløj­fe. Ved nær­me­re gransk­ning vi­ser den sig at væ­re en slags pe­s­sar fra slut­nin­gen af 1500-tal­let. Det blev ført ind i ske­den for at le­de røg fra svovl og har­piks op til liv­mo­de­ren og på den må­de lok­ke or­ga­net til­ba­ge til un­der­li­vet. Van­dren­de liv­mo­der blev på da­væ­ren­de tids­punkt op­fat­tet som en fak­tisk li­del­se. Det gjaldt selvsagt om at få liv­mo­de­ren til­ba­ge på plads, så den ik­ke la­ve­de ra­va­ge. For­u­den at van­dre men­te da­ti­dens læ­ger, at liv­mo­de­ren op­sam­le­de af­falds­stof­fer så­som men­stru­a­tions­blod og sæd. Det kun­ne lig­ge i liv­mo­de­ren og gæ­re, ud­son­dre dun­ster og der­med kvæ­le liv­mo­de­ren og for­år­sa­ge al­skens syg­dom­me – blandt an­det nog­le, som blev be­teg­net som hyste­ri­ske. Iføl­ge Ar­naud blev liv­mo­de­ren i 1600-tal­let og tid­li­ge­re be­trag­tet som ar­ne­sted for en ræk­ke kvin­de­syg­dom­me, men or­ga­net var ik­ke be­stem­men­de for alt ved­rø­ren­de kvin­ders hel­bred, psy­ke og so­ci­a­le stil­ling. Det kom først se­ne­re: »Når liv­mo­de­ren gør sin gen­komst i slut­nin­gen af 1700-tal­let, er den ble­vet ren­set fra sin for­bin­del­se til af­fald, men til gen­gæld er den i sig selv ble­vet en kil­de til pro­ble­mer og er ble­vet for­frem­met til det cen­tra­le kvin­de­li­ge or­gan.« Ar­naud er lit­te­rat, hi­sto­ri­ker og fi­lo­sof, og hun gran­sker hyste­ri på bag­grund af en lang ræk­ke for­skel­li­ge me­di­cin­ske, lit­teræ­re og fi­lo­so­fi­ske tek­ster og dis­ses ita­le­sæt­tel­se og sprog­li­ge be­hand­ling af fæ­no­me­net. Hun ser på den po­li­ti­ske ud­vik­ling i Frank­rig, hvor Den Fran­ske Re­vo­lu­tion fra 1789 til 1799 spil­le­de en stor rol­le i ska­bel­sen af hyste­ri som spe­ci­fik

Fkvin­de­syg­dom. Ar­naud har dog af­stik­ke­re til Eng­land, for ek­sem­pel den en­gel­ske læ­ge Tho­mas Wil­lis, der i slut­nin­gen af 1600-tal­let på­vir­ke­de Frank­rigs læ­ger med sit ind­fly­del­ses­ri­ge Es­say of the Pat­ho­lo­gy of the Brain and Ner­vous Sto­ck. Han hav­de set man­ge mænd og kvin­der med hyste­ri­ske li­del­ser, og på den bag­grund men­te han ik­ke, at dis­se symp­to­mer kun­ne hi­d­rø­re fra liv­mo­de­ren. No­get an­det måt­te væ­re på spil, og han ud­pe­ge­de hjer­nen og ner­ve­fi­bre som år­sag til, hvad man nu be­gynd­te at kal­de va­por­ø­se an­fald. Ud­tryk­ket hyste­ri var fal­det i unå­de.

DET er vig­tigt at tæn­ke på, an­fø­rer Ar­naud, at der ik­ke ek­si­ste­re­de de­ci­de­ret vi­den­ska­be­lig­me­di­cinsk lit­te­ra­tur for et læ­ge­fag­ligt pu­bli­kum. Den ek­si­ste­ren­de lit­te­ra­tur var for al­le, der kun­ne læ­se. Lit­te­ra­tu­ren tjen­te til at gi­ve læ­se­ren et ind­tryk el­ler et bil­le­de af for­skel­li­ge syg­dom­me, og en fro­dig me­ta­forik blev ta­get i an­ven­del­se. Symp­to­mer på hyste­ri blev i 1600-tal­let be­skre­vet, som om de lig­ne­de »in­sekt­svær­me«, el­ler at per­so­nen ud­vi­ste »kryb­dyrs­be­væ­gel­ser«, og de li­den­de blev be­skre­vet som hunde el­ler ul­ve for at il­lu­stre­re an­fal­de­nes in­ten­si­tet og ufor­ud­si­ge­lig­hed. Når læ­ger skul­le til­se en pa­tient, var symp­to­mer en slags krop­pens stem­me. De ud­for­me­de uni­sont et sprog, som læ­gen skul­le over­sæt­te. Det kun­ne væ­re nemt nok, når det gjaldt symp­to­mer som af­vi­gen­de hud­far­ve, urin­lugt og -far­ve, tem­pe­ra­tur og puls, skri­ver Ar­naud. Men til­stan­de iden­ti­fi­ce­ret som hyste­ri bød på sær­li­ge ud­for­drin­ger, for­di de var så van­ske­li­ge at over­sæt­te. Det kun­ne væ­re fe­ber, kram­pe­an­fald, ka­ta­to­ni, nym­fo­ma­ni el­ler be­svi­mel­se. Til­med syn­tes hyste­ri at væ­re smit­somt. I 1700-tal­let ud­gav læ­ger i Frank­rig di­ver­se bø­ger om syg­domslæ­re, og de be­nyt­te­de sig af en bred vif­te af ti­dens fo­re­truk­ne gen­rer for at be­skri­ve læ­gerol­len og syg­dom­me: di­a­log­skrif­ter, selv­bi­o­gra­fi, brev­kor­re­spon­dan­ce og anek­do­ti­ske for­tæl­lin­ger. No­get var fik­tion, an­det ba­se­re­de sig på ob­ser­va­tio­ner af fak­ti­ske pa­tien­ters symp­to­mer og ad­færd. På bag­grund af en lang ræk­ke tek­st­ek­semp­ler ar­gu­men­te­rer Ar­naud over­be­vi­sen­de for sin mest op­sigtsvæk­ken­de ana­ly­se, nem­lig at va­por­ø­se an­fald var no­get, som bå­de mænd og kvin­der fra ari­sto­kra­ti­et led af. Kvin­der var dog sær­ligt føl­som­me over for dis­se an­fald på grund af en sva­ge­re kon­sti­tu­tion, men mænd då­ne­de be­stemt og­så. Ved det fran­ske hof blev det at få di­ver­se va­por­ø­se an­fald fak­tisk tol­ket som at væ­re i be­sid­del­se af sær­ligt raf­fi­ne­re­de sen­si­bi­li­te­ter. Sto­re ån­der, alt­så for­fat­te­re og fi­lo­sof­fer, var og­så la­bi­le i for­hold til dis­se va­por­ø­se an­fald, da de jo hi­d­rør­te fra hjer­nen og ner­ve­fi­bre­ne. Hos skønån­der­ne var frem­træ­del­ses­for­men dog of­test hy­po­kon­dri. Som det frem­går af man­ge læ­gers for­skel­li­ge tek­ster, for­stod læ­ger­ne sig som ho­flæ­ger, og de var ik­ke be­skæf­ti­get med syg­dom­me hos an­dre klas­ser. Ar­naud frem­hæ­ver, at man i fran­ske 1700-tals­ro­ma­ner og dan­nel­ses­lit­te­ra­tur ge­ne­relt ik­ke brug­te ud­tryk­ket hyste­ri, og or­det hyste­ri op­t­rå­d­te da hel­ler ik­ke i Di­ctionnai­re en­cycl­opé­dique fra 1790. Men symp­tom­kom­plek­set blev be­stemt te­ma­ti­se­ret. Et godt ek­sem­pel er op­lys­nings­fi­lo­sof­fen De­nis Di­derots brevro­man Non­nen el­ler La Re­li­gieu­se fra 1780, først pu­bli­ce­ret i 1789. Ho­ved­per­so­nen er den ari­sto­kra­ti­ske novi­ce Suzan­ne, der kon­stant hen­sæt­tes i di­ver­se ek­sta­ti­ske og fe­bri­le til­stan­de og li­der af kram­pe­an­fald, rystel­ser, fø­lel­ses­løs­hed og løs­slup­pen­hed i et væk. I lø­bet af bo­gen ud­fol­der hun »he­le det hyste­ri­ske re­gi­ster«, som Ar­naud skri­ver.

I for­bin­del­se med Den Fran­ske Re­vo­lu­tion og hen over år­hund­re­de­skif­tet æn­dre­de læ­ger­nes rol­le sig fra at væ­re ho­flæ­ger til at væ­re bor­ger­læ­ger. Man tog af­stand fra hof­fet og ari­sto­kra­tiets va­por­ø­se an­fald og ad­færd og til­skrev dem syg­dom­me, der var ty­pi­ske for det gam­le re­gi­me. Nog­le læ­ger op­fat­te­de så­mænd re­vo­lu­tio­nen som en hyste­risk til­stand i sig selv og ti­den ef­ter som ud­tryk for en na­tion, der skul­le gen­vin­de sit hel­bred. I den­ne pe­ri­o­de er det Ar­nauds op­fat­tel­se, at en ad­skil­lel­se af det mand­li­ge og kvin­de­li­ge kom­mer til at er­stat­te den tid­li­ge­re ad­skil­lel­se mel­lem ari­sto­kra­ti­et og fol­ket. »Et nyt hie­rar­ki de­ler be­folk­nin­gen og for­bin­der hjer­nen med man­den, hvor­ved han bli­ver ad­skilt fra kvin­den og hen­des liv­mo­der,« skri­ver Ar­naud. Man op­fat­te­de sta­dig, at mænd kun­ne ha­ve nervø­se li­del­ser, men at dis­se hi­d­rør­te fra hjer­nen. Hyste­ri op­træ­der der­ef­ter igen i læ­ge­li­ge ord­bø­ger, og for­di sel­ve or­det hyste­ri kom­mer af det græ­ske ord for liv­mo­der, er det selvsagt ik­ke en til­stand, mænd kan li­de af. Kvin­der bli­ver ene­bæ­re­re af syg­dom­men, og liv­mo­de­ren bli­ver kvin­dens vig­tig­ste og alt­do­mi­ne­ren­de or­gan. Det sid­ste års­tal i Sa­bi­ne Ar­nauds bog, 1820, er ud­gi­vel­ses­tids­punk­tet for et kom­pen­di­um over me­di­cin­ske li­del­ser, Di­ctionnai­re des sci­en­ces mé­di­ca­les, hvor hyste­ri som kvin­de­syg­dom ind­gå­en­de og de­tal­je­ret bli­ver be­skre­vet med he­le 50 si­der. Fra at væ­re ud­tryk for sær­lig raf­fi­ne­re­de sen­si­bi­li­te­ter hos mænd og kvin­der bli­ver hyste­ri til en far­lig syg­dom, der ram­mer al­le kvin­der høj som lav. Den er især ken­de­teg­net ved ge­dulg­te ly­ster og utæm­met be­gær, der re­sul­te­rer i før­om­tal­te be­svi­mel­ses­an­fald, kram­pe­an­fald og hæm­nings­løs ona­ni blandt man­ge an­dre dif­fu­se symp­to­mer. Her­til er kun én kur: æg­te­skab. Ar­naud kom­mer vidt om­kring i sit værk, og hen­des ær­in­de er blandt an­det at vi­se, at et vi­den­skabs­hi­sto­risk pro­jekt bør ta­ge høj­de for al­le mu­li­ge tekst­for­mer i for­stå­el­sen af sit om­rå­de. Sa­bi­ne Ar­naud er til­knyt­tet MaxPlan­ck-In­sti­tut für Wis­sens­chafts­ge­s­chi­ch­te i Ber­lin og for­sker nu i op­fat­tel­sen af døv­hed fra 1600-tal­let til slut­nin­gen af 1800-tal­let.

Sa­bi­ne Ar­naud: »On Hyste­ria. The In­ven­tion of a Me­di­cal Ca­te­gory between 1670 & 1820«. Uni­ver­si­ty of Chi­ca­go Press, ok­to­ber 2015

I 1500-tal­let men­te man, at hyste­ri skyld­tes en »van­dren­de liv­mo­der«. An­ord­nin­gen her skul­le le­de røg op til liv­mo­de­ren for at lok­ke den på plads.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.